Breakup råd
Foto: The break-up
Eurowoman

Breakup råd

7 ting, der er fede at huske, hvis I går fra hinanden

Del på

Du vil takke dig selv!

Af Mi Skjold Brix 23.okt.2015 Livsstil

KLUMME: Hvad er det værste, du kan forestille dig ske, efter I har valgt at gå hver til sit?

Jeg ved godt, hvad jeg ville svare, for yours truly har netop gennemlevet de værste post-breakup-tømmermænd længe.

Og det sker altså omtrent to og et halvt år efter endt romance, mens jeg er i mit nuværende forhold i lykkelige omstændigheder.

Forleden skulle jeg bruge et billede fra min Dropbox, og logger ind. Finder min personlige backup-mappe, dobbeltklikker og giver et decideret hyl fra mig (kald mig Carrie). To små ikoner (jeg aldrig har set før!?!?) med initialer viser, at både MB og RL har adgang til mappen, jeg har brugt som privat arkiv for billeder og diverse skriverier og papirer i to og et halvt år – hvis ikke længere. Jeg er ildrød i hovedet af panik. Eksen, der har blokeret mig på Facebook og forbliver et fjernt minde, har trods vores afsked for flere år siden haft adgang til alle mine guldkorn og kære minder! [Indsæt harskt skældsord]! Fordi jeg troede, at mappen var min egen, ikke en fælles.

LÆS OGSÅ: 4 single(u)vaner jeg ikke savner nu, hvor jeg er i et forhold

Om han er gået på opdagelse i den, ved jeg ikke. Men risikoen gør mig mere end klam i håndfladerne!

Det virtuelle arkiv er ikke eneste fælde, du helst vil undgå efter et hårdt brud. Så på baggrund af egne og veninders erfaringer, vil jeg opfordre dig til at tage et par praktiske forholdsregler – så bliver det sjovere (og lettere) at komme ud på den anden side, hvis I går fra hinanden med et brag.

1 Den ufrivillige kukkasse
Så tip nummer et er: husk at slette eventuelt delte mapper med eksen på Dropbox eller stop med at dele dem, hvis du selv har oprettet dem!

2 En stalkers værste mareridt
LinkedIn er den største sladrehank af alle sociale medier. For hvis du pludselig får den indskydelse at snige dig til et selvpinende kig, så ved Mr. X med det samme, at du har haft snitterne i kagedåsen, og så var den fornøjelse pludselig temmelig bittersød. Og så ophidsende er der ingens fremmarch på karrierestigen der er. Så husk det nu! Hold dig til Instagram og Facebook, hvis du er ved at dø af nysgerrighed! Og har du ikke adgang, så er det nok et tegn: Det er på tide at komme videre.

LÆS OGSÅ: Sådan konfronterer du bedst din veninde, hvis du har mistanke om en spiseforstyrelse

3 Undgå en blokering
Hvis du har styrken til det, så hold dig til at skjule ham i dit feed på Facebook. Måske lægger hele dramatikken omkring jeres brud sig en dag, og så er det meget rart, at du ikke har blokeret ham, brændt alle billeder og slettet alle spor. Nøjes med at foretage dig de ting, der kan skåne dig i din virtuelle hverdag, men som ikke er irreversible. Det er først, hvis du må erfare, at du har problemer med ikke at stalke ham i smug på daglig basis, at du behøver at overveje at unfriende fyren (eller damen, same thing goes) - men prøv light distancen først. Det føles bedre, når dit sande jeg dukker frem af røgen fra jeres forlist forhold efter et stykke tid, og det er min erfaring, at det giver et hak i bæltet at kunne se tilbage på en meget voksen beslutning.

4 Undgå ubehagelige tilfældigheder

Hvis I havde samme læge, mens I var kærester, fordi I residerede på fælles bopæl, så sørg for at skifte. Venteværelset er nok på top tre over steder, du bare ikke har lyst til at rende på fortidens flammer. Og skæbnens ironi vil, at det lige præcis er her, I mødes første gang efter jeres break up. Det er klart. Så med mindre, du har været så heldig at finde byens bedste læge, du bare ikke kan undvære i dit liv, så skift og undgå den akavede, tavse sygdoms-gætteleg i venteværelset. Det samme gælder i øvrigt steder som fitnesscentret, vaskeriet og favorit morgenbrødspusher på søndage - der er ingen der ser godt ud, når de henter håndværkere om morgenen.

5 Aftal en strategi med din familie
Har du en moster Lone, der ikke helt har fanget det sociale kodeks på Facebook (sikkert typen, der dagligt raider dagen med en alt for detaljeret opdate om ingenting) så er det ingen skam at give besked om, at I har slået op, og du derfor har brug for, at interaktionen på hans væg bliver skruet lidt ned. Måske er det ikke alle, der opfanger, at I ikke længere er en enhed på et splitsekund, og så kan det være rart lige at få meldt ud, så du undgår akavede øjeblikke og fortsatte påmindelser om fordums forholdslykke i cyberspace.

LÆS OGSÅ: 8 urealistiske forventninger kvinder har til mænd

6 Husk nu den kjole
Selv hvis I måske ikke har boet sammen, bliver personlige ejendele hurtigt filtret sammen, når man indleder romantiske relationer til et andet menneske. En parfume her, en kjole der, og pludselig har alle ejendele i forholdets navn delt sig som det røde hav for Moses. Men hvis det skulle ske, at I vil cutte alle bånd, så husk også at få styr på det materielle. Har du en yndlingskjole liggende i hjørnet af hans skab fra den fest, du ved, som du ikke lige har fået med hjem, så er det nu. Hellere før end senere, for det er så akavet at foretage opkaldet en måned efter, og uanset mærket i kjolen, kommer det til at virke lidt ynkeligt at bryde tavsheden. Det skal i hvert fald ikke være for en klud, at du gør det.

7 Lad ikke Dong flå alt op igen!
Der er ikke noget værre end at få en besked fra ham - og måske nå at blive lidt glad – før man indser, at han kun spørger til et bidrag til elregningen, der er blevet gjort op for det forgangne år. Så vil jeg hellere have massage på en hudafskrabning med indholdet af en mellem popcorn fra CinemaxX! Så aftal, hvad I gør, hvis I ved, I ender med finansielle hængepartier. Måske har du nok overskud på kistebunden og mentalt til at tage den selv, hvis den lander i din postkasse, og ellers er det bare vigtigt med rene linjer, som Wozniacki vil give mig ret i.

Hvis du har læst med så langt, formoder jeg, at mine skriverier har haft en vis relevans, og det er jeg på sin vis ked af at høre. Men der er altid lys for enden af tunnelen. Det lover jeg. Og skulle der pludselig dukke forblændende glansbilleder op fra jeres tid sammen på nethinden, som giver dig lyst til at vende om, så husk, at der var en grund til, at I gik fra hinanden.

LÆS OGSÅ: Derfor vil det (forhåbentlig) lykkes i år: "Gift ved første blik" har ændret strategi

LÆS OGSÅ: "Man skal åbenbart helst ikke have nogen følelser, hvis man er single" - men var Karen heldigvis ligeglad med

LÆS OGSÅ: 4 single(u)vaner jeg ikke savner nu, hvor jeg er i et forhold

Del på
Kommentarer (0)

Henter...