De har brudt med familien

6. august 2011 bliver Camilla gift. Alt er efter bogen. Næsten da. Stort bryllup, smukke gæster, designerbrudekjole og et orgel, der brusende sender hende op ad kirkegulvet til den ventende gom. Men ikke med hendes biologiske far ved sin side. Camilla har nemlig valgt, at æren skal tilfalde hendes stedfar, Jens.

 – Hvis min far var inviteret med til mit bryllup, havde det været alene af biologiske årsager. Det er de eneste bånd, der er.

Camilla føler, at hendes bryllup tvinger hende til at træffe et valg i forhold til faren. Men når hun mærker inderst inde, er det ret enkelt. Der er for mange skuffelser, der spænder ben for den rummelighed, hun burde føle over for den mand, der var med til at sætte hende i verden for 34 år siden.

For at føle sig helt sikker, tager hun i foråret over til sin far for at høre, om han er interesseret i at komme med til det forestående bryllup. Og farens svar er, at det orker han ikke rigtigt.

– Det svar blev bare meget skelsættende. Han hverken kunne eller ville oppe sig og tage med. Han har heller aldrig oppet sig i hverdagen, besøgt mig og min mand, Peter, i de seks år, vi har boet herovre i København. Når han ikke har vist, at han vil være en del af min hverdag, skal han heller ikke være en del af vores fest – det ville føles underligt.

Bortset fra i foråret, da Camilla er forbi for at fortælle om sit forestående bryllup, har hun ikke set ham i to år.

– Han tager ingen initiativer, og jeg gider ikke blive ved med at invitere ham til København, når han aldrig griber muligheden.  

Alkoholproblem
Camillas forældre bliver skilt, da hun er bare et år, og siden vokser hun op med sin mor og sin to år ældre storesøster. Faren ser de en weekend en gang om måneden, hvor han kommer og henter dem i bil.

– Jeg husker de weekender – og ikke specielt for noget godt. Den største problemstilling i forhold til min far er nemlig, at han drikker. Jeg husker, hvordan vi blev hentet, og han havde øl i handskerummet. Så fik vi en cola, mens han tog sig en kørebajer. Det var der ingen, der vidste. Og vi var små, så vi tænkte ikke over det. Jeg husker også, at vi altid lige skulle ind på bodegaen fredag eftermiddag med min far og hans nye kone og hænge ud med deres naboer og venner. Og vi kunne jo lige komme med ind og få en cola, folk var glade omkring os, og det var jo meget hyggeligt alt sammen. Min mor og Jens havde mere travlt med at lære os ting og sætte regler op. Her var der ingen regler. Vi nød stor opmærksomhed fra dem, der var der. Men ikke fra min far.

– Sidenhen begyndte jeg at studse over det. Da jeg blev 8-10 år, spurgte jeg min mor, hvorfor far havde øl i handskerummet, så der blev de klar over det.

Camilla husker specifikt en episode, hvor hun som teenager er med faren på arbejde, og han lugter kraftigt ud af munden af alkohol. Det siger hun til hans kone, og straks efter kommer han op til Camilla.

– ”Du skal bare ikke gå og sige til Inge, at jeg lugter af alkohol!”, og så drejede han om på hælen. Sådan havde jeg aldrig nogensinde oplevet ham. Han var altid meget afdæmpet, ingen følelsesudsving. Jeg blev forskrækket og vildt ked af det. Sådan skulle han aldrig tale til mig igen! Den episode gjorde nok, at jeg altid har tænkt, at jeg ikke skulle stikke hånden ned i den hvepserede igen.

Som Camilla bliver ældre, bliver hun både skuffet og vred på sin far. En frustration over, at hun umuligt kan acceptere hans last. At han ikke engang i de weekender, han har pigerne, kan undvære sine øl.

LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Datter af en alkoholiker

Som en fremmed onkel
Efter gymnasiet tager Camilla til London som au pair. Moren og stedfaren besøger hende flere gange i løbet af det år, hun er der, men faren nøjes med at sende en buket blomster, som står hos værtsfamilien, da Camilla ankommer. Resten af året hører hun intet.

– Jeg har været rigtig ked af det. Igennem mange år har jeg virkelig haft en frustration over, at man kan virke så ligeglad med sine biologiske børn. Men samtidig har jeg tænkt, at jeg jo har en rigtig god far i Jens, som jeg også rent intellektuelt har haft et større interessefællesskab med. Han har altid været interesseret og engageret. Og da Peter besluttede sig for at fri til mig, spurgte han også Jens – og ikke min far. Anmodede om min hånd. Det siger alt og hjalp mig på vej til at give slip over for min biologiske far og værdsætte, at Jens har været som en far for mig.   

I årene efter London fortsætter samme mønster. Faren og hans kone viser ingen interesse i hverken Camilla eller hendes søster Marianne. Besøger dem ikke i København, som de begge er flyttet til. Og melder afbud, da Mariannes børn skal døbes.

– Når jeg tænker tilbage, så husker jeg, at vi samledes til min egen og min søsters konfirmationer og vores studentergilder og sidenhen min søsters bryllup. Og hver gang har jeg krummet tæer over ham – ikke fordi han blev fuld og pinlig, men over hans fremtoning generelt. I virkeligheden kender han os overhovedet ikke. Men til de fester skulle han altid stille sig op og holde en tale. Store armbevægelser, og ”jeg er så stolt”. Jeg kunne bare slet ikke holde ud, at han skulle komme ind fra højre og give indtryk af, at han havde været den perfekte far, som bare var SÅ stolt over, hvad vi var blevet til.

– Den kontakt, vi har haft med ham igennem årene, har næsten været som at have en fremmed onkel, der gav os en slat penge til jul og huskede at ringe på vores fødselsdage.

– Han har ikke gjort noget selv for, at vi skal have mere kontakt. Det er ligesom gledet ud i sandet. Dels fordi min far har haft travlt med arbejde og dels pga. alkoholen. Hans drikkeri ødelægger hans opmærksomhed og hans hukommelse. Og sikkert også hans følelser.

Flov over sin far
Mødet med faren i foråret åbner aldrig op for den samtale omkring deres relation, som Camilla har håbet.

– Det med kun at ringe på hinandens fødselsdage, det er så skide overfladisk alligevel. Jeg har lyst til at cutte forbindelsen helt. Hvis det kører videre som nu, så vil jeg jo fortsat kontakte ham, når der sker noget større i mit liv, jeg synes, han bør vide. Men hvorfor blive ved at dele nyhederne med ham, når reaktionen alligevel udebliver?

Flere gange har Camilla overvejet at sende ham et brev. Forklare, hvordan hun har det og foreslå, at de bare skal droppe forbindelsen.

– Hvorfor blive ved at holde fast i noget, som der alligevel ikke er noget godt i. Men så siger min søster og min mor, at han vil blive ked af det. Jeg tror nu mere, at jeg vil gøre ham en tjeneste. Han viser jo ikke, at han ønsker en relation. Jeg har kendt Peter i seks år nu, og han har mødt ham tre gange. Tre gange om året taler jeg fem minutter med ham i telefonen

– til jul og til vores fødselsdage. Efterhånden orker han ingenting. Kan ikke overskue noget og kommer ingen steder. Han og hans kone arbejder heller ikke længere, de har begge et alkoholproblem og har svært ved at opretholde en hverdag.

– Ens forældre skal jo gerne være gode forbilleder, så det gør mig flov, at de lever sådan. De spilder deres liv. Jeg er selv et meget ambitiøst menneske og har altid haft en brændende lyst til at udvide min horisont. Også i forhold til, hvad jeg kom fra. På den måde er jeg egentlig nok brudt med den sociale arv. I hvert fald i forhold til min far.

– Det er meget tabubelagt at cutte forbindelsen til et nært familiemedlem. Familie er jo noget, man lever med på godt og ondt – igennem hele livet.

Læs videre om Sofie, hvis søster brød kontakten med hende, på næste side.

Sofie har tre søskende. To ældre halvsøskende og en helsøster, Trine, som er syv år ældre end hende selv. Trine var måske nok en lidt indesluttet storesøster, der ofte sad på værelset og passede sig selv. Lidt sær. Da Trine flyttede hjemmefra som 16-årig, blev de to til gengæld bedste veninder, og det blev de ved med at være de næste 18-19 år.

– Vi havde det superhyggeligt. Vi var meget tæt knyttede.

Men for godt otte år siden valgte Trine at bakke ud af familien, og siden har Sofie ikke set hende.  

–Jeg savner virkelig det forhold, vi havde. Jeg kan ikke se, hvad jeg har gjort. Jeg tænker ret tit på hende. Selvfølgelig når hun har fødselsdag og ved juletid især.

Søstre og slyngveninder
Lad os spole tiden tilbage til de glade ungdomsår i slut 80’erne, hvor Sofie tit er hos storesøsteren og er med til hendes fester, hvor der bliver danset igennem, snakket om kærester og smagt på Cinzano og Hansen rom. Og når Sofie har sommerferie, flytter hun nærmest ind hos søsteren.

– Familien kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne holde hende ud syv uger i træk. Hun er en lidt speciel type med et noget svingende humør. Men jeg vidste, hvordan jeg skulle tackle hende. Der var altid plads til mig. Jeg kunne komme og gå, som det passede mig. Faktisk så hun meget op til mig. Også da vi blev ældre og begyndte at gå i byen – så var det mig, der klædte hende på, satte hår og lagde makeup. Det elskede jeg!

Allerede som 17-årig får Trine sit første barn, og to år efter får hun nummer to. Med en anden mand, som ikke er tænkt som en kæreste.

– Desværre er hun altid faldet for nogle lidt uheldige typer, som havde misbrugsproblemer og røg hash. Hun har aldrig gjort den slags selv, men måske var det for at redde dem.

En dag møder Trine så en fyr via nettet.

– Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Jeg var hjemme hos hende, og det var mig, der åbnede, da det ringede på døren. Jeg tænkte virkelig, ”han er psykopat!”. Men jeg har før taget fejl af mit førstehåndsindtryk, så jeg var også spændt.

Tilsyneladende er Trines nye kæreste, Torben, en helt anden type end hendes tidligere bekendtskaber. Meget ordentlig, stilig og rank, noterer Sofie sig. Han er maler og arbejder i sin fars firma. Så måske betyder det, at der kommer lidt mere orden i storesøsterens tilværelse.

Trine får barn nummer tre med Torben. Hendes to piger er nu 7 og 9 år. I flere år går det glimrende. Selvom Torben i Sofies øjne er en noget speciel type, er søstrenes forhold stadig tæt. 

LÆS OGSÅ: Kærlighed: sådan starter du på en frisk

Kontakten ryger
Efterhånden som Trines to ældste piger bliver teenagere, begynder især den ældste, Maria, som nu er omkring 15 år, at betro sig til Sofie og Sofies mor. Hun fortæller, at Torben er kontrollerende og dominant, og at han opfører sig underligt over for dem.

– Vi hørte om nogle kedelige situationer med Torben. Det hele var meget snørklet, men det mindede mest af alt om psykisk terror. Hun fortalte også, at han havde gjort noget krænkende ved både hende og lillesøsteren Louise – uden rigtig at sætte detaljer på.

Sofie beslutter sig for at tage affære prompte og ringer til søsteren.

– Jeg kunne ikke blive ved at lade som ingenting. Jeg var simpelthen så vred og kunne slet ikke holde ud, at hun bare sagde hej og smilede, når man så hende. Som Maria sad der og fortalte, fik jeg bare så ondt i maven og tænkte, at nu ville jeg have en forklaring. Hvorfor var hun stadig sammen med denne her mand, som tilsyneladende opførte sig dybt betænkeligt?

Bland jer udenom
Sofie ringer. Og fortæller Trine, at hendes datter er ked af det, fordi der foregår noget mystisk med Torben.

– Hendes svar var, at det skulle vi overhovedet ikke blande os i. Hun stejlede fuldstændig. Min mor sad i baggrunden og kom med input til ting, jeg skulle sige. Og jeg fik sagt, at jeg havde det rigtig svært med at have en søster på denne her måde. At jeg ikke kunne lade som ingenting mere – jeg havde hørt alt for meget til bare at kunne fortsætte, som det var. Det var ikke en særlig behagelig samtale. Men man har altså en forbandet pligt til at blande sig, når det handler om ens søster! Det endte med, at hun cuttede af og sagde, at det skulle vi bare holde os helt ude af.

– Trine har altid været vildt dårlig til konflikter og lukket af over for følelser. Det har helt sikkert været for meget for hende, at hendes familie har krævet, at hun skulle komme og lægge tingene på bordet.

I et virvar af vrede, skuffelse og irritation lægger Sofie røget på. Og dér ryger forbindelsen til den søster, hun har været så tæt med.

Forsoning… mislykkes
Efter nogle år kontakter Torben pludselig Sofies mor og inviterer hende på middag hos ham og Trine – under forudsætning af, at de ikke skal tale om det, der er foregået. Moren takker ja, middagen går fint, og hun bliver kørt hjem igen af Torben, som benytter samme lejlighed til at fortælle en masse underlige ting om Trine.

– Min mor har aldrig brudt sig om ham. Han har altid virket så manipulerende, og min søster er meget nem at manipulere. Og pludselig fik han det til at se ud, som om han flere gange havde spurgt, om Trine ikke snart skulle ringe til sin mor osv.

Moren skriver et brev til Sofies søster om alle de ting, han har sagt og sender det til hende. Men om brevet er modtaget og læst, ved ingen.

En dag bliver stilheden for meget for Sofie, som forsøger sig med et opkald til søsteren.

– Jeg sagde, at jeg savnede hende. „Nå, gør du det?“ sagde hun bare. Mit håb var, at når hun nu talte med mig, så ville jeg måske kunne høre i hendes stemme, at hun også selv var ked af situationen. Men hun var bare iskold. I hendes øjne står jeg måske nok som den skyldige, fordi det var mig, der ringede dengang. Det blev jeg ked af. Og siden har jeg igen ikke hørt fra hende.

Som at mangle den ene arm
Kun via Trines døtre, som Sofie stadig har kontakt med, hører hun, hvordan det går med søsteren. Og når de skriver sammen på Facebook, kan hun klikke sig ind på billeder af den søster, hun ikke har set i over otte år nu. Døtrene har også fortalt, at Trine og Torben er blevet skilt, og Trine er flyttet i egen lejlighed.

– Så nu er der et lille håb om, at hun måske, når hun har fået sundet sig, får lyst til at give lyd fra sig. Det er jo hende, der ikke vil snakke med os – det er ikke omvendt. Og så skal der bare lukkes op for alle sluser og renses ud, og så er alle glade igen. Vi er jo alle sammen interesserede i at få hende tilbage i familien igen.

Efter den sidste telefoniske afvisning har Sofie ikke meget lyst til at kontakte sin storesøster igen. Nu håber hun – via Trines døtre – at kunne vække nogle følelser.

– Jeg håber, at de vil sige til deres mor, at hvis hun nogensinde får lyst til at bryde den mur, hun har sat op, så er hun mere end velkommen, vi savner hende alle sammen. Jeg er sikker på, at inderst inde er det ikke det her, hun har lyst til. Hun savner sin familie.

Men hvordan føles det for Sofie – at mangle den søster, hun var så tæt med?

– Det føles lidt, som om jeg mangler den ene arm. Ud over Trine, som jeg jo er vokset op med, har jeg ikke de tætte familierelationer.

Sofie må give efter for gråden, som nu trænger sig for hårdt på.

– Der er så mange ting, jeg gerne vil sige til hende. Men mest af alt vil jeg nok bare gerne spørge hende, hvorfor hun valgte at lukke mig ude i så mange år. Mere på baggrund af vores forhold end på hvad der egentlig skete dengang. Jeg er da også ked af, at hun ikke følger med i mit liv. Har set mit nye hus, hørt om mit job, kommer og spiser middage hos os, og vi tager på ture sammen. Det er meget underligt. Jeg kan kun håbe, at der sker noget godt. Det her er jo spild af liv!

LÆS OGSÅ: Julia brød med sin adoptivfamilie