Saras blog 6: Dating og designforvirring a la Americana

Mange familier tager på eventyr og slår sig ned ude i den store verden. Men hvordan er det som enlig mor at flytte til Los Angeles, hvor der venter en eksmand og et nyt liv, der skal bygges op fra bunden? Vi følger journalisten Sara på hendes rejse tilbage til L.A. med sine to børn og bagagen fuld af tvivl, spænding og en lille smule frygt for, hvordan det hele skal gå.

KLUMME: Hurra, vi har fået et hjem! Og vi har oven i købet snart møblementet på plads. En god blanding af genbrugsfund og, som noget helt nyt, et aldeles amerikaner-overdådigt islæt, som især 15-årige Anna har bidraget med. Resultatet er, at indretningen nærmest matcher, og det er aldrig sket for mig før. Jeg har ikke bare ens sofapuder og pompøse lamper med fødder af forsølvet glas. På de to badeværelser, der tilsammen udgør halvdelen af lejlighedens areal (amerikanerne er vilde med den slags – et badeværelse per soveværelse, intet mindre) er der duftlys og tandkrus og små dippedut-æsker. Der matcher. Jeg bliver en anelse imponeret, hver gang jeg går derud. Jeg har sågar et guldbord med spejlplade. Jeg er med andre ord blevet den rene, amerikanske glitter-krage, og hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at se, at det hele er købt brugt eller fundet i fattigrøvenes mekka, Ross – et slags overskudslager, der sælger småmøbler og tøj af svingende kvalitet og håndsæber fulde af parabener. I love it.

Matchende puder, guldbord og sølvlampe – der er ingen grænser for den nye, pompøse indretningsstil.

LÆS OGSÅ: Derfor flytter jeg til Los Angeles med mine to børn

Dumt minefelt
Det, jeg til gengæld ikke elsker særlig meget, er at undvære pigerne, når de er hos deres far. Jeg er vant til at have dem konstant og hele tiden og ikke behøve debattere, om gymnastiktimerne skal ligge søndag morgen eller onsdag eftermiddag. Alt plejer at være mig. Det er det selvsagt ikke længere, men med den dårlige kommunikation er det et konstant og dumt minefelt, vi bevæger os rundt i, når det lavpraktiske skal koordineres.

I den nye lejlighed har de danske dimser fået ærepladsen over kaminen (den slags man kan tænde for med en stikkontakt, vel at mærke).

Men hey, jeg tuder ikke nær så meget, som jeg har gjort, og det er jo store fremskridt. Der trillede dog en lille, stille tåre, da jeg forleden var til forældremøde i Mollys klasse, og lærerinden lagde ud med at fortælle, at ungerne havde skrevet en lille hilsen til deres forældre, som vi lige skulle læse. Mollys besked handlede indledningsvist om alt det, hun havde lært indtil nu, og så stod hendes lille, observante sætning, der helt akut fik den diskrete tåre på fri fod:

– While I am busy at school you are working hard on finding a place to live, making money and getting food and water on the table for me and Anna.
Auch!

Med sirlig skrift og få ord pressede en lille note fra Molly på tårekanalen.

LÆS OGSÅ: Saras dagbog 2: Flot budget. Der ikke hænger sammen

... Og så var der dét med dating...
Forleden, da jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved gik i selvsving over eksmand og praktik, tænkte jeg, at jeg da skulle downloade en dating-app. Bare for sjov. And so I did.

Jeg har kun prøvet det én gang før, inden jeg rejste herover, og lad os bare sige, at det møde, der kom ud af det, ikke var en stor succes. Nu gjorde jeg så forsøget igen, og frem på min iPhone tonede den ene mere mærkværdige mand efter den anden. Utroligt mange af dem havde billeder af sig selv og deres hund(e), og 80 % af dem reklamerede med, at de havde en direktørtitel eller var ansat i filmindustrien.

En skrev, at han tændte på store lægge. En anden, at han gik med stok, og at den kunne bruges til mange ting. Og en tredje skrev til mig, hvor betagende smuk, jeg var på mine billeder. Ganske smigrende – hvis der altså havde været nogle billeder. For som den vatnisse, jeg er, havde jeg kun lagt et sløret profilbillede op, hvor min stramtantede knold i nakken var det mest tydelige.

Ingen forsanger
Alt i alt gik der ikke mange minutter, før min fjollede drøm om at støde ind i forsangeren fra Coldplay eller bare en nogenlunde sød, ordinær mand, der ikke havde trang til at vise sine olierede mavemuskler frem, mens han stod på hovedet i en absurd yogastilling, forsvandt. Der lå jeg så kl. fem om morgenen, overvældet og pludseligt trist over, at det her altså er mit liv. Jeg er single. Det er det segment, jeg er med i – og har været det længe. Det har bare ikke interesseret mig at komme i sving og kridte datingskoene for alvor, fordi jeg har holdt fast i savn og sødsuppe og genforening. Og halleluja – med to børn på fuld tid er det heller ikke, fordi jeg har haft det mest indbydende skema.

LÆS OGSÅ: Saras dagbog #3: Hjemløs på Rodeo Drive

Ben – og Jessica
Tilbage til sengekanten. Jeg 'swipede' mig gennem adskillige mænd. Som i rigtig mange. Og pludselig var der faktisk en, der så lidt sød ud på sådan en Michael J. Fox-drenget måde, og vups, der var et match. I nogle få minutter følte jeg mig som den rene Askepot – miraklet var sket. I alskens datingbundslam var jeg udvalgt til at være Bens eneste ene og noget ganske specielt.

Han skrev med det samme, Ben med det drengede look og skæve smil. Han skrev, at jeg så "adorable" ud. Den gik rent ind, og pludselig var der ikke noget mærkeligt i, at han kunne se, hvor adorable jeg rent faktisk er, selvom det bare var ud fra et elendigt bagfra-billede, der mest af alt signalerer dårlig hårdag.

Ben fortalte, at de lige havde været i Danmark og besøge nogle venner. At han var stor fan af den danske mentalitet, og det mindede ham lidt om bydelen Venice, hvor han boede. Vi skrev lidt frem og tilbage, og selvom han konsekvent skrev "vi", i stedet for jeg, tænkte ikke yderligere over det. Ikke indtil han 20 minutter inde i sms-seancen spurgte, om kun jeg var interesseret i ham. Eller både ham og Jessica? For ellers var Jessica only også en mulighed.

WTF? Mit første US-dating forsøg og jeg støder ind i et polygami-par fra Venice! Jeg mener – what are the odds!?

Jeg tror, jeg indstiller det digitale dating-show og bevæger mig ud i nattelivet, næste gang jeg er klar til den slags.

Så langt, så flot. Nu har jeg da lært, at man skal læse folks profiler ordentligt igennem, for det var mildest talt ikke fordi, den gode Ben forsøgte at skjule noget. Der stod ganske tydeligt, at ham og Jessie var til både solo og deling og hele hurlumhejet. Og fred være med det. Men jeg tror lige, jeg lader dating være noget, alle de andre enlige (eller par, bevares!) kan deale med, og så finder jeg på noget andet, når jeg ikke kan sove. Måske er der en Pokémon i soveværelset eller noget andet sjovt.

LÆS OGSÅ: Saras dagbog #4 Not all so happy Hollywood

LÆS OGSÅ: Saras dagbog #5: Sara flytter hjemmefra

LÆS OGSÅ: Derfor bør du tegne en skilsmisseforsikring