Nikita Klæstrup fortæller om feminisme og nøgenhed i ALT for damerne
SPONSORERET indhold

Nikita Klæstrup: "Hvis mænd onanerer til mine billeder, er det ikke min skyld"

En nøgen krop er ikke nødvendigvis en seksuel krop, siger den såkaldte ”Girl Squad” i denne uges ALT for damerne.

Af: Sara Wilkins Foto: Ekaterina Krarup Andersen
20. apr. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Kvinder har ret til at gå klædt som de vil – og i så lidt tøj som de vil – uden at blive svinet til eller opfattet som sexobjekter.

Det er et af budskaberne i et større interview med Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen, der betegner sig selv som fjerdebølgefeminister - og som kalder sig #GirlSquad på de sociale medier - i denne uges ALT for damerne.

Her fortæller de tre kvinder blandt andet, hvordan nøgenhed og letpåklædte billeder hænger sammen med deres syn på feminisme.

- Mænd er blevet opdraget til at se en letpåklædt kvindekrop som pornografisk og for hans nydelse. Det er utrolig problematisk. Det er sort-hvidt. Jeg har en flot krop, elsker at iscenesætte den og tage æstetiske billeder. Det handler for mig om, at æstetikken af kvindekroppen skal frigøres, siger Ekaterina Krarup Andersen i interviewet.

- Folk tror, vi udstiller os selv som sexobjekter. Vi iscenesætter os selv, og vi tager endda selv billederne. Det er enormt skræmmende, at vi ikke kan se på en kvindekrop uden at se den som et objekt. Det er altså ikke kun til mænds nydelse, siger Nikita Klæstrup, og Louise Kjølsen fortsætter:

- Ja, det er en vigtig pointe. En nøgen krop er ikke nødvendigvis en seksuel krop. Og en seksuel krop er ikke nødvendigvis en nøgen krop (...)

Hvordan adskiller jeres billeder sig så fra porno?

- Altså definitionen på pornografi er, når man ser en seksuel akt. Vores kroppe er seksuelle, men vi har ikke gjort dem til det. Mennesker er seksuelle væsener, sådan er det bare. Jeg seksualiserer den ikke yderligere ved at vise mig i bh. Jeg er født sådan, og jeg vil have, folk kan kigge på min krop, men det betyder ikke, jeg ikke kan betragtes som en akademiker, en god kone eller mor, siger Ekaterina Krarup Andersen, og Nikita Klæstrup fortsætter:

- Ja, hvis mænd onanerer til mine billeder, er det ikke min skyld.

 
Retorikstuderende Nikita Klæstrup, 22 år (t.v.), fotograf og teologistuderende Ekaterina Krarup Andersen, 30 år (t.h.) og psykolog Louise Kjølsen, 28 år, i midten. Foto: Ekaterina Krarup Andersen. 

Svinet til på nettet

De letpåklædte billeder har dog affødt mange voldsomme reaktioner på de sociale medier, fortæller de tre kvinder i interviewet.

- Vi har fået alle slags reaktioner – fra kommentarer som "jeg spiller så meget pik til dig, at mit tastatur går i stykker" til "du har cellulitis i røven" og "tab dig, så jeg kan se på dine billeder". Vi får negative reaktioner fra både mænd og kvinder, men vi får selvfølgelig også positive reaktioner, siger Louise Kjølsen.

- Det er stadig udskældt at gøre noget ud af sig selv. Jeg får fillers og holder det ikke hemmeligt, men folk er alligevel imod det. Folk kommenterer på det, selvom jeg hele tiden har været åben omkring det, siger Nikita Klæstrup.

Bliver set som "en dum bimbo"

En del af jeres projekt handler også om, at I godt kan tage letpåklædte billeder og samtidig være akademikere, som I jo alle tre er. Hvordan hænger det sammen?

- Det hænger godt sammen med vores projekt. Bare fordi jeg gerne vil gøre noget ud af mit udseende, betyder det ikke, jeg ikke har andet. Vi får bare at vide, at uddannelsessystemet ikke fungerer, hvis folk som os kan læse på universitetet, siger Nikita Klæstrup.

- Ja, det er nemmere at rive det danske uddannelsessystem ned end at acceptere, at vi også går op i os selv (...) Vi vil kunne vælge at bære lyserød, have neglelak på og være akademiker på samme tid. Der er en idé om, de feminine ting bliver devalueret i samfundet, men vi vil give dem noget værdi. Når man agerer som en mand, siger man også, at de mandlige ting har mere værdi end de kvindelige, siger Louise Kjølsen.

Men kan I forstå, hvis nogen mennesker betragter jer som uintelligente?

- Hvad skal jeg sige, for at folk ikke tænker det? At jeg tilbringer fire timer om dagen med at læse om den victorianske æra? Det er ligegyldigt, hvad jeg siger. Selvom jeg har studeret fire år i Rusland, stadig er i gang med teologistudiet, hvor jeg læser jiddisch og judaistik og taler syv sprog, er jeg jo bare en luder, svarer Ekaterina Krarup Andersen i interviewet, og Nikita Klæstrup fortsætter:

- Jeg får skylden for, at folk kun opsøger sladderhistorier om mig i stedet for at læse artikler i seriøse medier som Politiken eller Berlingske, hvor jeg også er blevet interviewet og udtaler mig om politik og feminisme. Som jeg altid har sagt, selv hvis jeg kunne kurere kræft, vil folk stadig se mig som en dum bimbo. De har besluttet sig for, hvordan de vil se os.

Du kan læse resten af interviewet med #Girlsquad i denne uges ALT for damerne, der er på gaden i dag.