Derfor er det godt at være negativ

Hvis du er i tvivl, så kig på boghylderne, lyt til MUS-samtaler og hør på dig selv, når du taler med dine børn. Det gælder om at se tingene fra den lyse side og være positiv, også selvom et eller andet indeni skriger nej, ikke? Vi ved jo, at dem, der tænker positivt klarer sig bedre i livet… eller gør de?

– Nej, mener Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

Brinkmann har sin egen faste spalte Eftertanke.dk ved Kristelig Dagblad og ifølge ham er det, vi ved, at man har lettere ved at udvikle sig, hvis man tager udgangspunkt i det positive. Til gengæld er der grænser for, hvor meget man kan presse ud af den citron, mener han.

Så hvis du stadigvæk ikke er rigtig lykkelig på trods af positiv tænkning, selvhjælpsbøger og kurser i potentiale-udfoldelse, så læs videre her. Der er muligvis en god (ligefrem positiv) forklaring på det…

– Enten kan det være, fordi du grundlæggende er mere negativt indstillet, og hvis det er tilfældet, så tillykke. Flere undersøgelser viser faktisk, at mennesker, der er depressive, har mere realitetssans. Den anden forklaring kan være, at du er et helt menneske. Du har indset, at lykken langtfra kan gøres op i kortvarige mentale højdepunkter, men måske skal ses som en langt mere kompliceret og sammensat struktur, forklarer Svend Brinkmann og uddyber:

– Åbenbart er lykken slet ikke de oplevelser, vi har så travlt med at fokusere på i dag, for så var vi vel allerede blevet lykkelige alle sammen? Problemet set fra et psykologisk synspunkt er, at den positive psykologi betyder, at man glemmer den negative psykologi. Livets nedture, mistro, sorg og alle de andre følelser – og hvis vi i stedet hele tiden prøver at omformulere det, vi føler, til noget, vi kan bruge til at fortælle gode historier om os selv, risikerer det jo at blive falsk.

Vi har brug for negative følelser
Svend Brinkmann er – som man kan høre – én af dem, der ikke helt har købt præmissen for den positive psykologi og ikke er bange for at sige navnene på alle de følelser, du ellers helst ikke skal have i happy-land.

– Vi har brug for at have negative følelser. De beskytter os, og de hjælper os med at udtrykke vigtige følelser, der er mindst lige så afgørende for vores samlede psykiske sundhed som de positive følelser. Vrede er da i høj grad en legitim følelse, f.eks. når vi bliver krænkede. Sorg er på samme måde den eneste passende reaktion på oplevelser, der gør ondt, og som eksempelvis får os til at føle os forladte eller ensomme.

Men når vi nu i årevis har forsøgt at være mindfulle, se glasset som halvt fuldt, fokusere på det positive, hvorfor er der så ikke noget af det, der er smittet af? Hvorfor kan man tænke så positivt uden at blive positiv?

– Fordi det er uærligt, hvis vi forsøger at vende hver eneste situation eller problem til noget konstruktivt. Det giver jo en instrumentalisering af vores følelsesliv, hvor vi prøver at styre vores egne ægte og reelle følelser for at superoptimere livet. På den måde er den positive psykologi desværre også blevet en slags psykologi for overklassen. Dem, der er rige, som gerne vil være endnu rigere, og dem, der har styr på det, som gerne vil have endnu mere styr på det, forklarer Svend Brinkmann.

Mer’ vil have mer’ lykke!
Du bliver ikke (nødvendigvis), hvad du tænker

Ifølge Svend Brinkmann er der en øvre grænse for, hvor meget vi kan styre vores følelsesliv. Hvis vi hele tiden bedriver terapi, selvudvikling og positiv psykologi, sker der jo en slags konstant indre overvågning af det, der skulle være naturligt.

– Følelserne får jo ikke lov til bare at være det, de er: Rå, ubearbejdede og sunde. Jeg tror, der er grænser for, hvor meget instrumentalisering og „styring”, vi kan tåle. Hvis du er glad og ser lyst på tingene, er det jo fint, men hvis det er et „tankesæt”, du prøver at tvinge ned over dig selv, går det ikke i længden. Sindet vil protestere, og paradokset er, at du formentlig vil ende med at få en depression og blive „ulykkelig”, hvilket netop var det, du prøvede at undgå til at begynde med.

Efter Svend Brinkmanns mening er et af problemerne den måde, vi opfatter lykke på som højdepunkter og perler på en snor. Den positive psykologi „ser” perlerne og ikke snoren. Snoren er måske også lidt kedelig at se på, men ikke desto mindre er det den, der binder det hele sammen.

– Sådan er det muligvis også med lykkebegrebet. Lykken skal næppe vurderes som en række højdepunkter, men som en helhed, mener Brinkmann og siger, at det måske kan sammenlignes med at betragte et maleri. Lykken er hele maleriet, med alle farverne og samspillet mellem dem og ikke bare den ene farve, du bedst kan lide! 

– Aristoteles, en af filosofiens fædre, mente jo for eksempel ikke, at man kunne vurdere, om en mand havde været lykkelig, før han var død, siger Brinkmann: – Og selv når manden var død, kunne hans lykkelige liv godt alligevel ende med at blive tolket som ulykkeligt, hvis det siden viste sig, at han voldt skade for andre generationer.

LÆS OGSÅ: Test: Skal du skifte spor?

Positivt fyld
Der er så absolut ikke noget galt med at se lyst på tingene, understreger Svend Brinkmann. Og hvad de færreste ved, så startede den positive psykologi som en bølge, da den amerikanske psykologiprofessor Martin Seligman  i 1998 blev præsident for Den psykologforeningen i USA og lovede, at han ville fokusere på det positive for at ændre det dårlige funktionsniveau blandt amerikanerne.

– Udgangspunktet var fint – nemlig at finde ressourcer i mennesker og bygge videre på dem, fordi man ved, at mennesker udvikler sig bedst i et positivt miljø.

Men noget gik over gevind.

– Jamen, man fandt jo ud af, at det kunne bruges til at få folk til at præstere mere – og egentlig også til at regulere mennesker.

Vi kender den alle sammen, den der måde at bruge noget positivt som en slags smalltalk før det, folk virkelig vil sige.  Du er jo helt normal, hvis du sidder til samtale med din chef og tænker dit, når han først nævner det, han er tilfreds med… du ved jo godt, at det er en form. Man siger det positive først. Derfor sidder vi og venter på det, der bliver sagt bagefter. Dér spidser vi ører, for vi ved jo instinktivt godt, at når kritikken begynder, begynder vi også at kunne lære noget eller danne os et overblik over, hvad andre egentlig mener om os.

Ordene er igen Svend Brinkmans, og i hans verden af psykologer og forskere har man længe set rødt, når det „positive” kort bliver trukket.

– Vi er trætte af at høre de anerkendende historier. Vi gider ikke høre efter, før andre virkelig siger, hvad de virkelig mener. Det virker jo kun positivt, hvis modtageren ikke har regnet ud, at det positive bliver misbrugt til at sige „sandheden” bagefter, forklarer Svend Brinkman.

Den manglende ærlighed er altså et af problemerne ved den positive psykologi. Et andet problem er, at den ofte bliver praktiseret på en meget egoistisk måde.

– En af de ting, den positive psykologi burde have lært os, er, at det ikke er nok at være glad selv. Den største glæde er at glæde andre.  Det paradoksale er, at i vores jagt på lykken som et personligt projekt, har vi i virkeligheden jaget lykken væk. Det er da bemærkelsesværdigt, at så mange lider af depressioner i en tid, der er så fokuseret på personlig lykke, siger Svend
Brinkmann.

Fed, fed lykke til… mig
Svend Brinkmann opfatter egentligt den positive psykologi som det sidste pip fra 2. verdenskrigs-æraen og fremskridtspositivismen. Eller sagt mere forståeligt:

– Det er ikke tilfældigt, at det her kommer fra USA og ikke fra det tidligere Sovjet. Tiden før og efter 2. verdenskrig har handlet om kampen mellem det gode og det onde både i det enkelte menneske, men også i samfundet. Det har handlet om at være et frit menneske – og det modsatte. Og den positive psykologi afspejler jo på mange måder fundamentet for den vestlige verden og vores måde at tænke på: At man kan, hvad man vil.

– Det positive budskab har en effekt, fordi det får folk til at stræbe efter et bedre liv – de bliver empowered. Men desværre handler den stræben mest af alt om mig og mit. Den positive psykologi bliver forvaltet for egoagtigt. Hvis det i stedet, som det måske var meningen oprindelig, handlede om at udvikle de gode takter til fælles gavn var det jo genialt.  For alt tyder på, at det, der virkelig batter, hvad lykke angår, er netop at hjælpe andre – og IKKE for selv at få det godt.

Kan være en lettelse at droppe jagten på lykken
I det hele taget er Svend Brinkmanns anke overfor den positive psykologi, at den kun ser en del af helheden – og når man fornægter vrede, sorg og andre negative følelser og hele tiden fortæller en bestemt historie om sig selv, nemlig den succesrige, så lyver man jo lidt.

Men Svend Brinkman tager kun „lykken” fra os for at give os en endnu større indsigt, nemlig, at det faktisk kan være en kæmpe lettelse at droppe lykken.

– Vi kan ikke alt. Vi skal dø. Der er faktisk grænser… og begrænsninger. Det virker først angstprovokerende, men bagefter er det en lettelse og dybt beroligende. Man ved også fra mennesker, der har fået en diagnose, at de først går i chok, men så sker der noget: De beskriver typisk, at de lever mere intenst, fordi livets skrøbelighed og grænser er blevet tydelige for dem. Grænser er en orienteringssans i vores liv, som vi risikerer at miste, hvis vi bilder os ind, at vi ved at styre vores tanker også kan styre verden.

– Man kan sige, at religionen gjorde det for os før. Satte grænser og forklarede. Det er på en måde en kæmpe lettelse for mennesker, fordi der er noget frigørende beroligende i, at vi ikke selv er herre over det hele. Det er ikke din egen skyld, at du har fået kræft, eller at dit ægteskab ikke lykkes. Det er jo netop følelsen af, at man skal præstere og kunne alt, der får folk til at gå ned med stress eller udvikle stress. Det bliver et ræs om at klare sig bedst.

Konsekvensen af alt dette er ifølge Brinkmann, at vi bliver nødt til at konfrontere os med os selv. Økonomisk går det tilbage, klimaet har det dårligt, økologien er truet og der er færre midler. Den verden, vi overlader til vores børn, er ringere, end den vi overtog – der er opstået nye livsbetingelser, som vi må forholde os til, nøgternt.

– Afløseren for den positive psykologi må blive realisme. Det er nødvendigt med kollektive løsninger, vi kan ikke lave vores liv om i små enklaver. Vi har ikke tid til at vente på, at vi alle sammen har været i terapi – som amerikanerne siger „We’ve had 100 years of therapy, and the world is getting worse”.

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.

LÆS OGSÅ: Dét får du ud af at rose andre