Har du været i seng med for mange?
SPONSORERET indhold

Har du været i seng med for mange (eller for få)?

Og kan man overhovedet det? Altså have været i seng med for mange…eller for få, for den sags skyld?

Af: Mathilde Mackowski Foto: Mathilde Mackowski
28. feb. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Bare tanken om dette emne giver mig faktisk lidt svedige håndflader, og jeg kan for alvor mærke, hvordan skammen skyller ind over mig. Mig, der ellers er alt andet en dømmende hvad angår sexlyst, fantasier og samliv. Men lige præcis dette emne er på en måde meget mere skamfuldt, tabuiseret og personligt end emner som f.eks. hvordan vi giver det perfekte blowjob til vores partner, eller om vi f.eks. har en vibrator liggende i skuffen eller ej.

For mit vedkommende kan jeg mærke, at det helt klart er tanken om, hvad andre tænker om mig, hvis de kender til det antal af personer, jeg har haft helt tæt på mig, og om jeg ville blive sat i en særlig bås alt efter om mit antal-sexpartnere-tal er for højt eller for lavt i deres øjne. For hvor mange har lyst til at blive ”dømt” for at være ”hende den kedelige uden erfaring”, eller ”hende der er løs på tråden”. Hvis jeg mærker helt efter, er det særligt tanken om, hvad andre kvinder, vil synes om mig, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det sikkert også de tanke, du går rundt med? Men hvorfor er vi så bange for at blive dømt af vores medsøstre? Vi burde jo om nogen støtte hinanden, lærer af hinanden og udveksle erfaringer UDEN at dømme eller selv blive dømt.

LÆS OGSÅ: Hvor lang tid varer god sex?

Har du en knaldeliste?

I forbindelse med denne klumme blev redaktionen og jeg enige om, at vi her på ALTfordamerne.dk ville lave en lille undersøgelse for simpelthen at finde ud af, hvor mange I læsere i gennemsnit har haft sex med. Og det betød jo også, at jeg selv var ”nødt” til at fatte pen og papir og lave en såkaldt liste (man fristes til at kalde det en ”knaldeliste”, haha).

Jeg havde, som jeg forestiller mig de fleste, aldrig rigtigt holdt regnskab med hvor mange eller hvor få, jeg havde haft sex med, så det var faktisk lidt grænseoverskridende – MEN også helt vildt sjovt at lave denne liste. Jeg var bl.a. nødt til at hive fat i mine veninder og min søster for at være helt sikker på om ”alle” nu også var med på listen. Det gav virkeligt anledning til nogle grineflip, og det var i virkeligheden en ret skøn tur igennem mit (sex)liv. Så det er helt klart anbefalelsesværdigt!

Hvor mange har du været i seng med?

Vores undersøgelse her på ALTfordamerne.dk viste, at vi alle er meget forskellige, og det gjorde mig meget glad. Der er ca. 500 af jer læsere der har deltaget i undersøgelsen.

Du kan se resultatet her nedenfor.

  • 1: 10%
  • 2-5: 22%
  • 6-10: 18%
  • 10-20: 24%
  • 21-30: 11%
  • 31-40: 5%
  • +40: 6%

Er 10% af os så kedelige?

Og hænger vores antal af sexpartnere så sammen med vores viden omkring sex og vores ”evner”. NEJ det hænger ikke nødvendigvis sammen. Vi kan jo sagtens have haft den samme partner igennem hele vores liv, og aldrig rigtigt gået i dybden med vores lyster og fantasier og det samme kan gøre sig gældende, hvis vi har haft rigtig mange sexpartnere i form af one night stands. Men vores viden om os selv, vores krop, vores lyster, fantasier og erfaringer kommer til de der er åben for at spille på flere af det erotiske klavers tangenter og om vores nysgerrighed og lysten til at lege. Om det er med en partner gennem hele livet, eller flere forskellige elskere eller partnere.

Så jeg håber, at du fremover ikke dømmer hverken dine medsøstre eller dig selv – men blot deler dine sjoveste, skøreste og mest elskværdige sexoplevelser med os andre. Vi kan lære så meget af hinanden.

LÆS OGSÅ: 3 ting, du skal vide om hans...