Signe Molde: Sådan ville jeg "bagtale" mig selv
SPONSORERET indhold

Signe Molde: Sådan ville jeg "bagtale" mig selv

Tv-vært Signe Molde-Amelung om at have sexede tænder, være stolt helt ind i knoglerne og en ni måneder gammel datter med benet i gips.

Af: Anne Niluka Iversen Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
28. dec. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvornår var du sidst stolt af dig selv?
– Det må være for nylig, da en ældre herre på mit arbejde råbte ad mig, som om jeg var et lille barn, og jeg, uden at hidse mig op, stille og roligt fik sagt til ham, at han skulle tale pænt til mig. Det virkede overraskende godt.

Hvem inspirerer dig?
– Det er der heldigvis mange, der gør på hver deres måde. Min mand, fordi han er det mest uselviske menneske, jeg kender. Anders Lund Madsen, fordi han virkelig har forståelse for at tage let på ting, der ikke skal tages så tungt. Mine børn, fordi de minder mig om, at vi altid kan finde noget at grine af. Og mine forældre, fordi de stadig elsker hinanden.

Hvad er det mest grænseoverskridende, du har gjort?
– Helt klart at føde. Og i den lidt mindre intime afdeling må det være, da jeg på live tv bad daværende statsminister Lars Løkke om at svare lidt kortere og sjovere på et temmelig alvorligt spørgsmål om intern splid i regeringen.

Hvilken rolle havde du i folkeskolen?
– Stille og artig i skolen, lige lovlig fræk derhjemme. I dag er det mere lidt af begge dele både på arbejdet og derhjemme.

"Hendes far vendte ryggen til hende i to sekunder, og så faldt hun ned i en skuffe."

Hvad er din bedste egenskab?

– Den er svær at svare på selv. Men måske at jeg er god til at tilgive, og at der skal virkelig meget til at gøre mig vred eller forarget. F.eks. brækkede vores mindste datter benet, da hun var ni måneder gammel. Hendes far vendte ryggen til hende i to sekunder, og så faldt hun ned i en skuffe og måtte i tre uger kravle rundt med et gipsben slæbende efter sig. Forleden var der en bekendt, der sagde til mig: "Det havde jeg aldrig tilgivet". Til at starte med forstod jeg slet ikke, hvad hun mente. Jeg havde ikke på noget tidspunkt overhovedet overvejet at blive sur på min mand over det, det var jo et hændeligt uheld. Det samme kunne jo være sket for mig.

Hvordan er man en god mor?
– Når man giver sine børn opmærksomhed og kærlighed og ikke er bange for at vise det fysisk.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Det var fra en stor, kraftigt bygget mand, der så lidt farlig ud. Han stoppede mig på gaden for nylig, og jeg nåede lige at tænke, "Åh, nej! Hvad har jeg gjort forkert?". Men så sagde han: "Jeg vil bare sige tusind tak til dig, fordi du for fem år siden lavede et børneprogram, hvor du havde min datter i studiet. Hun blev mobbet virkelig meget dengang og fortalte om det i fjernsynet til dig. Du og nogle andre børn gav hende nogle gode råd til, hvad hun skulle gøre. Og det hjalp hende". Og så stod den store stærke mand foran mig helt taknemmelig med våde øjne. Det var meget fint og rørende. Der blev jeg virkelig, virkelig stolt helt ind i knoglerne. Og glad!

"Der blev jeg virkelig, virkelig stolt helt ind i knoglerne. Og glad!"

Hvilken "skavank" elsker du mest?

– Jeg har det helt fint med, at min krop er blevet ældre. Smålinjerne i ansigtet kan

jeg egentlig ret godt lide. Jeg synes kun, det er rart at blive ældre, og derfor omfavner jeg også, for det meste, det fysiske, der følger med.

Hvad ville du sige, hvis du skulle bagtale dig selv?
– At jeg går for mange dage i træk i det samme tøj. Og at jeg skal lære at rette mig op og spise sundere.

Hvordan er din situationsfornemmelse?
– Hehe. Jeg er heldigvis udstyret med en ret god situationsfornemmelse. Når jeg i fjernsynet indimellem opfører mig, som om jeg ikke ejer nogen, er det meget bevidst.

Hvad er det mærkeligste, nogen har sagt til dig?
– At jeg havde nogle sexede tænder.

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir: Jeg gider ikke, du skrider om to år, fordi du vil have børn"