Se de bedste chick flicks.
SPONSORERET indhold

15 chick flicks der kan ses 5.000 gange

De såkaldte “chick flicks” er en ganske undervurderet genre. Ligesom de klassiske eventyr er det dem, der beskyldes for at skabe vores ekstremt urealistiske forventninger til kærlighedslivet - og livet generelt.

06. mar. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Chick flick-genren er nærmest syndig, nogen vil kalde den en guilty pleasure, men vi elsker at være i selskab med lige netop den genre på sofaen, selvom vi har listen med 11 ting du kan lave i stedet for at se tv hængende på køleskabet.

Og vi er ikke alene. En af tidens sjoveste kvindelige komikere Mindy Kaling har tilmed skrevet en lang kærlighedserklæring til chick flick-genren i et essay i The New Yorker, som varmt kan anbefales, hvis du er dedikeret chick flick-fan. Her får du 15 bud på chick flicks, som altid er værd at gense iført pyjamas og din yndlingsis fra Ben and Jerry's.

1. An Education, 2009


Lone Scherfigs fine film om den unge, men gammelkloge pige Jenny (spillet af Carey Mulligan), der forelsker sig i en ældre herre, som forfører hende med et liv på kanten og masser af løfter om eventyr. Men fyren viser sig at være en helt anden, end den han udgiver sig for at være, og Jennys drøm om en voksen, uafhængig tilværelse bliver sat på en prøve. An Education er en begavet film, men også en æstetisk film, både med valg og kostumer og lokationer.

Filmen kan ses på Viaplay 

2. Clueless, 1995
Det er ikke helt til at fatte, at Clueless er 20 år gammel, og filmen om den fashionable og overfladiske high school pige Cher regnes for at være en af de mest ikoniske film i sin genre. Det blev slået fast, da Iggy Azalea lavede en hyldest til filmen i musikvideoen til sit hit Fanzy. Hvis du vil tilbage til en tid, hvor mobiltelefoner vejede 10 kilo, og skotternede miniskirts var det hotteste hotte, så gense Clueless. Det er altid en fornøjelse

3. Thelma and Louise, 1991

Ridley Scotts ikoniske film om de to veninder Thelma og Louise er en af de største klassikere nogensinde. Det er den ultimative roadtrip-venskabsfilm med masser af girl power, en let påklædt ung Brad Pitt samt drama og rørende scener. Det er en kærlighedsfilm om et venskab og et bevis på, at chick flicks ikke altid handler om en kvinde, der sukker efter en mand.

4. Bridesmaides, 2011
Hvis du ikke har set denne herlige film om et bryllup, der kommer imellem to veninder, så er det bare med at komme i gang. Og hvis du allerede har set den, så se den lige en gang til. For Maya Rudolph og Kristen Wiig er fantastiske i rollerne som de to bedste veninder, der glider fra hinanden på grund af et bryllup. Bridemaids er en rigtig god film om et symbiotisk venskab, og hvad der sker, når man pludselig ikke følges ad længere og relationen bliver uligevægtig og svær for begge parter at indgå i. Bridemaids er en af de sjoveste komedier i nyere tid og et kæmpe bevis på, at myten om at kvinder ikke er sjove er og bliver en myte.

5. Jane Eyre, 2011 (den med Michael Fassbender)

Der findes rigtigt mange filmatiseringer af Charlotte Brontes fantastiske klassiker Jane Eyre. Historien om den forældreløse Jane, som sendes til den neurotiske og velhavende Mr. Rochester for at tjene som guvenante. De to forelsker sig hovedkulds i hinanden, men en hemmelighed står i vejen for deres kærlighed. I denne udgave er det den talentfulde skuespillerinde Mia Wasikowska, som spiller Jane Eyre, og Michael Fassbender der spiller Mr. Rochester. Og de to viser den umulige kærlighedshistorie med gåsehudsindbydende skuespilpræstationer. 

Filmen kan findes på Netflix og på Filmstriben 

6. The Devil Wears Prada, 2006'The Devil Wears Prada' må betegnes som en moderne Askepotfortælling. Journalisten Andrea spillet af Anne Hathaway udfordres på sin manglende modesans, da hun starter som assistent på modemagasinet "Runway" (fiktiv pendant til Vogue). Meryl Streep brillerer i rollen som den krævende og iskolde modedronning Miranda Priestly, der er en fiktiv version af Vogues moderedaktør Anna Wintour. The Devil Wears Prada er baseret på Charlotte Weisbergers bog af samme titel og bygger delvist på hendes egne erfaringer fra dengang, hun arbejdede som modeassistent på et større modemagasin.

Filmen kan ses på Viaplay

7. Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004En bjergtagende film om Joel, som beslutter sig for at slette mindet om ekskæresten Clementine fuldstændigt fra sin hukommelse, men undervejs fortryder han. Og i filmen kæmper han sig igennem deres fortid for at forhindre, at mindet om de to skal forsvinde. Kate Winslet og Jim Carrey er formidable i denne underfundige kærlighedsfilm, som efterhånden er gået hen og blevet en kultklassiker.

Filmen kan ses på Filmstriben


8. Åndeløs, 1960Den franske nybølge i 1960’erne bød på masser af dekadente, eksperimenterende og elegante film, men en af de mest ikoniske er Jean Luc Godards ‘Åndeløs’ eller ‘'A Bout de Souffle'. Filmen foregår i Paris og handler om biltyven Michel, som spilles af Jean-Paul Belmondo, der har begået en alvorlig forbrydelse og forsøger at overtale den kønne amerikanske pige Patricia, spillet af Jean Seberg, om at flygte med ham til Italien. Åndeløs er en fascinerende og rastløs kærlighedshistorie, som du især skal se, hvis du er småforelsket i Paris og vil se en alternativ chick flick, der også giver point på den intellektuelle konto. 

9. Bridget Jones diary, 2001
Er muligvis en af de film, som er blevet set flest gange i denne genre. Den bliver hele tiden genudsendt på tv, og det holder aldrig op med at være sjovt at skifte imellem at heppe på Mark Darcy eller Daniel Cleaver. Og det holder aldrig op med at være verdens bedste ritual at sidde i sin pyjamas og skråle med Bridget i den scene i starten af filmen, hvor hun synger ‘All by myself’.  

Filmen kan ses på Netflix 

10. Amélie fra Montmartre, 2001
Der var lige nogle år, hvor en hel masse pige fik pagehår og korte pandehår, men de færreste forvandlede sig til den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Pigen med et helt forunderligt liv og en livlig fantasi, og som jagter en helt forunderlig forelskelse. Den sære servitrice arbejder på café des deux Moulin og beslutter sig for at dedikere sin tid på at hjælpe andre mennesker og jagte kærligheden.

Filmen kan ses på Viaplay

11. 'Before'-trilogien
Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) er Richard Linklaters (kendt fra den Oscarnominerede Boyhood, red.) kærlighedstrilogi om Jesse og Celine spillet af Ethan Hawke og Julie Delpy. To fremmede unge, en amerikaner og en franskmand, som i første film møder hinanden på et tog i Europa og tilbringer en hel dag samme i Wien. Filmene viser deres relation i løbet af 20 år fra de er helt unge til de bliver voksne forældre. Og de taler egentligt mest bare om livet og kærligheden. Men samspillet er så ægte og nærværende, og det gør de samtaletunge film virkelig interessante og vedkommende. Og det er især sjovt at se, hvordan deres forhold udvikler sig i de tre film, og hvad det egentligt betyder for et forhold, at man bliver voksne sammen. Hvis du elsker den Oscar-vindende ‘Boyhood’ fra samme instruktør, så kan Before-filmene varmt anbefales som endnu et vellykket Linklater filmeksperiment, om hvad det vil sige at blive voksen.

Alle tre film kan ses på filmstriben.dk

12. 10 things I hate about you, 1999
Julia Stiles og Heath Ledger spiller overfor hinanden i denne sluthalvfemser udgave af Shakespeares ‘Trold kan tæmmes’. Og selvom det gør lidt ondt i hjertet at se den på grund af Heath Ledgers alt for tidlige død, så er den overraskende sjov og skarp, når man tager i betragtning, at det er en teenagekærlighedsfilm, der handler om noget så banalt som en pige, der ikke må komme til bal for sin strenge far og derfor sammenstrikker en snedig plan om at få sin feministiske storesøster afsat til en ung vred mand, der kan tage hende med til bal så hun også selv får lov

Filmen kan ses på Netflix

13. Frances Ha, 2013
Greta Gerwig spiller den aspirerende danser Frances, som bor sammen med sin bedste veninde Sophie. Men venskabet forandrer sig, som venskaber har det med at gøre. Og drømmen om en karriere som danser går ikke, som hun havde håbet, fordi sådan er livet. Denne fine lille sort-hvid perle af en film handler om, hvordan Frances danser og snubler gennem New York, Sacramento og Paris og forsøger at finde sig selv midt i alle nederlagene og de tomme hævekort. ‘Frances Ha’ er en ret god film om at være en ung kvinde i tyverne, som du især skal se hvis du er fan af tv-serien GIRLS.

Filmen kan ses på Filmstriben 

14. Mean Girls, 2004Mean Girls er skrevet af komiker og skuespiller Tina Fey, og det er en af de sjoveste amerikanske high school film fra 00’erne. Lindsay Lohan spiller teenagepigen Cady Heron, som er opvokset i Afrika og pludselig skal finde sin plads i kantinen på samme måde, som dyrene på savanen skal finde deres rette plads i naturens fødekæde. Hun finder hurtigt ud af, at dem der sætter dagsordnen og styrer skolen, er de populære piger, som kalder sig The Plastics. I hendes forsøg på at bekæmpe diktaturet bliver hun selv en del af gruppen og alle deres ritualer, som blandt andet er, at onsdag er dagen, hvor de går i pink. Men også de mere grimme sider som bagtalerier. Hendes sociale dilemma bliver skildret på en virkelig underholdende måde. Mean Girls er en klassiker, og den kan aldrig ses nok gange.

Filmen kan ses på Viaplay

15. Pigen med paraplyerne, 1964

Klassisk fortælling: Pige i skønt pastelfarvet filmunivers forelsker sig i flot dreng. Dreng skal i militæret, pige gifter sig med en anden. Og år senere mødes de igen. Hvis du kan lide The Notebook-skabelonen, og har en forkærlighed for ældre stilfulde kærlighedsfilm, så er denne film lige i din boldgade. Tag en masse noter til Catherine Deneuves fine outfits og frisurer.

Filmen kan ses på Filmstriben


LÆS OGSÅ: 25 film, du skal se på Netflix 

LÆS OGSÅ: 16 saftige facts om 'Fifty Shades of Grey'

LÆS OGSÅ: 25 romantiske film, du skal se