Camilla Gohs Miehe-Renard
SPONSORERET indhold

Camilla Gohs Miehe-Renard: “Mit hjerte gik i tusinde stykker, fordi jeg ikke skulle være sammen med min mor”

Der er så mange traditioner og følelser forbundet med julen, og den sætter mange tanker i gang. Vi har bedt Camilla Gohs Miehe-Renard sætte ord på hendes oplevelser med højtiden, vi alle har et forhold til.

Af: Michala Rosendahl
12. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Camilla Gohs Miehe-Renard, 51, tv-vært og aktuel som vært for "Charlies Juleshow"
Julen begynder... den 1. december! Der skal huset være pyntet op, kalenderlyset skal tændes første gang, min datter, Sophy, vågner op til sin pakkekalender, og vi går amok i cheesy julemusik. Michael Bublé og Rockers By Choice kører i loop.

Min sjoveste juletradition er... vores julesange! Vi skal pinedød allesammen vælge en sang, når vi går rundt om træet juleaften, og med 15-25 mennesker bliver det en noget langstrakt affære. Og så vælger min far altid "En rose så jeg skyde", som ingen af os kan synge.

Det bedste ved julen er... gaverne! Nej, det er sgu da al hyggen og samværet. Jeg er verdens største julegris, og jeg elsker traditioner. Så alt, hvad der handler om julebagning, juleklip, gaveindpakning og hvad man nu ellers laver sammen i december – det er jeg helt tosset med.

Det værste ved julen er... at den også kan have en negativ effekt på mennesker. Mig gør den glad i låget, men hvis du er ensom eller ulykkelig i forvejen, er det måske sådan nogle som mig og min overbegejstrede tilgang til julen, der gør dig endnu mere deprimeret. Den tanke kan godt gøre mig ked af det.

Det er først rigtig jul, når... min elskede mormors to virkelig grimme, virkelig store nisser er på plads i vindueskarmen.

Jeg synes, at juleshopping er... fantastisk. Jeg elsker det! At gå og udtænke de helt rigtige gaver, bruge tid på at finde dem, være hemmelig og mystisk og så pakke dem rigtig fint ind. Jeg er vild med det hele!

Min værste jul var... den jul, hvor min mor meddelte, at hun ikke kom juleaften. Hun var lige blevet opereret for en hjernesvulst og i gang med en kemo-kur, så det var fuldt forståeligt. Men mit hjerte gik i tusinde stykker, fordi jeg ikke skulle være sammen med min mor juleaften. Mærkeligt, at man stadig som grandvoksen kan have det sådan med sine forældre.

Når jeg får en gave, jeg ikke bryder mig om, plejer jeg... for det meste at være ærlig. Medmindre gaven er fra et barn. Så lyver jeg, så vandet driver.

Jeg synes, at julemanden er... for tyk. Han skulle se og komme ned til mig i træningscentret. Han skal jo helst holde mange år endnu.

Hvis jeg ikke skulle holde traditionel jul, ville jeg... tage hele rosset med til en sydhavsø og sidde med tæerne i vandet og sippe watermelonshakes juleaften. Det eneste, jeg ikke vil undvære på den særlige aften, er min familie. 

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: “Jeg kan ikke få nok af december”

LÆS OGSÅ: Julelykkens 10 bud: Pernille Østrem guider dig gennem årets største, bedste og sværeste højtid