'Landmand'-Katja afslører: Jeg har fået en kæreste
Fra sin deltagelse i 'Landmand søger kærlighed' tog Katja nogle stærke venskaber med sig, men nu har hun faktisk også fundet sig en kæreste i forbindelse med programmet.
Under optagelserne til 'Landmand søger kærlighed' fandt Katja Gullaksen kærligheden, men det var den venskabelige af slagsen. Hendes to bejlere Dennis og Theis er nemlig blevet to af hendes rigtig gode venner.
For da programmet rullede over skærmen, sad der en seer bag, som lagde mærke til Katja og greb knoglen.
- Jeg har fundet mig en kæreste. Han hedder Michael og var nærmest en af de første, der skrev til mig, efter han så mig i 'Landmand søger kærlighed'. Vi skrev lidt frem og tilbage og jokede med, at han var den ugentlige anmelder af programmet, fordi jeg måtte jo ikke afsløre noget i forhold til, hvordan det gik med datingen. Så mødtes jeg med ham, og vi har set hinanden siden, fortæller Katja da HER&NU/Realityportalen møder Katja Gullaksen og hendes to tidligere bejlere Dennis og Theis til 'Reality Awards'.
Selvom det ifølge Katja var en smule underligt, at Michael havde et klart indtryk af hende og ikke omvendt, så er de endt med at blive kærester, og har også allerede taget et stort skridt i forholdet.
- Han er faktisk allerede flyttet ind, så det er gået rigtig stærkt, men han skulle alligevel ud af sin lejlighed. Og så tænkte vi, at så kaster vi os bare ud i det, og så må det briste eller bære, fortæller Katja, som ærligt indrømmer, at hun efter at have boet alene lige skal vænne sig til at være to mennesker under samme tag.