Brunch i Aarhus
Foto: Langhoff & Juul | Langhoff & Juul i Aarhus serverer en udsøgt brunch.
Eurowoman

Brunch i Aarhus

10 caféer du skal besøge i Aarhus, hvis du elsker brunch

Del på

Aarhus’ caféliv byder på en masse lækre serveringer af brunch. Der er både de klassiske med de obligatoriske småserveringer; brød, ost, marmelade, pandekager, skyr med topping og pølser og æg. Og så findes der også den slags brunch, der byder på lidt ekstra, hvis du trænger til lidt luksus. Begge dele finder du her på listen.

Af Mi Skjold Brix 03.apr.2017 Livsstil



Restaurant Ombord

Et af de nyeste skud på stammen er Restaurant Ombord, som åbnede i januar 2017. Med placeringen i Jægersborggade i RarBars gamle lokaler er fundamentet for en succes på plads. Det er klassisk Aarhus; hyggeligt og ikke for fancy. Lige, hvad man har brug for en søndag formiddag.

  • Pris: 200 kr.
  • Hvornår: Lørdage, søndage og helligdage fra 10 – 14
  • Det får du: En kæmpe brunchbuffet med en overflod af lækre ting lige fra klassikerne som røræg og yoghurt til de overraskende indslag som chiagrød og svinerilette – kortet varierer, så tjek deres hjemmeside.
  • Adresse: Jægergårdsgade 71, 8000 Aarhus C.
Kähler Spisesalon

Hos Kähler Spisesalon bryster de sig af at servere byens bedste brunch. Om den lever op til det er op til dig at afgøre, men de gør et hæderligt forsøg, og Aarhus-ikonet er bestemt et besøg værd. Her får du både klassikere og overraskende indslag naturligvis serveret i det populære service.

  • Pris: 199 kr.
  • Hvornår: Lørdag kl. 9 – 12.30. Søndag og helligdage kl. 10.00 – 13.00.
  • Det får du: Klassiske brunchanretninger med et tvist, grillet avocado, bruschetta og kanelkage + varm drik ad libitum.
  • Adresse: M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C
Langhoff & Juul

Langhoff og Juul går indretning og mad hånd i hånd. Det er lækkert, nordisk og lige tilpas, når du bestiller deres luksuriøse brunch. Nyd den i caféens indbydende omgivelser eller find en solplet i baggården.  

  • Pris: 198 kr.
  • Hvornår: Mandag – lørdag kl. 09-14, søndag kl. 10 -14
  • Det får du: Klassisk brunchanretning tvistet med ymertrifli med frugtsalat og knas, hønsesalat, varmrøget laks og syndig kage. Valgfri varm drik.
  • Adresse: Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C

A post shared by Café Englen (@cafe.englen) on

Café Englen

Café Englen i det brostensbelagte Latinerkvarter emmer af pariserstemning. Her er hvid dug, kunst og marmorbar og god vin og kaffe at hælde i glasset. Det er lokalt og godt, og maden er præcis, som den skal være; velsmagende og mættende. En sand Aarhusklassiker og én af byens ældste caféer.

  • Pris: 130 kr.
  • Hvornår: Alle dage 10 - 16
  • Det får du: Ost, røræg, skinkesalat, græsk yoghurt med drys, hjemmelavet nutella, kanelsnegl, pandekage med krokant, pølser og frugt.
  • Adresse: Studsgade 3, 8000 Aarhus C.
Drudenfuss

Overfor den legendariske café Englen ligger en næsten lige så legendarisk Aarhus-perle. ”Druden” er også en smule parisisk i sit udtryk, men lamperne og stolene tilfører et mere industrielt touch, der bryder med det rene klassiske udtryk. En fin balance, som også afspejles i deres brunch, der er en blanding af det forventede og det overraskende. Find en plads udenfor på deres eftertragtede fortov, hvis solen titter frem.

Pris: 125 kr.

Hvornår: Mandag - Søndag 10 - 14

Det får du: Græsk yoghurt med havtorn og honning, røræg med bacon, porretærte, laks med fennikel, ost, chacuterie, cashewbutter, frisk frugt og brownie og brød.

 

Klassisk 65

Lige dér mellem vinreoler og rustikke borde kan du indtage en lækker brunch. Er du til chacuteri om aftenen, er det her helt sikkert dit brunchsted. Ud over alskens hængt og lufttørret kød, kan du også få serveret dine æg, som du bedst kan lide dem og få pandekager friskbagt fra den varme pande.

  • Pris: 225 kr.
  • Hvornår: 10 – 14 søndag
  • Det får du: Al den cava du kan drikke, kaffe, te og appelsinjuice. Hjemmelavet kage, pølser, skinker, hjemmerørt ymer med honningtavle, hjemmelavet nutella og marmelade.
  • Adresse: Jægergaardsgade 65, 8000 Aarhus C
Juliette

Tonen og stilen er uformel hos Juliette, der har til huse i Jægergårdsgade – Frederiksbjergs hyggeligste gade. Her få du brunch i bistrostilen med klassiske franske fornemmelser. Nyd din mad i solen, der slår ned på fortovet foran Juliette om aftenen eller sæt dig i gårdhaven, hvis vejret tillader det.

  • Pris: 145 kr.
  • Hvornår: Mandag – søndag 10 - 14
  • Det får du: Røræg, merguezpølse, bacon, charcuteri, ost, lakserillette, fromage blanc med agavesirup, frugt og granola, karamelcreme, marmelade & kokoskage. Derudover kan du tilkøbe pain au chocolat.
  • Adresse: Jægergårdsgade 54 - 8000 Aarhus C
Globen Flakket

For enden af Åen i Aarhus har caféen Globen Flakket ligget i mange, mange år som rosinen i pølseenden. Nu hvor stedet har fået en nordisk makeover med lyst træ og skind, er stedet bestemt et besøg værd. Også brunchbuffeten har fået en overhaling og er alt andet end ordinær, hvilket de perlende bobler, du får ved ankomst, sætter fed streg under.

  • Pris: 225 kr.
  • Hvornår: Lørdag – søndag 9.30 - 15
  • Det får du: Varme retter, salater og desserter + hjemmelavede smoothies, friskpresset juice, limonade, isthe, milkshakes, kaffe og te + et glas velkomstbobler ved ankomst.
  • Adresse: Åboulevarden 18, 8000 Aarhus C.
Ffood

Ovnbagt avocado med æg, chiagrød og mandler er blandt andet på brunchmenuen hos den lille perle på Vesterbro Torv, Ffood. Her er alle serveringerne farverige grøntsagseksplosioner, og hvis du trænger til at tanke op på superfoods, er du kommet til rette sted. Og så gør det jo heller ikke noget, at serveringerne er mere end instagramvenlige.

  • Pris: 115 kr.
  • Hvornår: Alle dage fra 10 - 12
  • Det får du: Ovnbagt avocado med æg, to slags grød, nutella, chiagrød, ost, frugt, brød og valgfri juice.
  • Adresse: Vesterbro Torv 8, 8000 Aarhus C
Casablanca

Casablanca er Aarhus' ældste café. Én af de herlige traditioner, der er kommet til, er serveringen af deres overdådige brunch-buffet, der går under navnet "crunch". Her får du alt det bedste ad libitum og et bord i to timer. Bon appetit!

  • Pris: 250 kr.
  • Hvornår: Mandag - Fredag 9 - 12, Lørdag og søndag 9 - 14
  • Det får du: En luksuriøs buffet med lækre kager, brød fra Casablancas eget bageri Mor Anna, diverse charcuteri og oste, marmelade, nøddecreme, kompotter og tapenader, laksesalat, skyr med hjemmelavet granola + drikkevarer ad libitum (både kolde og varme).
  • Adresse: Rosensgade 12, 8000 Aarhus C
Café Frida

Hører du til de egenrådige brunch-fans, så er Café Frida dit sted. Her vælger du selv enten 6 eller 10 retter på den klassiske brunchliste, der også byder på blandt andet tærte, karryhumus og tunmousse. Ud over at få serveret lækkerier hører god samvitighed også med i prisen. Frida fungerer nemlig som afklaringstilbud for unge kvinder og kortet er overvejende økologisk.

  • Pris: 120 - 155 kr. 
  • Hvornår: Mandag - fredag 9.30 - 16
  • Det får du: Klassiske brunchanretninger som røræg, skyr, pandekager, røget laks osv. Drikkevarer tilkøbes. 
  • Adresse: Mejlgade 14, 8000 Aarhus C

Har vi overset en uvurderlig Aarhus-brunchperle, hører vi det gerne. Send en mail til mi (a) altfordamerne.dk

LÆS OGSÅ: De bedste steder at shoppe, spise, bo og danse i Aarhus

LÆS OGSÅ: 11 caféer i København, hvor du kan sidde og arbejde 

LÆG OGSÅ: 11 boghandlere, der er værd at kende

Del på
Kommentarer (0)

Henter...