På luksustrekking i Nepal

Stilhed og mørke. Det første, jeg ænser, er min iskolde næsetip, der stikker ud af de tykke tæpper, mens den varme ånde forsvinder som små skyer i luften. Aftenen før har jeg barrikaderet mig under yakuldtæpper både fra nabosengen og skabet, plus iført mig rygsækkens tykkeste skiundertøj. Den varmedunk, der har lunet sengen effektivt op det meste af natten, er nærmest kold. På natbordet ligger en hue, vanter og pandelampe, hvis nu strømmen skulle gå. Luksus? Tja, men det er heldigvis et relativt begreb.

Jeg befinder mig på den anden side af jorden omgivet af rå natur på trek i Sagamartha National Park i Nepal. En komprimeret version af de Everest treks, der normalt strækker sig over 16 dage. Sagamartha er det nepalesiske ord for Mount Everest. Mens jeg ligger og tager tilløb til at springe ud på badeværelset, sender jeg en forstående tanke til hårdkogte Everest-trekkere, der dropper bad og rent tøj i tre uger. De kan ikke komme i bad. Min eneste undskyldning – ud over at jeg skal have tæerne ud på det iskolde badeværelsesgulv og i bedste fald vente to minutter på varmt vand i bruseren – er udsigten fra mit hotelværelse. Uden for vinduet tårner Ama Dablam, et af Himalayas ”små” bjerge på kun 6.560 meter, sig op. Ama Dablam er ofte blevet kaldt verdens smukkeste af klatrere. Ordet betyder ”moderen med brochen”, og som bjerget står der med dagens første stråler glødende bag en forreven horisont, kan man ikke andet end at give dets fans ret.

LÆS OGSÅ: Drømmerejse i Sydafrika

I ti minutter ligger jeg helt stille, mens mørket slipper sit tag. Jeg er lykkelig. Min ellers evigt kværnende indre to do-liste er tavs, overrumplet af storheden uden for mit vindue. Jeg har egentlig ikke defineret et mål med rejsen hjemmefra, men jeg kan mærke, at det formentlig er det her øjeblik, jeg ubevidst har længtes efter: luksus på en nøjsom måde. For en gangs skyld er jeg ikke vågnet op med en grim følelse af dårlig samvittighed. Jeg føler mig fri og ekstremt sulten. Længe leve trekkermorgenmaden med de to blødkogte æg, lun havregrød og en liter te, som venter i lodgens restaurant. Hvis ikke verdens højeste bjergmassiver i Himalaya kan få et stresset menneske til at slippe bekymringerne og få fat i livets enkle glæder, hvad kan så? Da jeg ti minutter efter står og damper i det kølige badeværelse efter et varmt bad, priser jeg mig også lykkelig over, at jeg har valgt luksusudgaven med Everest Summit Lodges og slipper for etagevask og en klam sovepose.

Der er i alt otte Everest Summit Lodges, på vores tidages trek besøger vi de fem. Det er en velhavende bhutanesisk familie, der har investeret sin formue i de smukke lodges, som blender fint ind i naturen – og som, med deres ”kun” op til 40 gæster ad gangen, føles hjemlige. Trekket beskrives som et såkaldt ”Komfort Trek”, men hvis man har rejst i Thailand og andre steder i Østen og er vant til den form for luksus, skal man altså ikke forvente for meget i Nepal. På Everest Summit Lodge får du, hvad du har brug for – ikke mere. Mad, et varmt bad, toilet og egen seng at ligge i. Til gengæld er luften tynd, stierne kuperede, smalle og visse steder en temmelig stor udfordring.



En støttende hånd
At trekke bliver af de fleste opfattet som ”noget alle kan”. Men der er stor forskel på at gå ligeud i mange timer og at vandre opad i tynd luft. 300 højdemeter kan sagtens tage en halv time og føles som 3.000 meter med de bittesmå museskridt, man bliver ekspert i at tage, for at lunger og hjerte kan følge med. Så meget desto mere imponeret bliver man ved synet af tungt belæssede indfødte bærere og guider, der kan tale i mobiltelefon og bære en massiv dør på ryggen, uden at det kan ses på dem. Eftersom kroppen ikke får så meget ilt, som den er vant til, skal man faktisk være opmærksom på højdesyge. De første tegn er hovedpine, hvad de fleste får en snert af, hævede hænder og ansigt.

På tredjedagen ligner jeg til min egen overraskelse begyndelsen på en omgang højdesyge, og på dagens trek kan jeg hele tiden se mine egne hævede kinder stikke ud i synsfeltet. Heldigvis forsvinder det med nogle Panodiler, masser af vand og lidt flere pauser undervejs. ”It is nepali straight” (nepalesisk ”ligeud”, dvs. op og ned), griner vores tibetanske guide skælmsk, da jeg stønner og vil høre, om det går lige så meget opad næste stykke? Han svarer ikke rigtigt, men nynner i stedet et par opmuntrende strofer fra en gammel popklassiker af Michael Learns to Rock og lægger en støttende hånd på mine skulderblade. Det er der, jeg bestemmer mig for, at nepalesisk service burde uddeles i hjerter i stedet for stjerner.

Et andet stort plus ved at være på komfort-trek er, at vi slipper for at tage os af den såkaldte trekking-permit. Al dens slags bliver fikset let og elegant. En permit koster ikke alverden, men sagsbehandling kan til gengæld godt tage et par dage, eller mere. Vores danske guide nyder at fortælle, hvordan han med en 500 dollar seddel i ærmet engang har forkortet ekspeditionstiden fra ti dage til to timer. Den luksus, det er at få ordnet sine papirer, fritager mig også fra at få forstyrret mine positive oplevelser med det irriterende bureaukrati, der er en tro følgesvend i lande med politiske og økonomiske uligheder som Nepals.


Trekking er hårdt
Før vi kan kaste os ud i bjergvandringen, er vi blevet akklimatiseret i hovedstaden Katmandu. En by med mange fattige, gadebørn og indenrigsfly, der på en god dag også kommer i luften. Vi skal videre til Lukla i landets østlige del, hvor selve trekket begynder, men er halvanden dag forsinket. De små propelfly fra Buddha Air letter ikke, hvis det blæser, og det gør det. Da vi omsider lander på den ekstremt korte landingsbane, har vi gennemlevet et crash-course i flyskræk. Overlever du, er du lettet og formentlig kureret.

Lukla er en rigtig trekkerby med tehuse, caféer, små supermarkeder og boder. Har du glemt vandrestave, sim-kort, solbriller, overlevelsesudstyr, vandrekort eller andet, kan du købe det i hovedgaden, som nærmest fører dig direkte ind i nationalparken. Vores trek følger stort set samme rute, som den backpackere med kurs mod Everest Base Camp har benyttet i årtier. De fleste nøjes med at beundre det 8.850 meter høje bjerg nede fra campen, kun få gør Edmund Hillary og Tenzing Norgay kunsten efter og når toppen, The Summit.

Vores første dagstrek går fra Lukla til Monjo. Vi lægger ud i strålende sol, godt smurt ind i faktor 50, men mørket og rutens længde overrasker os, fordi vi er landet senere end beregnet. Den sidste times tid stavrer jeg efter den svage lyskegle fra min pandelampe, temmelig rystet over, at mine løbeture hjemmefra ikke gør større forskel, og at trekking er så hårdt. Vi er fem danskere, der følges ad i mørket – tre mænd og to kvinder – og alle er ret flade, da vi omsider kommer frem til stenhuset med de smukke bedeflag: Monjo Lodge. Alle ved hurtigt alt om hinanden, og ellers finder man let ud af det.

LÆS OGSÅ: Det her er verdens bedste solferie

Hen over middagen falder man automatisk i snak med gæsterne ved de andre borde, en del af dem er midaldrende englændere og tyskere. ”Hvor kommer I fra – og hvor er I på vej hen?” og ”Er I generet af højden?” Der hersker en rar stemning, nærmest en blanding mellem at være på lejrskole og afterskiing. Vi får en stor øl, men kun én, for højder og alkohol svinger ikke så godt. Det gør til gengæld den nepaleser, der spiller det gamle Eagles-hit ”Desperado” på guitar, mens ilden buldrer i ovnen. Klokken 22.00 er der slukket og lukket.


Over hængebroen
Du behøver ikke at være i topform for at trekke, men du skal ikke veje ret mange kilo for meget eller have problemer med knæ og ankler. Næste morgen meddeler en af mændene i vores gruppe, at han ikke går med videre. Jeg indser, at jeg nok også bliver nødt til at sætte tempoet lidt ned og tage ultrakorte skridt som vores tibetanske guide, Jigme. Det er lidt som at løbe maraton, hvor man også skal økonomisere med kræfterne, så der er krudt nok til hele strækningen.

Apropos maraton, bliver vi pludselig mødt af først én, efterhånden flere løbere med nummer på maven. Det er dagen for det legendariske Everest Marathon. Den fjerde løber, der kommer dansende ned ad den smalle bjergsti, er en nepalesisk kvinde, der har overskud til at kaste et håndtegn til mit kamera og grine, da jeg klapper og hujer imponeret af hendes sejhed. Til gengæld føler jeg mig sej, da jeg forcerer Hillary Bridge. Det er en af de mange hængebroer, som forbinder stierne på tværs af brusende floder og kilometerdybe kløfter. De ser så smukke ud på fotos med deres vejrende bedeflag, men 160 meter stålwirer gynger altså en del, og der er ikke plads til mere end to personer ved siden af hinanden. En tungt belæsset yak eller dzo (en hunyak) fylder for mere end én. Så hvis man møder sådan en midt på broen, er der ingen anden udvej end at suge maven godt ind, vende siden til og vente, til faren trasker videre på sine klove.

Hillary Bridge krydser den brede flod Dudh Kosi og blev indviet i 2013. Hvis man udfordrer sin højdeskræk, kan man kigge ned på den gamle bro, der svajer i dybet med sine guirlander af falmede bedeflag og sender buddhistiske bønner ud i bjergene. Før den nye bro blev færdig, kunne trekkere risikere at stå i kø i halve timer for at passere. I dag tager det måske fem minutter.


Turister kan takke yakokser og sherpaer for alt, hvad der befinder sig over 1000 meters højde. Hver eneste cola og Everest-øl er slæbt op. Sherpafolket lever af at låne deres ryg ud og bære op til 50 kg ad gangen i kæmpestore kurve med et bånd, der sidder fast om panden. Unødvendigt at sige, at deres nakkehvirvler ligner noget, der er løgn, totalt smadrede og deforme fra en relativt tidlig alder. Derfor er jeg glad for, at mine femten kilo bagage bliver spændt fast på en hårdfør yakokse og står klar, når vi ankommer til næste lodge. Det eneste, jeg selv bærer, er min nye Ospreyrygsæk med kamera, ekstra bluser, vindjakke og masser af vand.

Masser af kalorier
Der findes ingen veje, kun stier i Himalaya. Alligevel kan man få alt, hvad man har brug for, bare ikke seksten forskellige slags at vælge imellem. Lemon-tea bliver fra første tur en klar favorit for hele gruppen – selv mig, der ellers prøver at undgå sukker, må konstatere, at de mindst seksten sukkerknalder, der er i, gør godt. Maden er et kapitel for sig. Der er set menus overalt, hvor vi kommer frem på trekket. Så snart man har smidt rygsækken og skiftet vandrestøvlerne ud med et par badetøfler, er der dækket op med kage og kaffe. Hold helt fest, hvor kan nybagt sandkage dufte godt…

Det er, som om sanserne skærpes i Himalaya. Jeg ville ikke drømme om at spise sandkage derhjemme, men herude skriger mit blodsukker på mere end ét stykke, og sært nok er der rigelig appetit til aftensmaden, der absolut heller ikke hører til det, jeg spiser mest af i Danmark. Blomkålsuppe, den nepalesiske nationalret dhalbat, som er linser i tyk brun sauce, og dessert. Min krop har åbenbart brug for alle kalorierne til de daglige trek på mellem fire og otte timer i skiftende terræn. Da vi efter seks dages trek kommer tilbage til Katmandu, er jeg til gengæld rigtigt glad for at kunne gå ind på en a la carte restaurant og bestille Chateau Briand med hele udtrækket.

Blev jeg for resten ikke syg? Nej, en anden fordel ved et komforttrek er hygiejne og civiliserede toiletforhold. Selvom trekking er det, der lokker de fleste til Nepal, er det bestemt ikke det eneste, man kan tage sig til. Antennerne stilles hurtigt ind på alternative kanaler. Som hovedstad for både hinduister og buddhister har Katmandu flere templer, bedemøller og religiøse symboler end nogen anden. Efter et par dage sidder vi over middagen og taler om karma, som det var en vedtaget lov, og om lamaer og reinkarnation. En nevø i familien bag Everest Summit Lodges blev for nogle år siden genkendt som en tidligere lama og har nu sit eget kloster med menighed og munkeorden. Det er selvfølgelig vildt ærefuldt, men samtidig er det langtfra ukompliceret, fortæller vores vært, den unge mands onkel. For nøjagtigt som kronprinsen herhjemme åbenbart kviede sig ved at skulle være konge på et tidspunkt i sin ungdom, er det også tungt for en lille fyr på seks år at få at vide, at han skal spendere resten af sit liv i kloster.

Storhed og ro
Ayurveda er ikke en religion som buddhismen, men det indiske sundhedssystem er næsten lige så populært. Især blandt vesterlændinge i Katmandu. Den klassiske massage, hvor du f.eks. æltes igennem af to terapeuter på én gang, føles skøn efter ti dages vandring på stejle, stenede stier. Skønheds- og velværebehandlinger fås for en slik flere steder i byen – og på hotellerne. På mit hotel bestiller jeg oliemassage i tre stive timer og eneundervisning i yoga. Da jeg booker min privatundervisning i receptionen, får jeg at vide, at det altså koster 40 kr. for 90 minutters yoga. Hvad, de ikke siger, er, at det er den lille receptionist selv, der underviser, iført kortærmet, hvid kittel og Peter Sellers-overskæg. Og at undervisningen foregår på græsplænen foran alle de andre turister, der ligger og soler sig. Han kan sit kram den lille yogi, trods den skøre kittel og de hullede sokker.

Ti dage giver en god forsmag på Nepals vilde natur og på Katmandus farverighed. Jeg var chokeret over, hvor meget støj, der var i mit eget hoved i begyndelsen af turen. De første dage tjekkede jeg konstant, om der var kommet sms’er eller mails med hastesager fra jobbet eller fra min familie. De sidste dage gad jeg dårligt nok at lade telefonen op. Dagenes enkle rytme og forudsigelighed, trekkets fysiske udfordringer og tilværelsens ulidelige lethed forplantede sig, så jeg til sidst kun så knejsende hvide bjergtinder mod en blå himmel. Også når jeg lukkede øjnene. Roen faldt på.

Dét oplever du også på trek i Nepal
Tengboche-klosteret
De bordeauxklædte munke ses overalt i Nepal, både inde i Katmandu, i dalen og oppe i bjergene, hvor en del af klostrene ligger. Tengboche-klosteret er et af de smukkeste, og her er iskoldt om vinteren. Klosteret ligger som en port på vej ind til Everest Base Camp. Gæster er velkomne til de fleste ceremonier, men uden kameraer og sko.

Sherpalandsbyer
Kunde og Khumjung er tvillingelandsbyer i ca. 3.800 meters højde. Alle huse har grønne tage, her bor nogle af de ”store” sherpa-klatrere, som har været på toppen adskillige gange. Det er også her Edmund Hillary-skolen ligger, hvor børn undervises op til 9. klasse. Nogle dage udenfor, fordi det er varmere på en bænk ude i solen end inde i de dårligt opvarmede barakker og stenhuse.

Helikoptertur til Everest Base Camp
En helikoptertur hen over Everest Base Camp koster ca. 2.800 kr. pr. person (plads til fire i alt) for ca. 30 minutter. I kommer helt tæt på det næsten 9000 m høje bjerg, et virkeligt imponerende syn, der er alle pengene værd. Helikopteren flyver dog maks. i 5000 meters højde.

Ayurveda-behandling
Katmandu bugner af massage, yoga, meditation og ayurveda. Priserne er yderst rimelige. Byens mest velrenommerede ayurveda-center tilbyder behandlinger fra en time til en hel dag samt ugeprogrammer, hvor du bliver detoxet som i Kerala i Sydindien.

Gå i kloster
Kopan-klosteret i udkanten af Katmandu er åbent for vesterlændinge, der gerne vil gå i kloster på deltid og f.eks. lære at meditere. Man kan bo i klosteret ti dage for ca. 600 kr. inkl. alle måltider og et introduktionskursus i meditation og buddhisme.

LÆS OGSÅ: Multikulturel storbyhygge i New Zealand