”Da folk hørte om min ide, sagde de, jeg var syg i hovedet”
SPONSORERET indhold

”Da folk hørte om min ide, sagde de, jeg var syg i hovedet”

Trods andres fordomme om reality-verdenen, var Jeanet overbevist om, at hun havde fået en genial ide.

Foto: Privatfoto
26. jun. 2015 | Livsstil | Eurowoman

"Se Linses vilde forvandling", "Overrasket Didde: Linse kan bare ringe" og "Stine Kronborg på røven: Jeg må sælge alt" er lige nu de tre mest læste artikler på Realityportalen.dk.

Her er konceptet er simpelt: Du kan læse de seneste nyheder om deltagerne i realityprogrammer som 'Familien på Bryggen', 'De unge mødre' og alle de andre.

LÆS OGSÅ: Julie fjernede sine silikonebryster efter 14 dage: "Det var ikke udseendet af dem, men følelsen indeni"

Bag siden står 31-årige Jeanet Rosenkjær Horstmann. Hun fik ideen som journalistpraktikant på Ekstra Bladet, hvor hun kunne se, at historierne om deltagerne fra reality-programmerne havde ustyrligt mange læsere på nettet. Derfor undrede det hende, at der ikke var et medie, som kun skrev om reality. Hun opsagde sin praktik før tid og satte sig for at være kvinden, der gjorde netop det. Tilbage på skolebænken på journalistuddannelsen udviklede hun sin ide i et innovationsfag. 

"Da folk hørte om min ide, sagde de, jeg var syg i hovedet. Og dem, der ikke kendte mig, troede, jeg havde store silikonepatter og langt platinblondt hår," siger Jeanet, som med sit tjekkede business-look og lange mørke hår ligger meget langt fra den beskrivelse.

Ideen udspringer da heller ikke af, at hun selv har slugt alle de mange realityprogrammer, fortæller hun. Og i dag, fire år efter hun gik i gang, ser hun stadig sjældent reality. 



LÆS OGSÅ: 15 ting der går op for dig, når du bliver voksen

"Hold da op, det ville jeg aldrig gøre"

Reality-tv handler ifølge Den Danske Ordbog om helt almindelige mennesker, der bliver udsat for ekstreme situationer. Det startede i 1990'erne, hvor et tv-hold fulgte en nattevagt på job, en sygeplejerske eller et andet "almindeligt" menneske. I dag dækker reality-tv alt fra DR's 'Gift Ved Første Blik' til programmer om reality-personer, der blev kendte i et tidligere reality-program (for eksempel 'Divaer i Junglen').

"Der er altid mange, som højlydt elsker at sige, at de hader programmerne, men jeg kan se på statistikkerne, at wow, der er mange forskellige, der følger med bag tv-skærmen og mange, der læser vores historier," siger Jeanet.

Og hun har ret i, at interessen er stor, bekræfter Per Fanefjord Laursen, medieanalytier på MediaWatch, hvor han dækker tv-branchen. Enkelte programmer trækker ikke hundredetusindevis af seere, som 'Robinson Ekspeditionen' tidligere gjorde; et program som TV3's 'Paradise Hotel' kan i dag håbe på 125-130.000 seere. Men til gengæld er der sket noget andet, siger han: 

"Reality-genren favner efterhånden meget bredt og på mange kanaler. De medier, som skriver om mediepersonligheder, kan trække på et stort persongalleri og emner fra en sværm af varierende programmer med alt fra 'Gift ved første blik' på DR1 til 'Karsten og Janni' på Kanal 5 og liveudsendelser som 'X-Factor' og 'Vild med dans'," siger Per Fanefjord Laursen.

Og det er netop den brede vifte af koncepter, som Realityportalen dækker.

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter

Der bliver nemlig ved at at komme nye realityprogrammer, og de bliver ved med at udvikle sig, siger Jeanet og tlføjer, at der er masser af nyheder at skrive om reality, for 
"deltagerne har så pissemange gode historier at fortælle". Modsat mange A-kendisser, udtaler realitydeltagerne sig ofte hudløst ærligt og stiller op til fotoshoots i de mest intime eller afslørende situationer. 

"De gør nogle ting, hvor jeg selv tænker 'hold da op, det ville jeg aldrig gøre'. Hvis vi ikke hyldede det, og hvis programmerne ikke fandtes, så synes jeg, det hele ville være kedeligt, for i de her programmer er der sgu nogle mennesker, der bare tør være sig selv," siger Jeanet.



Hun prøver at adskille sig fra andre medier, som dækker reality, ved at komme bagom de mennesker, seerne kender fra skærmen og ved at tage dem alvorligt. I dag opsøger de hende selv, når de har en historie, de gerne vil have fortalt. 

En af de nyere mest læste artikler på Realityportalen.dk har overskriften: "HOT NEWS: 'De Unge Mødre-June får hue med topkarakter" lyder overskriften. Den handler om June, der ikke længere er en del af programserien, har fået 12 for sin sidste eksamen. Et bevis på, at man ikke behøver at være uintelligent. 



Krævende reality-baby
Siden Jeanet startede Realityportalen op, har hun arbejdet 18 timer i døgnet de fleste dage. I perioder så hun dobbelt og led af søvnløshed. 

"Sitet var jo min baby, som jeg gav al min pleje og kærlighed," siger hun. Alligevel kan hun ikke ubetinget anbefale andre unge at blive selvstændige. For det er hårdt. 

"Ved gud det hele kan også blive for meget. Reality-verdenen og tanken om at finde på nye aspekter for at udvikle portalen hænger mig nogle gange langt ud af halsen. Men sådan, tror jeg, det er for alle, der bruger meget tid på én og samme ting. Men så hænger jeg ud med folk fra andre verdener, løber en tur og drikker noget rosé," siger Jeanet. 

Siden januar har hun langt om længe fået - lidt - mere tid til sig selv. 

Da blev Realityportalen.dk opkøbt af Egmont Publishing (som også ejer Eurowoman, red.) og er i dag en del af sladderbladet HER&NU's digitale dækning. Det betyder at hun fra frivillige hjælpere og en glødende kassekredit har fået hjælp til alle de administrative opgaver, fastansatte journalister og en fast indkomst.

Skepsissen fra omgivelserne kan Jeanet stadig opleve, for reality hører til i den kulørte del af medierne, som aldrig bliver lige så fint at dække som regeringsrokader og den globale opvarmning. Men derfor skal der være plads til det alligevel, mener Jeanet: 

"I starten blev min stolthed påvirket af det, men jeg var aldrig i tvivl om, at min idé var holdbar. Nu er jeg bare sindssygt stolt hele vejen rundt," siger Jeanet.


LÆS OGSÅ: Nikolaj Koppel: "Min kone og jeg har fundet hinanden på en voksen måde"

LÆS OGSÅ: Chefredaktør nomineret til 'Årets Kvindelige Iværksætter'

LÆS OGSÅ: Topchefen: Min sekretær måtte huske mig på, at jeg skulle hente min søn