"Var der romantik ombord?" og 11 andre spørgsmål til én af pigerne fra "Kurs mod fjerne kyster"
Mathilde Munck Rasmussen var ét af de heldige besætningsmedlemmer på Beha-familiens båd Havana, da de to brødre Theis og Emil lagde fra kaj og sejlede jorden rundt på tre år. En rejse Mathilde var en del af de første tre måneder og som familien dokumenterede i programmet ”Kurs mod fjerne kyster” på TV2.
Hvordan får man en invitation til at tage på togt med Beha-brødrene?
- Jeg havde arbejdet sammen med Emil på et produktionsselskab. Vi syntes, det var hyggeligt at ryge smøger sammen og sludre til fester. Vi var gode kolleger med et begyndende venskab, og så begyndte folk at snakke om, at Emil skulle afsted på den der tur i tre år, og jeg syntes, det lød fuldstændig sindssygt.
- Da jeg begyndte at spørge ind til den, var det i virkeligheden mest af nysgerrighed. Det var ikke faldet mig ind, at jeg kunne komme med på turen, men jeg tror, at Emil kunne fornemme, at jeg synes, det var spændende, og på et tidspunkt sagde han, "altså, du kan komme med, hvis du vil". Jeg tror, jeg var en af de første, han inviterede med.
Hvilke overvejelser havde du, inden du tog afsted?
- Jeg har tidligere tænkt, at når folk sagde, "jeg kunne bare mærke i maven, det var noget, jeg skulle", at så var det bare noget, de sagde. Det kan man vel ikke mærke? Men det kan man. Jeg har næsten lyst til at sige, at jeg blev småforelsket. Det var et kald fra Triton, haha. Der var ingen overvejelser overhovedet. Jeg ville være den mest debile, stupide idiot, hvis jeg sagde nej til det.
Hvad fik I dagene til at gå med?
- Det kommer til at lyde meget naivt i andres ører, når jeg siger, at det kom bag på mig, hvor omfattende sejlads er. Vi var i hold af to personer, som sejlede to gange fire timer om dagen. Det var otte timer i døgnet, og jeg kan huske, at jeg efter 10-14 dage bare tænkte, hvornår er det weekend? Og når vi så var i land i længere tid, så savnede jeg at komme ud at sejle.
- Jeg har aldrig læst så mange bøger, som jeg gjorde på havet. Normalt bliver man distraheret af alt muligt, når man læser. Her var der bare vand. Så min fantasi stak fuldstændig af. Jeg læste "Jordens Søjler" og græd, skældte ud og blev forelsket. Det var det vildeste at læse bøger derude.
Hvordan var det at være kvinde ombord?
- Jeg har nogle rutiner og en intimsfære herhjemme, og dem var jeg nødt til at bryde med. Det er ret befriende, når du når dertil, hvor du bare giver slip. Jeg havde ikke trusser til en hel måned, så de var på i længere tid, og nogle gange måtte jeg vende vrangen ud.
- Der var toilet ombord, og man kunne være derude i fred. Det var med motor, så man kunne trække ud, men der måtte kun komme meget lidt toiletpapir i, og tamponer var bandlyst. Så de røg ud af koøjet. Og hvis der var nogen, der sad og vaskede op, måtte du ikke gå på toilettet, for så endte dit tis og bummelum ligesom i opvasken. Det blev en ongoing joke, at hvis der blev skyllet mere end to gange, skulle man ikke hoppet i vandet. Så var der nogen, der havde lavet mere end at tisse.
Er brødrene i virkeligheden som på skærmen?
- De er nogle virkelig dejlige drenge! Og i forhold til aldrig at have sejlet før og skulle tage på en kvart jordomsejling, så var de bare de bedste mennesker at gøre det med overhovedet. De har jo sejlet fra de kunne, og det gør bare noget ved mennesker. De har fået et skud saltvand i årerne, som vi andre ikke har. De har en ro og en umiddelbarhed i forhold til at være derude.
- Emil blev døbt den brune gud, fordi han bare lignede en gud, når han stod der og tronede på båden. Jeg følte mig bare ekstremt sikker, og jeg tænkte, det skal nok gå, når de to er med. Og selvom Theis ikke var særligt gammel, gik han bare ind i det med hovedet højt og fik fikset alle de tekniske ting.
Var der nogle romancer på båden?
- Det var der måske, haha. Men det kan jeg ikke sige så meget om. For mit vedkommende var der ikke en pige i hver havn, men der var da nogle mænd et par steder i verden, som hjalp med at gøre turen spændende. Folk har også spurgt, om ikke jeg blev lidt vild med drengene. Men nej. Altså, de blev mine gode venner. Enten så opstår en romance, fordi det ligger i energierne, eller også bliver man bare gode venner.
Hvad er det vildeste, du har oplevet på turen?
- Da vi først fangede Passatvinden, som er den, der tager dig med over Atlanterhavet, så var bølgerne nok fem-syv meter høje. Det var ret vildt at opleve, at havet ændrede sig på den måde. Jeg havde ligget og sovet, og da jeg kom op, og det var min tur til at sejle, havde jeg det bare sådan: "Hvad er der sket?!?". Det var en mur af vand, der bare rejste sig bag båden. "Skal jeg sejle båden nu?" spurgte jeg Emil helt nervøst.
Hvad var din største frygt?
- Jeg var aldrig bange, men jeg blev pisse forskrækket en nat, da jeg pludselig blev ramt i hovedet af noget, som vi stadig ikke ved, hvad var. Jeg røg direkte ned i flyverskjul med det samme. Jeg kunne bare ikke se noget, og det var som om, nogen slog mig i hovedet med en død fisk, haha. Men det havde vi det også sjovt over.
Hvordan pakker man til sådan en tur?
- Jeg har aldrig rejst så lang tid før, og jeg tror, vi måtte have, hvad der svarer til en rygsæk med. Det var forfærdeligt! Men når man endelig er af sted, så har man det samme på hele tiden. Det var alt sammen meget kort og småt og løst.
Hvad har du lært af at være med ombord på Havana?
- Det der med at sejle og være det samme sted i 24 dage uden mulighed for at komme væk, det gør ting ved én. En masse tid bruger man på at læse og snakke. Men der var flere gange, hvor jeg sad og kiggede ud på vandet, og så så på uret, og så var der gået to, tre timer, hvor jeg bare havde siddet og stirret. Man kommer ned i nogle lag i sine tanker, som man ikke gør normalt, fordi man ikke bliver distraheret. Det var nærmest meditativt.
Hvordan er det, ikke at kunne se land i lang tid?
- Jeg fik et psykisk meltdown en af de sidste dage på turen over Atlanten. Jeg græd i fire timer, uden at vide hvorfor. Vi lagde ud med det mest intense overhovedet med 24 dages sejlads i streg, det var ret vildt. Man kan godt sammenligne det med at lukke syv mennesker ind i en campingvogn i 24 dage, skrue op for varmen og ryste den. Så selvom der var mennesker omkring mig, så blev turen også et møde med mig selv og nogle af de udfordringer, jeg har.
- Jeg er typen, der laver fis og kommer med nogle platte, uartige kommentarer, og det har jeg altid brugt for at komme lidt ind på livet af folk. Lige pludselig fandt jeg ud af, at det er en del af mig, men at det ikke er det hele. Normalt kan man jo gå hjem og bruge tid for sig selv og lade batterierne op, men det kunne jeg ikke der. Vi lukkede aldrig dørene ind til kahytterne, heller ikke når vi sov. Jeg oplevede at blive ret irriteret på mig selv over min opførsel, og det gik op for mig, at det var fordi, jeg ikke havde de samme muligheder for at lægge den her maske fra mig og ligesom dosere det.
- Dét kombineret med, at jeg blev 28, da jeg skulle afsted, og mine veninder derhjemme havde været i lange forhold og var begyndt at lave børn og gifte sig, fik mig pludselig til at tænkte, "hvad fanden er det, du skal på den her tur? Hvorfor tager du din backpacker-tur ti år senere end alle andre? Hvad flygter du fra?". Min krise varede et døgn, og så var jeg klar igen. Og jeg fandt ud af, at én af de andre på båden havde været samme tur igennem. Det er nok meget naturligt, når man er så meget med sine tanker.
Hvordan var det at komme hjem?
- Hvis nogen fik nys om, at jeg havde været med på turen, kunne jeg ikke snakke om andet. Det var ret specielt. Normalt kan man jo lige vise lidt billeder, når man kommer hjem fra en rejse, og så er det det. Men her var der bare mange, der havde en interesse i det.
- Og så var det også bare syret, at jeg har været ude og sejle noget af jorden rundt, og så er der bare intet, der har ændret sig, når jeg kommer hjem. Jeg startede med at arbejde det samme sted igen, og vejret var nogenlunde det samme, som da jeg tog af sted. Jeg havde den samme jakke på! Det tror, jeg der er mange, der oplever. Det fortsætter bare i samme spor herhjemme.
