"Lemonade"
Eurowoman

Beyoncés nye album er meget mere end utroskab

Er du uenig? Så har du ikke læst ordentligt på lektien, mener ekspert i afrikanskamerikansk populærmusik.

Af Amalie Holm 26.apr.2016 Livsstil

Beyoncés nye visuelle album "Lemonade" er blevet modtaget med blandede følelser. Der er dem, der mener, at Beyoncé udelukkende har leveret en middelmådig popplade om utroskab, vrede og uforløst kærlighed, der ikke lever op til hendes feministiske status.

LÆS OGSÅ: "Jeg var den sidste til at lære klokken og 7-tabellen i folkeskolen. Et karakterkrav ville have tabt mig i uddannelsessystemet"

Og så er der andre, der mener, at musikbranchens ubetinget stærkeste kvinde har gjort det igen: Hun har begået et mesterværk, der ikke kun er visuelt nytænkende, rørende og vildt inspirerende, men som samtidigt er et betydningsfuldt bidrag til den politiske scenes debat om ligestilling. En særlig hyldest til de sorte kvinder, der stadig den dag i dag kæmper for frigørelse.

Den musikalske sammenblanding af politiske budskaber og personlig ømhed er helt i tråd med det, hovedpersonen selv ønsker at skabe med sin musik. Tidligere på året stillede Beyoncé for første gang i tre år op til et interview, hvor hun udtalte følgende om sit musikalske virke til magasinet Elle:

"Jeg håber, at jeg kan skabe kunst, der hjælper folk til at heles. Kunst, der gør folk stolte af deres kamp."

Beyoncé tænker stort 
Vi har spurgt Erik Steinskog, der er lektor og forsker i afrikansk-amerikansk populærmusik på Københavns Universitet, hvorvidt Beyoncé lykkes med netop dét på sit nye album "Lemonade". Fra Erik Steinskog lyder et rungende ja:

"Jeg synes, det nye album er komplekst og virkelig virkelig godt. Inden albummet kom ud, håbede jeg på, at Beyoncé ville udgive et narrativ med mange videoer. Det var en glæde at se, at det var netop dét, hun havde gjort. Det er en måde at tænke stort på. Hun har tænkt ud over popnumre, ud over hit-singlen, og dermed er hun en kontrast til det, der har været dominerende i popkulturen i den seneste tid. Hun forsøger at tænke sit album som et kunstværk. Den ambition kan jeg godt lide," siger han.

Det er ikke kun det nytænkende format, der gør "Lemonade" til noget helt specielt, lyder det fra Erik Steinskog. De kulturelle og politiske referencer er mindst lige så afgørende for, at dette album kan karakteriseres som kunst:

"Beyoncé lykkes utrolig godt med at blande historiske og politiske referencer på en sådan måde, at feminismen fra en sydstatskvindes synspunkt bliver fremhævet på bedste vis. Det gør hun ved at inddrage citater fra Malcolm X, der går tilbage til 60'erne og ved at bruge bedstemødre generationen sammen med de unge for at vise, at de sorte kvinders liv er en kontinuerlig kamp. En feministisk kamp," siger han og fortsætter:


Alle generationer er samlet hvilket er med til at illustrere de sorte kvinders liv som en kontinuerlig kamp. 

"Jeg er så heldig at have en række sorte kvinder fra sydstaterne som Facebookvenner. De har hjulpet mig med at fortolke de referencer på albummet, som jeg ikke kender, og de har kun fået albummet til at vokse endnu mere på mig."


De uttallige referencer til de sorte sydstatskvinders undertrykkelse er ikke til at overse. 

I sangen "Don't Hurt Yourself" synger Beyoncé: "The most disrespected person in America is the black woman. The most unprotected person in America is the black woman," der er et direkte citat fra en tale afholdt af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X.

Senere på albummet vil man også se Trayvon Martin og Michael Browns mødre, der holder et billede af deres afdøde sønder i hånden. De to uskyldige drenge blev begge skudt. Den ene af en nabovagt og den anden af en politimand.  



Meget mere end en fortælling om utroskab
Mange af de anmeldere, der har givet Beyoncés nye album et par ord med på vejen, har ifølge Erik Steinskog fejlagtigt udelukkende fokuseret på Jay Z´s mulige utroskab. Albummet er meget mere end det:

"Beyoncé laver ikke blot et popalbum om Jay Z's utroskab. Hun bruger det personlige som et prisme for større dimensioner, der giver genklang hos mange. Vi bør karakterisere albummet som politisk og personligt på én og samme tid."

Han mener, at "Lemonade" er et album med flere lag. På overfladen befinder fortællingen om Jay Z's sidespring sig. I de dybere lag gemmer der sig geniale afrikanskamerikansk symbolikker og politiske budskaber, der kun dukker op ved mange afspilninger og detaljerede nærlæsninger af sangteksterne.

Hvad kan vi lære af det nye album?
"Det er ikke sikkert, at vi skal lære noget, men det er altid godt at prøve. I et dansk, skandinavisk eller europæisk perspektiv kan vi udvide vores forståelse af, hvad det vil sige at være sort kvinde i USA på tværs af klasser, seksualitet, køn og geografisk lokation. Vi ved generelt for lidt om, hvordan mange mennesker, som ikke nødvendigvis præsenteres i medierne, lever, og det kan Beyoncé give os nogle hints om," afslutter Erik Steinskog.

LÆS OGSÅ: 25 stærke citater fra Beyoncés "Lemonade"

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Jeg har været på utallige slankekure igennem min ungdom, og det fucker ens system op"

LÆS OGSÅ: Ny tendens: Få smuk og blød hud med olierens


Henter...