Sofia fik angst: "Jeg tænkte: Jeg vil ikke dø nu"

Jeg var pissebange for at dø. Hele tiden. Sådan beskriver Sofia Mira den altopslugende angst, hun følte igennem 16 måneder fra 2010 til 2011. Hun sidder i solen på sin lille altan og fortæller sin historie, fordi hun så uendeligt gerne vil hjælpe andre, der kommer i samme situation. Hun har selv fundet en vej ud af angsten og har startet portalen Stopangsten. dk, hvor der er hjælp at hente, hvis angsten pludselig indfinder sig i ens liv.

For de fleste mennesker er det at tage toget eller gå i Netto helt almindelige hverdagsagtige ting, som ikke kræver andet end et togkort eller en indkøbsseddel. For Sofia Mira blev den slags gøremål helt uoverskuelige fra den ene dag til den anden. Når hun ser tilbage på det i dag, var der nok flere udløsende faktorer.

"Jeg tror, at jeg igennem længere tid havde følt mig stresset uden at vide det."

– Jeg tror, at jeg igennem længere tid havde følt mig stresset uden at vide det. Jeg var nyuddannet cand.merc. i 2009, hvor krisen buldrede og bragede, så min forventning om at komme ud i drømmejobbet inden for marketing var pludselig lukket land. Jeg gik arbejdsløs i otte måneder, og der var ingen job at søge inden for mit område. Mit parforhold var også relativt nyt, vi boede i hver vores lejlighed, og jeg følte, at jeg hele tiden cyklede mellem vores to boliger. Der var ikke rigtigt ro på.

LÆS OGSÅ: 4 kvinder så deres frygt i øjnene: Sådan gik det

Hjertet hamrede
Det lykkedes Sofia at finde et job i begyndelsen af 2010 – ikke drømmejobbet, men dog et job. En søndag aften, hvor hun var alene hjemme, begyndte hendes hjerte pludselig at slå meget, meget voldsomt. Hun fik det skidt og tænkte, hun burde kontakte lægen, ikke mindst fordi hun faktisk havde haft en lignende episode nogle år tidligere i forbindelse med træning. Dengang fik hun tjekket hjertet, og der var ikke noget galt. Da anfaldet denne gang gik hurtigt over, skubbede Sofia tankerne om lægebesøg til side. Der var jo så meget andet, hun skulle nå. En uges tid efter var den dog gal igen.

– Jeg sad og så fjernsyn, og pludselig begyndte hjertet af hamre igen. Endnu voldsommere. Jeg blev rigtigt bange og tænkte, okay, nu kommer det igen med en uges mellemrum, der er noget galt. Jeg måtte lægge mig ned på gulvet, for jeg følte, at jeg var ved at besvime. Jeg tænkte: Jeg vil ikke dø nu, men hvis jeg dør nu, skal det bare ikke være alene. Så jeg ringede til min mor for at få en eller anden form for tryghed.

Hun blev selvfølgelig nervøs, men håndterede det meget roligt og bad mig om at ringe til vagtlægen. Hun fortalte også, at jeg vist havde haft en hjertefejl, da jeg blev født, og selvom det bestemt ikke var for at skræmme mig, satte det jo tankerne i gang.

- Min kæreste kom og kørte mig til vagtlægen, som sendte mig videre til Hvidovre Hospital. Når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk, at den mandlige sygeplejerske, der tog imod mig, nævnte ordet angst, hvilket jeg dog ikke bed mærke i på det tidspunkt. Jeg blev undersøgt, der var ikke noget at se, og jeg blev sendt hjem igen med besked om, at jeg ville blive indkaldt til yderligere undersøgelser, da hjertelægen ikke kunne udelukke, at der var noget galt. Klokken var omkring tre om natten, da Sofia kom hjem. Hun lagde sig i sin seng, og følte med et, at hun ikke længere var den samme.

LÆS OGSÅ: "Men det er nok bare mig, der er for meget"

– Min hjerne kørte på en helt anden måde. Tankerne kørte nonstop og hvert tiende sekund tænkte jeg: Jeg kan dø, hvornår det skal være. Jeg har ikke kontrol over, om jeg dør. Jeg er underlagt naturens lov. Hvad hvis jeg faktisk har en hjertefejl? Og så dukkede der alle mulige historier op fra mit indre bibliotek. Pludselig kunne jeg huske et tv-program, hvor mennesker var døde i en ung alder, og historier, jeg havde hørt, om pludselig sygdom og død. Jeg blev også ved med at tænke, at jeg kun var 31 år og slet ikke var nået dertil i mit liv, hvor jeg gerne ville være. Og hvad så, hvis det hele var forbi nu?

Ville ikke dø alene
Den følgende måneds tid kæmpede Sofia sig igennem livet og hverdagen. Hun beskriver sig selv som den pligtopfyldende type, så selvom hun kun sov ti minutter ad gangen natten igennem, stod hun op og gik på arbejde. Cykelturen til kontoret var et mareridt, hun følte sig svimmel og havde en følelse af, at hun var ved at falde i søvn hele tiden. Hun så verden som gennem en dugget rude.

– Jeg tænkte, at jeg ikke ville blive rask af at gå hjemme, så jeg kunne lige så godt tage på arbejde. Jeg tænkte også, at hvis jeg skulle dø, ville jeg hellere være ude blandt mennesker end at sidde alene derhjemme. Sofia fik det værre og værre, som dagene gik.

– Det var jo ren viljestyrke og overlevelse, det handlede om. Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg er meget stærk som menneske, men efter en måned var jeg nødt til at stoppe op. Pludselig begyndte jeg at stortude om morgenen. Det væltede ud. Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle ud ad døren, cykle, være på arbejde. Og når jeg sad på mit arbejde med en masse administrative opgaver, havde jeg alt for meget tid til at sidde og mærke efter, om jeg kunne trække vejret. Til sidst kunne jeg mærke på min krop, at den ikke kunne mere. Den skreg: Nu stopper du!

Sofias liv handlede ikke længere om, at hun skulle ud med veninderne, eller at hendes kæreste kom på besøg. Det hele handlede om, at hun ikke skulle få et panikanfald, og at hun skulle blive ved med at trække vejret. Hun sygemeldte sig og blev efter to måneder indkaldt til den lovede undersøgelse på hospitalet. Der var intet galt med hjertet. Sofia havde regnet med, at hun ville få det godt igen, hvis hun fik at vide, at hun var sund og rask, men det gjorde hun ikke. Hun kom til sin egen læge, som sagde, at det lød, som om hun havde fået stress og stressrelateret angst.

– Jeg tænkte, okay, stress har jeg da læst om i bladene og hørt om i tv og radio. Men angst – hvad er det? Det vidste jeg ingenting om. Min mor var med til lægen, for jeg kunne slet ikke være alene i den periode, og efter besøget hos lægen kørte vi på biblioteket, hvor jeg lånte to store poser bøger om angst. Derhjemme googlede jeg alt, hvad jeg kunne finde om angst. I virkeligheden begyndte Sofia på dette tidspunkt at tage hånd om sin egen helbredelse. Hun satte sig ind i, hvad der var galt, hun blev henvist til psykolog, og hun ringede til AngstLinien.

Hendes chef viste masser af overskud og tilbød yderligere psykologbehandling på firmaets regning, og da Sofia fandt frem til en psykolog, der praktiserede kognitiv terapi, kom der gang i tingene.

– Psykologen havde selv haft angst og vidste, hvad jeg talte om. Det gjorde bare en verden til forskel, for der var en masse ting, jeg ikke skulle forklare. Jeg havde hele tiden skullet forklare over for min mor, min kæreste, min arbejdsgiver og alle andre, hvordan jeg havde det, og det er sindssygt opslidende at skulle fortælle om hele tiden. Angst er jo tanker inde i hovedet, og det er kun dem, der selv har prøvet det, der for alvor kan leve sig ind i, hvordan det er.

Psykologen introducerede nogle åndedrætsøvelser for mig, og jeg begyndte selv at læse om meditation og købte en masse cd’er med guidede meditationer. AngstLinien anbefalede, at jeg lavede en positiv dagbog, og det begyndte jeg også på. Skrev alle de positive ting ned hver dag, som jeg kunne komme i tanke om.

LÆS OGSÅ: "Jeg var blevet afhængig af at tjekke telefonen"

Ud af angsten
Kognitiv terapi handler blandt andet om, at man skal eksponeres for sin angst. Sofia var bange for helt almindelige hverdagsagtige ting, men hun begyndte lige så stille at gøre det, hun var bange for. Gik ned til stationen og tog toget. Tog bussen. Gik ned og handlede. Løbe en tur. Gik på restaurant og café.

– Det var, som om jeg skulle lære alle de sociale ting forfra. Jeg satte mig selv i alle de situationer – lidt efter lidt – hvor jeg fik det skide dårligt, samtidig med at jeg sagde til mig selv, at sådan var det. Det skulle jeg. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i at leve et begrænset liv, jeg ville ikke have, at der var noget, der skulle stoppe mig i at gøre alt det, som jeg gerne ville. Det er også mit budskab i dag, hvor jeg har lavet Stopangsten.dk.

– Jeg synes, at alle mennesker skal leve deres liv fuldt ud, de skal da ikke være begrænsede og have det sindssygt dårlig, når det nu kan laves om. Men det kræver, at man selv arbejder med sin angst. At man bliver siddende i toget, selvom man føler, at man er ved at dø. Første gang er det måske bare mellem to stationer. Næste gang tager man to stop. Og så videre. Vendepunktet kom en julidag i 2011.

– Jeg havde været nede og besøge en af mine veninder og sad i regionaltoget på vej hjem. Pludselig tænkte jeg: Det var da godt nok satans! Jeg har ikke haft angst. Jeg har ikke haft nogen symptomer i dag. Hvad sker der lige her? Det var første gang, jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg havde fået det godt igen, og pludselig var angsten helt væk.

– Jeg fik det så godt, at jeg følte, at det var forsvarligt at sætte et barn i verden, og jeg blev gravid med det samme. I begyndelsen fik jeg lidt angst omkring det at være gravid, for nu skulle jeg jo trække vejret for to, men angsten gik hurtigt væk igen, fordi jeg havde så god en graviditet. Jeg tror, at graviditeten var med til at fjerne noget af mit fokus på mig selv, og det var også med til at hjælpe mig på vej.

– Der er nogle, der har sagt til mig, at det jo nok ikke har været så slemt for mig, når angsten kun stod på i 16 måneder. Men jo, det var sindssygt slemt. Når jeg hører andres historie, er min historie på samme niveau, jeg kom bare hurtigere ud af det end så mange andre, tror jeg, fordi jeg arbejdede med mig selv hver eneste dag.

– Jeg har læst, opsøgt fagfolk, og jeg har haft et godt netværk. Min mor og min kæreste har været der for mig hele vejen, og jeg har en rigtig god veninde, der har hjulpet mig meget. Hun sad bl.a. med mig i toget på de første mange ture, hvor jeg var så bange. Jeg troede i begyndelsen, at når jeg kom til psykolog, ville jeg få en eller anden tryllestav, og så var jeg bare helt rask. Men nej, sådan er det ikke. Psykologen hjælper dig til at reflektere gennem samtaler, og du kan få nogle værktøjer, der kan bruges. Men det dig selv, der skal gå alle skridtene.

LÆS OGSÅ: Få ekspertens råd til at takle angst