Ea Ørum: “Vi græd, fordi kærligheden fik lov til at gå”

Mest af alt er jeg ven. Det er en trøst, her dagen efter min kæreste lukkede døren til vores forhold. Man kan ikke tvinge nogen til at elske eller få magi til at spire på en kold sten, men man kan købe sin medejer ud, og jeg kan skabe mit eget hjem. Denne gang bliver jeg og slår rødder på matriklen. Hvis han vil gå, må vores dør blive til min, og jeg kan åbne den for ham.

For et par uger siden sendte jeg et spørgeskema til venner og veninder, hvor jeg spurgte, hvordan de syntes, jeg havde ­forandret mig, efter jeg for et par år ­siden kom sådan rigtigt i et forhold. Jeg forestillede mig, de ville skrive, at jeg var blevet mere kedelig. At jeg ikke var så ­tilgængelig og eventyrlysten, men...
"Jamen kære, du ændrer dig ikke! ­Generelt bliver vi kedeligere veninder, når vi kommer i forhold, fordi vi vender opmærksomheden indad, og dermed ryger lidt af ­fortroligheden, men du er et af de mennesker, jeg kender, der holder bedst fast i sig selv ­uanset hvornår og med hvem."

Fordi min ven ser det, føler jeg mig holdt af, men i dag læser jeg også svaret på en mere trist facon – for måske har de stærke venskabsbånd også en bagside, som har svirpet mit kæresteforhold i hjertet. Måske bliver mine parforhold ikke så stærke, som jeg har lyst til, fordi jeg holder fast i fortrolighedsbåndet til venner og veninder. Hvad gør min kæreste til min allerkæreste – ud over sex? Måske er det spørgsmål slet ikke på spil i virkeligheden, men mine tanker søger årsager.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Jeg misbrugte min krop"

Da han satte punktummet, forklarede han, hvordan han syntes, vi var ­gledet fra hinanden. Jeg kaldte os forkælede ­egoister – sagde, at forventningerne ødelægger det, vi egentlig har. Vi græd, fordi kærligheden fik lov til at gå, og at dens afsked splittede vores hjem. Han viste sig som den omsorgsfulde mand, jeg engang faldt over, for den lejlighed, vi købte sammen – som blev mit første rigtige hjem ­efter en del års rejseri, skulle stadig ­være min bolig. Vi sendte mails til banken og til andelsforeningen. Vi talte om hans muligheder. "Jeg savner en have," sagde han. Snart vil han have en have uden mig.

Vi talte om, hvor håbløst det virker, at jeg i mit hoved søger en eventyrer, når det, jeg primært har ledt efter i ham, er ­stabilitet. En vej til et trygt hjem. Måske er der forventningskludder i min kærlighed, og måske er der ingen anden klokkeklar konklusion end den helt konkrete: At jeg springer ud af tosomheden og lander som hende på 36 år uden mand og børn. Hende som får styr på sit eget ­tapet helt selv. I mit hjem vil jeg vokse mig en kæmpestor rod, ligesom jeg håber, at de ­klematisser, jeg har plantet på altanen, vil gro fast til gelænderet – klamre sig ­stædigt fast over vinteren og sprudle igen til næste forår og sommer. Når liv går ud ad døren, må man plante nyt. Jeg vil skabe min egen base, hvor venner og veninder kan komme og gå. Hvor ville i går have været umulig uden båndene til dem.

For et par uger siden var jeg til et foredrag, hvor vi først skulle vælge fem identiteter, f.eks. mor, bror, religiøs, bogholder eller linedanser. Bagefter skulle vi kun vælge tre og så en. Øvelsen gik på, at det blev sværere og sværere, når man kun måtte være én ting, for hvad skulle man så reducere sig selv til? Tankeeksperimentet virkede ikke efter hensigten, for først og fremmest tænkte jeg "ven". De andre fire muligheder sidder jeg stadig i skrivende stund og pusler med. Der dukker hele ­tiden flere og nye muligheder op. Ven giver aldrig slip.