Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Jeg kan ikke lide min venindes mand. Nu foreslår hun, at vi tager på ferie sammen"

Go' morgen Danmark-vært Michael Robak, tager stilling til livets små og store dilemmaer.

08. apr. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Jeg har en veninde tilbage fra ungdommen, som jeg elsker højt. Vi har fulgtes ad nu i over tre årtier, hvor der gennem årene er løbet mænd og børn til – og livskriser, og hvad deraf følger. Vi er ikke ens, og jeg sætter stor pris på netop vores forskellige tilgang til mange ting. Det er dejligt at kunne blive forbløffet, forundret og endda irriteret inden for de kærlige rammer. Jeg har dog på ét område en udfordring: Jeg bryder mig ikke særligt meget om hendes valg af livspartner. Han er for mig at se ikke den støtte i livet, som hun har fortjent.

Faktisk har jeg det sådan, at jeg undgår parmiddage af samme årsag, da jeg har svært ved at skjule, hvad jeg tænker. Jeg har aldrig rigtig sagt det til hende, men jeg tror godt, hun ved, hvad vej vinden blæser. Alligevel har hun nu foreslået, at vores familier skal på ferie sammen, men jeg kan bare ikke se, hvordan det kan lykkes på den gode måde. Skal jeg fortælle hende, hvorfor vi nok ikke kommer af sted, eller skal jeg glide af på forslaget med en (velment) undskyldning?

Kærlig hilsen Veninden

Kære Veninde,
Glid af – og lyv om nødvendigt!

Her kommer uddybningen: Du er meget heldig. Noget af det dyrebareste man har, er de lange, dybe venskaber, der består på trods af tunge skilsmisser, langvarige kriser, urimelige fyringer og pludselige dødsfald.

Så selvom gode venskaber selvfølgelig kræver en vis ærlighed, så synes jeg, du skal lyve her. I den gode sags tjeneste. Naturligvis. Du beskriver din venindes mand som hendes "livspartner" – ergo er der ikke tale om en sommerferieflirt eller en anden kortvarig affære. Hun har valgt ham. Tilsyneladende for livet. Det bliver der ikke ændret på, og hvis du for at undgå en ferie sammen siger din ærlige mening om ham, så kommer den forklaring til at sætte sig varige spor. Det bliver ord, der ikke forsvinder. Dén samtale kan meget nemt komme til at ændre jeres venskab. Det er der ingen grund til. Du elsker hende højt, skriver du. Hvis du mener det, så lyv.