5 regler: Derfor bliver italienske kvinder ikke tykke

Ingen tvivl om, at to modstridende kræfter raser i italienske kvinder, de elsker at spise og de er håbløst forfængelige på samme tid. Men de har gjort det utrolige, de har knækket koden for, hvordan man kan spise pasta hver dag og på samme tid beholde sin hvepsetalje. Desværre drejer det sig ikke om en pille, man tager om morgenen. Kvinderne følger et sæt regler til punkt og prikke med en pertentlighed som ville sætte enhver nordeuropæer i skammekrogen. Og det virker. Lader man hånt om deres pastaetikette vil det nådesløst kunne aflæses på lår og numse efter en uges fråsen. Reglerne kan med stor umage koges ned (al dente) til de fem gyldne pastaregler.

1. Din pastaret må ikke være tung

Begrebet "tunghed" er en variabel, der styrer italienernes hverdag. Ikke hvor meget pastaretten vejer på tallerkenen, men om den ligger tungt i maven bagefter. Pastaen må ikke "hilse" på dig nede fra dybet bagefter. Det er helt legitimt at begrunde sit dårlige humør med, at man har spist tung mad. Det kan alle og enhver sætte sig ind i, og ikke fordi man ærgrer sig over kulhydraterne, men fordi det af en eller anden grund gør italienerne trist til mode. En "tung" aftensmad kan også give italienere mareridt om natten. Det er i den forbindelse almen viden, at folk uden for Italien ikke ved, hvordan man laver mad. Nord for alperne er al mad tung, og for at beskytte sig rejser italienerne med restaurantguides, så de undgår at få nedtur efter et komplet mislykket måltid.

Og hvad vil det så sige, at noget er tungt? Alt hårdt stegt mad er tungt. Steg aldrig noget i smør, kun sunde olier. Heller ingen fløde i pastasovsen. Røde, grønne og gule pebre skal man nyde i meget små mængder, og det samme gælder løg, kål, hvidløg og selleri.

Derudover har hvert enkelt individ visse råvarer som "bundfælder" sig tungt i deres mave. Mærk efter, helt ud i tåneglene om nødvendigt, hvad det er, der ikke er godt for dig og spar på disse ting i din pastasovs. De komplicerer fordøjelsen og gør dig mere oppustet og tyk i det. Tunghed i maden er af det onde, man er færdig med at have folk til middag, hvis først man får ry for at lave tung mad.

2. Maks. 125 gram

Og så til mængderne. Det hele begynder med vores danske heltindes uskyldige spørgsmål til sin bedre halvdel: Er du sulten? spørger hun med den åbne pastapakke i hånden foran gryden med vand. Nej, nej og atter nej. Når man laver pasta er det ikke relevant, hvor sulten eller ikke sulten, man er, for det er på forhånd bestemt, at du må spise 125 gram. Ikke mere.

Med danske øjne er det ikke særlig meget, det svarer til en lille portion rå pasta i en dyb skål. Vores heltinde har endog været ude for at en gæst specificerede, at denne kun ville have 90 gram, da hun var ved at hælde pasta i. Een ting er teori, noget andet er praksis. I det virkelige liv nikker man pænt til alle og hælder med stoneface et par pakker i gryden, nu må de lige tage det roligt, og hvis der bliver noget til overs, skal danskeren nok spise det. Det bliver der selvfølgelig ikke, for italienerne er ligesom alle andre, de slikker fadet rent og er glade for, at deres 125 gram synes at fylde mere i maven end normalt.

3. Den irriterende lille ekstra ret

Man ville jo meget hellere tage to gange af pastaen, men der er ikke mere tilbage i gryden. Og hvad så hvis maven skriger på mere mad? Svaret har de i deres "contorno" – den lille ekstra ret. Den er egentlig ment som tilbehør til kødet (der traditionelt kommer efter pastaretten), men til hverdag, når man ikke kan nå at lave fire retter efter arbejdstid, bliver "il contorno" til pastaens følgesvend i stedet. Ikke at man får lov til at spise mere af den grund. Princippet er, at hvis du f.eks. oprindeligt ville putte reven gulerod i din tomatsovs, lader du være med det og lægger dem på en tallerken ved siden af med lidt olivenolie og salt udover – og vupti, to forskellige retter.

Italienerne har det til fælles med japanerne, at de foretrækker flere små retter frem for een stor, nok fordi øje og sind dermed mætter sig hurtigere og ikke leder mavesækken på afveje. Og ikke mindst bliver ritualet omkring spisningen og samværet med de andre trukket ud. Selv den førnævnte 2-årige, som i mellemtiden er fyldt tre, foretrækker sin mad sådan. Han beklager sig højlydt, hvis ikke aftensmaden består af flere retter, så hans danske mor skraber kartoflerne væk fra kyllingen og vipper dem over på en anden tallerken, værsgo to retter.

4. De to skridt

"Lad os gå et par skridt". De fleste italienere opfatter det som topmålet af civilisation, at man efter maden går en lille tur sammen. Man lægger sig ikke ind og sover, og man slår ikke bagen i sofaen og ser fjernsyn eller opdaterer sin facebookprofil. Det er klart, at under danske forhold er det mindre tillokkende at gå to skridt sammen med middagsgæsten eller kæresten, hvis det regner og blæser udenfor, og vinduerne er rimede til af frost. Så hold dig i stedet i bevægelse inden døre og drik en kop te uden garvesyre, det hjælper på fordøjelsen. Det er også godt for humøret.

5. Kun mens solen står højt

Ingen pasta efter klokken fire! Kun de virkelig dydige kvinder, dem der insisterer på at kunne skrue sig ned i en størrelse 34 (og dem er der en del af), går op i at håndhæve denne regel. For hvis man tager den alvorligt, betyder det, at pasta kun må spises til frokost – og det er jo lidt trist. Dydsmønstrene indrømmer ikke engang altid, at det er fordi det feder, men taler i stedet om, at pasta har en længere fordøjelsestid end f.eks. kød og fisk. Hvorom alting er, så er det måske en god idé at følge denne regel, hvis ikke man har tænkt sig at følge regel nummer 4.

Flere italienske pastaregler

Med kød

Italiensk pastasovs består normalt af grøntsager. Kød kan optræde enten i hakket form (til Bolognese) eller som små stykker bacon og lignende udskæringer. Kylling og større kødstykker er bandlyst. Hvis pastaretten ikke mætter, og man må og skal have kød, så steger man f.eks. et kyllingebryst i lidt olivenolie og rosmarin. Det får naturligvis sin egen tallerken, så det kommer til at gælde for en hel ret.

Med fisk

Fisk og skaldyr bliver ofte brugt i pastasovs, blot man husker, at det er strengt forbudt at putte nogen form for ost i fiskesovs. Beder man på en restaurant om parmesanost til sin tunsauce, risikerer man, at de ikke vil servere for en. Fisk regnes for en ingrediens, der er let for maven at fordøje, og kan derfor uden problemer spises efter pasta.