"Jeg ligner jo lidt en transvestit"
SPONSORERET indhold

"Jeg ligner jo lidt en transvestit"

Skuespiller Ellen Hillingsø om 1980'er-permanenten, sin brune klump i hovedet og om at miste nogle af dem, man elsker.

Af: Louise Wethke Buch Foto: Robin Skjoldborg
13. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes...
− At den feministiske debat nærmest er ikkeeksisterende. Hvis man hævder, man er feminist, bliver man i dag møget til og kaldt rødstrømpe. Jeg synes, vi skal have kvoter, så der kommer flere kvinder i bestyrelser for at bryde med en mandsdomineret kultur. Den feministiske debat skal være ordentlig og selvfølgelig ikke skinger. Men den skal være der.

Hvad er den sjoveste kompliment, du har fået?
− Det er nok ikke en kompliment, men rigtigt mange børn spørger om, hvorfor jeg har en brun klump midt i hovedet. Måske jeg snart skulle få den fjernet?

Hvornår har du været mest bange?
− Det var jeg, da jeg skulle føde mine børn – det var den mest grænseoverskridende oplevelse. Første gang havde jeg en meget dramatisk fødsel, der endte i et akut kejsersnit. Det der med at det gør ondt – who cares – frygten for, at det skal gå galt, er meget værre.

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
− Jeg har den skønneste grå, gulvlange housecoat fra Karmameju. Den trøster, den varmer og den hygger – den er lidt et kærtegn.

Hvad er det mest pinlige, du har gjort?
− Jeg har et par gange råbt tillykke til en på gaden, som slet ikke var gravid, og været stangbacardi og råbt fuldstændigt uhæmmet foran et diskotek. Når jeg får shots,
bliver jeg lidt af en abekat.

Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?
− Der er måske ikke nogen, der har sagt det, men jeg ligner jo lidt en transvestit.

Hvad er din største hjertesorg?
− Det har været at miste nogle af dem, jeg elsker. Nogle af de vigtigste relationer, man har her i livet, er jo familiemedlemmer, og det har gjort helt vildt ondt at miste dem.

Hvilken modetrend hopper du aldrig på igen?
− Jeg har på fornemmeren, at det må være det permanente hår, jeg havde i min gymnasietid i 1980'erne. Det var simpelthen skidegrimt. Men nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, for lige pludselig syntes jeg jo også, at de der højtaljede bukser var flotte igen, efter jeg havde kigget længe nok på dem.

Hvad er din største last?
− Jeg er virkelig en sukkergris, og min allerstørste svaghed er kager – jeg elsker kager!

Har du et ar, der fortæller en historie?
− Jeg har mit kejsersnitar på maven, der jo minder mig om, at jeg har født mine børn. Selvfølgelig ligner det en fejl, men på den anden side vævede muslimer med vilje fejl i de gamle, persiske tæpper, fordi kun Allahs værk er fuldkomment.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
− Deres mod til at sætte både i søen, der ikke er helt færdige eller helt perfekte. De er lidt mere gambleragtige på den fede måde og har en større tillid til sig selv, hvor kvinder er lidt mere forsigtige og kontrolfikserede.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?
− Suzanne Brøgger. Hun er en kvinde med meninger i det offentlige rum, og hun udstråler intelligens. Hendes selvbiografi, "Krukke", stopper ved 40 år, fordi hun der har fået børn. Det, synes jeg, er cool.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
− Nyd livet. Bare rolig, det der med at være ung går over.


LÆS OGSÅ: Kirsten Olesen: Jeg ved ikke, om man kan ældes med ynde

LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: "Det er min hemmelighed!"

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: Mød Nikolaj Coster-Waldau