Portræt af Arianna Huffington

Da en journalist fra den engelske avis The Sunday Times sidste år mødte Arianna Huffington, havde Huffington læst journalistens klummer, tjekket hendes Twitter og hun vidste også, at hun er fan af tv-serien "House of Cards". Hun mindede hende desuden om, at de har en fælles bekendt.

Alligevel lod journalisten sig ikke forføre. Den 64-årige mediepersonlighed og stifter af The Huffington Post havde nemlig taget imod en af hendes venner på nøjagtigt samme måde 14 dage tidligere. Og det, der umiddelbart virkede som personlig interesse, genkendte hun som den særlige måde, Arianna Huffington netværker på. Research, smiger og charme har nemlig gjort hende til en af moderne erhvervslivs mest beundrede netværkere.

Alene hendes efternavn er synonymt med succes. I 2005 grundlagde hun The Huffington Post, som på kort tid blev et af de mest citerede medier på internationalt plan. Arianna Huffington har nemlig knækket den kode, som mediemennesker over hele verden stadig sveder over. Udfordringen er, hvordan man tjener penge på nyheder i en tid, hvor meget indhold er gratis på internettet. Ikke alene giver hendes gratis netavis overskud. The Huffington Post er så meget værd, at internetfirmaet AOL betalte 315 millioner dollar for avisen i 2011 og lod Huffington fortsætte som chefredaktør.

Hendes position i medieverdenen har resulteret i, at Time Magazine har sat hende på sin eftertragtede liste over verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Det er dog ikke den eneste årsag til, at Arianna Huffington er blevet noget af det nærmeste, vor tids forretningskvinder kommer på en celebrity. Hun er blevet kaldt det intellektuelle svar på Madonna. Gang på gang demonstrerer hun ligesom popdivaen sin evne til at forny sig i takt med tidens trends. En evne til som en kamæleon at tage farve efter omgivelserne.

Ifølge rygterne fik hun tilnavnet "Den mest stræbsomme græker siden Ikaros", da hun læste økonomi på Cambridge Universitetet i England. Ikke så lidt ambitiøs med andre ord. Ikaros i græsk mytologi stræbte så højt, at han fløj for tæt på solen og brændte sine vinger. Og der er en god chance for, at hun allerede som barn kendte til myten om den ulyksalige græske stræber, hvis overmod førte til hans nederlag, men det har efter alt at dømme ikke bremset hende i at gå efter det, hun ville have.

Med efternavnet Stassinopoulos voksede hun op i en belæst familie i en etværelses lejlighed i Athen. Moren Elli forlod sin mand på grund af hans utroskab og forsørgede selv døtrene Arianna og Agapi. De blev flasket op på Platon og Sokrates og lærte at meditere, allerede før de kom i puberteten. Ideen var, at det skulle ruste dem til livet. Da Arianna fik den ide, at hun ville studere på Cambridge, fulgte Elli hende selv til England, så hun kunne få en fornemmelse af, hvad hun gik ind til. Og hun sørgede inden da for, at datteren lærte engelsk.

I 1968 ankom hun til Cambridge, hvor hun gik på Girton College. Her involverede hun sig i den politiske debat og udgav i 1973 den antifeministiske bog "The Female Woman" som et svar på Germaine Greers såkaldte feministbibel "Den kvindelige eunuk". På forsiden af bogen optræder hun smilende med langt bølgende, brunt hår sammen med et anmeldercitat fra avisen Sunday Telegraph i en splash:

"Arianna socks it to the women's lib" – "Arianna giver kvindebevægelsen en på lampen". Hun argumenterede i bogen for, at kvinder har andre ambitioner end mænd, og blev en slags en belæst pinuppige for kvindefrigørelsens modstandere. Senere skulle hun selv komme til at dementere sit eget synspunkt om, at kvinder er mere tilbøjelige til at ville dyrke moderollen frem for magt og indflydelse, da hun lod sin mor flyttede ind og tage sig af børnene, mens hun selv forsøgte sig med en politisk karriere.I 70'erne forelskede hun sig også i den noget ældre Times-skribent Bernard Levin, men han foretrak deres liv med bøger, koncerter og debatter over middage med britiske toppolitikere frem for at blive gift og få børn, hvilket hun ønskede. I
1980, da hun var 30, opgav hun forholdet og tog til New York. Den beslutning beskriver hun stadig som en af sit livs mest smertefulde.

I USA fik hun gode kontakter i kølvandet på sin biografi om Maria Callas, som hun udgav i 1981. Forlæggeren Lord Weidenfeld introducerede hende til indflydelsesrige mennesker i New Yorks inderkreds, og dem etablerede hun netværkssaloner for på Manhattan. Hun blev venner med toppolitikere som Henry Kissinger, USA's udenrigsminister under præsident Nixon, og celebrities som tv-journalisten Barbara Walters. For amerikanerne var hendes kombination af fattig herkomst, sofistikeret europæiske islæt med uddannelse fra Cambridge og påtrængende gåpåmod en tilsyneladende uimodståelig kombination.

Arianna Stassinopoulos optrådte nu i sladderspalterne, men det var kun begyndelsen på hendes vej op ad den sociale rangstige i USA. Et møde med politikeren Michael Huffington, der var søn af en Texas-milliardær, ændrede hendes position en gang for alle.

De blev gift og flyttede til Californien, hvor han med hendes hjælp førte en vellykket politisk kampagne, mens hun blev indlemmet i de øverste republikanske kredse og arbejdede for blandt andre Newt Gingrich, som senere, i 2012, gik efter præsidentposten.

Arianna og Michael Huffington blev skilt i 1997. Året efter afslørede han, at han er biseksuel, og onde tunger mente, at deres ægteskab havde været baseret på en gensidig aftale: at han bevidst skulle have vekslet sin sociale status og formue for den duft af europæisk klasse og intellektuel tyngde, som han med hende ved sin side kunne tilføre sit brand. Selv tilskrev hun en opslidende valgkamp til senatet som årsag til deres skilsmisse. Faktum er, at Arianna fik et nyt efternavn, en mindre formue og stærke politiske forbindelser med fra ægteskabet.

Blandt de 14 bøger, hun indtil nu har forfattet, handler en om, hvor langt hun er kommet som forretningskvinde takket være sin frygtløshed. Samme frygtløshed demonstrerede hun i 2003 ved at udfordre Arnold Schwarzenegger til guvernør-valget i Californien. Hun trak sig dog som resultat af dårlige meningsmålinger og skiftede efterfølgende sin republikanske dagsorden ud med en liberal. Da hun siden blev beskyldt for at være mere taktisk end idealistisk i politik, svarede hun:

"Jeg var aldrig ærkerepublikaner. Jeg var for abort, for homoseksuelles rettigheder og for våbenkontrol".

To år senere stiftede hun The Huffington Post. De, der såede tvivl om, hvorvidt en kvinde midt i 50'erne havde den mindste chance i internettets hurtigt skiftende forretningskultur blev gjort til skamme. Takket være Arianna Huffingtons evner som debattør og hendes humor, charme og forbindelser kunne The Huffington Post byde på artikler skrevet af kapaciteter som Barack Obama og Gwyneth Paltrow. Uden at de fik betaling for det. Da Huffington og hendes businesspartner Kenneth Lerer solgte The Huffington Post til AOL i 2011, førte det voldsom kritik med sig, at webavisens stiftere kunne sætte millioner af dollar ind på deres private konti, mens en betydelig del af deres skribenter arbejder ulønnet. Som svar på kritikken argumenterede Arianna Huffington i The Times for, at en byline på en betydningsfuldt medie bør være løn i sig selv for det opmærksomhedshungrende moderne mediemenneske.

Fra antifeminist med moderdrømme i 1970'erne var hun nu blevet indbegrebet af en powerkvinde. Men i 2007 mærkede hun de personlige omkostninger ved succesen.

Den 6. april 2007 om morgenen lå Arianna Huffington på gulvet i sit arbejdsværelse i en blodpøl. Hun var faldet om og havde skåret øjet på kanten af skrivebordet og brækket et kindben. Der var gået to år, siden hun startede The Huffing-ton Post, der voksede i et hæsblæsende tempo. Hun optrådte på magasinforsider og var på Forbes' liste over verdens 12 mest indflydelsesrige kvinder i medierne. Men efter at have arbejdet 18 timer om dagen syv dage om ugen var hun bogstaveligt talt gået ned.

"Ser man på de traditionelle målestokke for succes, der fokuserer på penge og magt, var jeg utroligt succesrig. Men jeg levede ikke et liv, man ville kalde succesrigt, hvis man har bare den mindste smule forstand. Det var et klassisk wake-up-call."

Sådan skriver hun i forordet til i sin bog "At leve: Arianna Huffingtons metode til succes: trivsel, visdom, forundring og gavmildhed". Her opfordrer hun til en holdningsændring i vores kultur, så vi i stigende grad måler det succesrige liv på trivsel, visdom og åndelige værdier. I stedet for at måle os på, hvor meget magt og hvor mange penge, vi kan fremvise.

De fire parametre for, at vi kan trives, mener hun, er fysisk og psykisk velvære, viden og visdom og åndelige værdier. Hvorvidt Arianna Huffington selv lever op til sine krav til trivsel, er blevet diskuteret i ikke så få anmeldelser og kommentarer, siden bogen udkom. Men faktum er, at hun optræder i stigende omfang som celebrity-livsstilsguru.

En af hendes kæpheste er vores forhold til e-mails, som hun finder helt absurd:
"Det svarer til, at postbudet ringer på hvert minut, og vi hver gang rejser os op for at åbne døren. Før jeg faldt om, havde jeg ingen anelse om, hvor udmattet jeg var. Mit liv var skrænket ind til en to do-liste. Jeg gjorde det, vi alle sammen gør: multitaskede konstant. Det er en vane, min mor afskyede. Den sidste gang, hun blev vred på mig, var jeg på min Blackberry, mens jeg talte til mine børn. Jeg er en 100 procent bedre leder nu," sagde hun, da en engelsk journalist fra Times interviewede hende om hendes hverdag.

"En god leder er en, der lytter, en, der har prioriteterne i orden. De skal se isbjergene, før de rammer Titanic. Medieverdenen bevæger sig hurtigt, og man er nødt til at udvikle sig konstant, hvis man skal følge med. Men man er også nødt til at lære at lukke omverdenen ude længe nok, så man bliver i stand til at forny og genoplade sig selv."

I dag er den etværelseslejlighed i Athen, hvor hun voksede op, skiftet ud med et eksklusivt newyorkerloft. Men ligesom i hendes barndomshjem er det domineret af kvinder. Både datteren Isabella på 22, hendes søster Christina på 25 og deres moster Agapi har nøgler til lejligheden. Og meget af kunsten på væggene er malet af Isabella Huffington.

"Jeg har ingen elektronik i mit soveværelse, og det betyder, at jeg vågner af mig selv klokken 7. Så mediterer jeg, tager et brusebad og strækker ud med yoga i fem minutter. Det kan godt være, at der tikker vigtige beskeder ind, men det er ikke noget, der ikke kan vente en halv time. Hver dag skriver jeg en liste over ting, der gør mig glad, også selv om det måske bare er at sidde og drikke en kop te et smukt sted," fortalte hun også i interviewet med Times, som handlede om en dag i hendes liv.

"Når jeg kommer hjem fra arbejde, trækker jeg i sweatpants og fortsætter mit arbejde, mens jeg hænger ud i sofaen og hører musik, som regel klassisk. Jeg sender måske nok en masse e-mails til mine medarbejdere, men jeg forventer ikke, at de svarer før dagen efter."

LÆS OGSÅ: Kathrine Windfeld: "Jeg fik simpelthen lov til at skabe drømmemanden"

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: Derfor stiller jeg op til nøgenfoto

LÆS OGSÅ: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed