Line trodsede sin kroniske sygdom og blev rockmusiker i L.A.

Som barn så Line Sørensen Ellen DeGeneres Show på forældrenes fjernsyn i barndomshjemmet på Tåsinge. Uden at ane at hun selv en dag ville være en af de musikere, hun selv sad og holdt øje med fra forældrenes sofa. Den optræden er en af de succesoplevelser, der har præget hendes liv i Hollywood, hvor hun har boet de sidste fire år.

Men Line er ikke kommet nemt til sin succes. Hun har knoklet – også mere end de fleste andre musikere, der prøver lykken i L.A. Som 20-årig fik Line nemlig sat en diagnose på de smerter, der har præget det meste af hendes liv:

- Jeg kan huske, at jeg på gymnasiet fik så ondt i ryggen, at jeg følte mig invalideret. Jeg kunne ikke være med til sport og måtte nogle gange ligge på gangen uden at kunne bevæge mig. Folk kiggede på mig og sagde, at nu pjækkede jeg nok igen. Det var så svært, at jeg ikke vidste, hvor de smerter kom fra, og folk troede ikke på mig, fordi jeg så normal ud. I gymnasiet gik det op for mig, at jeg måtte finde ud af, hvad der var galt. Men lægerne kunne ikke finde noget, der helt konkret kunne forklare de smerter, jeg havde. Jeg var rigtig deprimeret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg blev ført igennem et langt forløb med en masse undersøgelser, og da jeg var omkring 20 år, fandt de frem til, at det var fibromyalgi.

Med diagnosen kom også et tilbud om førtidspension. Mange patienter med fibromyalgi er nemlig så invaliderede af smerter, at de ikke kan have et arbejde. Men for Line blev hun kun mere motiveret til at følge sin drøm om at blive musiker i L.A. efter den dag på lægens kontor, hvor hun fik at vide, at hun kunne få pension:

- Jeg tænkte, at jeg ville skyde mig selv i hovedet om ti år, hvis jeg ikke prøver. Jeg kan ikke takke nej til det her nu. Jeg kan ikke stoppe mit liv nu, jeg har alt for meget at give i mit hjerte. Jeg har alt for meget eventyrlyst. Jeg er nødt til at prøve – og hvis jeg så ikke kan, må jeg komme hjem og få en førtidspension.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her bliver din diagnose, er der ingen hjælp at hente"

Drevet mod drømmenes by
Line var fem år gammel, da hun besøgte L.A. for første gang. Hendes far var pilot, og familien rejste derfor rundt i hele verden. Men for Line var L.A. byen, der blev ved med at kalde hende tilbage. Så da hun skulle finde ud af, hvordan hun kunne forfølge sine ambitioner om at blive musiker, var der ikke nogen tvivl om, at hun skulle til L.A. Hun søgte ind på Musicians Institute i Hollywood og blev i september 2015 færdig med sin musikeruddannelse. Og selvom livet som freelancemusiker ikke kun er en dans på noder, har hun opnået mere end mange andre musikere, der må tage slukørede fra LA, fordi de ikke slår igennem.

- Jeg spiller med forskellige kunstnere i L.A. på lokale spillesteder. Forleden uge var jeg i Florida og spille med et rent pigeband. Jeg er også med i partyband, hvor vi spiller rent Bollywood-musik. Til nytår skal jeg til Dubai og spille en nytårskoncert med et andet pigeband. Og så skriver jeg en masse musik. Jeg tror på, at hvis man arbejder hårdt, får man, hvad man skal have. Og jeg arbejder hårdt.

I modsætning til de fleste andre musikere, sætter Lines helbred en tidlig deadline for det liv, hun lever nu. Hun ved godt, at hun kun kan knokle, som hun gør nu, fordi hun er så ung:

- Jeg har sat en deadline på 30 år. Jeg bliver måske tvunget til at tage et normalt 9-17 job på et tidspunkt. Men det vil jeg hellere end at tage hjem til en førtidspension. Jeg vil ikke begrænses af noget, jeg ikke har bestemt. Det er ikke min skyld, jeg har fået den sygdom, så jeg vil være i kontrol. Derfor giver jeg den fuld skrald nu.

LÆS OGSÅ: "HPV-pigerne har været udsat for psykologisk karaktermord"

På trods af smerter
Da Line fik sin diagnose, var hun på et kursus på Odense Hospital, som har hjulpet hende til at håndtere sine smerter. Ved at lytte til sin krops signaler ved hun i dag, hvor meget hun kan klare – og hun accepterer også, at hun nogle gange presser sig selv til det yderste med de konsekvenser, der følger med:

- I fredags skulle jeg spille et show med vores rockband, og der hopper jeg rundt og teer mig og har det sjovt. Vi spiller ikke mere end 45 minutter, men så humper jeg også ud til bilen. Næste dag føles det som om, jeg er blevet tumlet over af en traktor. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at når jeg er så ung, som jeg er nu, så gør jeg det alligevel. Når man finder noget i livet, man elsker, så er man også villig til at kæmpe for det. Men det kan jeg nok ikke om ti år, og det er okay. Jeg gør det her så længe jeg kan. Og heldigvis har jeg så fleksibelt et arbejde, at næste dag – her var det en lørdag – der skulle jeg ikke noget. Jeg skulle bare slappe af og ligge i sengen.

Line sparer ikke på kræfterne, når hun giver den gas med sit band. Men hun betaler prisen dagen efter. 

Det varme klima i L.A. er godt for Lines muskler, der slapper mere af og derfor giver færre smerter. Hun har også fundet ud af, at når hun spiser sukker og brød, så får hun flere smerter. Men den vigtigste erkendelse har været den accept af sine egne begrænsninger:

- Nu er jeg okay med at sige stop og vide, jeg har gjort mit bedste. Før i tiden dunkede jeg mig selv i hovedet over ting, jeg ikke kunne. Som hvorfor jeg skulle sige nej til at tage med til Roskilde Festival, når alle mine venner skulle med. Men sådan er det bare. Jeg er kommet til en accept af, at jeg har den her krop af en årsag. Jeg er nødt til at acceptere den situation, jeg er i, for jeg kan ikke lave om på den. Livet gør ondt, sådan er det for alle, men der er forskel på at have ondt og samtidig pine sig selv over det.

Hun håber, at hun kan være med til at inspirere andre, der har en drøm uanset, hvor vild den er. For da hun sad på Tåsinge med en diagnose og tilbud om førtidspension, virkede hendes musikerdrøm også meget langt væk:

- Jeg var ved at give op på den her drøm, der lå så langt ude. Jeg vidste ikke, hvem jeg var. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle lytte til mig selv. Jeg følte mig så alene. Men jeg vidste, at hvis ikke jeg gjorde det, så ville jeg fortryde. Den der følelse af at sidde ti år fra nu og sige til mig selv, at det er for sent nu – det kunne jeg ikke leve med. Man bliver nødt til at gå efter sine drømme, for livet er så kort. Du skal nok få din drøm opfyldt, hvis det er det, du skal. Jeg har oplevet ting på fire år her, jeg aldrig havde drømt, jeg skulle opleve. At rejse til L.A. er den bedste beslutning, jeg har taget. Ikke nok med at jeg fået min Bachelor og lavet en masse fantastiske ting. Men det største er, at jeg har lært, hvem jeg selv er. Jeg kom udover mine grænser, hvor jeg skulle lytte til mig selv. Der var ikke nogen mor at læne sig op ad. Og derfor har jeg det i dag meget bedre.

Line på scenen - i baggrunden - med sin bas til Ellen Degereres Show