"Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

At sige nej til forebyggende kemobehandling er et ensomt valg. Et svært valg. Det ved Ritt Bjerregaard, som for ganske nylig har truffet beslutningen om, at hun hellere vil have et godt liv, mens hun er her, i stedet for at skulle igennem en opslidende kemobehandling, som måske – måske ikke – minimerer risikoen for, at hendes endetarmskræft vender tilbage.

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har nogen puls, er man død

– Man kan jo godt snakke med andre mennesker om beslutningen, men der er ikke andre end en selv, der kvalificeret kan beslutte, hvordan man skal bruge sit liv. Jeg har en ven, der er onkolog, og han anbefalede, at jeg tog den kemo. Jeg har faktisk ikke mødt nogen, der ikke anbefalede det, og derfor har jeg selv skullet gøre op med det. Selvfølgelig snakkede jeg med min mand om det, og han var meget omhyggelig med at sige, at det var mit valg. At det er min krop og mit liv, og at jeg skulle gøre, hvad jeg syntes var rigtigt.

Ritt Bjerregaard ligner ikke en, der for nylig har set døden i øjnene. Hun er smilende, solbrun og utrolig imødekommende, da hun åbner døren og byder indenfor i sit hyggelige hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Fuld af overskud. Du ser frisk ud?

– Det er jeg sådan set også for øjeblikket. Det er dejligt. Men det skal man jo altså også arbejde for, siger hun med den bestemthed i stemmen og det faste kig gennem brillen, som man kender så godt fra hendes tid som aktiv politiker.

– Jeg tabte mig seks kilo, mens jeg var syg, og mangler stadig et par kilo for at være tilbage, hvor jeg var. Jeg vil gerne have dem på igen, for jeg var sådan set ikke for tyk før.

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1 årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut"  

Åh nej, ikke kræft
Det var ikke lige med i Ritts planer, at hun skulle få kræft. Slet ikke. Den eneste grund til, at hun ikke genopstillede som overborgmester for København i 2009, var, at styreformen i København med hendes ord er "så håbløs".

– Jeg var 69 år på det tidspunkt, og jeg havde ingen problemer med min alder, jeg følte stadig, at jeg kunne alting. Og sådan har jeg haft det lige indtil den her kræft.

Det var i februar måned i år, Ritt blev klar over, at der var noget galt. Hun opdagede, at der var blod i afføringen.

– Og nu var jeg ret opmærksom på det, fordi min gode veninde fra Folketinget, Helle Degn, for et år siden havde blod i afføringen og fik konstateret kræft. Så da jeg opdagede det, tænkte jeg, åh nej, jeg kan da ikke også have fået kræft. Men i underbevidstheden var jeg klar over, at blod i afføringen er et sikkert tegn på, at der er noget galt.

Havde du det i øvrigt dårligt på nogen måde?
– Ikke det fjerneste. Jeg havde ikke andre symptomer end det. Først tænkte jeg, arh, det går nok væk, så der gik en lille uge, før jeg sagde noget til min mand. Men det gik ikke væk. Og så gik forløbet ellers i gang. Jeg var hos praktiserende læge, blev henvist til specialist og så sendt på hospitalet. Og der var ingen tvivl. Det var en tumor på endetarmen. Den var relativt stor, men jeg var så heldig, at den ikke var vokset igennem tarmen.

Hvad tænkte du, da du fik diagnosen?
– Jeg tænkte: Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt! Jeg er sådan en person, der altid har levet sundt, jeg har dyrket økologiske æbler i min plantage, jeg er meget glad for fisk og grøntsager, jeg passer min krop og går til pilates og cykler. Der var ikke nogen som helst fornuftig forklaring. Den eneste forklaring, lægerne kunne give mig, var: "Jamen, du har den alder, Ritt!" Jeg er lige fyldt 74, det er der, det begynder at komme, og der er ingen, der aner, hvorfor det kommer. Der var ikke andet at gøre end at sige okay, det var så mig, der var uheldig denne gang i lotteriet. Og så var det bare med at få det opereret væk.

Var du bange?
– Nej, det var jeg egentlig ikke. Jeg tror, at jeg tænkte, jeg har sørme haft et godt liv. Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt. Jeg havde ikke den der desperation, og jeg havde egentlig heller ikke en angst for at dø. Min mand blev selvfølgelig forskrækket, han er 81 år, og vores forståelse har altid været den, at det var ham, der lå længst ude. Og pludselig var det så mig. Så det var en hård periode også for ham.

LÆS OGSÅ: Da Michael og Marie ventede ønskebarn nr. to, mærkede Marie en kræftknude i sit bryst 

Alt smagte underligt
Systemet gik i gang, Ritt blev indlagt og opereret den 10. marts. Svulsten sad 8-9 cm fra endetarmens udmunding, og med den placering skulle hun vælge, om hun ville opereres, så hun fik permanent stomi – den mest sikre operation – eller om hun ville have det, der kaldes en radikal operation, hvor man fjerner et stykke af endetarmen, lukker og håber på, at syningen holder.

– Og jeg valgte selvfølgelig det sidste! Hvor man ikke skal have stomi, og hvor man kan spise normalt bagefter. Jeg fik at vide, at der var ti procents risiko for, at der kunne gå noget galt med syningen, og hvis det skete, var det noget skidt, for så kunne det gå ud i bughulen, men det ville man opdage den første uge efter operationen.

Operationen gik godt, Ritt kom hjem, men...

– Jeg kunne ikke spise, og jeg kunne ikke tisse. Jeg havde hjemmesygeplejerske, som skulle tappe urinen fire gange om dagen. Jeg havde overhovedet ingen appetit, og al mad smagte underligt. Jeg har en mand, der altid har været glad for at lave mad, og han prøvede alt muligt, men jeg havde ikke lyst til noget, og når jeg endelig spiste noget, kunne jeg ikke holde det i mig. Jeg blev mere og mere træt og måtte hvile mig hele tiden. Vi kunne ikke forstå det, og jeg ringede til hospitalet, hvor jeg fik at vide, at de var færdige med behandlingen, jeg skulle henvende mig til min praktiserende læge. Det var jo noget af en våd klud i ansigtet. Heldigvis har jeg en ven, der er kirurg, og han ringede til sygehuset og gjorde vrøvl, og så kom jeg ind. De har bagefter undskyldt mange gange, at de afviste mig, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde været en handlekraftig person, som oven i købet kender nogen, der kan slå i bordet for mig?

Efter de første undersøgelser blev Ritt sendt hjem igen, alt var fint, fik hun at vide. Men næste dag, da hun skulle have taget nogle blodprøver, havde man fået kigget lidt nøjere på de billeder, der var taget, og man kunne se, at der var en sprække i syningerne. Lige det, der ikke skulle ske.

– Og så sagde lægen: "Du skal opereres igen." Jeg var helt flad og havde ingen kræfter tilbage, så jeg tudbrølede og sagde, at det ville jeg ikke. Lægen kiggede på mig og sagde: "Du har ikke noget valg!" Så tudede jeg videre, men der var jo ikke noget at gøre. Jeg blev opereret samme aften.

Syg og vred
Operationen fandt sted onsdag før påske, og i forbindelse med indlæggelsen havde Ritt en rigtig dårlig oplevelse, som faktisk var årsagen til, at hun i første omgang gik offentligt ud og fortalte, at hun havde fået kræft.

– Afdelingen var så underbemandet, alle var på ferie, og de stakkels sygeplejersker, der var på arbejde, for rundt og prøvede at hjælpe. Det var fantastisk, at de overhovedet kunne holde humøret oppe. Og så forstår jeg simpelthen ikke, at hospitalerne ikke kan få styr på maden. Man ved, hvor vigtigt det er med ordentlig mad, når folk er blevet opereret, og det var den mest rædsomme mad. Den stod ude på den samme gang, hvor man gik frem og tilbage med bækkener og den slags, det var SÅ kritisabelt. Jeg var virkelig vred og indigneret over det, samtidig med at jeg var helt til rotterne. Jeg kunne ikke engang synke en smertestillende pille, det hele kom simpelthen op igen. Sådan gik der tre dage, indtil jeg overgav mig til morfin og fik sovet igennem et par nætter. Derefter begyndte det at gå fremad.

Hvad tænkte du i de dage?
– I de dage var jeg i tvivl om, om jeg klarede den...

Hvordan er det at se døden i øjnene på den måde?
– Det er nok anderledes, når man har det så dårligt. Når man er så mat, bliver det ligesom bare sådan, det er. Det var så det liv. Der er ikke kræfter til vrede eller sorg. Der er træthed. Opgivenhed. Og ingen handlekraft. Det vil jeg nødig opleve igen. Jeg lå bare der og havde ikke lyst til at få besøg, og jeg svarede ikke på min mobil.

Ritt var indlagt i ti dage og fik det langsomt bedre.

– Og da jeg kom ud fra hospitalet, kunne jeg tisse igen. Til gengæld havde jeg fået en midlertidig stomi, og igen havde jeg hjemmesygeplejersker til at komme og hjælpe mig. Midt i det hele var det dejligt at opleve, at systemet fungerer, der var ingen svigt, og det var søde, søde folk, der kom.

Hvordan var det pludselig at være patient, når man er vant til at klare sig selv?
– Det er jo ikke sjovt at være afhængig af hjælp, så jeg glæder mig til, at jeg i næste uge skal have fjernet stomien. Så jeg bliver "normal" igen. Altså, så normal, som jeg nu kan blive, ha, ha.

Hvordan er det at have stomi?
– Man skal tænke over det. Sådan en pose bliver jo fyldt op, men jeg har været heldig – eller dygtig – for jeg har ikke haft nogen uheld overhovedet. Men det er også sådan, at når jeg skal spise, så går jeg lige rundt om et toilet og kigger efter. Posen sidder jo her på maven, så man kan også altid lige mærke efter.

Hun klapper sig på maven.

– Man skal også tænke over, hvilket tøj man har på, det er meget godt med sådan en skjorte, der går lidt ud over. Og helt stramme bukser kan man ikke gå med.

Påvirker det din femininitet at have stomi?
– Det ville det måske, hvis jeg var yngre. Men jeg er 74, og ens krop bliver ikke kønnere med årene. Om man har sådan en, eller man ikke har, spiller ikke den store rolle i den sammenhæng.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø” 

Ritt tog i sommerhus med det samme, da hun blev udskrevet. Hun drak Krauterblut for at få sin blodprocent op og kakaomælk blandet med piskefløde for at tage på. Hun gik ture og sørgede for at hvile sig, når det var nødvendigt.

– Fordelen ved at være i sommerhus er, at jeg ikke siger ja til ret meget, jeg bliver ikke forstyrret, og det giver mig indtryk af, at jeg kan lidt mere, end jeg egentlig kan. Det er stimulerende for helbredelsen, for det spiller en rolle, hvad man tror. Når jeg er i København, er jeg tilbøjelig til at sige ja til lidt for meget, og så bliver jeg træt og lidt mere modløs. Selv i dag, hvor jeg er ved at have det godt igen, virker det meget trættende på mig, når der er mange mennesker omkring mig, og det er mærkeligt for sådan en som mig at opleve. Sådan har jeg aldrig haft det før – tværtimod.

Hvordan er det at leve med, at tingene foregår i et andet tempo nu?
– Det er sådan set okay. Efter jeg har været igennem det her kræftforløb, har jeg sagt til mig selv: "Okay, se nu i øjnene, at du ER en gammel dame!" Jeg tror, jeg vil blive mere nøjeregnende med, hvad jeg siger ja til, og mere opmærksom på at nyde mine venner og min mand og min familie. Heldigvis solgte vi vores 16 tønder land store æbleplantage i januar, og det har jeg virkelig været glad for. Vi kunne ikke overkomme den mere.

Vælger livet i bredden
Efter den anden operation skulle Ritt tage stilling til, om hun ville have forebyggende kemobehandling. Hun fik at vide, at selvom det ville være en mild kemobehandling, ville der komme bivirkninger som f.eks. kvalme, vanskeligheder med at spise, påvirkning af stomien og føleforstyrrelser i hænder og fødder.

–"Betyder det så, at hvis jeg tager det, så er jeg sikker på, at jeg ikke får kræft igen," spurgte jeg lægen. "Nej, det gør det ikke" var svaret. Der er 20 procents risiko for, at kræften kommer tilbage, og hvis man tager den forebyggende kemo, kan man nedsætte den risiko med fem procent. Det gik jeg så hjem og tænkte over. Jeg skulle have kemoen et halvt år, og jeg kunne ikke få lagt stomien tilbage før en måned efter, jeg var færdig med kemoen. Så jeg kunne regne ud, at jeg ville være patient resten af 2015, og jeg blev enig med mig selv om, at det ville jeg ikke. Jeg vil have det godt i de år, jeg har tilbage. Ingen kan vide, hvor mange år, jeg får, og ingen kan vide, om kræften kommer tilbage.

Var det en svær beslutning?
– Det var det. Ja. Og jeg var også lidt frem og tilbage på den. Men som en af mine veninder bagefter sagde til mig: "Du valgte livet i bredden i stedet for i længden." Det er meget godt sagt, synes jeg, og det har jeg taget med mig.

– Det er dog også vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget principielt i min beslutning om at sige nej til kemo. Hvis de havde sagt til mig, enten dør du, eller også tager du den her kemo, så havde jeg taget kemoen og håbet på, at jeg var en af dem, der ikke blev alt for hårdt ramt.

Har du været inde og google prognoser og den slags?
– Nej. Jeg er sådan set ligeglad. Jeg har truffet nogle valg, som er gode for mig, og om lægerne har den ene eller anden statistik... Det gør ingen forskel for mig. Jeg har meldt mig ind i Kræftens Bekæmpelse, for jeg vil gerne støtte det arbejde, de gør, men jeg sidder ikke og bruger timer på deres hjemmeside. Jeg vil hellere bruge tiden på at skrive på mine erindringer, som udkommer til efteråret, det er meget sjovere. Jeg bruger ikke tid og kræfter på at tænke over, om kræften måske kommer tilbage, og jeg sover rigtig godt om natten. Jeg er sådan en meget nøgtern person. Nu har jeg bestemt, at jeg vil undlade kemo med den risiko, der er i det, og selvfølgelig håber jeg da på, at der ikke kommer mere. Og det er også derfor, det bliver dejligt at få den stomi væk, for så længe den er der, er jeg stadig patient. Jeg vil frygtelig gerne væk fra at være patient!

LÆS OGSÅ: 2 år efter stress: Det har jeg lært af mit sammenbrud

Aldrig hjælpeløs
For nogle år siden medvirkede Ritt i bogen "Min mor er død", hvor hun sammen med tre andre kvinder reflekterede over det at miste sin mor. I bogen fortalte hun, at hun frygtede sygdom, smerte og mest af alt at blive hjælpeløs.

– Og sådan har jeg det stadig. Det gode ved hospitalet var, at de sagde, at man ikke behøver at have smerter. Der er smertestillende piller og morfin i det omfang, man har brug for det, og bortset fra en kort periode, hvor jeg var bange for morfinen og sagde nej til den, har jeg ikke haft smerter. Jeg er også stadig tilhænger af aktiv dødshjælp, hvilket jeg også fortalte om i den bog. Forstået på den måde, at hvis jeg kommer ud for noget, hvor jeg pludselig bliver helt hjælpeløs, så vil jeg gerne være fri. Så vil jeg hellere dø. Og det gælder også min mand. Hvis det sker, vil jeg tænke, at vi har haft et godt liv, og så er det det.

Du og din mand valgte i sin tid ikke at få børn, hvad tænker du om det i dag, hvor du måske kan få brug for hjælp?
– Det har jeg det sådan set stadigvæk fint med. Jeg tror, at når man ikke har børn eller børnebørn, så bliver man meget omhyggelig med sin omgangskreds. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Jeg har venner og veninder, som jeg har haft i 20, 25 og 30 år. Min lillesøster har fire børn, og min bror har tre børn, så jeg har også en stor familie. Jeg har ikke det samme pres, som mange af mine veninder, som pludselig bliver hjælpeforældre, når de får børnebørn, og det savner jeg ikke. Jeg kan godt lide, at jeg selv bestemmer over min tid. Og så er der jo i øvrigt ikke nogen garanti for, at ens børn eller børnebørn kommer og besøger en, når man bliver gammel, skal man lige huske på.

Tænker du mere over døden i dag, end du gjorde tidligere?
– Nej. Og det tror jeg egentlig ikke, at man for alvor kan. Døden kan være der lige pludselig – på samme måde, som min svulst pludselig var der. Der var overhovedet ikke nogen forvarsler, og på samme måde kan jeg gå ud på gaden og blive kørt over i morgen.

Der er noget med, at du og din mand har en særlig måde at sige farvel på...?
– Ja, når jeg går og siger: "Vi ses!", så svarer min mand: "Det håber jeg!" Det har han altid gjort, og han gør det stadig, ha, ha. På den måde tager han ikke særligt hensyn til mig nu, hvor jeg har været syg, og det er godt nok. Han ved, at jeg ikke går rundt og er nervøs. Men det minder da lige en om ens egen skrøbelighed. 

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turélls barndomshjem

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1 årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut"   

LÆS OGSÅ:  Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet"