Lene tager sig af de patienter, ingen andre har tid til

Selvom klokken ikke har passeret 12, er der gang i den på Christianshavns Torv. Pladsen foran Super Brugsen er i de fleste af døgnets timer hjemsted for nogle af Københavns hjemløse. En lille mand med grønlandsk baggrund får et klap på skulderen, da Lene går forbi. Han kigger lidt forvirret på hende, indtil han genkender sygeplejersken og smiler forsigtigt:

- Hvor er det godt at se dig på cykel, det er god motion, siger Lene Tanderup til ham, inden hun smutter videre.

Den lille mand med cyklen har for nylig fået ny medicin mod sin Parkinsons, og han har fået det meget bedre. Han er en af de patienter, der får hendes arbejde til at give mening. Han ville aldrig være kommet til sin egen læge, og hvis ikke han kunne have opsøgt Lene, havde han formentlig stadig siddet alene i sin lejlighed og haft det rigtig skidt.

Vi er på Lenes arbejdsplads. Hun er nemlig en af de fire sygeplejersker i Københavns Kommune, der har gaden som deres primære arbejdsplads. SundhedsTeamet har kontor i Sundholm på Amager, men det meste af arbejdet foregår på gaden. Deres patienter er mennesker, som passer dårligt ind i et sundhedssystem, som vi andre tager for givet. De aner måske ikke, hvem deres praktiserende læge er, eller de er blevet forment adgang, fordi de har været fulde eller haft deres hund med i venteværelset.

Lene har arbejdet som gadesygeplejerske siden 2005, da SundhedsTeamet blev sat i verden af læge Henrik Thiesen, der er i mange år har arbejdet hårdt for at sikre ordentlig behandling for gadens folk. På baggrund af flere års erfaringer med gadearbejdet lykkedes det Henrik Thiesen at få midler til at lave et fast team til at tage sig af byens hjemløse patienter. Teamet har opnået så fine resultater, at der blandt andet er startet et tilsvarende team i London.

Alle patientbesøg foregår på cykel med en rygsæk på skulderen. De har talt om at få uniformer, men besluttede hurtigt at det var en dårlig ide. De hjemløse skal kunne hive fat i Lene og hendes kolleger uden at alle kan se, at de taler med sygeplejersken.

LÆS OGSÅ: “Det var sindssygt svært at hive mig selv ud af offerrollen”

En skæv morgen
Solen skinner ned over torvet, og der er festlig stemning blandt en lille gruppe hjemløse, som Lene hilser på. Hun har en aftale med en ung mand på 31 år, der har afleveret en urinprøve, han skal have svar på. Derfor får vi også selskab af leder af teamet og læge Henrik Thiesen. Lægen, sygeplejersken og patienten træder lidt væk fra gruppen for at holde dagens konsultation.

- Jeg er liiige lidt morgenskæv, lyder det stormilende fra patienten.

På hovedet sidder en nålestribet hat, og overkroppen er bar i sommervarmen. Lene spørger, hvordan det går med alkoholen, og han svarer igen med et grin:

- Fint. Ja altså lige i går faldt jeg lidt i. Det blev vist til 12 øl og en halv flaske vodka. Men så var jeg også færdig!

Der kommer ingen løftede pegefingre fra hverken Lene eller Henrik. De er vant til, at alkohol og stoffer er en stor en del af livet for de hjemløse. Hvis man har ambitioner om at få alle sine patienter i afvænning og i gang med et arbejde, så er man det forkerte sted.

De sidder lidt i solen og taler med ham om, hvordan det ellers går. Hvorfor han måtte droppe sin retalin. Og hvordan han fik stress, da han var i praktik som gartner.

En af vennerne kommer forbi og tilbyder os alle et shot jägermeister. Den unge mand med hatten siger først nej, men tager så alligevel flasken og klemmer en tår ned.

- Det er jo hans fødselsdag, forklarer han.

Grunden til, at han står her på torvet, er den samme som mange af de andre. Han passer ikke ind i systemets kasser. I mange år har han arbejdet som ufaglært brolægger, men i dag skal man have en uddannelse for at arbejde som brolægger. Og han kan ikke sidde stille og passe en uddannelse, uanset hvor meget hans sagsbehandler forsøger at få ham i gang.

Han er en af de patienter, der viser, hvor uforudsigeligt Lenes arbejde kan være. Hun har nemlig kendt ham i flere år og for bare et år siden, så alting anderledes ud. Han var blevet udredt for ADHD, var begyndt at tage medicin, fået sin egen lejlighed og startet i jobtræning. Lene havde sluppet kontakten og troede ikke, hun skulle se ham igen. Men så en dag dukkede han igen op, da hun var på Christianshavn Torv. Livet med fire vægge og medicin var blevet for kedeligt og forudsigeligt. Han sad altid bare i sin lejlighed, kunne ikke komme ud af døren og kunne ikke lide, hvad medicinen gjorde ved ham. Så nu er han tilbage på gaden.

Den slags skal man vænne sig til, forklarer Lene. Hendes hverdag er fyldt med den slags to-skridt-frem-og-tre-tilbage skæbner – og det skal man acceptere, hvis man vil arbejde med hjemløse.

- Vi er det nederste system. Man kan ikke falde ud af hænderne på os, uanset hvad man gør. Om man glemmer at møde op til en aftale eller er fuld, så gør det ingen forskel. 

Sygeplejersken Lene Tanderup og lægen Henrik Thiesen ordner lige nogle småting omkring en patient på torvet, efter de har tilset en af deres andre patienter. 

Den dyrebare tid
Efter at have sludret lidt med fyren med hatten, ordner Henrik og Lene noget med en anden patient over telefonen. Og så skilles de igen. Henrik skal tilbage til Vesterbro og Lene skal videre til de skæve boliger på Amager. En række små skure fungerer her som boliger for nogle af dem, som har det særligt svært. Selvom solen skinner på de små træhuse og sender tankerne til dansk koloniidyl, er idyl meget langt fra virkeligheden i de små skæve boliger. I vinduerne ligger tøj, bamser og dåser klemt sammen i en rodet bunke. Nærmeste nabo er en af de mest trafikkerede veje i byen. Og Lenes patient er ikke klar til at mødes, da han efter lang tids banken åbner døren uden tøj på kroppen. Huden hænger tungt på hans overkrop, og det tynde hår stritter til alle sider.

- Jeg lå lige og sov… siger han med en stemme, der lyder som om, den trænger til at blive smurt.

De bliver enige om at tage snakken en anden dag uden at komme nærmere ind på hvornår.

- Han er ikke typen, man laver konkrete aftaler med, forklarer Lene.

- Jeg kommer bare forbi og banker på en gang imellem. Nogen gange lykkes det.

Sådan er hverdagen for gadesygeplejerskerne. Lene har altid et par aftaler i kalenderen, men hun kan sjældent forudse, hvordan en arbejdsdag ser ud. Det skal man kunne trives i, forklarer hun.

Til gengæld har hun et af de privilegier, som mange sygeplejersker sukker efter. Tid til sine patienter. De hjemløse må ikke føle, at de er en del af et system, så kan man ikke yde den hjælp, de har brug for. Ofte handler det nemlig om nogle helt andre ting end den smerte i foden, som de kommer med. Men det tager tid at få patienterne til at åbne op og fortælle. De fleste har så mange ar på sjælen, at det ikke nytter at tælle dem.

Nogle af Lenes patienter har hun set hver uge i årevis. Og i en tid med stigende pres på landets sundhedspersonale, er det et privilegium at være fritaget for tidsskemaer og patientmål. For Lene betyder det, at hun arbejder med kernen af, hvad det for hende vil sige at være sygeplejerske:

- Mit arbejde kræver, at man er god til at lytte og være til stede. Jeg får lov at arbejde med det hele menneske. Mit arbejde handler om at finde ud af, hvad der skal til for, at de kommer et andet sted hen. Jeg har en masse muligheder for at hjælpe dem, fordi jeg ikke er begrænset af tider og resultater.

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

Mere end sygeplejerske
Alle fire sygeplejersker i Sundhedsteamet kommer med solid erfaring i sygepleje. Lene kommer selv fra en skadestue, hvor hun ikke følte, hun kunne gøre nok for de udsatte patienter. Hun så dem komme igen og igen uden at få den opfølgende hjælp, de burde. Hun kunne selv konstatere, at hun ikke gjorde så meget, som hun synes, hun burde. I en travl hverdag, hvor der er masser af akutte patienter, har man ikke tiden til at yde den pleje og opfølgning, som de udsatte patienter, har brug for. Så når de sagde, de nok skulle finde ud af at få hentet medicinen eller få gipsen af armen efter et par uger, var hun lettet og videre til næste patient – velvidende at de nok snart ville se patienten igen.

Derfor er jobbet som gadesygeplejerske hendes drømmejob. Men hun må også indrømme, at hendes faglige baggrund som sygeplejerske ikke er det, der fylder mest:

- Vi er alt muligt andet end sygeplejersker. Vi er den røde tråd i deres liv. Vi forsvinder ikke. Vi er vidner til deres liv, og vi er bindeleddet mellem dem om systemet.

Selvom der er dage, hvor hun renser sår eller taler om medicin med sine patienter, handler jobbet i høj grad om at finde kreative løsninger. Som når en patient ikke kan være indlagt med sin hund – og de i stedet fik ham indlagt på en bænk ved siden af hospitalet, så hunden kan være med. Eller når de laver en aftale med hende, der passer de offentlige toiletter på strøget, så de kan rense sår på en patient, der altid opholder sig i det område. Eller da Lene hver dag i en måned mødte op på Halmtorvet kl. 09 for at give medicin til en ung fyr, der troligt mødte op hver gang. Nogen gange lå han og sov på deres mødested, andre gange var han bare dødberuset. Men han mødte op og fik sin medicin. Man er nødt til at finde andre kompetencer frem end dem, man fik på sygeplejestudiet i sin tid:

- Det kommer til at lyde helt flower power-agtigt, men vi er ret skarpe på, at vi ikke skal være hattedamer. Vi plejer at sige, at vi er runde udadtil og tilpasser os deres behov for at finde en løsning. Men indadtil er vi fagligt stærke og baserer vores arbejde på faglighed og nyeste viden om behandling.

Lene er nået til dagens sidste aftale, hvor hun skal være med til et møde i den anden ende af byen. En ældre mand, der er fysisk ødelagt og træt af sit liv vil gerne på rekreationsophold, så han kan komme til hægterne. Her får man sund og nærende mad, kommer i afvænning og til hægterne. Man kan ikke forvente, at sådan et ophold ændrer hans liv – men så har han det i det mindste bedre i den tid, han er der. Og sådan er livet for de hjemløse – og hverdagen for gadesygeplejerskerne:

-  Vi ser ikke meget fremdrift i behandlingsforløbene. Men det gode liv er, når livet fungerer for dem. Men vi skal kunne leve med dilemmaet i at se folk være så selvdestruktive. Vi skal være vedholdende i deres liv, også selvom de vælger at leve deres liv sådan. Det bedste, vi kan gøre, er at minimere skaden. Og så skal jeg kunne lægge det fra mig, når jeg går hjem. Hvis jeg ikke kan gå hjem med en accept af, at han drikker sig halvt ihjel, så går det ikke. Vi skal kunne tåle at snakke med dem om de beslutninger, de kan dø af. 

De færreste af gadens folk har lyst til at optræde på billeder. Men en glad fyr kom forbi og hoppede selv ind og tog armen om Lene.