Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Tove Ditlevsen: ”Jeg er et usselt menneske. Et elendigt menneske. Et helt igennem fordærvet menneske”
Der var langt mellem smilene hos Tove Ditlevsen i store dele af hendes liv, som var præget af angst og depressioner.
Nyt

Portræt af Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen: ”Jeg er et usselt menneske. Et elendigt menneske. Et helt igennem fordærvet menneske”

I år er det 40 år siden, Tove Ditlevsen tog sit liv, og hun formår stadig at fængsle os med sine ærlige beskrivelser af barndommen, angsten og sit turbulente kærlighedsliv. For når Tove-bølgen disse år er over os, er det, fordi vi i en tid med jagten på det perfekte liv mere end nogensinde har brug for et forbillede, der langtfra var perfekt.

De står på rad og række i bogreolen. Flere med gulnede, porøse kanter og smukke forsider. Der er digtsamlingen Lille verden fra 1942 med en grafisk illustration af to hænder, der holder om et hjerte. Der er romanen Ansigterne fra 1968, hvor en håndfuld mørke og dystre ansigter stirrer på dig. Der er erindringsbogen Gift fra 1971 med en sirlig blyantstegning af en tænksom ung kvinde på forsiden. Og mindst 20 andre titler med Tove Ditlevsens navn på ryggen i bogreolen i den 32-årige litteraturstuderende Sara Krohn Deleurans Nørrebro-lejlighed. Fra loppemarkedsfundene, som er ved at falde fra hinanden, til nyudgivelserne som sidste års meget omtalte Jeg ville være enke og jeg ville være digter, hvor forfatter Olga Ravn har samlet glemte tekster af sit berømte forbillede i form af bl.a. essays og brevkassesvar.

LÆS OGSÅ: Karen Blixen blev inviteret på middag af Adolf Hitler. Men sagde nej

- Jeg har ofte forelsket mig i de smukke forsider, som nogle af de helt gamle udgaver er forsynet med, og jeg har svært ved at gå forbi hendes bøger på et loppemarked. Også selv om jeg allerede har en anden udgave af romanen derhjemme, siger Sara Krohn Deleuran.

Som så mange andre fra sin generation har hun kastet sin kærlighed på den tilsyneladende evigt populære forfatter, der næste år ville være fyldt 100 år, og som inden for de seneste par år endnu en gang er blevet højaktuel. Bl.a. med sidste års succesforestilling Tove! Tove! Tove! på Det Kgl. Teater, der bliver genopsat næste sæson, med den kommende forestilling Den onde lykke – Tove Ditlevsens sidste kærlighed på Folketeatret og med hypen omkring hendes profiler på Instagram og Facebook, som Gyldendal står bag, og hvor de over 1.400 følgere hvert sted kan dele deres passion for forfatteren. Det lyder måske ikke af mange, men der er trods alt også tale om en afdød litterær personlighed, som hverken kan bryste sig af Kardashian'sk reality-stjernestøv eller VSCO-redigerede billeder fra privatlivet – men i stedet som oftest deler citater fra sit omfattende forfatterskab. Ikke ligefrem det, der normalt høster flest likes på de sociale medier.


Tove Ditlevsen elskede at vandre gennem gaderne i København, og indimellem gik turen forbi Hviids Vinstue, hvor hun fik sin yndlingsdrink, tomatjuice (ja, uden vodka).

Ingen fine fornemmelser
Men hvad er det med hende Tove? Hvad var det, som ramte såvel 50'ernes husmødre med curlere i håret og støv på hjernen som 80'ernes Anne Linnet-fans, da sangerinden i 1986 udgav pladen Barndommens gade baseret på digte af Tove Ditlevsen? Hvordan har forfatteren tryllebundet generation efter generation før og efter sin død, så en ny håndfuld unge forfattere som Olga Ravn, Dy Plambeck og Stine Pilgaard i dag hylder hende som inspirationskilde, og så hun er værd at genoplive på de sociale medier? Det har journalist og forfatter til biografien Tove Ditlevsen – myte og liv, Karen Syberg, et bud på:

- Jeg tror først og fremmest, at det skyldes hendes ærlighed. Hun var digter, men hun var også proletar. Hun havde ingen fine fornemmelser og turde stå ved sig selv. Hun rodede jo godt og grundigt rundt i sit liv, men hun fortalte frejdigt om det. Hun blotlagde sine følelser, fortalte om sin sorg og om alt det, hun ikke kunne finde ud af, siger hun.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Modet til at skrive om de mørkere sider af sit liv er noget af det, Sara Krohn Deleuran blev fascineret af, da hun i start-20'erne for alvor fik øjnene op for Tove Ditlevsen.

- Jeg har stor respekt for, at hun også brugte sine nedture i litteraturen. Hun turde skrive om misbrug, selvmord og psykiske problemer på samme direkte måde, som hun skrev om kærlighed og forelskelse. Det er en lige så stor del af livet for mange mennesker, og at behandle det kunstnerisk er både med til at skabe forståelse for og aftabuisere emnet,siger Sara Krohn Deleuran, som desuden hæfter sig ved, at Tove Ditlevsen formåede både at skrive letlæseligt og poetisk smukt.

- Hun brugte sit eget liv som udgangspunkt, og det er nok det, der gør det så nemt at spejle sig i. Jeg har aldrig forstået, hvorfor der skulle være noget galt i at udtrykke sig på en måde, så alle kan forstå det. Det er da en kunst, som burde hyldes og ikke ses ned på.


Forfatterinden læser her tidsskriftet Vild hvede, som hun debuterede med digtet Til mit døde barn som 22-årig. Hun blev i øvrigt gift med bladets redaktør, Viggo F. Møller.

I seng med Tove
Selv om Tove Ditlevsen var og er anerkendt – også i de højere kulturelle luftlag – følte hun sig imidlertid holdt uden for de finere litterære kredse. Tre år før hun begik selvmord, skrev hun noget atypisk, men meget i Tove Ditlevsens ånd, sin egen nekrolog, som indgår i udgivelsen Min nekrolog og andre skumle tanker fra 1973. Her beklagede hun sig over ikke at have fået den rette anerkendelse:

- Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt Akademiets pris eller blev medlem af den højere forsamling, skriver hun i nekrologen.

Men genial var hun. Også sprogligt, mener forfatter Karen Syberg. For det er mere og andet end ærligheden og folkeligheden, som giver Tove Ditlevsen sin berettigelse dengang som i dag.

- Hun er absolut ikke primitiv i sin digtning, men derimod enormt raffineret. Hun har eksempelvis en evne til at bruge et enkelt ord i et digt og fuldstændig vende stemningen undervejs med det ene ord. Som når hun i Udslettelse først skriver: "Jeg er barn af høstens kolde skød, hvormed hun siger, at hun var udsat, uønsket og gik for lud og koldt vand, mens hun i næste linje skriver: "Ja, jeg er barn igen," hvilket pludselig gør ordet 'barn' til noget positivt, fordi 'at være barn igen' signalerer en tilstand, hvor man er tilbage i en tid før sorger og bekymringer, siger Karen Syberg.

Tove Ditlevsen kalder da også i sin nekrolog sig selv for en "poesiens blomst, der vandrede gennem gaden og spredte solskin i sindet hos alle, der så hende." Samtidig lægger den folkekære forfatter i nekrologen ikke skjul på, at hendes ærlighed havde en pris:

"T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med ud af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind."

Med fire ægteskaber bag sig på dette tidspunkt havde mændene ellers ikke ligefrem været fraværende i Tove Ditlevsens liv og bestemt heller ikke i hendes forfatterskab, hvor hun ikke mindst i bogen Gift giver et råt for usødet indblik i sine forhold til mændene i sit liv.

Især det fjerde ægteskab med den daværende chefredaktør på Ek-stra Bladet Victor Andreasen var dramatisk, og bruddet tog denne gang ekstra hårdt på hende. Men hvor hun var selvbebrejdende, havde hun også altid selvironien med:

"Jeg er et usselt menneske. Et elendigt menneske. Et helt igennem fordærvet menneske. Jeg er søvnløs som en ugle, grim som en heks, og der flyder hvidvin i mine årer i stedet for blod. Desuden er jeg ved at skide mig ihjel," skrev hun fx i et brev til Victor Andreasen i kølvandet på deres brud i 1973.

I samme brev understregede hun dog, at chefredaktøren gerne måtte være diskret med brevet, men at "folk godt [må] vide, at jeg er bindegal."


Tove Ditlevsen på besøg i barndommens gade, Hedebygade, på Vesterbro.

Ingen kan det hele
Det er ingen hemmelighed, at Tove Ditlevsen aldrig fandt ro i rollen som husmor i en traditionel kernefamilie. Det har hun flere gange beskrevet, fx ironisk i sine Parenteser om familielivet – gengivet i bogen Jeg ville være enke og jeg ville være digter:

"Jeg vil gerne rette en særlig tak til Illums Bolighus, fordi de skabte så smagfuldt og fint gennemtænkt et hjem for en familie, der aldrig har eksisteret."

Forfatteren har engang udtalt, at hun "hader rødstrømper", men det ændrer ifølge Karen Syberg ikke på, at hun var forud for sin tid, hvad angår synet på kønnene.

- Hun beskrev, hvilke problemer der kunne være som hjemmegående husmor, og hun skrev om, hvor vigtigt det var, at kvinder fik en uddannelse og blev i stand til at råde over deres egne penge. 10 år før rødstrømpebevægelsen havde hun virkelig blik for vigtigheden af ikke at være underlagt en mand. Der var hun meget klarsynet og progressiv, siger hun.

Ifølge Karen Syberg er der desuden en ekstra dimension, som gør, at Tove Ditlevsen har fået et særlig godt tag i de yngre generationer.

- Hun brugte sin erfaring og sin ærlighed i et omfang, som jeg tror glæder mange i dag, hvor kravene til perfektion og præstation er enormt høje for begge køn, siger Karen Syberg.

Det er skuespiller Signe Egholm enig i. Hun er et af medlemmerne i kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der sidste år stod bag forestillingen Tove! Tove! Tove!

- Vi lever i en tid, hvor man på alle parametre skal fremstå helt spitze og toptunet. Men det er jo ikke muligt både at være den fedeste mor, der arrangerer 10.000 legeaftaler og er medlem af forældrebestyrelsen, og have en fed karriere og være super velklædt hele tiden. Tove Ditlevsen hylder, at livet er bøvlet. Der var hun virkelig en foregangskvinde.

Og selv om Tove Ditlevsen i dag bliver holdt kunstigt i live på sociale medier, er det måske netop i forhold til disse, at vi kan lære noget af hende, mener skuespilleren.

- Hun gjorde faktisk det modsatte af, hvad man i dag gør på fx Instagram og Facebook. Tove Ditlevsen vendte vrangen ud på sig selv og viste os alt lortet og alle bekymringerne, alle depressionerne, mørket og ondskaben. Hun kradsede virkelig i lakken, og det synes jeg, at vi alle sammen skylder hende en stor tak for. Måske kan dem, der føler sig genkendt i det, på den måde ånde lidt lettet op og tænke, at det nok er meget menneskeligt at have det sådan, siger Signe Egholm.

Tove Ditlevsen begik selvmord 7. marts 1976. Hun blev 58 år gammel. Til april kan du opleve Paprika Steen og Lars Brygmann i rollerne som Tove Ditlevsen og Victor Andreasen på Folketeatret. Du kan desuden opleve genopsætningen af Sort Samvittigheds succesforestilling Tove! Tove! Tove! på Det Kgl. Teater i den kommende efterår/vintersæson.


LÆS OGSÅ: Patti Smith: "Jeg kunne aldrig forestille mig at gå op i likes"

LÆS OGSÅ: Hanneli: "Fuck jer, I forstår ikke, hvor cool jeg er"

LÆS OGSÅ: Casper C. og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok