Sådan ser det ud, når 100 kvinder viser brysterne
SPONSORERET indhold

Sådan ser det ud, når 100 kvinder viser brysterne

100 kvinder viser deres uretoucherede, bare bryster i et nyt fotoprojekt, som fotograf Laura Dodsworth står bag. Og det stikker meget dybere end blot at vise brysterne.

Af: ALT for damerne Foto: Laura Dodsworth
11. sep. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

- Vi ser bryster alle vegne, men de er uægte. De skaber en uflatterende sammenligning, men også et uopnåeligt ideal. Jeg ville genhumanisere kvinder gennem ærligt fotografi, siger den 41-årige fotograf bag projektet til den britiske avis Guardian.co.uk.

Målet er, at de mange billeder af bare bryster skal resultere i en fotobog, som Laura Dodsworth i øjeblikket er ved at indsamle penge til.

Det drejer sig nemlig om mere end blot at vise bryster, som de ser ud i virkeligheden, fortæller hun.

Gennem samtaler med de 100 kvinder i alderen mellem 19 til 101 år, står det nemlig klart, at bryster og vores forhold til dem hurtigt kommer til at handle om diskussioner om parforhold, vores kropsbilleder og alder.

Kvinderne var alle fra en der har overlevet kræft til en præst og en stripper. Flere af dem græd, fortæller fotografen til den britiske avis. Og selv blev hun også mere berørt af projektet, end hun havde regnet med.

- En ting der overraskede mig var, hvordan det jeg følte omkring mine bryster ændrede sig. Jeg følte mig mere i kontakt med dem, og de blev mere erogene, siger Laura Dodsworth om eftervirkningerne af de mange samtaler med kvinder fra alle samfundslag, aldre og baggrunde. 

Snyd ikke dig selv for at læse et par af interviewene med nogle af kvinderne (på engelsk, red.) på Guardian.co.uk.

Her ses et uddrag af de uretoucherede bryster:


Foto: Laura Dodsworth

I Danmark kan vi også sagtens være med, når det kommer til at hylde naturlige bryster og den naturlige krop. Det har fotograf Søren Rønholt for eksempel gjort med sit projekt 'Nordic Women'.


Foto: Søren Rønholt

Og tidligere på året sendte en række kræftramte kvinder et foto af deres bryster ind til os på ALTfordamerne.dk, hvilket der kom en stærk billedserie ud af, som kan ses her.

Men hvordan tør kvinderne at stille sig frem? Og hvad får de selv ud af det? Det gav Mette, som også stillede op med et foto af sine bryster i ALT for damernes trykte version, et bud på:

– Jeg vil gerne vise, hvordan man ser ud midt i rekonstruktionen. De billeder manglede jeg selv. Af helt almindelige kvinder, fortalte hun i artiklen.


Foto: Les Kaner

Også den unge fotograf Kajsa Gullberg har vi for nylig talt med om hendes nye fotobog, som viser de ar, mærker og hængebryster, som mange af os bruger unødig energi på at skjule.

Det er smukt med ar, rynker og kønsbehåring, siger hun i interviewet, hvor du også kan se de stærke billeder.