Er jeg virkelig for gammel til at blive skilt?

Spørgsmål om skilsmisse

Jeg er en 74-årig kvinde, som gerne vil høre din mening og måske få et godt råd.

Sagen er, at jeg totalt er kørt fast i mit ægteskab. Jeg tror simpelthen ikke, at min mand gennem 53 år og jeg elsker hinanden mere. At vi ikke gør det, det kan jeg godt leve med, bare vi kunne være hinandens bedste venner og enes om tingene, men det kan vi ikke.

Min mand er den passive type, der har nok i at se tv og spille spil på computeren, og det gør han i timevis, indtil han dejser om på sofaen. Jeg står for det hele; hus, have og økonomi. Dog vil jeg sige, at hvis jeg beder ham hjælpe til, så gør han det, men kun på utallige opfordringer.

Det værste er, at vi småskændes dagen lang om alle mulige ligegyldige ting, og det er så trættende. Vores sexliv er også for længst slut. Det er altså sådan, vores hverdag ser ud. Vi har begge været gennem sygdom for år tilbage, men er nu raske. Jeg vil derfor så inderligt gerne have det bedste ud af resten af mit liv, men det er meget svært, for min mand er så uendeligt ligeglad med alt – også mig.

Da jeg for nylig skulle igennem en stor operation, som jeg af gode grunde var nervøs for, sad han og så en morsom film. Han lo højt, mens jeg sad i stolen i samme stue og græd. Bagefter gik han uden et ord op i seng og sov.

Jeg tror, at min mand er følelsesmæssigt afstumpet, men når han er ude blandt andre, er han helt anderledes. Her er han den sjove klovn, der dominerer det hele med sjofle vittigheder, mens han drikker sig fuld og fylder. Jeg ved, at andre synes, han er "for meget".

Jeg plejer mine fritidsinteresser og prøver at få det hele til at gå, og vi har søde og kærlige børn og børnebørn. Jeg er dog så træt af vores ægteskab. Årene går, men jeg føler også, at det vil være for opslidende at gå gennem en skilsmisse i min alder, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at give ægteskabet en sidste chance eller gå

Nu skal der to til at skabe et godt ægteskab, men tit også to til at ødelægge det. Og jo, din mand lyder efter din beskrivelse hverken særlig sød, charmerende eller omsorgsfuld. Faktisk virker det til, at du slet ikke bryder dig om ham. Hvorfor er du så stadigvæk sammen med ham, kan jeg ikke lade være med at tænke? Og hvorfor gider du indgå i de daglige småskænderier med ham?

Jeg kan ikke lade være med at frygte, at I er faldet ned i det hul, som mange dysfunktionelle ægtefolk havner i. Et hul, hvor I lidt for godt har vænnet jer til at leve som hund og kat og finder en slags ond glæde midt i alle ulykkerne ved at gøre det.

Er det tilfældet, så kan jeg ikke hjælpe dig, men er du ikke gået fra din mand, fordi du frygter at stå på egne ben, så kan jeg forsikre dig om, at den frygt ret hurtigt vil blive forvandlet til glæde og et voksende selvværd, hvis du bryder op. Og som tingene er nu, kan jeg kun råde dig til at gøre det, medmindre du altså giver dit ægteskab én chance til og hanker gevaldigt op i din mand.

Det gøres ikke ved at anklage og kritisere ham. Det gøres ved, at du åbent fortæller ham, hvor dårligt du har det, og ikke mindst, hvad det er du gerne vil have, der skal ske for og med jer. Gider han ikke det, så synes jeg, at du skal skynde dig videre.

For om man er 30, 70 eller 90, så må ingen byde sig selv at blive i et ulykkeligt ægteskab, blot fordi de er bange for at gå. Det er livet alt for kort og dyrebart til, og jeg kan forsikre dig om, at gør du dig fri, så vil dit liv blive langt rigere, end du på nogen måde kan forestille dig det lige nu.