Ena Spottag: “Folk bliver overraskede over, at jeg i virkeligheden er genert”

Hvornår har du været mest bange?
– En veninde og jeg gik engang ind i et hus, der var ved at blive bygget i Den Gamle By i Aarhus, midt om natten. Pludselig kunne vi bare høre alle mulige lyde, som om der gik folk rundt over det hele, og jeg tror, vi begge to fik kørt hinanden op, så vi flygtede ud. Det var rædsel på gyserfilmsmåden, hvor jeg tænkte, okay, nu ender jeg mine dage i Den Gamle By. Bagefter lå jeg bare og grinte.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at ­tænke på?
– Det var nok, da jeg kom ind på skuespillerskolen. Før det havde jeg sådan en fornemmelse af, at jeg ikke ­passede ind nogen steder. Virkelig sådan en bitter pige, der rendte rundt og tænkte, åh der er nok ikke nogen, der vil noget med mig. Jeg har aldrig følt, jeg hørte til i et system, før det skete, så det, tror jeg, har ændret min indre lettere destruktive anarkist til måske at blive lidt systemnysgerrig.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et lille ar på min højre kind. Jeg har nok været fem år og var oppe at klatre i et træ. Da jeg kom derop, sad der en stor, fed, rød kat og ventede på mig på en gren, og den syntes ikke, at det træ var stort nok til os, så den flænsede min kind og væltede mig ned fra træet. Når man er så lille, så er en stor rød kat altså nærmest en tiger, og jeg føler virkelig, jeg har battle scars fra et møde med en tiger.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest og ­hvorfor?
– Pippi Langstrømpe. Hun er så selvstændig og ikke afhængig af, at nogen skal fortælle hende, at det kan man ikke, når man er pige. Hun er pissedårlig i skolen, og da jeg var lille, havde jeg en oplevelse af, at det måtte man ikke helt være, når man var pige. Jeg ville også ­hellere ud på eventyr, og på en måde følte jeg, det var okay, fordi Pippi var det værre, men også det bedre. Hun er virkelig sej, og det synes jeg stadig, hun er. Jeg er måske desværre bare blevet lidt for meget en voksen-Pippi. Hun er så uafhængig af andre ­mennesker, at hun jo også er lidt ensom, og det kan jeg også godt relatere til.

Hvad er den mest ­mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Jeg har sådan et billede af, at mine forældre og jeg sejler i kano, og pludselig bliver det tordenvejr, og så pakker min far mig ind i mit meget varme bamsesengetøj, og der bliver trukket en presenning hen over mig. Så ligger jeg bare derinde, imens det regner. Den der fornemmelse af at mine forældre kæmper for min overlevelse ­samtidig med, at jeg bare ligger og har det som blommen i et æg, husker jeg meget tydeligt, som et både meget trygt og meget dramatisk minde. Jeg har været tre eller to et halvt måske.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
– Jeg oplever tit, at folk bliver overraskede over, at jeg i virkeligheden er genert og ikke sindssygt god til mennesker. Jeg kan være god til mennesker, men jeg er også meget skrøbelig og har egentlig et ret stort behov for at være alene.

Hvilket politisk emne kan få dig helt op i det røde felt?
– Klima. Jeg synes det er det ultimative billede på, at det, der er blevet vigtigt for os, er ­penge og ikke at passe på ­hinanden og vores jord. Det gør mig ­simpelthen rasende, for jeg synes det er vigtigere, man ­passer på det, der er dyrebart. Da jeg var lille, havde jeg en trøje, hvor der stod "Pas på min jord, til jeg bliver stor". Hver eneste gang jeg ser billeder af mig i den trøje, tænker jeg: Det gjorde de sgu ikke. 

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

LÆS OGSÅ: Sarah-Sofie Boussnina: “Tilstedeværelse er nøglen til lykke, hvis du spørger mig”

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”