Brevkasse: Jeg skammer mig over min kæreste
SPONSORERET indhold

Jeg skammer mig over min kæreste

Min kæreste kan til tider virke ret barnlig, og jeg har derfor ikke lyst til at præsentere ham for min familie, da jeg er bange for, at de vil synes, at han er underlig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
27. dec. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om barnlig kæreste

Jeg er 47 år og har været single i seks år. Tidligere blev jeg let forelsket og var nok hurtig til at gå ind i nye forhold. I fire år var jeg forelsket i en fyr, som jeg kun så en-fire gange om året til dansefester, hvor vi hver gang endte med at gå hjem sammen. Vi forsøgte at være kærester, men det lykkedes ikke. Han var lige blevet fri efter et turbulent forhold, og han var bange for kærligheden. Han drømte også om at få børn, hvilket jo ikke var muligt med mig.

LÆS OGSÅ: Er det mig eller min kæreste, der er skør?

Nu har jeg så for fire måneder siden mødt en sød fyr på 53. Jeg har set ham lidt for så at gøre det forbi og så opsøge ham igen. Det er sket flere gange. Han er virkelig dejlig, han lægger ikke skjul på, at han vil mig. Vi har fantastisk sex, og jeg bliver altid helt blød, når jeg ligger i hans arme. Alligevel er der noget, der skurer, og jeg kan ikke finde ud af, hvad det er. Jeg har ikke lyst til at præsentere ham for min familie og venner, da jeg er bange for, at de også vil synes, at han er lidt mærkelig.

Han er nemlig klog på mange områder, men også lidt "dum" på andre: Han griner højt og barnligt af børnefilm. Han spiser ikke pænt. Han kan finde på at snakke med sig selv, og han kommenterer alt på tv. Han har været single, til han var 30 år, derefter har han haft et par kærester med børn, men han har aldrig selv fået nogen. Jeg var på et tidspunkt med ude og besøge noget af hans familie. Her sagde et familiemedlem, at han havde ”overscoret” med mig. Jeg synes ikke, at det var pænt sagt, men bemærkningen satte sig fast, for jeg er bange for, at andre ser min kæreste som dum og tumpet. Han er ellers en dejlig mand, der vil mig det godt, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at vende blikket indad

Du har da været utrolig tålmodig i dit tidligere forhold, hvis du har kunnet leve med at se en mand højest fire gange om året for så at blive brændt af. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der har været lovlig meget plads til dagdrømmerier, men knap så meget virkelighed i det forhold. Og mon ikke, det er det, der er dit problem? For nu står der en lyslevende mand, der til forskel for den foregående ikke lægger skjul på, at han synes, du er vidunderlig og vil dig med hud og hår.

En sådan mand, der vil dig, må der jo være noget aldeles galt med! I stedet for at nyde al den kærlighed, han tilbyder dig, så skynder du dig derfor at hente fejlfinderen frem: Han smasker, taler med fjernsynet og griner endda af de børneprogrammer, han ser derinde. Her er der kun at sige: Velkommen i klubben, din kæreste opfører sig præcis som rigtig mange andre mænd gør det.

LÆS OGSÅ: Min kæreste er gået fuldstændig i stå

Med mindre du har lyst til at blive boende i dit jomfrubur, så synes jeg, at du skal skynde at stoppe med at lede efter ”fejl” hos din kæreste. Brug ham i stedet som dit spejl. Vend blikket mod dig selv, når din hang til fordømmelse kommer over dig. Når du f.eks. bliver ved med at tænke over, hvorfor hans niece sagde, at han havde overscoret, (hvilket i virkeligheden sikkert bare var ment som et kompliment til dig) så spild ikke tiden på at tænke over, om der nu er noget om snakken.

Spekuler i stedet over, hvorfor du selv har så travlt med at gøre din kæreste til en kikset undermåler. For er det måske fordi, du tænker, at kun en undermåler vil kunne elske dig? Er det tilfældet, så har du mere travlt med at få set på dig selv og dit selvværd end på din kæreste og hans spisemanere.

Anbefalet til dig