Jeg synes, det var helt tydeligt, at jeg kedede mig på den date. Hvorfor fattede han det ikke?
Eurowoman

Nu forstår jeg, hvorfor nogle mænd er frygtelige datere

Han talte og talte og talte. Om sig selv, sin karriere og sine røvsyge projekter, mens jeg kedede mig. Men nu forstår jeg, hvad der gik galt, og hvorfor to mennesker have så forskellige opfattelser af den samme date.

Af Sofie Hviid 08.apr.2016 Livsstil

Han lød frisk i sine beskeder. Sådan lidt kæk på den kloge måde. Vi fik hurtigt skrevet os frem til at mødes inde i byen til en øl på en torsdag aften. Hele konceptet med at tage ud for at møde et fremmed menneske for at finde ud af, om man passer sammen, er jeg ikke en stor fan af. Men jeg føler mig stort set altid beriget af at møde nye mennesker, og de fleste har jo et eller andet interessant at byde på. Det tænkte jeg også på, at jeg cyklede af sted en lun aften og egentlig bare var spændt på, hvad det var for et menneske, jeg skulle på date med.

Jeg ved altid efter få sekunder, om jeg står over for et menneske, jeg er tiltrukket af. Sådan er det bare – en automatreaktion, der endnu ikke har slået fejl. Jeg går ud fra, at det er en biologisk reaktion, der bare lynhurtigt vurderer, om vi skal formere os. Sådan var det også denne aften. I det øjeblik, han rejste sig lidt kejtet, gav mig hånden og smilede tydeligvist genert, var der allerede løbet tusinder af signaler igennem min hjerne, og beskeden var klar: Den her date ville aldrig blive til andet end en hyggelig samtale.
Når det sker, slår jeg straks over i en høflig modus, hvor jeg taler, smiler og gør mit bedste for at sikre den gode stemning. Og det er så her, at det går galt, har jeg fundet ud af.

LÆS OGSÅ: Derfor finder du aldrig den eneste ene

Mig, mig, lidt dig og mere mig
Vi fandt en bar, hvor vi kunne få et glas vin. Jeg var allerede i tankerne på vej hjem igen og tænkte på, hvor hurtigt jeg kunne få det glas hvidvin til at forsvinde. Min date var den type mand, der tydeligvis har brugt mere tid på at udvikle sine intellektuelle evner end sine sociale. Lidt forsimplet kan han beskrives som en den intellektuelle nørd, der formentlig i sin studietid har haft mere øje for sine tunge fagbøger end sine kvindelige medstuderende. En mand, der virkelig har en masse at byde på, hvis man interesserer sig for det samme som ham – problemet er bare, at det gjorde jeg ikke. Jeg vil nærmest kalde vores match for en datingkatastrofe – den udadvendte humanist møder den indadvendte videnskabsmand.

Jeg tog derfor hurtigt opgaven på mig med at sikre en god samtale – om ikke andet kunne han jo inspirere mig og gøre mig klogere. Og jeg skal lige love for, at han fik talt sig varm. Vi kom rundt om hans specielle uddannelse, hans karriere inden for noget med vindmøller og et nyt projekt, som han var meget passioneret omkring. Egentlig var der en masse af det, han fortalte, der var spændende – men i min verden kunne han have været rundt om sine meritter på ti minutter – og så kunne vi måske have talt om noget, vi begge kunne forholde sig til. Der skete i hvert fald det, at jeg blev mere og mere træt af at lytte til en mand, der kun havde lyst til at tale om sig selv.

Uden at være uhøflig tog jeg rollen som den interesserede lytter. Jeg nikkede på de rigtige steder og kiggede høfligt på ham, imens han talte. Sagde "okay" og "interessant" på de rigtige steder og ventede på, at han skulle holde op med at tale om energipolitik og lovgivning omkring vindmøller. Men det skete bare ikke. På bordet ved siden af os sad en fyr og en kvinde, der tydeligvis havde det sjovere. Hendes date var den ekstroverte joker-type, man ikke kan lade være med at grine af. Flere gange fantaserede jeg om at skifte bord for at komme væk fra en samtale, der var ved at kede mig ihjel.
Jeg ledte desperat efter pauser i hans talestrøm, der var lange nok til, at jeg passende kunne sige tak for i aften. Efter to lange timer og et vinglas, der for længst var tømt, lykkedes det mig at få sagt, at jeg måtte hjemad. Vi fulgtes til der, hvor han cykel stod. Han var i højt humør og talte løs om sin lejlighed, som heldigvis lå i den anden ende af byen. Uden at signalere, hvor glad jeg var for at slippe løs, fik jeg sagt farvel og åndede lettet op, da jeg kørte af sted for mig selv.

- SHIT...jeg har lige haft verdens kedeligste date, skrev jeg til min veninde, da jeg kom hjem.

Da jeg sad med telefonen i hånden, tikkede der en besked ind fra fyren. Han glædede sig til, at vi skulle ses igen.

WHAT! Hvordan kunne han tro, at jeg var interesseret? Jeg synes, jeg havde haft et stort skilt i panden hele aftenen om, at jeg ikke var interesseret. Ingen flirtende øjne, ingen casual berøring. Hvad var der gået galt i vores kommunikation?

LÆS OGSÅ: Derfor holdt han op med at skrive


Mænd fatter ingenting
For at blive klogere på, hvad der skete på den date, ringede jeg til Michael Kjærsgaard. Han arbejder som terapeut og forsker ved Center for Neurocoaching og ved en hel masse om, hvordan mennesker kommunikerer, og hvordan vi opfanger kropssignaler. Han kunne hurtigt forklare mig, hvorfor mine "lad mig komme væk"-signaler måske ikke stod helt så bøjet i neon for vindmøllemanden, som jeg følte, at de gjorde. Der er nemlig lavet undersøgelser af, hvor gode eller dårlige mænd og kvinder er til at opfange kropssprog – og de er ret entydige, forklarer Michael Kjærsgaard over telefonen:

- Generelt har kvinder evolutionær fordel, fordi I er dobbelt så gode til at opfange kropssprog. Der sker en specialisering i hjernen. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor det er sådan, men én forklaring kan være, at kvinder har haft ansvar for at passe børnene. De har ikke et sprog de første leveår, og kvinder har derfor været udviklet evnen til at tolke kropssprog, så de kunne forstå børnene.

Det kan lyder mærkeligt, at vi i 2016, hvor kvinder er hjernekirurger og præsidenter, stadig lider under træk, der blev udviklet for flere hundredetusinder år siden, hvor kvinder passede børn, og mænd jagtede mammutter. Men når man taler om menneskets udvikling, er den verbale, sproglige kommunikation i virkeligheden lige kommet til. Menneskets hjerne er udviklet over millioner af år, så den kunne sikre arten de bedste overlevelsesmuligheder. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vores hjerne i virkeligheden stadig minder meget om den hjerne, vores fjerne forfædre rendte rundt med.

Michael Kjærsgaard fortæller også, at der er lavet forsøg, hvor man lod mænd og kvinder se en film uden lyd på. I de forsøg forstod kvinder 88 % af, hvad der sker i filmen, selvom de ikke kunne høre samtalerne. For mænd var det kun omkring 40 %. Der er altså en signifikant forskel på, hvor gode mænd og kvinder er til at forstå kropssprog, fortæller han.

Ofte vil det også være kvinden, der tager initiativ til en flirt ved at lade manden forstå med -hendes øjne, at hun er interesseret – men studier viser, at hun skal kigge ham i øjnene 6-7 gange, inden han får taget sig sammen til at gå over til hende. Michael Kjærsgaard møder mange frustrerede mænd, der kommer efter et ægteskabsbrud og siger til ham, at de ingenting forstår – mens deres kone synes, hun har sendt masser af signaler i årevis.

Alle mine klare signaler har altså slet ikke været så klare for vindmøllemanden. Den forklaring kan jeg til dels godt købe. Jeg kender heldigvis masser af mænd, der udmærket forstår min kropssprog, så vi taler altså ikke om en universel sandhed - men vi kan godt blive enige om, at han i hvert fald ikke var en af slagsen. Jeg undrer mig stadig over, at vores date fælles date blev opfattet så forskelligt. Han havde tydeligvis hygget sig i mit selskab, selvom jeg var ved at dø af kedsomhed i hans. Hvad sker der lige for det?

Spørg, spørg, spørg
Alle mennesker elsker at føle sig vigtige – og det er formentlig årsagen til, at vi havde så forskellige opfattelser af den date, mener Michael Kjærsgaard. Jeg gjorde nemlig præcis det, der får alle mennesker til at føle sig godt tilpas. Lyttede aktivt, virkede interesserede og stillede spørgsmål. Hvis man vil være sikker på at blive en succes i enhver social sammenhæng – uanset om det er en date, på arbejdspladsen eller til tante Åses fødselsdag, er opskriften nemlig hamrende enkel og indlysende, forklarer han:

- Vi scorer ikke på en date eller får sympati generelt ved at tale – vi scorer og får andres sympati ved at lytte. Vi mennesker - og specielt mænd pga. vores højere testosteronniveau - eeelsker at tale om os selv – og vi eeelsker at få opmærksomhed. Og når din date fik sit behov for at tale om sig selv opfyldt, har han naturligvis fået appetit på mere af det samme.

De rigtige spørgsmål
Jeg begynder pludselig at tænke tilbage på, hvor ofte jeg egentlig har oplevet, at mænd har opfattet mig som interesseret, fordi jeg høfligt har stillet dem spørgsmål. Som journalist er det måske en arbejdsskade, men jeg spørger for det meste mere, end jeg taler, primært fordi jeg er oprigtigt interesseret i at høre om andres verden. Og det er åbenbart vejen til at blive en datingsucces – og ved nærmere eftertanke ved jeg det jo udmærket godt.

Hvis jeg husker tilbage på de bedste dates, jeg har haft, er der nemlig ikke nogen tvivl om, at de mænd, som har været oprigtigt interesserede i mig og min verden, har været de bedste datere. De fleste af os kender følelsen af, at et menneske spørger ind til ens historier – og ikke bare spørger tilfældigt, men har reel interesse.

Men jeg må indrømme, at jeg oftere havner i mandligt selskab, hvor det er mig, der stiller spørgsmålene og ham, der taler om sig selv. Er der forskel på, hvordan mænd og kvinder stiller spørgsmål?

Den undren får mig til at ringe til Anne Gerhardt, der som seniorkonsulent i BRO Kommunikation lever af at rådgive om kommunikation. Jeg forelægger hende mine egne uvidenskabelige observationer fra mine dates. Og selvom Anne Gerhardt holder fast i, at hun ikke mener, at der ligger biologiske forskelle til grund for, at jeg i højere grad møder mænd, der taler meget om sig selv, indrømmer hun, at der er eksempler, hvor der kan være noget om det. Forskellen ligger bare ikke i biologien, men i kulturen:

-Vi ved fra undersøgelser, at mænd i nogen sammenhænge, fx ved jobsamtaler, får lov at tale mere, end kvinder gør. Og ofte vil en kvinde, som insisterer på at holde ordet længe, blive opfattet som mere dominerende, end mænd, der gør det samme. Kvinder forventes også ofte at nedtone mere end mænd - man forventer i højere grad, at vi passer på relationen til den, vi taler med. Jeg kommunikerer fx selv relativt maskulint, og jeg øver mig løbende i at være mindre direkte. Når jeg kommer ind i et rum, skal jeg huske mig selv på at være lyttende og hyggelig, inden jeg går til sagen – ellers er der større risiko for, at jeg bliver aflæst som skrap, end hvis jeg havde været en mand. Og det er bare et kulturelt vilkår.

Han var egentlig god nok
Når jeg sidder på en date, ligger der altså nogle kulturelle forventninger til grund for, hvordan vi hver især agerer over for hinanden. Og selvom vi netop har fejret 100-året for kvinders valgret, kan der stadig være stor forskel på, hvordan vi som piger og drenge bliver opdraget. Hvor små piger måske får anerkendelse for at være den søde, flinke pige, bliver drengene rost for at være fremme i skoen. Og de mønstre tager vi så med os til vores voksenliv, hvor jeg høfligt lader min date fortælle om alle sine fortræffeligheder uden selv at kræve opmærksomheden.

I virkeligheden gjorde vindmøllemanden det helt naturlige på den date. Jeg fodrede ham med opmærksomhed. Selvom jeg bare var høflig, var det egentlig mig, der gjorde ham en bjørnetjeneste. Jeg lod ham tro, at han var det mest interessante menneske i verden – og hvorfor skulle man ikke have lyst til at få mere af det?

Da jeg skrev til ham, at jeg ikke havde lyst til at se ham igen, fik jeg også en undrende besked tilbage.

- Det forstår jeg ikke, har du noget imod at skrive hvorfor?

Min første indskydelse var "jøsses, hvor tungnem er du!" – men det er egentlig ikke fair. Jeg havde jo givet ham et helt andet indtryk med min flinkeskoleagtige opførsel, fordi jeg ikke ville være uhøflig. Hvis jeg nogensinde havner på en kedelig date igen, vil huske på her tre ting:

- Du kan ikke tage for givet, at personen over for dig forstår dine signaler, så udtryk dig klart med ord. Ikke alle mennesker er lige gode til at forstå kropsprog – så lad være med at gå ud fra, at dine subtile hints er blevet forstået.

- Hvis du virker interesseret og er god til at stille spørgsmål, vil han helt naturligt tro, at du er det. Med mindre du er oprigtigt interesseret, så lad være med at give udtryk for det – lad samtalen dø ud, eller lad ham komme på banen.

- Høflighed er fint, hvis du vil give nye mennesker et godt indtryk – men hvis du er på en date, så vær hellere ærlig. Bryd op efter en halv time, sig tak for i aften – og slut eventuelt af med en ærlig kommentar om, at du ønsker ham held og lykke med fremtiden, og du ikke lige synes, kemien var der.

LÆS OGSÅ: Sam Mansoor: "Med ligestilling ophører romantikken"

LÆS OGSÅ: Derfor har vi nået grænsen for selfies fra det perfekte liv

LÆS OGSÅ: Denne myte er grunden til, at kvinder faker orgasmer


Henter...