Ekstremløberne: ”At sætte sig nogle mål og fuldføre dem – det er fantastisk”
Superman. Det kalder Susanne Hastrup sin mand, Jacob. Han udfordrer sig selv gang på gang i verdens hårdeste ekstremløb og har for nylig skrevet bogen ”Ekstremløberen”. Men som bekendt står der en kvinde bag enhver mand, og Susanne må siges også at besidde superkræfter. For hun er hoppet med på løbevognen, og når man sætter Superman ved siden af Superwoman, har man den ultimative definition på et powerpar.
Susanne og Jacob Hastrup skal rejse til Nepal i morgen. De er begge bidt af ekstremløb, og i Nepal skal de løbe 250 kilometer over syv dage i op til 3.200 meters højde. Inden for i deres hus ser det ud som om, der er sprunget en mindre bombe. Overalt i stuen ligger der udstyr til Nepalturen. Soveposer, løbesko, varmt tøj, løbetøj, tørkost i poser, energibarer, gelbarer, rygsække. Parret er kommet lidt bagud med det hele, fordi deres yngste datter pludselig er blevet lidt småsyg, og fordi de dagen forinden har fået at vide, at temperaturen i Nepal vil ligge omkring 20 grader under forventet. I stedet for en behagelig temperatur på omkring 25 grader, skal de regne med 2-3 grader. Og det gør en forskel i forhold til oppakningen. De har været nødt til at indhente helt nye soveposer og andet grej, så de kan holde varmen på turen, og mens interviewet finder sted, dukker det sidste udstyr op. Susanne og Jacob tager dog postyret helt roligt og giver sig begge god tid til at fortælle om deres fælles passion. Roen udspringer formentlig af det mentale overskud, de begge føler, de har fået ved dyrke deres sport.
Se galleriet med tidens hotteste powerpar
Jacob: – Fra jeg mødte Sus og til nu, har jeg udviklet mig så sindssygt meget gennem hvert eneste løb. Og jeg ville aldrig have undværet den udvikling og den mentale styrke, som bare bliver bygget mere og mere op for hver gang. At sætte sig nogle mål og fuldføre dem – det er fantastisk, og det er utrolig spændende hele tiden at skulle motivere sig selv. Under løbene skal man drive sig selv fremad hele tiden, og når løbene bliver længere og længere, sker der nye ting i kroppen, som jeg skal tage stilling til, og som min hjerne skal bearbejde, så jeg ikke går ned. Den udvikling, jeg undergår, driver mig til at løbe igen og igen. Kroppen fortæller dig stort set alt, hvis du lytter. Problemet er, at mange mennesker ikke lytter. De mærker ikke efter. Men det tror jeg, at både Sus og jeg er sindssygt gode til.
Et umage par
Susanne og Jacob mødte hinanden i 2000. Jacob var med til at drive en butik med sports- og udendørsudstyr, og en dag kom Susanne ind for at købe nogle sko. Det blev til en lidt længere snak om forskellige motionsformer, der endte med, at Jacob gav Sus et af butikkens visitkort. Sus var ikke imponeret over kortet, og sagde, at det kunne hun – der var grafisk projektleder – da lave meget pænere. Det havde Jacob i tankerne, da han kort tid efter lukkede butikken og sadlede om til en distributionsvirksomhed, hvor han havde brug for nyt grafisk materiale.
Susanne: – Jacob tog fat i mig, og vi mødtes på café Pussy Galore’s for at tale om, hvad jeg kunne hjælpe ham med. Vores forhold var jo rent forretningsmæssigt, men der var trods alt en undertone af, at vi brugte mere tid på at sidde og hygge, end det var nødvendigt.
Et møde blev til flere, og pludselig var Jacob flyttet ind. Og det selvom han bestemt ikke var typen, Susanne havde drømt om.
Læs ogsså: Løbetøj på tre budgetter
Susanne: – Jeg har da efterfølgende tænkt, at jeg aldrig ville have mødt Jacob på et datingsite, for jeg ville ikke have valgt en møbelpolstrer på 165 cm med tatoveringer, ha, ha. Jeg har gået på privatskole, og det ville nok have været sådan nogle med blå skjorte og en længerevarende uddannelse, som jeg ville have søgt efter. Jacob var den første håndværker, jeg kendte. Det jeg faldt for, var hans værdier. Jeg syntes simpelthen, at han stod for alle de rigtige ting.
”Alle de rigtige ting” var bl.a., at Jacob var bidt af at udfordre sig selv. Han trænede meget og havde allerede været til Adventure Race, som er et benhårdt løb for hold i Grønland og Nordsverige da de mødte hinanden.
Susanne: – Jeg tror, jeg syntes, at Jacob var lidt sej, fordi han havde kastet sig ud i adventureløb. Jeg har selv været skibums, og det havde bl.a. handlet om jagten på den fede off-piste, men jeg havde aldrig været modig nok til at taget det helt store skridt med noget. Det er en ret stor egenskab ved Jacob, at han er så skide modig med alt i sit liv, og han er ikke bange for konsekvenser. Det er jo både godt og ondt, men han har virkelig troen på, at hvis han bare vil noget, så lykkes det. Jeg er fascineret af, at han er så drevet af sin mavefornemmelse, selvom jeg også somme tider synes, at det er helt ude i skoven. The sky is the limit for Jacob, og det er ret sjældent, at du møder folk med sådan en selvsikkerhed.
Fra mørkeræd splejs til ekstremløber
Jacob har dog ikke altid været så sikker på sig selv. Faktisk udspringer hele hans drive af, at han som barn var en lille splejs, der både var vandskræk og mørkeræd – og det fortsatte op i hans voksne liv.
Jacob: – I slutningen af 90’erne tænkte jeg over, hvordan jeg skulle få bugt med det. Jeg var begyndt at overveje solo ekstremløb, hvor man f.eks. skal kunne være alene ude i en jungle om natten. På det tidspunkt, hvor jeg mødte Sus, tog jeg tit rygsækken på nakken om fredagen og gik hele natten til lørdag morgen, bare for at finde ud af, hvor langt jeg kunne gå, hvor meget jeg kunne bære, og for at lære at være ude i mørket. Jeg tror, at folk syntes, det var lidt underligt, for det var ikke det, man normalt brugte sin fredag aften på. Og når jeg tog toget hjem om morgenen, mødte jeg alle dem, der havde været i byen.
Susanne: – Jacob er ikke bange for at være anderledes, men han er ikke anderledes bare for at være anderledes. Han er bare drevet at nogle andre ting, end de fleste andre.
Læs også om ALT fordamernes Kvindeløb
Jacob løb sit første solo ekstremløb i 2004. Det var et 200 kilometers løb i junglen i Brasilien.
Og det var på alle måder en vild oplevelse.
Jacob: – Bare det at komme ud af flyveren! Jeg havde kun været i Tyskland, Norge, Sverige og Grønland før, men her stod jeg pludselig ud af flyveren midt i junglen, hvor der var 40 grader og en luftfugtighed på 98 procent. Den første etape var på 15 kilometer, og jeg havde tænkt: Den spæner jeg da lige på en time. Men da der var gået to timer, satte jeg mig ned på en høj og tænkte: Hvad fanden er det her for noget? Vi kommer aldrig nogensinde igennem det her løb. Det tog mig fire en halv time at løbe 15 kilometer. Det var helt sindssygt. Over floder, op og ned ad mudderskråninger. De fik virkelig pillet en ned den første dag. Løbet var over seks dage, og nogle dage gik vi i sort vand til livet, mens vi gik og tænkte over, hvad der mon var dernede under overfladen. Vi kunne ikke nyde det, for vi var nødt til at presse fremad hele tiden, for når det bliver aften, ”slukker” lyset bare med et klik i junglen. Militæret stod langs ruten med våben, og der er også flere steder, hvor der var jægere, som stod klar, fordi vi løb i et område, hvor der var mange jaguarer. Om natten på den lange etape kunne man lugte dyrene. Det lugtede fuldstændig som i rovdyrburet i zoologisk have, og det sætter jo hjernen i gang.
Hvordan gik det med din mørkerædhed?
Jacob: – Den var ikke-eksisterende, da jeg kom hjem, ha, ha.
Hvad tænkte du efter løbet?
Jacob: – Lige da jeg var færdig, tænkte jeg, det var en vildt fed oplevelse, men aldrig, aldrig mere. Det var sindssygt hårdt. Men så kom jeg hjem, og efter otte dage havde jeg havde booket det næste løb. Jeg ville bare have mere.
Fra modspillere til medspillere
Susanne kunne godt se, at Jacob fik noget helt særligt ud af sine løb, og hun fik lyst til at finde ud af, hvad det egentlig handlede om. I 2005 meldte hun sig som frivillig medhjælper til et 250 kilometer løb i Gobi-ørkenen i Kina.
Susanne: – Det var også hårdt at være frivillig, for du er i gang 24 timer i døgnet. Der er rigtig meget logistik med at få alle løberne igennem. Og når løberne har lagt sig til at sove, skal du gøre klar til næste dag. Jeg fik et indblik i, hvad det egentlig var, Jacob gik og lavede, og jeg blev betaget af, at det var en stor avanceret spejderlejer. Pissehyggeligt. Sindssyg god stemning. Det er en blandet landhandel af mennesker fra hele verdenen – fra skolelæreren til CEO’en fra en stor virksomhed. Alle er lige smadrede, alle spiser tørret mad, og alle har den her passion for at ville gennemføre løbet. Jeg trivedes i det. Jacob havde det dog rigtig, rigtig dårligt på den tur, og da vi en aften sad oppe på en klippe og snakkede, begyndte hans næse at bløde, og han sagde: Jeg ved sgu ikke, om jeg klarer det her. Jacob har altid været Superman for mig, så jeg var sikker på, at han nok skulle træffe den rigtige beslutning. Han ville aldrig sætte sit helbred på spil.
Gør man ikke det, når man bløder fra næsen?
Jacob: – Ikke i min verden!
Hvad skal der så til?
Jacob: – Nok noget med nogle fingre, der ryger af i kulden. Eller hvis man dehydrerer så kraftigt, at man smadrer sine nyrer.
Tip! Køb løbetøj i ALT for damernes webshop ALTfordamerne.dk/Shop.
Susanne: – Jeg skulle ikke bestemme noget, da vi sad der, og jeg tror egentlig, at jeg på den tur for alvor fik øjnene op for, hvorfor løbene betyder så meget for Jacob. Indtil da havde vores forhold været meget turbulent, for Jacob er meget kompromisløs. Jeg syntes, at vi havde været meget modstandere, men på den tur, hvor vi også rejste rundt i Kina bagefter, skete der noget med vores forhold. Vi gik fra at være modspillere til at være medspillere. Når jeg ser på det i dag, var jeg nok lidt på prøve på den tur, for Jacob vil ikke have noget, der er vattet. På turen fandt vi ud af, at vi kan stole på hinanden fysisk og psykisk, og vi fandt ud af, at vi ikke behøver at tage hensyn til hinanden. Det kan jo godt lyde som om, vi er sådan nogle kæmpe egoister, men selvfølgelig passer vi på hinanden. Det, jeg mener, er bare, at jeg har stor tiltro til, at Jacob kan passe på sig selv, så jeg tager ikke beslutninger på hans vegne. Og sådan har han det også med mig.
Efter Gobi-ørkenen var Susanne også med som frivillig til Sahara Race senere samme år. Og der gik det op for hende, at hun simpelthen blev nødt til at finde ud af, hvordan det var at krydse mållinjen i sådan et løb. På trods af at hun aldrig havde løbet mere end ti kilometer i træk, var der fuld opbakning fra Jacob til beslutningen om at løbe Atacama Crossing i Chile i 2006. Et løb på 250 kilometer.
Hvad tænkte du, da Susanne sagde, at hun også ville løbe?
Jacob: – Der var ingen tvivl. Selvfølgelig skulle hun det – det var bare med at komme i gang. Hun havde et halvt år til at træne sig op. De fleste siger, at det ikke kan lade sig gøre, for man skal bruge et helt år for bare at træne sig op til et maraton. Men her er det igen hjernen, der bestemmer. Hvis man har den holdning, at det kan man godt, så kan man. Selvfølgelig bandede, råbte og skreg Susanne af mig hver weekend, når jeg trænede hende, men hun gjorde det. Og hun gjorde det godt i Chile!
Lader sig ikke nøjes
I dag er Susanne lige så bidt af ekstremløb, som Jacob. Siden Susannes første løb er parret blevet forældre til to piger, og graviditeterne satte en naturlig begrænsning for Susannes udfoldelser i, men hun trænede sig hurtigt op igen begge gange. For at få det hele til at hænge sammen med løbetræning 10-12 timer om ugen plus styrketræning er børnene ofte med på de lange træningsture i løbevognen, og så sørger Susanne og Jacob for at gøre det lidt hyggeligt med små pauser undervejs og måske en lille picnic. Der er også altid tid til at stoppe op og kigge på en blomst eller en hest, og på den måde nyder alle fire turene. Susanne og Jacob ser også meget til deres venner og familie, som altid kan dumpe forbi til en improviseret middag, bare de indstiller sig på, at det godt kan være, at enten Susanne eller Jacob lige skal ud og løbe en tur i løbet af aftenen. Man kan undre sig over, hvordan det hele hænger sammen med så meget træning, fuldtidsjobs og små børn, men som Jacob siger, så vinder familien f.eks. tre timer hver dag, fordi de har valgt ikke at have fjernsyn. Lyder det vildt? Lyder det overskudsagtigt? Som et powerpar?
Susanne: – Tja, man kan da godt sige, at vi er et powerpar, for vi har faktisk ret meget overskud i vores hverdag.
Jacob: – Jeg tænker aldrig rigtig på mig selv som sådan en ”power-én”. Men nu, hvor folk har læst min bog og vender tilbage til mig, kan jeg godt se, at mange bliver inspireret af det, jeg gør, og flere har da også givet udtryk for, at de synes, jeg er sej. At jeg har haft de drømme og har ført dem ud livet – det er der mange, der har stor respekt for. For mig er det blevet lidt en hverdag. Jeg gør det bare, fordi jeg har lyst, og fordi det giver mig rigtig meget. Overskud i hovedet og fysisk overskud. Vi har jo f.eks. stort set ikke sovet i to dage lige nu på grund af sygdom, og vi skal rejse i morgen, men sådan er det. Vi er begge mentalt stærke, og så må vi håbe, at det mentale kan klare det fysiske, når vi starter ud på denne måde i morgen. Det havde været bedst, hvis alt havde været klar i går, men sådan blev det ikke.
Læs også: Træning, der forbrænder ekstra meget
Susanne: – Det kan vi ikke sidde og tude over. Jeg har det sådan, at du må få det bedste ud af de kort, du har fået at spille med. Du kan ikke sidde og tude over, at du ikke har fået spar es. Det var der bare ikke i bunken. For mig giver det en kæmpe selvtillid at have lavet sådan nogle ting, som vi har, for vi ved, at vi hverken fysisk eller psykisk er til at slå ud. Når man har det sådan, har man jo rigtig meget at give af på mange punkter. Blandt andet til sine børn. Vi giver vores børn enormt meget opmærksomhed. Vi er meget fysiske med dem. Hopper og leger, svinger og danser. Når vi er ude hos andre, kan vi heller ikke lade være med at komme på gulvet og kaste børnene rundt. Jo, vi er nok et powerpar. Vi giver meget af os selv, og vi trives rigtig meget med folk omkring os og gang i den.
Hvad betyder det for jer at sætte et mål og nå det?
Susanne: – Det er altafgørende. Og jeg tror i øvrigt, at det er det, der skaber et rigtig godt liv. Når jeg kigger på mennesker, som ikke er tilfredse, så tænker jeg: Det er sgu fordi, du ikke har sat dig et mål. Og det behøver bestemt ikke at være et stort fysisk mål. Men man skal lade være med at lade sig nøjes. Mange siger altid: Aj, det kan jeg ikke. Men, hvorfor kan du ikke? Hvem siger det? Det er da dig selv, der bestemmer det. Det er da kun dig selv, der – ud fra de kort, du har fået – kan sætte standarden for, hvad du vil opleve, tolerere og acceptere.
”Jeg har gået på privatskole, og det ville nok have været sådan nogle med blå skjorte og en længerevarende uddannelse, som jeg ville have søgt efter. Jacob var den første håndværker, jeg kendte. Det jeg faldt for, var hans værdier. Jeg syntes simpelthen, at han stod for alle de rigtige ting.”
Nøgleord: Ekstremløberne, Ekstremløberen, ekstremløb, løb, løbe, mål, Jacob Juul Hastrup.