Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Derfor holdt han op med at skrive
iStockPhoto - magmarcz
Eurowoman

Derfor holdt han op med at skrive

Del på

Efter daten blev der længere og længere mellem hans beskeder. Nu ved jeg, at jeg blev udsat for icing – datingverdenens svar på et rødt kort.

Af Sofie Hviid | 02.feb.2016 | Nyt

Jeg troede virkelig, at ham her var værd at samle på. Sød, reel og nede på jorden på den jyske måde. Efter en date, der gik fantastisk og endte meget sent på natten, var jeg dagen efter høj på endorfiner på trods af to timers søvn. På den der skønne, lallende måde, hvor man hele tiden falder i staver og står for sig selv og smiler saligt, mens tankerne flyver et helt andet og meget sjovere sted hen.

Vi blev ved med at skrive sammen, men der gik længere og længere imellem hans ellers meget lange og konsekvente beskeder. Da jeg blev træt af at bruge 90 % af min mentale kapacitet på hele tiden at spekulere på, hvad han mon tænkte, skrev jeg direkte og spurgte, om han mon havde mistet interessen?

"Nej nej, slet ikke – jeg har bare travlt med arbejdet og lægger telefonen fra mig om aftenen for at slappe af......"

Lagt på is
Okay, her skulle det være gået op for mig, at jeg ikke lå helt så højt på hans prioriteringsliste, som han gjorde på min. I virkeligheden var han gået i gang med den strategi, som den internationalt anerkendte psykoterapeut og parforholdsguru Esther Perel har døbt 'icing.'

Jeg var blevet placeret på bænken, mens kampen fortsatte – måske ville jeg få lov at komme tilbage på banen, hvis en af de andre spillere brækkede benet.

Perel holdt for nylig oplæg for en stor forsamling unge mennesker. For den garvede psykoterapeut blev de unges erfaringer om dating en øjenåbner i forhold til, hvordan vi i dag skaber og slutter forhold. Udover ghosting, som er blevet et velkendt fænomen for de fleste aktive datere, sætter hun ord på to nye tendenser; icing og simmering. Men det mest interessante er, at hun både forklarer, hvorfor afsenderen anvender den strategi – og hvordan det føles for modtageren.

Simmering er med Perels ord en strategi, afsenderen bruger, når han eller hun ikke er helt oppe og ringe over dig, men du gerne vil have en putteven i ny og næ. Strategien kommer til udtryk ved, at der kommer færre dates eller beskeder. Og man bliver holdt hen med beskeder som "jeg er nødt til at aflyse, men måske vi kan ses næste uge?" For modtageren føles det som om, der er noget galt, men man bliver holdt hen og undgår en direkte konfrontation.

Næste skridt på vej mod den uundgåelige afslutning er icing, hvor afsenderen godt ved, at der ikke er mere at komme efter, men godt kan lide tanken om, at du står klar, hvis han eller hun skifter mening. Beskeden lyder typisk som den, jeg fik fra min date "jeg har bare super travlt på arbejde lige nu." Følelsen, som den strategi efterlader modtageren med, er en fornemmelse af, at det nok er slut, men at han eller hun bare ikke kan finde ud af rent faktisk at afslutte det. Perel kalder icing den sikre vej til foragt over for afsenderen. Det kan jeg kun skrive under på.

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden

Denial, denial, denial
Men en ting er at vide, hvad der sker – noget andet er at tro på, at man virkelig er havnet i den boks. Jeg har en rimelig god portion selvtillid og betragter mig ikke som en kvinde, man lægger på is (og hvem gør egentlig det?). Og så synes jeg virkelig, han virkede sød og ville gerne se ham igen.

Derfor holdt jeg stædigt fast i alle de små tegn, der styrkede min forestilling om, at han rent faktisk bare VAR travl på trods af, at mine veninder rystede på hovedet og opfordrede mig til at glemme idioten. Til sidst skrev jeg en konkret besked om, at jeg havde tid til at se ham for at fremprovokere en reaktion. Jeg havde nemlig ikke nogen interesse i at blive ved med at lege pennevenner. Hvis han ikke var til mere, kunne han vel svare klart, tænkte jeg nok så naivt. Det skuffende uklare svar kom et par døgn efter:

- Jeg skal hjem på juleferie, så vi må se på det i det nye år....

Okay, nu tænker man selvfølgelig, at jeg burde fatte beskeden. Men netop fordi der ikke kommer klar besked, sidder man tilbage som et spørgsmålstegn. Jeg ved jo godt med min fornuft og 31-årige erfaring med det modsatte køn, at hvis han virkelig var interesseret, så havde han fundet tid cirka tre sekunder efter, vi havde været på første date. For sådan skal det være. Hvis den, man dater, ikke er vild nok med en til at finde et par timer i sit travle liv, så skal man ikke spilde sin tid på den person. Tak, det ved jeg nu.

Problemet med den her form for kommunikation er, at man holder folk hen. I stedet for at give klar besked, lader man folk gå rundt med en falsk forventning om, at der måske sker mere – fordi man gerne vil holde alle muligheder åbne. Man reducerer andre mennesker til en ting, man kan ringe til, hvis man sidder en søndag aften og savner en at have sex med fuldstændig uden tanke for, hvordan det andet menneske føler.

LÆS OGSÅ: Kærlighed behøver ikke gøre så ondt

Vi vil have det hele
Perel kalder icing og simmering, hvor man udskyder afslutningen i evigheder, for en form for stabil tvetydighed. Vi er bange for at være alene, men heller ikke villige til fuldt ud at engagere os i en intim relation. Vi vil gerne blæse og have mel i munden. Vi vil gerne have en (eller flere) som står klar til at dække vores behov – samtidig med at der ikke er nogen forventninger, vi skal leve op til. Eller bånd der forhindrer os i at hoppe på den næste spændende mulighed.

Men det lyder da også meget rart – gør det ikke? Jo måske – men problemet, som Perel ser det, er, at vi aldrig føler os rigtig værdsat. Ghosting, icing og simmering går ud over vores følelsesmæssige helbred. Hun ser det som udtryk for faldende empati i vores samfund. Vi promoverer vores egen egocentriske opførsel uden tanke på, hvilke konsekvenser vores opførsel har for andre mennesker. Der sidder et rigtigt menneske på den anden side af den tekstbesked (eller mangel på samme...), og det har vi det med at glemme.

Mange tror, at hvis vi melder ærligt ud, så sårer vi et andet menneske – men nej det er jo lige omvendt. Ærlighed kan vi alle sammen forstå. Det er aldrig rart at blive afvist, men klar besked er lig med afklaring. Og så kan vi komme videre.

Sådan visker man mennesker ud
Selv efter at være blevet lagt på is af manden, var jeg ikke overbevist – jo min mavefornemmelse sagde mig, at det her nok ikke blev til noget. Men alligevel – og mine tæer begynder at krumme i skoene, når jeg skriver det her – sendte jeg en besked efter nytår. Det kunne jo være, at min mave og veninder tog fejl. Og hvorfor skulle han sige, at han gerne ville se mig igen, når han ikke ville – det kunne jeg aldrig selv finde på.

Men det er lige præcis problemet. Jeg går ud fra, at andre mennesker tænker, som jeg gør. Uden at ophøje mig til en helt særlig empatisk del af menneskeracen, så gør jeg mit bedste for at være et ordentligt menneske. Hvis jeg ikke er interesseret, finder jeg en ordentlig måde at formulere det budskab.

Efter fire dages stilhed, var hans billede væk i app'en. Med et enkelt tryk med fingeren, viskede han hele vores relation ud. Både i den virtuelle og virkelige verden var der ikke længere noget tilbage, der forbandt os til hinanden. Han havde ghosted mig – og med Perels ord sad jeg tilbage med først en kortvarig tilstand af følelsesmæssigt kaos (WTF – hvorfor sagde han det ikke bare...?), dernæst en tid med forvirring og tvivl (er det noget med mig? sagde jeg noget forkert..?) og til sidst den mere permanente følelse af foragt (Fuck that asshole).

For mig blev det slutningen på min online dating-tid. Jeg slettede mine dating-apps og åndede faktisk lettet op. Relationer, der kommer nemt, går nemt. Jeg har ikke lyst til at møde nogen i et univers, hvor man kan viske mennesker ud med et enkelt tryk fra sin tommelfinger.

Overvejer du at lægge nogen på is, så prøv med ærlighed i stedet - hermed inspiration til fri afbenyttelse

- Tusind tak for en dejlig aften. Du er virkelig sød, men jeg kan mærke, at det ikke skal blive til mere. Jeg er bare ikke et sted, hvor jeg har lyst til en fast partner. Kærlig hilsen xxx.

- Jeg har nydt vores tid sammen, men jeg tror ikke, at vi vil det samme, og jeg vil ikke spilde din tid. Du er et skønt menneske. Kram fra xxx.

LÆS OGSÅ: Du behøver ikke dyrke sex for at have et godt forhold 

LÆS OGSÅ: Kan mænd og kvinder være venner uden sex 

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at han aldrig bliver den kæreste, du drømmer om

Del på
Kommentarer (0)
Henter...