Xenia Lach-Nielsen
SPONSORERET indhold

Xenia Lach-Nielsen: "Der er ikke noget, jeg skal nå for at realisere mig selv"

Der er dog én ting, den 45-årige skuespiller og sanger meget gerne vil opleve i sit liv.

Af: Frederikke Pontoppidan Foto: Ida Wang
14. nov. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
– Jeg tror, at langt de fleste­ forældre vil mene, at det er livsændrende at få barn. Sådan har jeg det bestemt også. Man bliver tvunget til at tage fingeren ud af sin egen navle, og det er nok det sundeste, der er sket for mig. Jeg er blevet et bedre menneske af at være mor, men også langt mere skrøbelig.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– På min højre arm har jeg et mindre ar. Jeg fik det under optagelserne til en film på Filmskolen, som jeg var med i for omkring 20 år siden. Jeg skulle se på min medspiller i et spejl, der i løbet af scenen skulle gå i stykker. Da det skete, faldt store stykker spejl ned på min arm ved et uheld. Det var min mand, jeg så i spejlet, og arret er et virkelig fint minde om, hvordan vi mødte hinanden.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– Jeg føler ikke, at jeg skal bevise noget overfor mig selv eller andre, og der er ikke noget, jeg skal nå for at realisere mig selv. Jeg har været hele vejen rundt på alverdens­ planer. Hvis jeg skulle dø i morgen, ville jeg ikke ærgre mig over, at der var noget, jeg ikke har nået i mit liv. Eller jo, jeg vil faktisk rigtig gerne nå at blive mormor.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far og mor?
– Jeg har verdens bedste forældre. Vi kan skændes, være uenige om en del, men vi griner meget – især af os selv. De er vildt forskellige på mange punkter, men de er begge nogle utroligt fine og ordentlige mennesker med stærke humanistiske værdier. De er super musikalske og kreative, og så er de ikke bange for at tage fat og skabe noget selv. Jeg kan ikke sige, hvad det vigtigste, de har lært mig, er, for der er så meget.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?
– Jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe min datter til at forstå, at hun er et fuldstændig fantastisk menneske lige præcis, som hun er. Jeg kan virkelig godt forstå, at de unge i dag hurtigt kan blive i tvivl, om de er gode nok. Det fuldstændig forskruede billede, som unge får af, hvordan de skal leve deres liv, er så farligt. Jeg savner en modbevægelse, som tager ansvar for at skabe fortællingen om, at det er bedre at leve et liv i den rigtige verden og ikke via en skærm.

Hvordan håndterer du bedst vrede?
– Jeg kan blive meget vred. Tidligere har jeg haft svært ved at kontrollere vreden. Nu forsøger jeg så vidt muligt at "slukke" for min hjerne, når det sker og forholde mig i ro uden at sige så meget. Nogle gange går jeg væk fra situationen. Ofte kan jeg få vreden til at klinge ud, men i enkelte tilfælde bliver dampen for stærk og lukkes ud.

Hvornår føler du dig ­værdsat?
– Når min datter på snart 18 år giver mig et uventet knus og siger tak for en lille ting, jeg har hjulpet hende med. Hun slynger ikke om sig med tilkendegivelser på den måde, så det betyder rigtig meget for mig, når hun gør det.

Hvem har gjort særligt ­indtryk på dig?
– Efter 20 år sammen kender jeg min mand rigtig, rigtig godt. Det gør indtryk på mig, at han bliver ved med at arbejde for, at vi kan komme endnu tættere på hinanden, end vi allerede er.

Anbefalet til dig