Personlige grænser
SPONSORERET indhold

Sådan finder du dine grænser i parforholdet

ALT for damernes parforholdekspert skriver om personlige grænser og giver råd til, hvordan man står ved dem.

Af: Mette Haulund
28. jan. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg bliver virkelig ked af det, når jeg oplever, at menneskers grænser for det acceptable bliver flyttet så stille og roligt, at de end ikke selv lægger mærke til det.

Forleden hørte jeg om en kvinde, hvis kæreste kørte i bil efter at have drukket end hel flaske spiritus. Hun kunne aldrig selv drømme om det, men fordi hendes kærestes alkoholforbrug er eskaleret stille og roligt, så har hun fundet undskyldninger og argumenter undervejs, for at undgå den store konfrontation. Hun synes det var så forkert, og havde det været alle andre end hendes kæreste, havde hun gjort noget. Hendes kommentar var, at hvis han var kørt på motorvejen (i stedet for inde i byen), så havde hun meldt ham til politiet. Hun prøver derved at holde fast i det forkerte, men giver ham lidt mere snor - for at undgå konfrontationen (enten med hende selv eller med hendes kæreste).

Jeg har for nylig oplevet et par, der ikke har haft sex i 10 år. De har dog fået tre børn undervejs, men argumenterne for at dække over manglende lyst har været mange, når det ikke lige handlede om at fremtrylle et nyt barn. Manden har været ked af det og frustreret, men har dækket det ind under kvalme, graviditetsgener, fødsel, amning, træthed osv. osv. Har tænkt, at det nok oftest er sådan... Nu 10 år senere, og hvor skilsmissen er en realitet, er det nemt at se, at der skulle være gjort noget for længst, men nu er det for sent. Hans grænser startede jo ikke med 7 år uden sex. Han har hele tiden troet, at når bare lige ..... så skulle den nok få det godt igen.

Jeg kunne blive ved med eksempler. Det kunne være i forhold til, hvordan man:

  • Tackler og lever med jalousi.
  • Håndterer tendens til voldelig adfærd.
  • Lever med at blive talt dårligere og dårligere til.
  • Lever med konstante skænderier.
  • Accepterer for stramme opdragelsesmetoder.

LÆS OGSÅ: Er du hende den sure?

Det eneste der er at sige er, at du skal starte med at FINDE dine grænser. Det er så helt ekstremt svært selv at se det, når grænserne stille og roligt flyttes. Det er så nemt at tro, at alle andre også lever med noget tilsvarende, eller at det nok bare er dig, der er noget galt med. Hvis du er det mindste i tvivl eller føler, at dine grænser er overskredet, så søg hjælp! Prøv eventuelt at finde fem personer og fortæl din historie. Læg mærke til, hvordan de reagerer. Hvis de bliver overraskede, rystede, frustrerede, eller tilkendegiver, at det kunne de aldrig leve med, så er det måske nemmere for dig, at forstå, at det ikke er dig, der er noget galt med. Husk dog altid, at det kun er dig, der kan sætte dine grænser. Mærk efter. Stil dig selv spørgsmålene:

  • Kan jeg se mig selv i øjnene, hvis det fortsætter sådan her de næste mange år?
  • Måske jeg ikke kan byde børnene at gå, men kan jeg tillade mig at blive og lade dem vokse op i det miljø?
  • Kan jeg bevare min glæde?
  • Hvor er grænsen for, hvad jeg vil finde mig i? Hvis den grænse overskrides, hvad gør jeg så?
  • Har jeg fortalt at mine grænser overskrides?
  • Kan jeg gøre noget for at ændre på situationen?

KRISE I PARFORHOLDET? Få hjælp til at afklare dine værdier med opgaven 'Værdiafklaringsproces', som kan købes på parforholdsraad.dk.