Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Min flirt kan ikke give slip på sin ekskone"

Go' morgen Danmark-vært Michael Robak, tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af: Michael Robak
10. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
For tre måneder siden stødte jeg tilfældigt på en gammel ven og flirt. Pludseligt stod vi dér 20 år senere og 20 år ældre og talte godt sammen. Allerede samme aften begyndte en strøm af sms'er.
Jeg har været i et psykisk voldeligt forhold og har kæmpet mig tilbage til livet. Mødet med min gamle ven gjorde mig rigtigt godt, og hans selskab mindede mig om mit gamle jeg. Efter et par møder sov vi sammen, men jeg havde svært ved at greje ham. Han varmede op med sms'er, men var ret svær at lave aftaler med. Svaret var altid "måske" og "vender lige tilbage."
Efter nogle uger med meget tvetydige signaler tog jeg en snak med ham. Jeg spurgte blandt andet, om han var kommet sig over sin skilsmisse. Han svarede, at han ikke var helet fuldstændigt siden bruddet med ekskonen, men han havde lyst til at ses med mig, og det ville være fantastisk, hvis det blev til mere mellem os. Mht. at håbe på at eksen skulle komme tilbage til ham var svaret, at siden han havde kysset mig, var det ikke længere et issue. Jeg sov der et par gange mere, men han fortsatte med sit "måske" og "vi må se."
I tirsdags sov jeg der igen. Han var lidt tam, og jeg besluttede, at jeg ville trække mig, men inden jeg nåede hjem, skrev han: "Tak for en dejlig nat." Jeg undrede mig. Den var ikke dejlig for mig. Senere samme aften skrev han, at han spiste ude og sikkert først var hjemme sent.
Jeg besøgte en veninde, og på vej hjem kørte jeg forbi hans hus. Alt andet ville være en omvej. Foran huset holdt ekskonens bil. Jeg blev vred og forundret og skrev til ham. Intet svar. Næste morgen holdt hun der stadig. Dagen efter skrev jeg, at jeg trak mig. Jeg skrev også, at det gjorde mig ked af det, at han ikke havde sagt noget. Jeg bad ham ringe, men har nu i halvanden uge INTET hørt. Jeg er o.k. med, hvis han og ekskonen skal prøve igen. Han blev vældig interessant for hende, da jeg kom på banen, og jeg kan godt se, at jeg aldrig fik en chance. 
Dét, jeg er ked af, er, at jeg mistede en ven. At han ikke havde mere respekt for mig, og at han, siden jeg tog ham i løgnen, intet har haft at sige. 
Hvad tænker du???
Venlig hilsen P.

Kære P.
Jeg tænker, at du hele vejen har set helt rigtigt. Dine instinkter er intakte. Din gamle flamme er alt for tøvende og tempereret, og han bliver aldrig vild og varm, når ekskonen stadig rumsterer i hans hoved – og nu også i hans seng. Så i kort form: Glem ham! Og glem ved samme lejlighed din stolthed. Den kan ikke bruges til noget. Overhovedet. Han mangler ikke respekt for dig, han er bare ikke kommet sig over sit forliste ægteskab – og det har ikke noget med dig at gøre. Var han løbet ind i Scarlett Johansson eller kronprinsesse Mary havde det sikkert været samme sag: Han har brug for en tur mere med eksen – uanset hvem han havde mødt på sin vej.
Du skriver, at du også har mistet en ven. Hmm. Det tror jeg nu ikke. Så ville han vel have opført sig anderledes, hvis han var en god ven…
Jeg tror, du kortvarigt har mistet overblikket, fordi du havde håbet på at møde Den Nye Store Kærlighed oven på dit dårlige parforhold. Men tro mig – det var ikke med ham her, du var blevet lykkelig. Det bliver du med en anden. Det lover jeg.
Michael Robak

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min kæreste tager aldrig kontakt til mig"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Skal jeg afsløre deres utroskab?"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Manglende sexlyst eller brok. Hvad får mænd til at forlade deres koner?"