Vold i hjemmet
Vold i hjemmet
ALT for damerne

Hustruvold

Hustruvold: Derfor kan hun ikke bare gå

Har du også undret dig over, hvorfor kvinder, der lever i et undertrykkende forhold, hvor de for eksempel er udsat for vold, ikke bare forlader manden? Det giver psykoterapeut Vibe Korsgaard forklaringen på her, hvor du også bliver guidet til at hjælpe en, du kender, ud af et destruktivt forhold.

Af psykoterapeut Vibe Korsgaard. 04.okt.2012 Livsstil

Vi er alle sammen bange for et eller andet. Og er frygten for stor til, at vi selv kan håndtere den, søger vi beskyttelse. Kvinder i destruktive forhold forsøger – ironisk nok – ofte at få dækket deres behov for sikkerhed, beskyttelse og tryghed via sin partner. Mere eller mindre ubevidst har hun søgt og fundet en mand, der i høj grad udstråler magt. Det kan være fysisk, økonomisk, social eller mental magt, alt afhængigt af hvad hun er bange for og på hvilke områder hun føler behov for sikkerhed og beskyttelse. Han vil nemlig være i stand til at beskytte hende mod det, hun inderst inde er så bange for. Det viser sig dog ofte, at hendes beskytter og frelser i høj grad selv har brug for at blive frelst. Han er lige så bange, som hun er, derfor gør han alt i sin magt for at få hende til at blive.

Der er forskellige metoder til at opnå magt og kontrol. Den mest tydelige, alvorlige og ødelæggende er vold. Er forholdet præget af fysisk vold, er det nødvendigt og vigtig, at hun søger professionel hjælp. Men de andre former er måske ikke fysiske, men ellers lige så alvorlige.

Han kan skræmme hende og aktivere hendes angst ved at råbe, smide med ting eller på anden måde optræde voldsomt. Han kan true med at straffe hende enten fysisk, materielt eller følelsesmæssigt.

Læs også: Bliv bedre til at sige nej

En anden effektiv metode til at opnå magt og kontrol over partneren er at trække sig. Hvis han nægter at være sammen med hende, enten ved konkret at forlade hjemmet eller ved at undgå hende, nægte at tale med hende, lade som om hun ikke eksisterer, vil han i høj grad vække hendes frygt til live.

Endelig er det at give hende skyldfølelse et utroligt effektivt middel. Her kan han benytte sig af udtalelser som: "Hvordan kan du gøre det mod mig?". "Hvis du virkelig elskede mig, ville du...". "Det er jo lige meget, hvad jeg gør, så er du aldrig tilfreds". "Se nu, hvad du får mig til at gøre!".

Hvorfor bliver hun?
Kvinder i destruktive forhold er sjældent særligt optagede af, hvad de selv har brug for. Det meste af deres opmærksomhed er fokuseret på, hvad andre har brug for, og på hvordan de kan sørge for, at de får det.

Hun er som regel vokset op i en familie, hvor det at opfylde andres behov var langt vigtigere end det at få opfyldt sine egne. Hun kan være barn af en familie præget af misbrug. En af hendes forældre kan have været fysisk eller psykisk dårligt fungerende, eller andre omstændigheder har gjort, at det har været hendes opgave at sørge for at hjælpe, trøste og passe mindst en af forældrene. Hendes forældre har sjældent haft ressourcer og overskud til at opfylde hendes behov for at føle sig tryg og elsket og for at være barn.

Det er utroligt smertefuldt at vokse op under sådanne forhold, og noget af det eneste, et lille barn kan gøre for at forsvare sig mod smerten er at holde op med at mærke og lytte til sine egne følelser og behov. I stedet flytter barnet fokus ud på de mennesker, det er afhængigt af og giver al sin energi og omsorg til dem i forsøg på at få det hele til at fungere. Denne måde at overleve på tager den lille pige som voksen kvinde med ind i parforholdet.

En ny chance
Ved at fokusere al sin opmærksomhed på andre og især på partneren og hans behov, kan man undgå at mærke sin egen frygt, frustration og smerte. Smerten ved at være glemt, overset og ikke føle sig elsket for den man er. At indgå i et forhold til en mand, der ligesom ens forældre har brug for at blive "reddet", virker velkendt og derfor trygt. Samtidig giver det en ny chance for at lykkes. Hvis en kvinde hele sin barndom har været fyldt af en drøm om, at hvis hun bare gjorde sig rigtig umage, hvis hun virkelig gav alt hun havde at give, ville hun være i stand til at gøre hendes forældre velfungerende og lykkelige.

Læs også: Utroskab - var du blevet hos ham?

Smerten over aldrig at lykkes med dette er sønderrivende. Udsigten til så i stedet at kunne lykkes med at "redde" hendes partner, virker derfor utrolig tiltrækkende på hele hendes system. Det kunne være så forløsende, hvis hun kunne besejre smerten, "redde" hendes elskede og gøre HAM lykkelig. Så han kunne blive i stand til at elske hende.

Hvad er kærlighed?
Kvinden i et destruktivt parforhold har mindst lige så meget brug for kærlighed som alle andre, men hendes erfaring, med hvad kærlighed er, er meget sparsom. Hun har derfor tit svært ved at skelne mellem, hvad der er hendes og andres følelser, og har tidligt lært, at det der føles godt, er blevet blandet med det, som føles ubehageligt. Det er hendes opfattelse, at det er sådan, kærlighed er.

Netop fordi hun har fungeret som en slags hjælper for mindst en af sine forældre, er smerten, utrygheden og ensomhedsfølelsen blevet blandet med følelsen af at få opmærksomhed, nærvær og måske endda lidt anerkendelse. Det var, når hun trøstede mor, hun blev lyttet til, når hun dækkede over far, hun fik ros, når hun lavede mad, hun mærkede, at hun kunne bruges til noget, når hun plejede den syge, hun fik kærtegn. Derved blev situationer, der egentlig skræmte hende og gjorde hende meget ked af det, også til situationer hvor hun følte sig set og følte at hun kunne bruges til noget.

Hendes følelse af afmagt, utilstrækkelighed og hjælpeløshed blev blandet sammen med oplevelsen af at modtage omsorg, nærhed og kærlighed. Hun oplevede en vis form for berettigelse og styrke, når hun f. eks var i stand til at hjælpe og trøste mor, passe far og ordne praktiske "voksengøremål".

Hun lærte at blive en kvinde, der i sit evige forsøg på at føle sig elsket, uophørligt kan: Hjælpe, forstå, sørge for, bære over med, finde sig i, og BLIVE.

Læs også: Sådan undgår du at falde for den forkerte

Kender du hende?

Det er langt fra kun i parforhold, at mange kvinder finder sig i undertrykkende og urimelig behandling. Det er også ofte i forholdet til ledelse, kollegaer, venner, forældre, søskende eller helt andre. Mest ødelæggende og invaliderende er det selvfølgelig i de tætte relationer.

Kender du en kvinde, der på en eller anden måde indgår i et undertrykkende forhold, er det alt afgørende, at du ikke dømmer hende. Det er hun rigtig dygtig til selv at gøre, og det er det sidste, hun har brug for. Vær der for hende. Lyt, lyt, lyt og spørg, men svar aldrig. Gode råd om, hvad hun skal gøre/ikke gøre er udelukkende med til, at hun trækker sig. Undgå at forsøge at løse hendes problemer. Giv i stedet plads. Hun har brug for et trygt sted at læsse af. Et sted, hvor hun må være præcis som hun er. Et sted fyldt med ro og accept.

Begynd så at undre dig sammen med hende. Det er vigtigt, du gør dette ærligt. Ingen skjulte dagsordner. Ingen ledende spørgsmål. Spørg hende, hvad HUN konkret gør, siger og foretager sig i de svære situationer, hun beskriver. Det er vigtigt, at du hele tiden fokuserer på hende. Hun vil nemlig ofte have sit fokus på ham. Undersøg, hvem hun bliver til i situationen, hvilken rolle hun spiller. Hvem hun er med ham, og hvem hun ville være uden. Hvad mon det minder hende om? Hvem mon det minder om?

Spørg hende om, hvordan det føles. Giv hende god tid og plads til at beskrive sine følelser så konkret og detaljeret som muligt, så du følges med hende, mens hun kan begynde at trække sin opmærksomhed væk fra sin partner og ind til sine egne følelser.

Hvad er det gode for hende ved at være i dette forhold? Hvad er det egentlig, hun har brug for? Hvad er hun bange for? Ved at blive? Ved at gå? I det hele taget?

Ved at følges med hende gennem alle disse spørgsmål, overvejelser og refleksioner, begynder hun at blive bevidst. Hun begynder at mærke sig selv, sine følelser og behov, og vigtigst af alt: Hun husker, hvem hun er, og har herfra muligheden og kompetencen til at træffe nogle mere bevidste og sunde valg for sig selv. Som for eksempel: Hun kan jo (bare) gå...

Læs også: Ingen kvinder forelsker sig i en voldelig mand

Fakta om vold mod kvinder og børn i Danmark
I Danmark bliver 28.000 kvinder og hvert femte barn årligt udsat for vold i hjemet.

Hver 10. pige mellem 16 og 24 år har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold af deres kæreste

2.116 kvinder opholdt sig i 2010 på krisecentre.

14.792 henvendte sig til 37 krisecentre i 2010.

Kilde: Danner.dk

Henter...