3 kendte kvinder: Her er min livsfilosofi

"Jeg kan, jeg vil, jeg skal"
Hele livet igennem har Julie Berthelsen været målrettet. Allerede som 11-årig var livsfilosofien fastlagt, men i løbet af de sidste par år har en ny og blødere filosofi fundet plads i sangerens liv.

– Hvis der er noget, jeg vil have, så går jeg efter det. Jeg kan huske, at jeg var 11 år, da jeg første gang tænke, at der var noget, jeg måtte gå efter. Jeg var begyndt at blive rigtig god til min langrendssport og vandt mit første grønlandsmesterskab. I et interview sagde jeg, da jeg blev spurgt, hvordan jeg havde gjort det, at jeg sådan set bare havde tænkt "jeg kan, jeg vil, jeg skal."

– Jeg var jo kun 11 år, og der var ingen tvivl om, at jeg på det tidspunkt havde min mor, far og storesøster at se op til. Og skulle filosofien komme fra nogen, så er det selvfølgelig fra dem. Men jeg vil sige, at det er en mentalitet, som kvinderne i min familie har. Når man siger filosofien højt, så kan den forstås på mange måder. Den kan godt lyde lidt kynisk og kold, men det er sådan en rigtig "stærk vilje"-mentalitet. Og det har kvinderne i min familie, helt bestemt. Men jeg tror, mange mennesker vil kunne læse filosofien som en meget smuk sætning.

– Når det er sagt, så er der kommet en ny slags livsfilosofi i mit voksne liv, som handler meget om balancen: "Giv mere, end du tager". Den passer rigtig meget på den, jeg er som "voksen-Julie". Den har også været en stor udfordring for mig, for balancen ligger jo i, at man heller ikke skal give for meget, således at man mister energi. Jeg var, og jeg er det stadig indimellem, rigtig dårlig til at ramme den balancegang. Jeg har en idé om, at det næste lange stykke tid i mit liv skal handle om, at de her to filosofier mødes.

–"Giv mere, end du tager" er jo heller ikke kommet ud af det blå. Jeg har altid været meget hjælpsom. Selvom jeg kunne tage teten og være lederen, så valgte jeg ofte at lade andre være det. Jeg ved ikke, hvordan man skal beskrive det bedst, men det er både godt og skidt, at man sætter sig selv lidt til side, for at andre også kan få plads.

– Efter min dreng blev et år, og jeg ikke havde flere undskyldninger tilbage for at være større, end jeg plejede at være, er jeg begyndt at træne igen. Jeg har fået mig en personlig træner, og jeg har også fået mig en intuitiv mentor. Igen to ekstremer, der ligger langt fra hinanden. Min træner er selvfølgelig en motivationsfaktor. Han holder mig til ilden og til diæten, der har været med til at smide de overflødige kilo. Min intuitive mentor prikker hele tiden til mit indre. Jeg kan ringe til hende, hvis jeg har gået i lang tid med nedtrykthed eller svækket sind. Så kan hun få mig tilbage igen og huske mig på de ting, jeg har. Det hele er hjælp til selvhjælp. Men jeg ville ikke glemme filosofierne, hvis de to trænere ikke var i mit liv. Filosofierne ligger så meget i mig. Jeg tror ikke, nogen mennesker kan komme uden om de stærkeste sider, som de har.

– Man skal nogle gange kæmpe med følelsen af, at andre får så meget. Der er nogle, der har mere end mig, og der er nogle, der er heldigere, end mig. Den slags negative følelser er jo netop forstyrrende for den der balancegang med "giv mere, end du tager". Selvom jeg måske, set udefra, er en enormt heldig person, så kan jeg stadigvæk have negative tanker. Og når jeg har det, kan jeg godt mærke, hvad det gør ved mig. Det gør ikke noget godt. Og hvis man prøver at glæde sig på andres vegne, så har man det altså bare lidt bedre. Som voksne mennesker har vi selv ansvaret for vores liv. Er der nogle ting, vi er utilfredse med, er det kun os selv, der kan gøre noget ved det.

– Det er rart at vide, at ens personlige udvikling formentlig varer hele livet. At man når nye højder og tager flere skridt for hvert år, der går. Jeg er rigtig spændt på, hvordan de her to filosofier finder plads hos hinanden.

"Som voksne mennesker har vi selv ansvaret for vores liv. Er der nogle ting, vi er utilfredse med, er det kun os selv, der kan gøre noget ved det"

Julie Berthelsen, 33, sanger
...er født i Aarhus
...har en grønlandsk mor og en dansk far
...voksede op på Grønland, men flyttede senere hen til Danmark for at studere medicin
...blev hun landskendt i 2002, da hun deltog i talentkonkurrencen "Popstars".
...bor i Odense med sin kæreste og deres søn på halvandet år
...er i fuld gang med at skrive sangene til sit 6. album

LÆS OGSÅ: Guldager: "70'erne var en utryg tid at vokse op i"

"Jeg er sådan én, som vinden ikke blæser omkuld"
Det er godt at vide, hvor man står, når krisen rammer – og det ved radioværten Iben Maria Zeuthen. Hendes livsfilosofi er med til at rejse hende op, hvis hun vælter, for hun nægter at blive liggende, når livet viser sig fra sin hårde side.

– Min ven Tomas Lundme har lavet en ret fin plakat, hvor der står "Jeg er sådan én, som vinden ikke blæser omkuld". Den forestiller en tændstikpige, der læner sig op af vinden og tænker det. Det var en plakat, han lavede, efter vi i vinters havde snakket rigtig meget sammen om de store ændringer, der kan forekomme i livet. Vi har talt om, at man lige tror, at man har fundet grenen, hvor man skal sidde, og så sker der nogle ting, som bare ændrer det hele. Der sætter alting i et nyt perspektiv, som både er dragende og smukt, men også rigtig hårdt. Og der er man nødt til at træffe en beslutning om, hvordan man vil reagere på det. Hvordan vil man se på sig selv i den krise, så man ikke bliver blæst omkuld.

– Jeg har haft en vild vinter, hvor alt er vendt på hovedet. Jeg blev single efter ret mange år. Det var mærkeligt at skulle genetablere en ny fremtid. Hvad skal jeg så, og hvem er jeg, når jeg er alene? Bruddet startede det hele helt forfra oppe i mit hoved. Jobmæssigt var jeg faktisk der, hvor jeg altid har ønsket mig at være. Det stillede så også nogle nye spørgsmål. Jamen, skal du så lave det for evigt? Hvad er mine prioriteringer generelt i livet, hvordan vil jeg bruge min tid? Det var nogle af de ting, der gjorde, at sætningen fra plakaten blev relevant.

– Min livsfilosofi kommer ikke bag på min familie. De ved godt, at jeg har truffet en beslutning om at være stærk. Styrke er ikke noget, der er medfødt. Det handler om, hvad man fortæller sig selv om sig selv. Så det er ikke, fordi jeg pr. definition er stærk. Det er, fordi jeg vil være stærk. Hver gang jeg bliver bange eller bekymret, så skal jeg se det som en måde at få demonstreret styrke på. Og ikke som en måde at slå mig i hovedet med, at jeg er en svag person. Det har virket meget inspirerende på mig at tænke på det, som om styrke er noget, man vælger. Måske vil livsfilosofien komme bag på mine veninder. Det er jo tit dem, jeg ringer til, når jeg ikke er stærk, og jeg er ekstremt påvirkelig. Og det holder jeg ved. Lige så vel som man tager en beslutning om at være stærk, så holder jeg fast i den evne, det er at blive påvirket af livet. Det, synes jeg, er smukt. Det har jeg ikke noget imod. Jeg har ikke noget imod at blive ramt af en vind, jeg nægter bare, at den skal blæse mig omkuld. Hvis sorgerne er store nok, så bliver man selvfølgelig blæst omkuld, og så rejser man sig igen.

– I forbindelse med starten på Radio24syv har der været mange ting, som man kunne vælge at se på som dybt pinlige situationer, eller man kunne vælge at se på dem som dybt udviklende situationer. F.eks. den første udsendelse. To timer er meget længere, end man tror. Jeg har arbejdet på P3 før, og to timer på P3 svarer i rigtig tid til ca. 30 minutter pga. musikken. Men her er to timer altså to timer, for der er ikke noget musik. Det var ikke gået op for mig, før jeg sad i radioen. Så da der var et kvarter tilbage, havde jeg absolut ikke mere at sige – overhovedet. Ingen af gæsterne havde mere at sige. Der var ikke mere i radioen, og jeg skulle fylde det sidste kvarter. Så gik en af gæsterne, som var jordemoder, ned i sin bil og hentede en flaske lattergas, og så blev der suget lattergas det sidste kvarter i radioen. Og der blev grinet, fordi det var lattergas. Men det var også sådan en situation, hvor man bagefter er nødt til at grine.

– Jeg er et ekstremt kontrolleret, skematisk menneske på mange punkter. Jeg har en ret hård struktur på mine hverdage, så når jeg gør ting ud over skemaet, så kan jeg godt blive utilpas eller stresse over det. Så kommer den der vind, der truer med at blæse en omkuld, og så beslutter jeg, at det gør den ikke. Det kan godt være, at jeg bliver nervøs, men det må jeg jo så bare blive. Jeg dør ikke af det. Om aftenen, når man ligger, og det hele kan ramme en, så i stedet for at tænke "åhh, jeg vil ikke stresse", så bare tænk: "Okay, ram mig. Bare vælt mig, bare giv mig læsset af lort." Så er det ligesom også kun det, og man oplever, at man kan stå det igennem. Uden at dø af det

– Jeg kan sagtens forfalde til at pakke mig selv ind, og det er ok. Bare så længe, at jeg ved, at det grundlæggende er noget, jeg vil gøre noget ved. Hvis jeg har haft en travl uge, eller jeg har det dårligt med mig selv, så kan jeg godt krybe ind i mig selv på den der, "åh, jeg er sådan en sart lille blomst, jeg skal passe på mig selv, og jeg skal heller ikke have for travlt"-måde. Men det varer heldigvis kun en dag.

Iben Maria Zeuthen, 27, radiovært
...er kendt fra forskellige DR-programmer både på tv og radio
...har bl.a. været vært på P3-programmet "Ibens Harem"
...bor alene på Vesterbro i København
...er i dag vært på programmet "Ibens" på Radio24syv

LÆS OGSÅ: Christiane Shaumburg-Müller "Jeg er en pleaser af person"


"Af det største mørke fødes det største lys"
Forfatteren Christel Wiinblads livsfilosofi er præget af den mørkeste periode i hendes liv, nemlig tiden efter lillebroderens selvmord. Og handler om, at de alvorlige ting, vi kommer ud for i livet, er skjulte gaver, der skal lære os noget fantastisk.

– Jeg er et sted i mit liv, hvor sorgen over min bror har sluppet mig. Jeg føler, at verden er ny på en måde, jeg ikke har prøvet før. Det er en god følelse. Derudover arbejder jeg på min næste roman.

– Min livsfilosofi skifter. Det afhænger af, hvilke perioder jeg går igennem i mit liv. Men én er: "Af det største mørke fødes det største lys." Tit skal man meget igennem, lidt ligesom i eventyr, før man kommer til en bevidsthed om, hvad der foregår. At man kan rumme større og større kærlighed, kræver tit, at man tør gå igennem smerten og mørket. Der er en tendens til, at man blander mørket sammen med det onde. Selvfølgelig er det onde forbundet med mørket. Men mørket er også en slags lys, det kan skabe en masse ting, og man kan lære en masse af det. Så mørket er i virkeligheden meget konstruktivt, selvom det er meget tungere.

– "Af det største mørke fødes det største lys" betyder også for mig, at vi bliver nødt til at gå igennem de kriser, der er en del af livet, uden hjælp i form af medicinering. Jeg mener, at meget af det, der kaldes depressioner, i virkeligheden er noget andet. Selvfølgelig er jeg ikke imod psykiatrien. Men jeg synes nogle gange, at det kunne være fantastisk, hvis det var indrettet sådan, at mennesker kunne få lov til at være mennesker.

– Jeg er religiøs i den forstand, at jeg har erfaret og tror på lys og liv. Og at der er noget før og efter det her liv. Efter min brors død havde jeg mange syn og samtaler sammen med ham. Da de syn stilnede lidt af, og jeg ikke tænkte på ham hver dag, følte jeg mig meget, meget alene. Jeg kan huske den første gang, det var et halvt år efter hans død, hvor jeg følte rædslen, at hvis jeg glemte synet af hans hænder, at hvis jeg en dag glemte, hvordan de så ud, så havde jeg det næsten som om, de forsvandt. Det handler om den nedbrydningsproces, den der sorg ved at slippe den elskede. Men når den så er slut, er det, som om det hele kommer tilbage. Som om al den erindring, man har om et andet mennesker, skal nedbrydes, nedbrydes, nedbrydes. Og så kommer det tilbage til en. Det har ikke noget med hans hænder at gøre, men mere en følelse af hans væsen, som også er blevet en del af mig.

– Alle mine bøger handler om de transformationsprocesser, altså hvordan lyset kommer af mørket. Og de romaner, som måske kan se barske ud, handler om, at mennesket bliver stillet i en situation, der er forfærdelig, men som i virkeligheden forvandler det. Jeg tror på, at alle de alvorlige ting, vi kommer ud for i livet, er skjulte gaver, der skal lære os noget fantastisk. Det er ligesom med vinteren. Man kan simpelthen ikke forstå, hvad den skal til for. Men når man så ser foråret springe ud, så kan man godt forstå det.

– Min bror havde fået mig til at begynde at ryge igen, et par uger før han døde. Jeg havde været ikke-ryger i flere år. Og så sagde han: "Kom du skal ryge". Jeg kæmpede virkelig imod, men gjorde det. Jeg troede, det var fordi, at nu skulle livet bare til at være fantastisk. Men så tænkte jeg bagefter, "gad vide, om han fik mig til det, så jeg havde lidt at stå imod med?"

Christel Wiinblad, 32, forfatter og digter
...er opvokset i Svendborg og uddannet fra Forfatterskolen i 2008
...udgav samme år en digtsamling om sin lillebror, der var skizofren og havde forsøgt selvmord. I april 2009 tog han sit eget liv
...bor alene i København
...er aktuel med digtsamlingen "Sommerlys"

LÆS OGSÅ: Nukâka Coster-Waldau: I en periode gjorde jeg mig usynlig