Er du med på at købe en stripper?

KLUMME: Et spørgsmål, jeg aldrig havde troet, at jeg skulle få, fik jeg pludselig stillet for et par uger siden. En god ven holdt fødselsdagsfest og hans kammerat skrev til mig for at høre, om ikke vi skulle splejse til en stripper. Jeg har splejset til mange ting i mit liv. Taxaer, flasker i byen og salat-pizzaer dagen derpå. Men jeg har aldrig nogensinde splejset til en stripper. Og jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle komme til det.

Men hvad svarer man, når ens gode ven foreslår, at man lige køber en kvinde til at smide tøjet? Jeg blev først en smule chokeret. Når man selv dyrker tosomheden og hellere drikker sort kaffe i sofaen end vodkasjusser i byen, så forestiller man sig ligesom ikke, at man behøver forholde sig til strip.

LÆS OGSÅ: Alexander er morgenbollefyr: "Jeg kan godt lide at være over stregen"

Jeg har faktisk aldrig set et stripshow. Jeg kender heller ikke nogen, der har. Er det bare mig, der er umoderne? Er stripshows normalt? Er det sådan noget, man gør, når man er in? Lige drikker en latté og tager til strip, før man skal til yoga kl. 17.00?

Jeg anede ikke mine levende råd. Skulle jeg svare ja? Eller nej tak? Spørgsmålet var ikke kun, om jeg var hip eller umoderne. Det handlede også om, hvordan jeg var en ordentlig kvinde. For kan man som moderne kvinde i det 21. århundrede, feminist og ligestillingsorienteret virkelig hyre en kvinde til at strippe for sig?

Det var svært. For selvom jeg på den ene side virkelig ikke synes, at jeg som erklæret feminist kunne retfærdiggøre at købe en kvinde til et stripshow, så gad jeg heller ikke være hende den kedelige i venneflokken. Hvis alle andre til festen gav en stripper, skulle jeg så virkelig være snerpen, der kom til festen med et eller andet kedeligt fra Magasin eller et stenet gavekort på en brunch?

Min bolle-bagende stripper

Fandme nej. Jeg besluttede mig for at være ung og frisk og en del af kliken. Naturligvis skulle jeg være med til at købe en stripper til min gode ven.

Jeg var spændt. Hvordan gjorde man det? Var der et katalog? Slog man op på de bageste lyssky sider i Ekstra Bladet? Skulle man krydse nogle felter af på en hjemmeside, om man var mest til lyshårede eller brunetter? Men ak. Min ven havde en meget bedre idé. Han havde snakket med en prostitueret online, der kunne gøre det for det halve. Hun talte ikke dansk og kun gebrokkent engelsk, men hun skulle være frisk på det hele. Ifølge min ven var der kun et altoverskyggende dilemma ved at vælge hende: Vil hun være dygtig nok til stripshow, når hun bare plejede at dyrke sex?

Seriøst? Er det det altoverskyggende dilemma? Umiddelbart kan jeg komme på en del andre ret større altoverskyggende dilemmaer. Først og fremmest om hun er en handlet kvinde? Om hun gør det af egen fri vilje? Om hun bliver holdt illegalt i Danmark og brugt som sexslave for at tjene penge til sin alfons?

Men nej, det var ikke det, de andre var bekymret for. Det var, om det strip, hun kunne levere, var af god nok kvalitet. Mit moralske kompas flakkede fortvivlet. Jeg kunne vel for helvede ikke være en god feminist og så købe en muligvis handlet kvinde til et stripshow? Så var det vel trods alt bedre med det kedelige brunch-gavekort?

Heldigvis blev de andre enige om, at man ikke skulle gå ned på kvalitet, når det handlede om strippere. Så hellere en professionel, der var lidt dyrere. Gud ske tak og lov, at venneflokkens sans for kvalitet reddede mig fra at skulle betale til en handlet kvinde. Så kunne jeg alligevel være med.

Og da vi først var blevet enige om det, tog det ikke lang tid, før vi fandt den helt rigtige. Hun var så smuk. Ben, der voksede ind i himlen, langt mørkt hår, der slangede sig vildt om hendes kønne ansigt, og de smukkeste brune øjne. Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at vide, hvem hun var. Så jeg googlede hende. Og her vil jeg bare lige lande et godt råd til fremtidige strip-købere: Lad for guds skyld være med at google din stripper!

Jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde fælles venner på Facebook, at hun var mor til en lille dreng, og at hun som mig var meget engageret i politik. Jeg så hendes opslag om irriterende stalkere, barnets fødselsdag, og hvad hun havde stemt den 3. december om retsforbeholdet. Og pludselig blev det meget mærkeligt at tænke på, at jeg skulle se hende smide tøjet. Hun var gået fra at være en professionel, jeg ikke kendte, til at være en hjertevarm mor med politisk engagement og hjemmelavede boller på sin søns fødselsdag. Hvordan fanden kunne jeg se hende strippe nu?

Ildfakler og bodylotion

Stripper-aftenen oprinder. Da hun ringer på, er det ikke mig, der åbner døren. Men jeg er så nysgerrig, at jeg lister ud i gangen for at lure på hende. Hun har allerede smidt jakken og er i gang med at tjekke, at nylonstrømperne sidder, som de skal. Hun ligner en million. Ligeså flot som på billederne med sit store brune hår og hvepsetalje. Hun kigger op, og vi får øjenkontakt. Hun smiler og siger hej, og hun virker bare så sød. Jeg har lyst til at invitere hende på en kop kaffe på en lille café ude i byen, hvor vi bare kan snakke om alt og ingenting, og hun kan fortælle mig om sit liv og sin søn og alle de valg, hun har truffet i livet.

Men jeg inviterer hende ikke på kaffe. I stedet står jeg bare dumt og glor på hende i den mørke gang som en eller anden idiot. Hun lukker døren for at gøre sig klar til showet, og jeg går ind og sætter mig i stuen.

Lyset slukkes. Musikken skrues op, og hun træder ind ad døren i høje hæle, en kort sort nederdel og en stram top med udsigt til den vildeste kavalergang. Da hun sætter sig overskrævs på fødselaren og sutter på hans fingre er showet ligesom i gang.

Alle hujer og fødselaren griner fjoget. Han ser lidt utilpas ud, som han sidder der på stolen kun iført underbukser, mens verdens smukkeste kvinde giver ham en lapdance og hælder bodylotion ned af hans krop. Han ser dog endnu mere utilpas ud, da hun finder en pisk frem og binder den om halsen på ham. Da hun får ham ned på alle fire som en lille hund og går en tur rundt med ham i lokalet, hujer vi andre os hæse.

Pludselig finder hun et par fakler frem fra tasken og tænder dem. Gnistrende orange flammer står op fra træet, og hun danser vildt rundt i stuen, mens hun smider endnu mere af tøjet og kaster rundt med faklerne, så røgalarmen er lige ved at gå i gang.

Til sidst er alt tøjet på nær trusserne væk, og da de også ryger, kan vi næsten ikke være i vores kroppe mere. Vi rejser os og hujer og klapper. Hun bukker og smiler og bakker langsomt ud af lokalet, mens hun napper sine trusser og BH op fra gulvet.

Fødselaren er ør i hovedet, og vi andre banker ham på ryggen, mens vi hælder shots i ham og fortæller ham, hvor godt det så ud. Jeg finder et klud og tørrer bodylotion op fra gulvet.

Jeg ser hende slet ikke gå, men pludselig kan jeg høre døren smække. Ud ad vinduet ser jeg hende starte bilen og køre væk. Jeg tænker på, om hun er på vej videre til et nyt show, eller om hun skal hjem til sin søn. Måske skal hun bage boller eller skrive en politisk opdatering på Facebook?

En lidt for god stalker

Dagen derpå har jeg tømmermænd. Både fysiske og moralske. Jeg føler mig ikke særlig in eller moderne, selvom jeg har både købt og betalt et stripshow og per definition burde føle mig som en rummelig kvinde.

For sandheden er, at jeg ikke er rummelig. Selvom stripperen var fantastisk, og det var tydeligt, at hun ikke følte sig udnyttet, så var det grænseoverskridende for mig. Jeg har åbenbart nogle hæmninger selv efter en bunke tequila-shots, og en af de hæmninger er strip. Det eneste jeg tænkte på under showet var, om hun var glad for sit job, om hun lavede andet ved siden af, og hvor længe, hun havde tænkt sig at blive ved.

Jeg ved ikke, om jeg er håbløst umoderne. Måske er jeg lidt for god til at stalke folk på Facebook? Måske er strip federe, når man ikke ved, at ens stripper også er mor, bolle-bager og engageret samfundsborger?

Eller også er jeg bare en snerpe. Og det er nogen gange også okay at være bevidst om sine egne grænser. Jeg vil så gerne være in og gå til yoga og drikke latté og være helt ok med strip. Men det er åbenbart for meget for en umoderne feminist som mig.

Så næste gang jeg bliver spurgt, om jeg vil splejse til en stripper? Så tropper jeg op med et brunch-gavekort i stedet.

LÆS OGSÅ: Fup og fakta om det syndige brød

LÆS OGSÅ: Skilt som 26-årig: Sådan kom jeg over min skilsmisse

LÆS OGSÅ: Efter 40 dates: "Jeg er blevet mere hård følelsesmæssigt"