Tag en weekendtur til Sverige
SPONSORERET indhold

Rejseguide: Romantisk sviptur til Sverige

På Sveriges sydvestligste spids, mindre end en times kørsel fra København, ligger en, for mange danskere, ukendt del af Skåne. En halvø, der strækker sig mod Danmark som en lang smal tange mellem Øresund og Østersøen.

Af: Katrine Weikop Foto: Pernille Kaalund
22. jul. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Svenskerne har i mange år valfartet hertil fra hele landet for at nyde godt af de mange hvide sandstrande og fine små byer med hyggelige caféer og butikker. Men de fleste danskere har endnu til gode at opleve næsset og dets tre små byer: Höllviken, Falsterbo og Skanør. Så har du ikke allerede været der, så sæt en weekend af, og tag kæresten og et par cykler med på tur. For Falsterbo-næsset har masser af skønne steder at byde på og summer af svensk sommerliv, når det er allerbedst.

Første stop: Höllviken

Höllviken er indgangsbyen til næsset, så det er oplagt at starte turen her. Har I ikke selv taget cykler med, kan I leje nogle i cykelbutikken på hovedgaden. Det er en let og hyggelig måde at komme omkring på, og så får I også lidt motion imellem alle weekendens strandture og gode måltider.

Höllviken er som resten af næsset omgivet af hav. Mod nord ligger Øresund, og man kan se Øresundsbroen fra den lavvandede strand, der ligger inde i bugten. Udsigten er dejlig, men den bedste strandtur får man i den sydlige del af Höllviken. Det tager ikke mange minutter at komme dertil, da der kun er cirka to kilometer mellem strandene på henholdsvis Øresunds- og Østersøsiden. På turen fra den ene til den anden side, kan man stadig få øje på nogle af de smukke gamle sommerkolonier, der i starten af 1900-tallet blev bygget, for at lungesyge børn og voksne kunne komme ud og nyde godt af den friske luft og det salte vand. Og når man kommer ud til kysten, forstår man godt, at dette område blev brugt til rekreative formål. Strandene mod syd ligger dejligt afskærmet fra de små veje af duftende fyrreskov og fine sandklitter, og selv på den hedeste sommerdag er det altid muligt at finde en plads i sandet, hvor man kan stille blikket på uendeligt og nyde udsigten over det klare blågrønne vand sammen med sin udkårne.

En anden god strandoplevelse kan man få lige på den anden side af Falsterbo-kanalen, der skærer igennem Höllviken og forbinder Øresund og Østersøen til stor glæde for blandt andet lystsejlerne. Kør over broen, og drej til venstre. For enden af vejen langs kanalen ligger et stort badeanlæg, der oprindelig var tiltænkt handicappede, men som i dag bruges af alle, og som er et skønt sted at solbade fra. Området er meget smukt, og til den ene side kan man følge den livlige bådtrafik gennem kanalen, mens den anden side byder på et fint kig til nogle af de yndige pastelfarvede badehytter, der næsten er et vartegn for Falsterbo-næsset. Anlægget ligger lige foran et hyggeligt vandrerhjem, Lotsvillan, der godt kan anbefales, hvis man vil bo med den skønneste udsigt til en lav pris.


Märtas mad
Når sulten på et tidspunkt melder sig, er det en god ide at køre tilbage til hovedgaden. Her ligger Märtas café (Martas.se), en del af et helt lille Märtas dynasti, bestående af Märtas café, Märtas iscafé og restauranten Märtas by the Sea. Tre vidt forskellige steder, der alle er et besøg værd. Men sørg for at starte med frokost i den oprindelige Märtas café på Falsterbovägen 51. Her er en hyggelig og afslappet stemning, især i den fine gårdhave, der er indrettet med hvide møbler, skyggende parasoller og masser af skønne krukker, planter og interiørting, som naturligvis kan købes med hjem. Maden er rigtig god og mere end rimelig i pris. Prøv f.eks. en af de mange gode sandwiches eller en uovertruffen ceasar salad, og slut af med en kop kaffe og verdens bedste muffin.

Senere på dagen kan I smutte forbi Märtas iscafé på Höllviksstrandvägen. Stedet er indrettet i 50'er-stil lige fra møblerne til de ansattes blåternede kjoler og røde læbestift. Der er dømt vaskeægte sommerstemning, når man sidder i den store have og spiser is, mens man spejder ud over havet og lytter til de legende børns latter.

Hvis I ikke har fået nok af Märtas madunivers, kan det anbefales at slutte dagen med en middag på Märtas by the Sea. Restauranten ligger i Höllvikens havn med udsigt til sejlskibe, Øresunds-broen og en formidabel solnedgang. Maden er rigtig god, gæsterne som regel pænt klædt på, og i sommerperioden skal man booke bord, hvis man vil gøre sig håb om at få en plads. Især i weekenderne.

Vikingeby og vintage
Selv den korteste rejse bør indeholde et minimum af kulturelt eller lokalhistorisk islæt, og vil du glæde din kæreste med en oplevelse, der taler til hans maskuline sider, kan denne weekends indslag meget vel være et besøg på Foteviken (Fotevikensmuseum.se): Et frilandsmuseum med en hel vikingeby bygget af datidens materialer og teknikker. Stedet er imponerende, ikke mindst fordi det er beboet af frivillige, der lever et – næsten – autentisk vikingeliv til ære for både sig selv og de besøgende, og det er ret hyggeligt at gå hånd i hånd gennem området, mens man fornemmer historiens vingesus. Museet har også en fin lille butik, hvor man kan købe en lille vikinge-souvenir med hjem.

Ellers er der to butikker, der er værd at besøge, inden man forlader Höllviken: Prinsar & små sessor (Prinsarsmasessor.se), der ligger lige ved siden af Märtas café, er egentlig en skøn legetøjsbutik, men der er også masser af fine ting til hjemmet. Butikken er indrettet så feminint, farverigt og fantasifuldt, at selv den mest inkarnerede minimalist må overgive sig. Er du til mere rolige farver og klassisk stil, byder Cottage Rose (Cottagerose.se) lidt længere nede ad hovedgaden på et lækkert udvalg af tøj og ting til hjemmet fra bl.a. Day Home, Campomaggio og n.d.c. made by hands.

Elsker du derimod vintage og pænt genbrug, må du et smut forbi den hyggelige Lilla Stationen, der ligger i en gammel stationsbygning lige uden for Höllviken, på vejen ud mod Skanør og
Falsterbo (Björkvägen 8). Her er masser af fine ting, og selvom butikken er ganske lille, er der et forbløffende stort udvalg at gå på opdagelse i.


Sveriges Skagen
Efter Höllviken kører man igennem et stort fredet naturområde med lyng, skotsk langhornskvæg og havudsigt til begge sider. Her stimler horder af fugleentusiaster ofte sammen, for området har en stor koncentrationen af trækfugle – ligesom Skagen. Og Falsterbo og Skanør, der ligger i forlængelse af hinanden på den yderste del af næsset, har faktisk flere andre ting til fælles med Skagen: De fine gamle fiskerhuse med deres skønne pastelfarver, velholdte facader og blomstrende stokroser og de mange besøgende jetsettere – i dette tilfælde primært stockholmerne, der valfarter til næsset hver sommer for at nyde godt af den fantastiske sommerstemning.

LÆS OGSÅ: I LOVE DENMARK - 3 kendte kvinder om sommer i DK

I Falsterbo er strandene lange, brede og kridhvide, og helt ude på spidsen af næsset, hvor Øresund møder Østersøen, kan man være heldig at få øje på en sæl. Her kan man også gå tur langs en mageløs golfbane, beskue et smukt gammelt fyrtårn, nyde synet af de små badehytter, der ligger langs hele kysten som små kulørte perler på snor, eller beundre nogle af de flotte huse, der har en formidabel udsigt over havet og ofte ejes af prominente udlandssvenskere som f.eks. skuespilleren Lena Olin eller rige stockholmere.

Skanørs største – eller i hvert fald bredeste – strand ligger lige ved siden af havnen, og her er der altid liv og glade dage med masser af mennesker, livreddere og sportsaktiviteter. Havnen er populær, også blandt danske lystsejlere, og der er både fiskehandel, røgeri, restauranter og isboder, hvis man ikke har lyst til at bevæge sig alt for langt væk fra stranden, når sulten melder sig.

Senere kan man søge ind på et af de mange små gallerier, der findes i Falsterbo, eller shoppe lidt på Skanørs hovedgade, Mellangatan, hvor der ligger flere gode butikker. Især er det værd at kigge forbi Carlson Ahnell (Carlsonahnell.se), der har masser af lækkert tøj, og Design Station Skanør (Designbutiken.com) – en moderne interiørbutik med lækre designs fra både ind- og udland.

Dans til den lyse morgen
Hvis appetitten ikke er blevet stillet i havnen, byder Falsterbo og Skanør på flere gode spisesteder. Café Kust (Kustcafe.se) ligger på hovedgaden i Falsterbo og er en populær café, indrettet i en hyggelig maritim stil. Caféen har faktisk også en lille filial i Skanørs havn, og begge steder kan man få traditionel cafémad og kaffe med påtår – den svenske udgave af ad libitum.

Har du fået nok af sandwich og salat, kan du i stedet besøge Da Aldo (Aldo.se), en vaskeægte italiener med rigtig god mad i afslappede omgivelser. Om dagen kan man nøjes med en lækker italiensk is eller et let frokostmåltid, men om aftenen står den på klassiske italienske retter i en hyggelig gårdhave med prikkede duge, vinranker som tag og masser af kulørte lamper. Der er lidt Lady og Vagabonden over stemningen, og stedet egner sig rigtig godt til en romantisk aften.

Vil I tage romantikken et skridt videre og danse til den lyse morgen, kan I afslutte aftenen med et par drinks og en svingom på Falsterbo Strandbad (Falsterbostrandbad.se). Stedet, der ligger lige ud til stranden i Falsterbo, rummer både restaurant, café og natklub og er populært blandt både fastboende og de mange sommerturister. Bygningen er trods sin enorme størrelse en arkitektonisk perle, der på forunderlig vis smelter sammen med den omgivende fyrreskov og strand, og den har da også vundet adskillige priser.

Indgår natteroderi og diskodans ikke i jeres drøm om en romantisk weekend, kan bygningen i stedet studeres under indtagelse
af en søndagsbrunch på en af de store terrasser – eller bare en hurtig kop kaffe, inden det atter er tid til at vende næsen hjemad mod kendt dansk territorium.



Foto: Hotel Gästgifvaregården

Gode steder at overnatte
Höllviken:
Ljungheda B&B – billig overnatning i en stor gammel rød træbyning i vaskeægte svensk stil, på lille villavej. Ljungheda.se

Lotsvillan, vandrerhjem med den smukkeste beliggenhed lige ud til Østersøen og Falsterbokanalen. Lotsvillan.com

Falsterbo:
Ljungens Camping – bo i telt eller lej en lille hytte. Campingpladsen ligger lige ud til en af Falsterbos mange smukke strande. Ljungenscamping.se

Hotel Norregård – pænt hotel med god beliggenhed midt i Falsterbo. Norregard.com

Skanør:
Hotel Gässlingen – finere hotel med pool og spaafdeling. Hotellgasslingen.com

Hotel Gästgifvaregården – et lille traditionelt skånsk hotel med god restaurant. Skanorsgastis.com

Der er masser af fine overnatningsmuligheder på Falsterbo-næsset lige fra camping til lækkert hotel med pool og spa. Nedenfor kan du se en liste over nogle af de steder, vi anbefaler. Husk at booke i forvejen. Falsterbo-næsset er meget populært i sommermånederne.

LÆS OGSÅ: Drømmedestinationen til fods