Har vi fri abort i Danmark?



Torsdag den 16. august 2012 kører Katrine og Anders rundt i en afkrog af Kastrup Lufthavn, de aldrig før har været i. Det er mørkt, og klokken er 23 om aftenen. De gør holdt i Cargo-området, det danske knudepunkt for luftfragt, og får til gengæld for en papirkvittering udleveret en lille papkasse på 50 gange 40 cm. Den er kommet hele vejen fra England. For en sikkerheds skyld åbner de straks papkassen, og nede i den ligger en lille egetræskiste med et skilt: Baby Eriksen. Den er flot. Og respektfuld. Inden i kisten ligger deres lille datter, som de efter svære overvejelser har fået fjernet i England forrige uge. Katrine sidder på passagersædet med kisten på skødet, indtil de når frem til Herlev Hospital. Her skal deres datter gentestes, så der endelig kan stilles en klar diagnose. For det var lige præcis, hvad de manglede tidligere i graviditeten. Alle scanningsbilleder viste en lille pige med deforme knogler, og lægerne gisnede om et barneliv i smerter og kørestol. Men lidelsen var så sjælden, at lægerne ikke kunne nå at finde en diagnose i tide, inden den danske abortgrænse var passeret.

En klar grænse

Når en gravid kvinde er 11 uger henne i sin graviditet, kan hun få en abort. Uden videre. Det kan være, hun skal på en jordomrejse. Det kan være, at karrieren ikke harmonerer med babyskrål. Eller det kan være, at faderen ikke er den rigtige. Årsagen er ligegyldig, og hun er ikke forpligtet til at give en forklaring. Men blot en uge senere er sagen en anden, for ved udgangen af 12. graviditetsuge stopper det fri valg. Ugen efter – i 13. graviditetsuge – ligger nakkefoldscanningen, og otte uger senere misdannelsesscanningen. Finder en kvinde her ud af, at hendes kommende barn fejler noget, må hun ikke længere selv bestemme, hvad konsekvensen skal være. Ønsker hun en abort, skal hun søge tilladelse hos en af regionens abortsamråd, h

vor et råd af tre fagpersoner vurderer sagen. I 2011 søgte 441 kvinder om abort efter 12. graviditetsuge på grund af "faren for, at barnet ville blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse," som det hedder i abortsamrådenes fælles årsstatistik. 10 kvinder fik afslag. I s

å

danne sager lever nogle videre med beslutningen og gennemfører graviditeten med det barn, de formoder er handicappet, mens andre tager til udlandet og får en abort. Katrine og Anders gør det sidste.

Først uddannelse – så børn

De kysser hinanden for første gang på diskotek IN i København for syv år siden. De vælger den fornuftige løsning: først uddannelse og et godt, økonomisk fundament – så børn. Så Katrine uddanner sig til socialrådgiver, mens Anders arbejder som automatikfagtekniker, og i marts sidste år – da de begge er færdiguddannede og har faste job – bliver Katrine gravid. Hun husker stadig, hvordan hun kan høre lyden af sit eget hjerte banke, da hun ser de to streger på graviditets-testen en lørdag morgen. Nakkefoldsscanningen i juni tyder på, at alt er godt, men ved misdannelsesscanningen den 10. juli – i 20. graviditetsuge – sker der noget uventet. – Det, der er af arvelighed i vores familier, er astma og allergi, så jeg havde indstillet mig på, at jeg skulle ind og se den her lille, raske baby og have kønnet at vide, siger Katrine. Scanningen afslører, at det er en pige. Men til sidst studser jordemoderen over noget. Hun peger på fosterets højre lårbensknogle, som er buet og tykkere end den anden, og lægerne forklarer, at det muligvis kan være tegn på dværgvækst eller Downs syndrom. Det er sommerferie, så overlægen har susende travlt og kan først kigge nærmere på sagen tre dage efter.

– Pludselig var det mindste, at det var en lille pige – denne her deforme knogle havde overtaget alt. Allerede samme aften begyndte vi at debattere, hvor slemt et handicap skal være, før livet er for uværdigt, siger Katrine.

LÆS OGSÅ: Derfor falder fødselstallet

Korte rørknogler
Tre dage efter bliver der taget en fostervandsprøve i håb om at kunne stille en diagnose. Lørdag den 28. juli – en uge og fem dage senere – går grænsen for dispensation til sen abort i Danmark, så det er afgørende, at svaret kommer hurtigt. Grænsen for dispensation til sen abort i Danmark går ved den 22. graviditetsuge, men lider et barn af en genfejl, kan det tage flere uger, før testresultater kan bestemme en klar diagnose. Og netop en klar diagnose er nødvendig for, at de regionale abortsamråd kan give tilladelse til en sen abort.

Mens parret venter på et resultat, bliver Katrine scannet igen. Lårbensknoglen er blevet endnu mere kroget – det ligner en lille hestesko, tænker hun. Den anden lårbensknogle er nu også begyndt at bue, og generelt er alle rørknogler i barnets højre side kortere end i venstre, og lægerne er i tvivl om, om den ene overarm er brækket. Samtidig er fostret 22 procent mindre, end det burde være på dette stadie af graviditeten. Ingen kan forklare, hvad der nøjagtigt er galt, men scanningerne tyder på, at deres datter kan lide af en sjælden form for dværgvækst med ekstremt skrøbelige knogler, der kan knække ved det mindste og vokse skævt sammen. Fordi hun er så lille, er der samtidig risiko for, at hun vil dø inden fødslen. Intet peger entydigt i én retning, men én ting er sikkert: Barnet er udvikler sig ikke, som det skal.

Da Anders ved en af scanninger spørger, hvordan et foster egentlig kan trække vejret inde i moderkage og fostervand, filmer lægen barnets ansigt, og i dét sekund gaber den lille pige. – Så slog et lyn ned fra en klar himmel for mig, og jeg tænkte: Jeg skal kraftedeme være far! Der ramte det hårdt, for vi stod i det her sindssyge dilemma: Skal vi lade det leve – formentlig til et liv i smerter og kørestol – eller skal vi slutte her og prøve igen? Den var eddermame svær, husker Anders.

Forældrenes valg
Det er et problem, mener nogle, når samfundet tilbyder undersøgelser, som den gravide ikke selv må drage konsekvensen af. Andre mener, at grænsen er velafbalanceret. Det gælder blandt andre Jacob Birkler, formand for det Etiske Råd, som flere gange har drøftet spørgsmålet med de øvrige rådsmedlemmer og behandlet det i politiske redegørelser og udtalelser:

– Jeg kan da godt følge dét, som, nogle mener, er inkonsekvent: at man tilbyder nogle undersøgelser efter en grænse, hvor man så eventuelt alligevel nægtes adgang til at kunne tage den fulde konsekvens af undersøgelsen. Men vi skal også huske, at de undersøgelser, man tilbyder, også kan være med sigte på behandling – og ikke nødvendigvis abort. Jo længere, vi kommer frem i graviditeten, jo tungere vejer hensynet til fostret, siger Jacob Birkler.

Ann Tabor er professor på klinik for føtalmedicin på Rigshospitalet, hvor hun blandt andet laver ultralydsscanninger af gravide og behandler syge fostre. Hun mener, at det må være op til forældrene selv at vurdere, hvornår handicappet er alvorligt nok.

– Har de har sagt ja til at blive screenet, skal de også kunne sige ja til at afbryde graviditeten, hvis der er noget galt. Forældreparret er fuldt ud i stand til at beslutte, om de ønsker at fortsætte en graviditet, når der er fundet noget unormalt. Det er trods alt dem, der skal leve livslangt med det handicappede barn. Samtidig er forældres grænser for, hvad, de synes, er for alvorligt et handicap, forskellige, og derfor må der tages individuelle hensyn, siger hun. Et spørgsmål om abort efter 12. graviditetsuge skal stilles til et af de fem regionale abortsamråd, og dét, mener Jacob Birkler, er en fornuftig løsning:

– Det afgørende er, at vi møder og lytter til forældrene. Men er det forældrene, der frit bestemmer, må vi give tilladelser til provokeret abort begrundet i selv små handicaps og normalafvigelser. En ændret abortgrænse vil kun tilgodese de sjældne tilfælde uden af vægte det generelle hensyn.

Læs videre på næstes side. Debat med de nærmeste
I dagene op til abortgrænsen søger Anders og Katrine råd hos både venner og familie. Der er stadig intet svar på prøven, og de har brug for at dele dilemmaet med andre. Igen og igen kigger de på scanningsbillederne, og vurderer dem sammen med venneflokken, der blandt andet består af sygeplejersker og en jordemor.

– Vi vendte alle scenarier: Kan man rette benene ud, kan man ikke rette benene ud? Vil ryggen give efter? Hvilken slags liv vil det blive for barnet? Og for os? Hvilke følgehandicap vil der være? Måske var der også noget galt med hjernen. Vi researchede helt vildt, og billedet af en to-årig i kørestol var svært at forlige sig med, siger Anders.

– Det var den mest kaotiske periode i mit liv – fuld af frustration og store tanker, for abortgrænsen nærmede sig, og så længe, der ikke var en klar diagnose, var abort ikke en mulighed. En læge, vi kender privat, sagde til os, at det var forrykt, at vi ikke kunne få abort, fordi barnet ikke så sundt ud. Fordi vi ikke havde noget konkret at forholde os til, stak mine tanker af i alle afkroge. Mit instinkt sagde: "Jeg vil gøre ALT for den her lille pige." Jeg havde mærket sparkene indeni, og vi havde set hendes ansigt på scanningerne, men jeg måtte også spørge mig selv, om det var et værdigt liv for min datter, siger Katrine.

Fredag den 2. august træffer parret den endelige beslutning: De vil have en abort.
Lige til det sidste har de håbet på, at prøvens resultater vil komme inden den danske abortgrænse, men det sker ikke. Så selvom der ikke foreligger en diagnose, søger de i et spinkelt håb abort i Danmark.

– Vi var nødt til at prøve at sætte vores lid til systemet, men vi fik senere samme dag afslag med den begrundelse, at der manglede en diagnose. Jeg blev harm ved tanken om, at for eksempel alkoholiserede forældre, der ventede raske børn, måtte få abort, også selvom de 22 uger var passeret. Mens vi, der stod med et barn, som tydeligvis fejlede noget, fik afslag, siger Anders.

Et fremmed sundhedsvæsen
Nu skal der handles hurtigt. Anders og Katrine ser ingen anden udvej end at rejse til England, hvor grænsen for fri abort udløber i uge 24.

– Lige fra vi besluttede, at vi ville have aborten og havde fået afslag i Danmark, var vi alene. Jeg ville ønske, at nogen i Danmark måtte rådgive i sådan en situation – henvise til udenlandske klinikker, hvor indgrebene foregår på en ordentlig måde, og svare på alle vores spørgsmål, for man kan ikke rumme så meget i en så sårbar situation. Vi følte os helt vildt svigtet af det danske system. For når sygehusvæsenet ikke må rådgive, hvad er så tilbage? Det er Google, siger Katrine.

Over internettet booker de en tid til en abort hos en klinik i det indre London. Indgrebet vil strække sig over flere dage, så de skal også finde et sted at bo om natten – det bliver et lille hotelværelse til overpris, fordi det falder sammen med Londons OL-uge.

– Jeg vidste, før vi rejste af sted, at jeg ville have barnet med hjem til Danmark. Hvis min lille pige skulle hives ud af mig, så ville jeg også vide, hvor hun var. Det fyldte så meget, at jeg skulle passe på hende, siger Katrine.

Det rejser endnu flere spørgsmål som: "Hvordan fragter man et lig fra England til Danmark? Skal det have et pas? Hvad med balsamering? Vil almindelige flyselskaber transportere en kiste?"

Efter kaotiske timer med kontakt til embedslæger og ambassader rejser Anders og Katrine til England.

LÆS OGSÅ: Danske kvinder føler sig pressede

Abnorme børn
Modsat formanden for etisk råd mener Ann Tabor, professor på klinik for føtalmedicin på Rigshospitalet, at det ville være hensigtsmæssigt at hæve abortgrænsen:

– Det ville løse mange problemer, at det fri valg lå ved 14 uger. Så når man selv at kunne tage stilling til et eventuel negativt resultat ved nakkefoldsscanningen, langt størstedelen af kromosomfejlene og misdannelserne ville være opdaget, og det ville være helt op til forældrene selv at vurdere, hvor stort et handicap de vil sætte et barn i verden med. Grænserne er selvfølgelig flydende, og det kan være svært at forsvare en abort af et barn, der eksempelvis mangler en underarm. Vi ønsker os jo alle at få et perfekt barn, men samfundsnormen siger, at der skal være en diversitet, og så stiller forældrene sig jo spørgsmålet: "Men er det os, der skal have de abnorme børn, for at samfundet kan beholde den diversitet – eller er det kun naboen?" Jeg mener, det er forkert, at det er op til få personer at træffe så eksistentielle valg på vegne af forældre, som sikkert efter svære og modne overvejelser har besluttet sig for noget andet.

Håber, hun tilgiver.
Det er tirsdag den 7. august i London. Abortklinikkens venteværelse er udstyret med et lille tv og plastikstole, og sygeplejerskerne er klædt i farvede kitler som i amerikanske serier. "Nu er det nu," tænker Katrine, da hun bliver vist ind i et af klinikkens omklædningsrum med en Ikeapose og en operationskittel. "It's hard," siger hun til sygeplejersken, som kvitterer med et, "Sometimes life is hard," idet hun trækker gardinet for.

– Da gik jeg fuldstændig i baglås og væltede tudende ud til Anders i venteværelset og sagde, "Hvis vi skal ombestemme os, så er det nu." Men vi kom frem til, at det skulle vi ikke. Vores lille pige stod til at få et – i vores øjne – uværdigt liv. I de dage græd jeg konstant. Jeg tudede og tudede, indtil jeg troede, at jeg ikke havde mere væske i kroppen, men så tudede jeg lidt mere, siger Katrine.

En nål går igennem hendes maveskind og giver barnet en dødelig kaliumchloridsprøjte. Næste morgen bliver hun ført ind i et rum med klinker på væggene, og derfra husker hun ikke mere om abortindgrebet. Samme aften skriver hun i sin dagbog:

"Den altomfattende følelse af sorg og et enormt savn ligger ud over min forklaringsevne, jeg må affinde mig med min beslutning om at ende mit eget barns liv og efterfølgende lade lægerne skære hende ud af mig i 1000 små stykker. Vi får aldrig vores smukke, lille pige at se. Jeg vil aldrig kunne undskylde nok for, hvad jeg har gjort ved min datter, men håber blot, at hun tilgiver mig og forstår, at jeg gjorde dette for at skåne hende fra et liv med krogede knogler, smertefulde operationer og en konstant bevidsthed om at være anderledes..."

Tilbage i Danmark
To dage efter aborten flyver parret tilbage til Danmark, og en uge efter kan de hente resterne af deres datter i en kiste i Kastrup Lufthavn. Kisten afleverer de på hospitalet og kan så kun vente på, at lægerne i ro og mag finder en diagnose. Da de tre måneder senere står i Bauhaus, ringer Katrines mobil: Diagnosen er Osteogenesis Imperfecta – en sjælden genetisk sygdom, som giver øget knogleskørhed, skeletdeformitet og hyppige knoglebrud. Sygdommen kan komme i flere variationer: Nogle børn overlever ikke fødslen, fordi brystkassen vil knække under presset, og i andre tilfælde, er knoglerne så skrøbelige, at benet kan knække under bleskift.

– Da jeg senere hentede vandrejournalen, sagde en læge med kendskab til sygdommen, at hun syntes, vi havde truffet det rigtige valg, for et liv med den diagnose vil typisk være et liv i smerter lige fra fødslen. Det var på en måde dejligt at blive bekræftet i vores valg, siger Katrine.
Parret mener, at den danske grænse for fri abort skal rykkes frem til uge 14, så man selv kan nå at tage konsekvensen af nakkefoldscanningen ved misdannelser.

– Og så burde en diagnose ikke være et krav for en sen abort. Hvis du kan se deformiteter på scanningsbillederne, skal du frit kunne vælge abort eller ej, siger Anders.– Vi har senere fået at vide, at vi med denne diagnose i hånden havde fået tilladelse til abort lige på stedet. Det er en ærgerlig følelse. Jeg tænker stadigvæk: Hvad nu, hvis der bare var én læge, der dengang havde fået mistanke om denne her sygdom og skrevet den ind i abortansøgningen? siger Katrine.

Et nyt liv
I dag er en stor dag. For Katrine er blevet gravid igen, og hun og Anders var i eftermiddags til den misdannelsesscanning, som i sidste graviditet viste, at noget var galt. Nu sidder de i huset i Ballerup med scanningsbilledet af en lille dreng, som efter alt at dømme er sund og rask.

– Der er sket meget med os som mennesker: Du får et nyt perspektiv af at have gjort dig så store, tunge tanker om etik og liv og død, siger Katrine.

– Jeg kan stadig tænke: "Hvorfor skulle det lige ske for os?" Vi havde efter svære overvejelser truffet en beslutning om abort, men vores skæbne blev lagt i hænderne på andre. At rejse til udlandet for at få en abort er ikke en beslutning, man skal tage, fordi det virker nemt eller belejligt – det er noget, man vælger at gøre som sidste udvej i en ellers håbløs situation.

LÆS OGSÅ: Danske mødre føler sig pressede af dagsinstitutioner