Marta Sørensen om kønskampen
SPONSORERET indhold

Kæmper vi kvinder samme kamp?

Da journalist og satiriker Marta Sørensen i sidste uge meldte sig ud af andre kvinders kønskamp, blev vi nysgerrige på redaktionen. For hvorfor tage afstand fra søstersolidariteten? Marta mener, at kvindekampen er blevet for individuel.

Af: Simone Anet Bodholdt
04. jul. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Kønskampen lever stadig i bedste velgående. På trods af 98-års jubilæet for kvinders valgret til Folketinget og de fortærskede gloser: "feministerne har sejret ad helvede til", er der stadig kvinder i Danmark, som mener, at der er noget at kæmpe for. I debatten tager mange kvinder udgangspunkt i deres egne liv og oplevelser. I følelsen af, at de som kvinder må finde sig i mere og andet end mænd. De mener ikke, at vi skal gøre os illusioner om at leve i et land med ligestilling, så længe nøgne kvindekroppe er at finde på bladhylderne i kiosken, og mænd tager sig flere rettigheder til kvinders kroppe, end kvinder giver – kommentarer som "flotte bryster" såvel som voldtægt er eksempler herpå. 

Men én kvinde (mindst) føler ikke søstersolidariteten. I sidste uge skrev journalist og satiriker Marta Sørensen et debatindlæg i Politiken med titlen: "Hold mig ude af jeres kønskamp, medsøstre". Hun vil ikke inddrages i andre kvinders kamp, når de tager udgangspunkt i deres egne personlige kæpheste, som hun siger. Hun vil have lov at være uenig og beder kvinder holde op med at tale på hele deres køns vegne. Men hvorfor gå imod kvindekampen, Marta Sørensen?

Hvorfor vælger du at kæmpe imod kvinder, der forsøger at kæmpe en kønskamp, frem for at tage del i kampen på din egen måde?

– Flere kvinder fører kvindekamp gennem blogs og debatindlæg på en måde, jeg synes er kritisabel. De udvælger ting, de ikke selv bryder sig om, såsom plastickirurgi, kvinde- og mandeblade, porno eller platte komplimenter, og udråber det til at være en del af kvindekampen at bekæmpe disse ting. Men det er jo langt fra alle kvinder, der har et problem med porno eller brystimplantater. Det er ikke en kvindekamp, som alle kvinder er med på.

– Desuden mener jeg ikke, at der er belæg for at trække tråde mellem disse ting, som debattøren personligt finder væmmelige, og andre mere seriøse ting som voldtægt og overgreb. Som vi kun kan blive enige om at bekæmpe. Det er den måde, jeg oplever, at flere kvinder argumenterer på. Men jeg har svært ved at se sammenhængen mellem overgreb og så porno eller mandeblade. De kvinder, jeg kritiserer, kæmper individuelt. Jeg ville aldrig kritisere kvinder, som mener, at hvis man bliver udsat for vold, så skal man have bestemte muligheder og rettigheder.

Hvilken type kønskamp ønsker du dig selv?

– Vi har i Danmark opnået juridiske, politiske rettigheder, ligeløn og ligestilling, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvad vi nu skal kæmpe for. Udover at opretholde disse rettigheder ved f.eks. at bekæmpe vold og overgreb mod kvinder. Hvis vi kæmper imod porno og brystimplantater, er det ikke et spørgsmål om, at kvinder får mere frihed. Argumentet er, at det kan være undertrykkende at få nøgne bryster smidt i hovedet i f.eks. reklamer. Jeg mener, at det er langt farligere at lovgive imod f.eks. porno og mandeblade eller indføre tiltag baseret på en lille gruppes personlige præferencer. Især når der ikke er belæg for, at de er skadelige.

Er kønskampen så død?

– I Danmark er den blevet meget individuel og reelt ikke en kvindekamp, men en kamp for individuelle kvinders præferencer. Det mener jeg ikke, at man kan sidestille med tidligere tiders kvindekamp som kampen for ligeløn eller stemmeret.

Marta Sørensen kritiserer bl.a. i sit indlæg journalist og komiker Sanne Søndergaards debatindlæg "Min krop er så stærk, at den er svag". Sanne Søndergaard har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.