”Der er masser af lærdom i at gå fra hinanden”

Da vi besøgte den endeløse ørken
Wadi Rum-ørkenen, Jordan, marts, 2014

- Klipperne stod foran os som store, forrevne øer i landskabet, udsigten var malet i røde, rosa og gule farver. Wadi Rum-ørkenen lå foran min søn og mig. Vi kiggede ud over fantastiske formationer. Sandmiler. Løst, rødt sand. I marts var vi to på en rejse til Jordan, et sindssygt fattigt land, der grænser op til Syrien, Egypten og Saudi-Arabien. Der hang afhuggede kamelhoveder i gaderne, og med lange spejle tjekkede hotelvagterne, om der var bomber under bilerne. Måske et lidt aparte sted at rejse hen med sin 8-årige søn, men jeg tog Tristan med for at vise ham, at verden er stor. Jeg forsøger at føre min mors ånd videre og vise mit barn, at der findes andre sider af verden end den privilegerede del, han oplever.

En lokal fyr havde kørt os ud til Wadi Rum-ørkenen i sin jeep. Da Tristan og jeg stod dér lidt i tavshed og fyldte os med udsynet, tænkte jeg, at naturen er så vild. Den ydmyger os som mennesker. Det var måske min søns første erkendelse af, at verden er stor, og at vi ikke ved, hvad der ligger lige om hjørnet. Den følelse er meget nærværende for mig lige nu. Det er jo en ny tid i mit liv, jeg er blevet alene.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: Det forpligter at være et forbillede

Der er masser af lærdom i at gå fra hinanden, og det er i de store brydningstider i livet, der er plads til at få tænkt. Bruddet med Tristans far var sindssygt udramatisk, men som skilsmissebarn har jeg kæmpet i mange år alene ud fra devisen om, at jeg synes, man skal holde sammen. Jeg er ikke en quitter, og man vil altid ”prove your parents wrong”. Derfor har jeg måske kæmpet lidt mere, end andre folk ville have gjort, men jeg har også erkendt, at man kan ikke rigtig bruge de der dogmer til noget: Du bliver nødt til at være til stede i dit forhold, og hvis det ikke er godt mere, må du handle på det. Så jeg er holdt op med at have dogmer for mig selv – det gør mig ikke glad.

Min søn har to forældre, der elsker ham, det skal nok gå. Det er ikke længere nogen skam at være skilsmissebarn, det har det bestemt været før i tiden: Jeg tror, det var meget sværere for mine forældre at gå fra hinanden, end det var for Johan og mig. I vores samfund er vi opmærksomme på, hvad skilsmisser gør ved mennesker, for det gør noget ved mennesker, og alle reagerer på skilsmisser.

LÆS OGSÅ: "Hun skyllede min kokain ud i toilettet"

Det er selvfølgelig helt vildt trist at blive alene, men det er også en kæmpe gave, som åbner muligheden for nye skift. Jeg er helt anderledes, end sidste gang jeg blev alene. Jeg er et andet sted nu som menneske, mine drømme har simpelthen ændret sig. I mine unge år var ”fremdrift” et kodeord for mig og lykken var et punkt ude i horisonten, i dag er jeg optaget af at finde lykken i nu’et og være til stede dér. Mit liv i dag er fuldstændig drevet af noget nørdet i livet og musikken. Noget fokus. Nu prøver jeg bare at være til stedet i nuet, og jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske om et år. Jeg synes, det er helt vildt blæret og sejt at få givet sådan en periode i mit liv, hvor der ikke er lagt en plan, og jeg har så meget tiltro til, at alt bliver godt. Alting skal nok gå. Jeg er et sted i livet lige nu, hvor jeg skal være modig til at turde og opdage. Vi kan ikke forudse, hvor vi er om et år. Måske bor jeg i udlandet, måske studerer jeg. Jeg aner det ikke. Det er dejligt ustyret… Så lad os se, hvad der fejer min vej.

Læs resten af interviewet med Pernille Rosendahl i denne uges Alt for damerne (nr. 29, 2014).

Pernille Rosendahl giver stafetten videre til fodboldspilleren William Kvist, der beskriver en skelsættende scene fra sit liv i næste uge.