Tina Nikolaisen
SPONSORERET indhold

50 kvinder vi tror på...

I anledning af ALT for damernes jubilæumsår sætter vi fokus på 50 enestående danske kvinder, som vi tror, kommer til at inspirere dig i året, der kommer.

Af: Redaktionen Foto: Ugens leder
19. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

I oktober 1946 udkom det første nummer af ALT for damerne. Forsiden var en tegning af tre gæve kvinder med farverige kjoler og hvide tørklæder i gang med at sælge fisk på Gammel Strand i København. Datidens fiskerkoner var stærke kvinder, der vidste alt om kvalitetsfisk, og som efter sigende var nogle hårde nysere at handle med.

Der er sket rigtig meget med ALT for damernes forsider og indhold siden dengang – men vi gør stadig en dyd ud af at portrættere stærke kvinder (mest uden fisk dog).

Derfor er det også oplagt, at vi her i vores jubilæumsår sætter fokus på 50 enestående danske kvinder, som du måske ikke kender i forvejen, men som, vi tror, vil inspirere dig i året, der kommer.

Det sker fra side 11, hvor du vil møde en masse seje kvinder, som skiller sig ud på hver sin måde og har det til fælles, at de er superdygtige til det, de laver.
En af dem er Anne Wiesinger (side 30), der for nogle år siden forlod storbyen for at starte et kvalitetslandbrug med sin mand. Ann, der i øvrigt er barnebarn af Mærsk McKinney Møller, er en ægte ildsjæl, der lægger et enormt arbejde i at løfte den danske fødevareindustri og bevise, at landbrug ikke behøver være et sted, hvor dyr har det dårligt.

Er du nysgerrig på udtryk som jihab-bloggere og turbanistaer, så bliver du inspireret, når du har læst om Zaineb Oussaidi, som er modeblogger og i front for en ny bølge af muslimske kvinder, som blogger om deres liv og i særdeleshed om mode. De viser blandt andet, hvordan man sagtens kan være moderigtig, selvom man har tørklæde på.

I skal vide, at det har været svært at vælge 50 kvinder ud, fordi der heldigvis er så mange interessante kvinder i Danmark, som vi gerne vil lære bedre at kende. Men vi kan love, at du vil møde flere af slagsen i resten af årets ALT for damerne.