Barselsdepression inspirerede til krimi

Hun kan se købmanden stå derinde med sine store briller og snakke venligt med kunderne. Der er kø ved kassen, hun kan ikke magte den kø, det ved hun, og nu begynder hjertet igen at hamre. Hvordan skal hun klare det her? Hvordan skal hun klare den næste time, det næste døgn, de næste dage? Livet. Det kan jo ikke blive ved på denne måde. Det må holde op. Det holder ikke op. Hun tørrer regn af ansigtet, begynder at gå ind i butikken, men stopper op ved synet af køen ved kassen, der nu er blevet længere, og alle menneskerne, der står stille derinde. Alle ser de med ét op på hende, da hun træder ind i butikken med det skrigende barn i armene. Hun stopper op i døren. Nej, det her kan hun ikke gennemføre. Hun skal. Barnet kan ikke klare sig uden bleer. Hun går lidt udenfor, som om hun har glemt noget, og lader som om hun studerer et udbud af grøntsager, der står linet op ude foran butikken. Jeg er jo syg, konstaterer hun, mens hun rører ved nogle æbler."

Citatet stammer fra Vibeke Dorphs debutroman, den psykologiske thriller "Babyalarm". Men det kunne lige så godt have stået i hendes egen dagbog om dengang for 17 år siden, da hun efter fødslen af sin datter fik en fødselsreaktion, som hun kæmpede med i tre år. Store dele af bogen er nemlig i høj grad baseret på hendes egen historie.

Ensom og alene med ansvaret
Da Vibeke Dorph blev gravid med sin mand, så alt godt ud. Hun var leder af en afdeling på Filmskolen, han havde en god og særdeles velbetalt stilling, og de boede i det skønne og idylliske Taarbæk. De havde været gode til at være unge sammen, til at rejse og se venner. De var gode, så længe det var sjov og ballade. Men da Vibeke Dorph blev gravid, stod det hurtigt klart, at den del var de ikke så gode til. Hendes mand stoppede i sit job og gik lidt i panik over det, og de fik det forfærdeligt sammen. Han tog imod et jobtilbud i Australien og rejste, da datteren var to måneder gammel. Der kom masser af penge hjem, men han var der jo ikke. Til sidst sluttede deres forhold. Og da Vibeke Dorphs forældre boede i Spanien en stor del af året, var hun helt alene.

LÆS OGSÅ: Brevveksling med Breivik, "Kære Åsne"

– Jeg var så frygtelig ensom og alene med det voldsomme ansvar, det er at have et lille barn. I yderste konsekvens dør barnet jo, hvis du ikke er på det og dets behov. Jeg kunne slet ikke overskue, hvad jeg skulle få dagene til at gå med. Jeg løj over for folk, for jeg kunne ikke klare, at de bare kom forbi. Jeg skurede gulve og gjorde rent, og mit hjem lignede en reportage i Bo Bedre. Jeg prøvede at skabe struktur, og jeg var så bange for angsten og hvornår, den ville komme, fortæller Vibeke Dorph, der husker en af de første gange, angsten kom snigende.

– Sundhedsplejersken var på et af de første besøg, og jeg kan huske fornemmelsen af at sidde med hende i min sofa og slet ikke kunne holde ud at være der. Jeg havde bare lyst til at gå. Jeg sad og løj – dækkede over mig selv. Jeg anede ikke, hvad der skete inden i mig, jeg kunne bare mærke en masse følelser, der blev meget voldsomme, og jeg fik lyst til at flygte. Gråden sad i halsen, men den kom ikke ud, siger Vibeke Dorph. Hun havde en følelse af, at det ville være rigtigt farligt at begynde at græde, og troede, at hvis hun fortalte, at hun havde det skidt, ville hele hendes liv falde fra hinanden.

Sårbarheden bryder frem
Så Vibeke Dorph brugte sin styrke til at holde sin sårbarhed og følsomhed i skak, og hun brugte den til at lyve over for både sig selv og sine omgivelser. Hun gik rundt i en lukket verden, hvor selv ikke de nærmeste blev lukket ind, for der føltes meget farligt at være.

– Det, der skete for mig, var, at min sårbarhed, jeg ikke viste frem, brød ud, da jeg blev mor. Og det er det, der tit sker for kvinder, der ikke er så vant til at mærke sig selv, for det bliver du altså tvunget til, når du får et barn.

Vibeke Dorph isolerede sig. Hun var bange for fysisk lukkede rum, at sidde over for andre mennesker og alle steder, hvor hun ikke bare kunne tage sine ting og gå, uden at det ville tiltrække opmærksomhed.

– Angsten var det eneste stabile i mit liv, og jeg havde den konstant. Det er en følelse af, at man kommer ud af sig selv, at alting går i opløsning i én, og hvis man ikke holder fast, går det endnu mere galt. Så bliver man sindssyg. Så jeg holdt fast, siger Vibeke Dorph.

Det første store angstanfald var på et fly til Spanien for at besøge sine forældre, da datteren var to en halv måned gammel. Hendes forældre havde arrangeret, at nogle af deres venner skulle komme til en kæmpe frokost og se babyen, og det kunne hun slet ikke overskue. Hun var bange for at blive afsløret, for sammen med andre havde hun svært ved at holde fast på glas og bestik uden at ryste.

– Jeg sad i flyveren med min datter helt tæt i en sele, og jeg kan huske fornemmelsen af slet ikke at kunne være i den flyvemaskine med det barn, der sad så tæt på, og som var så afhængig af mig. Jeg ville bare ud. Væk. Men det nytter ikke noget, at du sidder der og er skrækslagen for ingenting med et barn i armene. Der er jo et bestemt billede af en mor og et barn, og der hører angsten ikke hjemme.

Bange for at blive sindssyg
Af samme grund droppede Vibeke Dorph sin mødregruppe. Hun vidste, hun ikke engang ville turde tage en kop te af angst for at ryste på hænderne, og at hun ville have en konstant fornemmelse af, at hun om lidt ville blive gennemskuet. Og hun vidste, at de andre mødre ville tale om ting, der var svære for dem, men som slet ikke var i samme liga som det, hun syntes, var svært.

– Den afmægtighed, man møder hos dem, der tør sige alle de svære ting, er inden for den "rigtige" grænse i forhold til, hvad man føler som nybegynder-mor. Jeg var jo bange for ingenting, og det var langt værre. Jeg var bange for at blive sindssyg. Jeg var bange for sundhedsplejersker. Så er man altså ude i noget andet, end at du bare er træt.

Efter fem måneder alene hjemme på barsel med sin lille datter, var Vibeke Dorph tilbage på arbejdet. Selv om hun stadig kæmpede med voldsom angst, hentede og bragte hun i vuggestue, købte ind, lavede mad, gjorde rent, vaskede tøj, passede sit travle arbejde. Hendes kolleger var vant til, at hun var den, der havde styr på det hele, var effektiv og løste problemer.

– De kunne ikke se, at jeg sad der til møder og var bange for at bryde sammen, og at jeg samtidig havde en helt tunnelagtig opfattelse af, at det slet ikke var mig, der talte. Jeg havde malet mig selv op i et hjørne, hvor jeg skulle være denne her tjekkede businessagtige kvinde, som jeg slet ikke er.

Også i forhold til datteren prøvede Vibeke Dorph at leve op til rollen som en helt normal mor med overskud.

– Hvis min datter skulle have sin vuggestue hjem på besøg, stod jeg ude i køkkenet og rystede og tænkte, "nu kommer de lige om lidt, nu skal du gennemføre". Meget af tiden gik med at sørge for at holde mig selv oppe og for at lave nogle belønninger som "hvis du kommer igennem det her, så...".

I de første år af datterens liv var Vibeke Dorph så optaget af at overleve, at hun havde svært ved at opfatte sin datter som mere end et "det". Hun havde ikke den der blussende moderlykke – men den kom heldigvis, da det hele krakelerede.

Sammenbruddet
Udtrykket, at "sammenbruddet også kan være selvet, der bryder igennem", bryder Vibeke Dorph sig egentlig ikke om.

– Men det er jo sandt nok. Jeg kunne ikke blive ved. Jeg havde en sitren i kroppen hele tiden, helt vild indre stress, jeg sov meget let om natten, jeg havde travlt på mit arbejde, jeg var alene med mit barn, og det hele koksede. I dagene op til sammenbruddet havde jeg en drøm om, at jeg stod oppe i et højhus i et meget fint jakkesæt og holdt foredrag. Imens jeg stod og talte, var der en eksplosion et sted i bygningen, og det hele rystede. Jeg kiggede ud og kunne se, at huset stod i flammer under mig. Det er jo helt freudiansk, og jeg blev virkelig bange for den drøm og havde en fornemmelse af, at nu bryder det sammen.

LÆS OGSÅ: Gillian Flynn: Fra fyring til krimi-bestseller

Og det gjorde det. Et par dage senere sad hun i sin bil i et kryds ved H.C. Andersens Boulevard på vej hen for at hente sit barn. Efter det skulle hun ud at købe ind, og bagefter hjem og lave mad.

– Pludselig begyndte alting at ryste på mig. Jeg fik på en eller anden måde bilen lige over krydset, og måtte så holde ind til siden. Der kollapsede jeg. Men klokken var kvart i fem, og vuggestuen lukkede klokken fem, så jeg fik på mirakuløs vis hentet min datter. Hvis ikke du henter dit barn klokken fem, er du jo færdig. Mine forældre var heldigvis hjemme fra Spanien på det tidspunkt, og min mor kom ind og var hos mig.

Og endelig – efter tre år – fik Vibeke Dorph hjælp. Til det praktiske og det følelsesmæssige. Hendes veninde, der havde stået på sidelinjen og godt kunne se, at noget var galt, men ikke rigtigt havde vidst, hvad hun skulle gøre ved det, insisterede på at gå med hende til lægen.

– Jeg blev sygemeldt og sendt til psykiater, som gav mig medicin. Og så boede jeg hos mine forældre en uges tid, og det fik jeg det faktisk dårligere af. De var så søde og omsorgsfulde, men for mig var det det største nederlag at være en voksen kvinde med et lille barn, der flytter hjem til mor og far.

Ingen fordømmelse
Så da Vibeke Dorphs veninde ringede og tilbød, at hun og datteren kunne bo hos hende, hendes kæreste og deres tre børn i deres to og et halvt værelses lejlighed, slog hun til. Og her kom forløsningen endelig. Da hun lå på en skummadras i et rodet værelse og kunne høre veninden og hendes mand småskændes ovenpå og nogle unger, der larmede, var det første gang, hun sov godt i rigtigt, rigtigt lang tid.

– Jeg kan huske, at hendes kæreste sagde: "Hvad er det, jeg hører, du er brudt sammen og har det ad helvede til?" Det blev italesat lige ud ad landevejen. De syntes ikke, jeg var dum eller svag – de fordømte mig ikke, og det var jo det, jeg havde været så bange for. Min venindes kæreste hentede min datter i børnehave det første stykke tid, fordi jeg havde det så dårligt. Han spurgte slet ikke ind til, hvorfor jeg ikke selv magtede at hente hende.

Efter et par uger begyndte Vibeke Dorph at kunne holde ud at være alene og turde godt gå hjem i sin egen lejlighed, fordi hun vidste, at veninden og hendes mand var lige rundt om hjørnet. Det skabte et rum, der ikke kun var hendes eget, og hun vidste, at hun ikke var helt alene.

Forløsende og befriende
Men på Vibeke Dorphs arbejde kunne de ligesom alle andre ikke forstå, at den der foretagsomme kvinde pludselig var blevet sådan en, der skulle have orlov. Hun blev ikke fyret, men hun følte sig presset ud derfra. Hun fik tilbudt en langt lavere stilling, da hun vendte tilbage efter sin sygeperiode.

– Så alt det værst tænkelige var sket: Jeg havde mistet mit job, jeg havde mistet min mand, jeg var brudt sammen – alt det, jeg havde frygtet så længe, var sket. Og så føltes det kun utroligt forløsende og befriende. Da det var blevet forår, og pillerne begyndte at virke, kunne jeg mærke, at nu skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville. Og så kunne jeg jo lige så godt starte med det, jeg allerhelst ville og altid har drømt om, men som jeg troede, jeg var for dårlig til, nemlig at skrive, fortæller Vibeke Dorph, der har levet af at skrive lige siden, og altså nu udkommer med sin første roman.

Ideen til "Babyalarm" opstod allerede, da Vibeke Dorph kom ud på den anden side og tænkte, at det med en nybagt mor, der går rundt med en barnevogn og er bange for at blive sindssyg, blev hun nødt til at bruge til et eller andet. Men hun havde ikke lyst til at skrive en selvhjælpsbog.

– Det ville svare til, at jeg prøver at forklare dig, hvordan det føles at sidde og stikke mig selv i låret med en kniv. Så vil du forstå mig, men du vil ikke kunne mærke, hvordan det føles. Derfor vil jeg hellere stikke kniven op i hovedet på dig, så du kan mærke den angst, den paranoia og den følelse af at være ved at gå i opløsning, jeg selv følte dengang. Den følelse, har jeg så klædt ind i en handlingsmættet thriller, så den lettere glider ned.

Den psykologiske thriller "Babyalarm" er netop udkommet på forlaget People's Press, 365 sider, 249,95 kr.



LÆS OGSÅ: Krimiforfatter: Livet er skrøbeligt