Helle Thorning-Schmidt
Foto: Lars H. og Sisse Stroyer.
ALT for damerne

Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

Hvor går man hen, når man ikke længere er statsminister? Man cykler lange ture i sin by, gennemlever følelsen af ­tomhed og kaster sig over nye meningsfulde eventyr. Helle Thorning-Schmidt, den ­internationale direktør for Red Barnet, nyder sin nye anonymitet i London, hvor hun både kan kæmpe for verdens børn og dyrke det helt nære – sit ægteskab.

Af Karin Gråbæk 10.jan.2017 Livsstil

Når Helle Thorning-Schmidt tager undergrundsbanen, i daglig tale The tube, fra sit hjem i det nordvestlige London, kan den høje, blonde kvinde glide ind mellem slentrende turister og hektiske londonere uden at blive genkendt. Medmindre selvfølgelig hun støder på en dansker. Efter skuffelsen over, at hun ikke blev genvalgt som statsminister, har hun taget hul på et nyt udfordrende og langt mere anonymt liv i den britiske ­metropol, nemlig som direktør for Save the Children (Red Barnet) globalt.

Selvom hun faktisk flere gange har skabt overskrifter i ­engelske aviser – ikke bare med den verdensberømte selfie med Obama, men også som den ene del af et europæisk politisk powerpar. Da Stephen Kinnock førte valgkamp, kunne journalisterne ikke helt komme sig over, at hans kone, der på det tidspunkt var den første danske kvindelige statsminister, var så meget nede på jorden, at hun selv vaskede sit tøj.

– Det er jo også usædvanligt. Jeg er nok en af de statsministre i verden, der har levet det mest almindelige liv. Jeg har jo altid levet et liv med meget tæt forbindelse til mine børn, almindeligt husligt arbejde og boet i eget hjem... Det har nok også gjort det nemmere at vende tilbage til et normalt liv, siger hun efter en hurtig rundvisning på Save the Childrens hovedsæde midt i London. Kontoret ligger lige bag National Gallery og Trafalgar Square og tæt på House of Commons, hvor hendes mand er parlamentsmedlem for arbejderpartiet Labour. Det er langtfra første gang, at de to har ­fået et nyt job og ny adresse. Men denne gang har det været en noget større omvæltning og efter en periode med tomhed. For hvor går man hen, når man har stået i spidsen for et helt land?

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Det rigtige match

Fra mødelokalet er der udsigt over en masse dedikerede hoveder foran computerskærme og skriveborde stuvet sammen. Lige på den anden side står den tidligere toppolitikers hvide skrivebord flankeret af et par ekstra sko. Hun har ikke eget kontor, men et mødelokale, hvor hun kan trække sig ­tilbage. Der er ikke nogen prangende mahogniborde her i foretagendet, hvor en af hendes største opgaver netop er at sikre, at Red Barnets penge bliver brugt til den rigtige hjælp til flest muligt børn. En opgave udfordret af, at de næsten udelukkende arbejder i verdens brændpunkter, krigszoner, slumkvarterer og områder, hvor normale demokratiske spilleregler og respekt for menneskerettigheder for længst er forsvundet eller aldrig har eksisteret.

– Jeg var så glad, da Red Barnet tog kontakt. Vi talte sammen et stykke tid, og da jeg begyndte at få indsigt i, hvilket arbejde vi gør i hele verden, og hvilken stor organisation det er, virkede det mere og mere som det helt rigtige match. Jeg er faktisk glad for, at jeg ikke fik opgaven som FN's flygtningehøjkommissær. Det her giver så meget mening, og i forhold til mit private liv er det meget bedre. Det er simpelthen så rart at bo her i London sammen med Steve. Vi kan mødes efter arbejde og spise aftensmad sammen, jeg kan smutte over i Westminster, hvis han skal stemme sent, og vi kan gå en tur sammen. At bo sammen i hverdagen og snakke om, hvad dagen har bragt, det må jeg sige har været meget, meget positivt. Det er en stor glæde i min hverdag.

Lige siden parret mødte hinanden, mens de begge tog en ­Master i europæiske studier på Europa Kollegiet i de ­spæde 90'ere, har deres dagligdag ikke fulgt fortællingen om den gængse kernefamilie. I flere lange perioder har de ikke haft samme bopæl i hverdagene, hvilket har givet anledning til en del skriverier. I et interview fortalte Stephen Kinnock en gang, at deres venner joker med, at afstanden har været med til at holde dem sammen.

– Det tror jeg helt sikkert. Det er blevet en del af vores ­måde at være sammen på. Vi har bestemt ikke valgt en ideel måde og har på nogle måder ikke et ideelt ægteskab. Men det har nok været en del af vores krydderi, at vi har oplevet så mange forskellige ting og deler så mange interesser. Det er jo det ­gode ved at have været sammen i så mange år. Folk har tit indtryk af, at vi sidder og ­taler om alvorlige ting dagen lang. Det gør vi så ikke. Vi taler mest om de helt nære ting. Børnene, familien, hverdagen, og hvad vi skal lave næste weekend. Men selvfølgelig har vi også en lang on-going samtale, som nu snart har spundet sig over 25 år, om ­politik og verden. Men det er bestemt ­ikke sådan, at vi sidder og taler om ­politik ­hele tiden. Det ville være virkelig, ­virkelig kedeligt, siger hun med den karakteristiske ­glade, men ­også kontante klang.

Efter mange år i hvert sit land har Helle og Stephen nu mulighed for at mødes efter job på en hverdag og spise aftensmad sammen.

Hun er meget direkte, og selv efter 20 år ­på den internationale arena forbliver hun meget dansk på ikke mindst det punkt.

– Den måde jeg er på, er den samme uanset, hvor jeg er henne. Jeg er mere direkte end de briter, jeg arbejder sammen med. Men jeg er også en meget uformel person. Det var jeg også som statsminister. Jeg er den samme nu, som jeg var som statsminister og formand for Socialdemokraterne.

Savner sine piger

Mens hun glæder sig over igen at bo sammen med sin mand, er begge døtre til gengæld ikke flyttet med til London. ­Deres ældste Johanna (20) går på universitet i Cambridge og den yngste Camilla (17) tager en international studentereksamen i Italien.

– Den lille sorg i min tilværelse lige nu er, at mine børn er blevet så store, at de er alle mulige andre steder end sammen med mig. De er optaget af at leve deres liv, møde nye mennesker og lære nyt, og det er jo en fantastisk fin ting. Men jeg savner at være fysisk tæt på dem i hverdagen og ringer alt for tit til dem. Jeg tror, jeg har Empty Nest Syndrome. Steve og jeg må acceptere, at vores børn snart er voksne. Nu må jeg bare glæde mig til at få børnebørn, ler hun og afbryder sig selv og viser en billedcollage på mobilen.

– Nu skal du se, hvor nostalgisk jeg er. Inden Camilla rejste til Italien, samlede jeg de her billeder fra forskellige aldre. Så kan jeg sidde og kigge på hende og tænke " hvorfor er hun ikke bare tre år, lille og sød endnu".

– Men jeg er også utrolig stolt af dem. At de siger ja til ting og tør kaste sig ud i nye ting. Det har nok været den generelle tankegang i vores familie. Vi har egentlig altid – uden at tale så meget om det – sagt ja til nye udfordringer, også selvom det bringer os i nogle situationer, hvor hele tilværelsen skal ommøbleres, og vi ikke helt har vidst, hvordan det skulle fungere i dagligdagen. Nogle gange har det været helt forfærdeligt, men ofte er det jo gået rigtigt godt.

LÆS OGSÅ: Peter Aalbæks ny mission: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

Vejen ud på sidelinjen

Evnen til at se nye muligheder og være ærlig over for sig selv fik hun brug for, da hun måtte overlade statsministerstolen til Lars Løkke.

– For at bruge et lidt højtravende udtryk var jeg utrolig glad for at tjene mit land og danskerne. Men da det ikke kunne lade sig ­gøre at fortsætte som statsminister, vidste jeg også, at jeg ikke skulle fortsætte med at ­være formand for Socialdemokraterne. Jeg ville godt have haft en længere periode som statsminister, men sådan skulle det ­ikke være. De poster har man kun til låns. Det har jeg hele tiden haft med i tankerne.

Men en ting er at være forberedt i tankerne, noget andet er at stå i situationen. Og ­lige da hun stoppede, havde hun ikke ­specielt mange gode planer om, hvad der så ­skulle ske.

– Jeg var da både ærgerlig og ked af, at det ikke var lykkedes. Det er en meget stor ændring af ens tilværelse, når man ikke længere er statsminister. Fra den ene dag til den anden er det helt slut. Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse, som jeg skulle igennem. Jeg accepterede at være i den tristhed, men besluttede også ret hurtigt at komme videre.

Det første hun gjorde var at få repareret familiens cykler, så hun kunne cykle rundt i København. Noget hun ikke havde gjort så meget i de knap fire år som regeringsleder.

– Jeg kunne selv gøre meget for at komme ud på den anden ­side f.eks. ved at cykle rundt i København, opdage nye cykelstier og steder i min egen by, hvor jeg aldrig havde været, gå til nogle koncerter og i det hele taget lave nogle andre ting, end jeg ellers ville have gjort på det tidspunkt. Der var f.eks. et spændende internationalt møde, som jeg normalt ville have gået op i med liv og sjæl. Og hvor jeg måtte sige til mig selv "nu nyder jeg at være her i stedet for", siger hun og understreger, hvor meget hun nød at holde ferie det år uden at bliver forstyrret af en krise eller pressen.

Alt hvad der følger med en politisk toppost af daglige tilsvininger i medier og daglige skænderier med politiske kolleger både inden for og uden for ens parti forsvandt også.

– Det er en stor og positiv ting, når alt det negative bliver løftet ud af ens tilværelse. At jeg ikke længere behøver læse avisen og tænke: Hvad har de nu fundet på at skrive om mig i dag? Nu nyder jeg at læse aviserne på en lidt mere normal måde, end jeg har gjort tidligere, siger hun.

Fra sidelinjen har hun taget en meget bevidst beslutning om ikke at blande sig i politik. Og den holder hun i den grad fast i. Flere forsøg på at få hende til at kommentere på det amerikanske præsidentvalg og den aktuelle danske politiske situation strander på et "nej tak" eller et luftigt svar.

Kampklar i frontlinjen

Efter syv måneder som menigt folketingsmedlem og en kort periode i Præsidiet i Folketinget blev hun tilbudt posten som direktør for Red Barnet. Et eller andet sted havde hun midt i tomheden hele tiden vidst, at hun nok skulle finde sin rette plads igen. For selv om hun ikke nødvendigvis havde drømt om at blive leder for verdens fattigste børn, er det kendetegnende for hendes karriere, ja faktisk hendes person, at hun, ­lige siden hun som ung var på barrikaderne mod apartheid, altid har søgt indflydelse.

– Jeg føler stadigvæk, at jeg har meget at ­give. Jeg føler mig frisk til at være med til at forandre verden og bygge videre på de værdier, der altid har drevet mig.
I den nye position som børnenes forkæmper er hun igen med i frontlinjen. Nu har hun bare det privilegium at kæmpe for én sag – børnenes, og ikke mindst pigernes.

– Hvert syvende sekund er der et sted i verden en pige under 15 år, som bliver giftet bort. Og det er næsten ikke til at holde ud. Vi ved, at piger, der bliver gift som teenagere, oplever mere vold og ingen selvbestemmelse i deres liv. De mister ofte muligheden for at få en uddannelse, og de får børn alt for tidligt, hvilket betyder, at der meget oftere opstår komplikationer ved fødslen, der fører til dødsfald. Så der er ingen tvivl om, at børneægteskaber starter en meget ond cirkel. Det er den cirkel, vi vil bryde. Jeg føler, det er en gave, at jeg har fået en mulighed for at kæmpe for pigernes sag. Det er en sag, jeg altid har haft tæt på mit hjerte, og jeg har været feminist, siden jeg var 12, ­siger hun og er også stolt af, at hun som første kvindelig statsminister har sendt et vigtigt signal til piger og kvinder.

De første måneder i det nye job har hun rejst meget til ludfattige slumområder og flygtningelejre, og det har berørt hende dybt. Blandt andet da hun besøgte en flygtningelejr i Grækenland, hvor Red Barnet driver børnevenlige områder. Her sad hun i en afkølet skurvogn sammen med nogle afghanske kvinder, der ammede deres børn skærmet for de 40 grader udenfor.

– Det endte med, at vi alle sammen sad og tudede, fordi de fortæller sådan nogle voldsomme historier. Både det, de kommer fra, den rejse, de har været på, og den usikre situation de sidder i lige nu. Jeg har meget let til tårer, så jeg må tage mig gevaldigt sammen, for det sidste, de har brug for, er mine tårer. Så jeg bestræber mig på at handle og fortælle dem, hvad vi kan gøre konkret for dem eller ved at fortælle deres historier til resten af verden. Vi er ikke magtesløse. Vi skal hele tiden tænke på, at alt det, vi har gjort gennem de seneste bare 20 år, har betydet, at vi i dag har en verden, hvor børn reelt er mere velstående, sundere og bedre uddannet, end de nogensinde har været. Jeg er overbevist om, at vi kan gøre og allerede gør en forskel.

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

Fremtiden

Selvom hun som NGO stadig går til møder i FN og mødes med ministre, EU-kommissærer og parlamentarikere præcis, som da hun var statsminister, afviser hun at vende tilbage til politik.

– Det synes jeg selv, at jeg har udlevet, og jeg har gjort ­alle de ting, man kan gøre i politik. Og jeg er glad for, hvor meget, man egentlig kan presse ind i et liv. Jeg føler mig heldig, at jeg her, hvor jeg lige er fyldt 50 år, har fået en ny udfordring og ­åbnet et nyt kapitel. Det har været godt for mig at blive ­revet ud af den sammenhæng, jeg har været i.

I den nærmeste fremtid er ambitionen at få mere tid til at være sammen med manden, tage hjem til Danmark og være sammen med ­venner og dyrke venskaber i London, som de har forsømt igennem årene.

– Vi skal til at bygge ­noget op sammen, og det er også en ny mulighed. Og selvom jeg ­kommer hjem ret tit, savner jeg da at være i Danmark i dagligdagen. Østerbro, mine venner og at gå en tur i Svanemøllehavnen. Men alle valg indebærer jo et fravalg, og jeg elsker at ­have en hverdag lige midt i London, at have mulighed for at ­besøge de fjerneste dele af jorden og være en del af et globalt fællesskab, hvor vi hjælper 62 millioner børn i 122 lande. Det ­op­vejer, at jeg ikke er i Danmark i hverdagen. Man kan godt gøre begge dele, glæde sig over at være en del af noget nyt og spændende og så samtidig savne Danmark. 

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

Helle Thorning-Schmidt

Født: I Rødovre 1966 – er lige fyldt 50 år
Familie: Gift med den britiske politiker Stephen Kinnock, der er søn af den tidligere leder af Labour i Storbritannien, Neil Kinnock. Sammen har de to døtre.
Uddannelse: Cand.scient.pol. og MA i europæiske studier.
Politik: Har siddet i Europaparlamentet og været formand (den første kvindelige) for Socialdemokratiet i 10 år. Den 3. oktober 2011 blev hun Danmarks første kvindelige statsminister, da Socialdemokraterne dannede regering sammen med De Radikale og SF.
Nyt job: Direktør (CEO) for Red Barnet – Save the Children International
i London.


Henter...