Ibi Makienok: "Jeg føler, at Gud er en løgn. Jeg har ikke kunnet bruge ham til noget"

En morgen vågnede Ibi Makienok og kunne ikke se ud af det ene øje. Ugen efter kunne hun ikke se ud af det andet. Verden var én stor mælkehvid tåge, og selv om hun tydeligt kunne høre folks stemmer, var det pludselig svært at se deres ansigter.

I starten troede hun, at det var øjenbetændelse, men da hun hverken kunne kigge ud af vinduer eller op i lamper, og det hvide omkring pupillerne blev helt rødt, blev hun for alvor bange.

"Hvad fanden er det her?", tænkte hun, og det samme tænkte de på hospitalet.

– Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad det var. De troede, at det var stress, fordi jeg var ekstremt stresset på det tidspunkt, husker Ibi Makienok om efteråret 2014, hvor hun både skulle giftes, flytte i ny lejlighed, træne op til et halvmaraton og vænne sig til tanken om et langdistanceforhold, fordi hendes mand, fodboldspilleren Simon Makienok, boede i udlandet.

LÆS OGSÅ: Stine Bramsen: "Jeg lå og tiggede om at høre ham sige, at vi var kærester"

Tre uger før brylluppet fik Ibi Makienok sprøjtet binyrebarkhormon ind i øjnene, så hun fik synet tilbage, og selv om hun "så helt sindssyg ud" til sin polterabend, var hun lettet over, at medicinen hjalp. Lige indtil den holdt op med at virke et par måneder senere.

– Jeg fik det mere og mere dårligt, og den 26. december gik det helt galt. Det var lige efter juleaften, og min svigermor fik det også dårligt, så jeg tænkte, at det måtte være influenza eller madforgiftning. To uger efter gik jeg til lægen, fordi det ikke var gået væk, og fordi jeg var begyndt at brække mig og havde nogle meget kraftige hovedpiner, husker Ibi Makienok.

Lægerne opdagede, at hun var dødeligt syg af kronisk nyresvigt.

– Mine nyretal var på 800, selv om de normalt skal ligge på mellem 60 og 70 for kvinder, så det var babu-babu ind på Rigshospitalet. Jeg tænkte bare: "Få lige fikset det her. Jeg har et møde i overmorgen." Min kalender var propfyldt, og selv om jeg er gift, så har jeg altså en mand, der bor i udlandet, så jeg er reelt enemor. Min krop kunne bare ikke mere.

LÆS OGSÅ: Louise Dorph: “Alderen har lært mig at være mere i nuet”

I dag kan Ibi Makienok leve et nogenlunde normalt liv, selv om hun skal spise og træne anderledes og må sige nej til mange aftaler, fordi hun bliver hurtigt træt.

Her er 10 ting, hun har lært af sygdommen og livet.

1. Sygdom kan ramme alle 

– Jeg har stadig posttraumatisk stress efter min sygdom. Jeg var pissebange for at dø, og jeg følte slet ikke, at det var fair. Jeg tænkte: "What! Jeg har spist virkelig sundt de sidste 20 år, så hvorfor fanden kan min krop ikke klare det?" Men det er noget pjat at tro, at bare fordi du spiser sundt og løber et maraton, bliver du aldrig syg. Det er jo ikke, fordi du så har købt ind på et eller andet Supermand-skjold. Det er bare bad luck og mega random. Men det har samtidig også givet mig en forståelse for, at alt kan ske.

2. Du kan ikke nå det hele 

– Sygdom får dig til at tænke: "Hvad er det egentlig, vi løber rundt i det der hamsterhjul efter?" Chill out. I dag siger jeg nej til mange flere opgaver, og så må der ryge de der 5-10 kilo på, fordi jeg ikke står nede i fitnesscentret hele tiden. Hvorfor er det, at så mange af os unge kvinder higer efter anerkendelse og hele tiden skal have ros? Jeg tilhører den generation, som er datter af en kvinde, der fik at vide: "Du kan alt det, mænd kan." Vi kan blive hvad som helst, og det har måske gjort os sindssygt forvirrede. Vi tror, at vi både kan hoppe og slå på tromme på samme tid, og det kan vi også langt hen ad vejen, men der er også en ekstrem stressfaktor i det. Og så kan vi sætte os nok så mange gange ned og meditere. Men det nytter jo ikke noget, hvis vi skynder os hen til yoga.

3. Du er i stand til mere, end du tror 

– Jeg var meget alene med min sygdom, og derfor ved jeg nu, hvad jeg egentlig er i stand til. Men det der med at 'kæmpe' sig ud af sygdom tager jeg stærkt afstand fra. For det handler om, at nogle er heldige, og andre er uheldige. Det har overhovedet ikke noget at gøre med at være en fighter. Du kan være fighter på den måde, at du lader være med at ynke dig selv og lægge dig over i et hjørne – selv om det også er helt ok at gøre det. Det gad jeg bare ikke selv. Helt tyk i hovedet af binyrebarkhormon meldte jeg mig til et trænerkursus i Vejle Boldklub i fem dage. Det gjorde jeg udelukkende, fordi jeg vidste, at hvis jeg blev ved med at ligge derhjemme, ville jeg blive til ingenting, og hvad er det så egentlig, jeg har kæmpet for i alle de her år? Derfor mødte jeg op og pressede mig selv ud i en grotesk social situation med 22 ukendte mænd. Fordi jeg ikke ville blive til hende den sære, der lukkede mig inde. Jeg kæmpede mig ud af min ensomhed i stedet for at køre negativ spiral. Men det har intet med overlevelse at gøre.

4. Sygdom sætter alt i perspektiv 

– Jeg sagde ikke til min søn, hvor galt det stod til med min sygdom, men alvoren gik op for mig, da lægerne sagde, at jeg kunne dø af det, og at jeg skulle skrive et testamente. Jeg fyldte 40 på hospitalet, og det var så grotesk en situation. Simon (Ibis mand, red.) kom med en ny taske til mig, og jeg tænkte bare: "Medmindre han har en nyre i den taske, så kan jeg ikke bruge det til noget." Alt sådan noget bliver bare fuldstændig ligegyldigt. Min far stod også med en buket blomster og en ballon og sagde "Tillykke!" – og thank God, at jeg har en lille smule humor, for det hele var så traumatisk. Min mand og jeg var lige blevet gift, så jeg vidste selvfølgelig godt, at han ikke bare ville skride efter tre måneder. Men samtidig var det jo ikke lige den deal, han havde købt ind på. Så jeg gav ham valget en dag, hvor jeg var kæmpestor i ansigtet, nærmest havde fuldskæg, manglede hårtotter på hovedet og blødte ud af munden, og sagde: "Det her kan jeg fandeme godt forstå, at du ikke kan klare – for jeg kan ikke engang genkende mig selv i spejlet. Jeg ved ikke, hvem jeg er lige nu, og jeg kan overhovedet ikke rumme dig. Den eneste, jeg kan rumme, er mig selv og Anakin (Ibis søn, red.)." Men vi klarede det. Selv om det var en meget tragisk periode.

5. Giv til andre end dig selv 

– Jeg har sagt ja til at donere alle mine organer undtagen mine hornhinder. For jeg synes, at jeg har set meget, og jeg vil gerne have dem med, hvis det nu skulle vise sig, at jeg bliver til stjernestøv, og jeg skal kunne se deroppe, haha. Jeg ved godt, at det lyder lidt åndssvagt, men jeg er altså ikke hellige Ibi med organerne. Jeg synes, det er ok, at man siger: "De må få det hele undtagen min et eller andet." Og jeg synes, det er ok, at folk siger nej til at være organdonorer – bare de tager stilling. For jeg kan ikke bestemme, hvad folk skal gøre, og det er der heller ikke nogen, der skal med mig. Men i det store kosmos, der hænger vi altså sammen. Så hvis du en dag står og skal bruge et organ, kan du se på det, som om du tager fra dig selv, hvis du ikke selv giver. For de ligger jo ikke nede i kummefryseren i Føtex.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: "Jeg vågnede kl. 5 om morgenen og kunne ikke sove og røg cigaretter med både tæer og fingre hele tiden"

6. Vær ikke bange for fiaskoer 

– Du skal have masser af fiaskoer i sit liv, før du kan være en succes med noget som helst. Her taler jeg ikke bare om arbejde, men kærlighedsforhold og alt muligt andet. Det er jo den eneste måde, du lærer på. Jeg ser mit liv som en pinball-maskine – hvor jeg selvfølgelig er kuglen – og så får du lige en flad og en nedtur i ny og næ. Jeg vil da allerhelst være foruden de livstruende klaps og dem, der giver dybe ar, men jeg ser det som en guidance. At kuglen bliver ført til det sted, den skal hen, inden den ryger helt i hul, og så er det jo ligesom slut. Game over. På vejen derhen må du gerne lære noget om dig selv, og hvad du kan klare.

7. Overlevelse skyldes held og biologi

– Jeg bliver både vred og ked af det, når jeg er i kirker, for jeg føler, at de er bygget på en løgn. Jeg har ikke kunnet bruge Gud til noget. Og så kan man sige: "Jamen, du er her jo endnu." Ja, men det er enormt heldigt, at jeg er det. Det har jeg fået at vide direkte. Det var enormt heldigt, at den der betændelse ikke spredte sig så meget, at det var for sent. Men for dem, der tror på Gud og ikke er gal på Gud, som jeg er, er der nok en støtte og trøst i at have det rum.

8. Drøm stort 

– Jeg kunne godt tænke mig at søge tilbage til det, jeg drømte om, da jeg var yngre. For når du ligger og er syg, begynder du at tænke: "Hvorfor hoppede jeg ikke ud i det? Hvad er det, jeg er bange for?" Jeg gik på skuespillerskolen og boede fire år i Los Angeles, men fordi jeg kom ind i tv-branchen, blev min skuespillerdrøm skubbet lidt i baggrunden. Da jeg kom hjem fra USA, var det folk som Sidse Babett Knudsen og Nikolaj Lie Kaas, der fik alle rollerne. Det var en sindssygt svær branche at komme ind i, og jeg var egentlig også ret tilfreds med det, jeg lavede. Men så gik der lige 15 år med det, og nu vil jeg godt se, om skuespil er noget, jeg kan finde ud af og har lyst til. Eller om det bare er sådan en ventildrøm, jeg skubber foran mig for at få nogle andre drømme til at gå i opfyldelse. Og det er fedt at have den der drøm om stjernerne. For så kommer man altså bare lige lidt længere end hen i Netto.

9. Drop illusionen om evig ungdom

– Jeg vil ikke have roller, hvor jeg spiller en eller anden køn receptionist. Jeg er 43, jeg er mor, og jeg vil have roller, som er stik modsat af det, danskerne kender mig som. For du skal ikke holde fast i illusionen om, at du kan være evigt ung og skrue sig ned i en eller anden stram lædernederdel. Du kan ikke stoppe tiden. Og så er det også dybt uinteressant for mig at halse efter den der skønhed konstant. Jeg har set mig selv som den værste version af mig, og det har betydet, at forfængeligheden er røget sig en tur.

10. Dyrk fantasien 

– Jeg synes, det er skræmmende, hvor meget telefoner og gadgets fylder hos børn i dag. Det var der intet af, da jeg var lille. Der skulle du hen og sidde i et hjørne og tegne, indtil mor og far gad at snakke med dig igen. Du passede mere dig selv, og det kom der en exceptionelt stor fantasi ud af, og så drømmer du. Det er en god ting. Derfor bekymrer det mig, at mange børn ikke har samme forestillingsevner i dag. Jeg tror også, at det går ud over nærværet, når de på en helt zombieagtig måde står og kigger ned i deres mobiltelefoner i stedet for at lege i mudderet.