Andrea Hejlskov
Foto: Per Sandholt | Andrea Hejlskov
ALT for damerne

Andrea Hejlskov

Derfor flyttede Andrea og familien ud i en skov

Hvad er mest ekstremt: at lade sine børn vokse op med masser af forbrug, intet forhold til naturen og forældre, der arbejder hele tiden? Eller at bo i ødemarken med sin familie og leve af mad, man selv dyrker, fanger og plukker? Andrea Hejlskov fik nok af hverdagens rotteræs og flygtede for to år siden til det ødeste øde Sverige med mand og børn. Her fortæller hun om deres liv.

Af Andrea Hejlskov 21.nov.2013 Livsstil

Lige nu bor vi et bjælkehus, som vi selv har bygget. Vi henter vand med spande i brønden, og elektriciteten kommer fra en solcelle. Vi har ikke noget køleskab, og vi har ikke noget fast arbejde. Vi bor her bare. I skoven. 25 kilometer til den nærmeste lille by, uden en eneste nabo i sigte. For to år siden boede vi i en anden bjælkehytte. Den lå endnu længere inde i skoven, og alting var endnu vildere og endnu mere primitivt, end det er nu. 

Et liv uden el og vand
Vi flyttede fra den hytte, fordi vi havde lært en masse om, hvordan man lever off grid (uden indlagt el og vand) og selvforsynende, og fordi vi – på baggrund af vores første år i skoven – vidste, hvad vi kunne undvære, og hvad vi ikke kunne undvære. Vi kan ikke undvære: elektricitet, internet, personlig ”space”, god dyrkningsjord og masser af sol om vinteren. Vores første hytte var 16 kvadratmeter stor, den lå i skyggen fra et stort bjerg, hvorfra ulvene hylede om natten, og vi havde ikke internet, for signalerne kunne ikke nå helt derud.


"Vi har bygget huset ud af materialerne fra en gammel, forfalden hytte."

Nu bor vi i et hus på 50 kvadratmeter. Det ligger på en sydvendt skråning ned mod en stor, smuk skovsø. Vi har bygget huset ud af materialerne fra en gammel, forfalden hytte, der stod her i forvejen. For 50 år siden gik der kun en sti herind, og der boede en gammel dame. Hun tog vare på jorden og passede den godt – vi skylder hende meget.

På den anden side af søen, på toppen af de blå bjerge i horisonten, står internetantennen. Den lyser rødt om aftenen, som et stort rødt øje. Jeg forestiller mig ofte, hvad der foregår på den anden side af de blå bjerge. Ude hos jer. Nogle gange skriver jeg bøger til jer, og nogle gange holder jeg foredrag om vores liv. Min mand derimod, han forlader sjældent dette liv. Han befinder sig så godt med at fælde træer, hugge brænde og løse problemerne selv. Han har tabt 30 kilo. Han har fået livsgnisten tilbage.


"Vi kan dyrke vores egne grøntsager."

De små har deres egne værelser. De store på 18 har bygget deres egne små huse – og selvom de mere eller mindre er flyttet hjemmefra, ved jeg, at de tænker på dette sted som et sted, de altid kan komme tilbage til. Som et sikkert sted. Det gør mig glad, for lige meget hvad der sker – på den anden side af bjergene – ved jeg, at vi vil kunne klare os herude, sammen. Vi kan dyrke vores egne grøntsager, tage vare på vores eget brænde, vi kan samle vild mad i skoven, fiske, jage, have det godt. Nok.

Silas, min mellemste, går i folkeskole. Skolebussen kører hver dag de 25 kilometer til og fra den nærmeste by, langt ind i skoven for at hente ham. Sigurd, den mindste, går i børnehave 15 timer om ugen. Sådan var det ikke vores første år i skoven. Det første år var vi fuldstændigt afsondrede, og det var godt og smukt og rigtigt – og det hårdeste og mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.


"For to år siden forlod vi det moderne samfund."

For to år siden forlod vi det moderne samfund. Vi smed alle vores ting på lossepladsen, sagde job op, meldte børnene ud af skolen og flygtede. Jo det var en flugt. Op i bjergene og langt ud i skoven.

Vi kunne ikke klare det mere. Der var en meningsløshed i vores liv, og vi følte, at vi på en eller anden måde havde mistet ejerskabet og kontrollen – hverdagen var en endeløs række af begivenheder, styret af tilfældigheder og ubevidste valg. Vi var ikke TIL STEDE. Så vi flygtede.

Mange lever i den parallelle verden
Via internettet havde vi fået kontakt med en mand, Kaptajnen, kaldte han sig, og han introducerede os for alle skovens folk. Der er mange, der lever i den parallelle verden, men de holder sig under radaren, for de er bange for samfundet, de siger, det er farligt.

Kaptajnen kendte til et lille hus, som vi kunne leje, mens vi byggede vores egen bjælkehytte. Det var vigtigt for os at bygge vores egen hytte. Det var det første skridt til at tilbageerobre kontrollen over vores eget liv, det er det allermest basale: Et menneske skal kunne bygge et shelter til sin familie og sig selv. Dette har mennesker igennem hele menneskehedens historie kunnet gøre – men for os, moderne mennesker, virkede det fuldstændigt uoverstigeligt, håbløst og umuligt.


"Vi gjorde det – uden at vide en skid om, hvordan man bygger huse."

Men vi gjorde det. Vi gjorde det – uden at vide en skid om, hvordan man bygger huse, starter et godt bål, finder mad i naturen eller klarer den iskolde vinter, hvor det er minus 30, og man sætter skodder for vinduerne om natten. Vi begik en masse fejl, og vi gjorde en hel masse ting forkert. For eksempel byggede vi vores hus for småt og havde ikke taget højde for vintersolen. Vi tilbragte det første år i skoven som hjælpeløse idioter, vi råbte og skreg og skændtes, men vi klarede det, og det har givet både os og børnene en stolthed og en selvtillid, der ikke kan købes for penge.

LÆS OGSÅ: "Lykken blev et tal og ikke en følelse"

Alternativ til forbrugersamfundet
Jeg ved, at der er mange mennesker, der synes, at det, vi gjorde, var ekstremt – og det var det også, men i virkeligheden er det ikke mere ekstremt end de valg, andre træffer. Også på deres børns vegne.

Det er radikalt at blive i ”rotteræset” og lade sine børn vokse op med iPhones og intet forhold til naturen, det er radikalt at arbejde hele tiden, det er radikalt at lukke øjnene for klisterkød i køledisken og klimakatastrofen. Jeg tror, mange mennesker i det moderne samfund godt ved, at der er noget galt. Vi bliver hele tiden bombarderet med de her sindssyge historier om, hvordan tingene i virkeligheden foregår – historier om f.eks. kødskandaler, industrielt landbrug, om hvordan Skat misbruger sin magt, hvordan syge og ledige bliver behandlet,overvågning. Dén slags. Men mange lukker øjnene, tror jeg, de henfalder til apatien.

Da vi flyttede herud, traf vi et valg om at være meget åbne med vores oplevelse – fordi vi følte, at det var vigtigt, at der blev fortalt ANDRE historier. Vi har ikke store, gyldne løsninger på alting, og vores livsstil er bestemt ikke for alle, men vi synes, det er vigtigt at vise alternativer til det moderne forbrugersamfund.

Mange føler "nagende ubehag"
Jeg blev meget forbløffet over, hvor mange mennesker, der skrev til mig. Jeg følte, at jeg hørte alle de stemmer, samfundet ellers overdøver, og alle de følelser, vi gemmer for hinanden. Det var en meget øjenåbnende oplevelse – og det var chokerende for mig at opdage, at jeg ikke var alene med det her ”nagende ubehag”.

Når jeg holder foredrag, eller når jeg læser op fra min bog, bliver jeg hver gang overrasket over, både hvor mange der siger, de gerne ville gøre det samme som os – og hvor mange der bliver superprovokerede af vores personlige valg. Det, synes jeg, er godt.
 

"Det er vigtigt, at vi diskuterer, hvad samfundet er, og hvad det burde være."

Det er vigtigt, at vi diskuterer, hvad samfundet er, og hvad det burde være. Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi taler om, at ingen af os faktisk er blevet spurgt. Vi er blevet født ind i samfundet, og vi har aldrig fået et frit valg. Jeg synes, manglen på det personlige, frie valg er et kolossalt problem, og jeg synes ofte, at samfundet balancerer både på fascismens og slaveriets rand. Jeg ved godt det lyder radikalt. Jeg tror, jeg er blevet radikaliseret. Herude i skoven.

Vi kan leve for 4.000 kr.
Det første, folk plejer at ville vide mere om, er, hvad vi lever af. Jeg ved, at det for de fleste mennesker virker helt urealistisk at leve uden fast indtægt – men det gør vi altså. Vi får børnepenge af den svenske stat, derudover lever vi af mine foredrag og freelancetjanser. Sidste år levede vi for ca. 4.000 kroner om måneden. Det var frigørende at opdage, at vi rent faktisk kunne leve for så lidt – men det var også hårdt. Vi er landet på et komfortabelt niveau omkring 8.000 kroner om måneden.

Jeg ville ønske, vi kunne leve helt uden penge, og jeg kender også mange folk her i skoven, som virkelig lever på den måde, men så længe vi er ansvarlige for børnene, og de går i skole, synes jeg ikke, det er en mulighed at undgå penge. Når det så er sagt, har vi dog alligevel vores egen økonomi herude i skoven. Vi bytter arbejdskraft og tjenester, og hvis der er en, der i en periode har svært ved at klare sig selv, hjælper vi alle sammen til. Vi deler af vores overskud og passer på hinanden.

Jeg tror, vildmarken har den effekt på mennesker – vi når på en eller anden måde frem til essensen. Alle mennesker gør det jo så godt, de kan, og alle mennesker vil jo bare gerne elskes. Herude er vi udsatte, naturen er vild, og vi bliver nødt til at holde sammen. Der er en helt nødvendig og basal menneskelig nødvendighed, der ligger til grund for det sociale samvær. Det kan jeg godt lide.


" Det første år gik børnene ikke i skole."

Det første år gik børnene ikke i skole. Vi havde virkelig brug for at skrælle alle lag af – lige fra pension, forsikringer, rudekuverter, budget, ringbind, til de normer og værdier vi havde: Hvordan er man en familie, hvor meget skal børn arbejde, hvad er meningen med livet, og hvad med kønsrollerne? Efter at have taget alting op til revision og debat fandt vi ud af, at det faktisk var en værdi for os, at børnene lærte at begå sig i samfundet, og at de havde kontakt til andre børn. Derfor sendte vi dem i skole.

Det bedste børneliv
Jeg fortryder ikke, at vi tilbragte det første år i vildmarken så primitivt, som vi gjorde. Vi blev virkelig rystede, alle slørene faldt og vi fik snakket om mange af de ting, vi ellers lagde låg på, derhjemme i det normale liv. Det første år var som én lang familieterapisession, og jeg er taknemmelig og ydmyg over, at vi nåede at gøre det med vores børn, inden det var for sent. Jeg er også taknemmelig og ydmyg over, at vi fik muligheden for at reagere på de ting, vi havde lært. Vi begyndte forfra én gang til, og vi byggede vores liv op fra grunden.

Når jeg ser på min søn, Sebastian… da vi kom til skoven var han en genert dreng, nu er han en rask ung mand, der kan håndtere en økse og har bygget to hytter og et hus til sig selv i træerne. Victoria er blevet vegetar, og Silas bliver altid rost i skolen for sit sociale engagement og sine nysgerrige spørgsmål.

Og så ser jeg på min mindste søn, Sigurd. Han går nøgen rundt, sætter sig i græsset og spiser blåbær, til hans mund bliver blå. Han smiler til mig, og jeg ved, at dette, åh, dette må være det bedste af alle de børneliv, jeg kunne give ham: Han er omgivet af sin flok, hans flok er stærk. Bag ham skinner søen gyldent, og de blå bjerge forsvinder lidt i disen. En dag vil han rejse derud på den anden side, og han kan fortælle dem om en skønhed så utrolig, at ingen af os nogensinde, tror jeg, vil være i stand til at formidle den fuldstændigt.

LÆS OGSÅ: Er det forbudt at have overskud?

Andrea Hejlskov
Andrea Hejlskov, 38 Forfatter og foredragsholder. Flyttede med sin familie, musiker Jeppe Juul, 39, tvillingerne Sebastian og Victoria, 18, Silas, 13 og Sigurd, 3, til ødemarken i Värmland, Sverige i 2011.

Aktuel med bogen ”...Og den store flugt” om familiens første år i skoven. (Limfjordsforlaget, 300 kr.) Du kan læse mere om familiens liv på bloggen Andthepioneerlife.wordpress.com.
dupa

Henter...