Anja Tønning
SPONSORERET indhold

Trend: Spar penge som "social forbruger"

Vi kender vist alle sammen følelsen af meningsløst overforbrug.

Af: Anja Tønning
23. maj. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Ind i mellem bliver jeg overvældet af den meningsløshed eller dårlige samvittighed, der opstår, når jeg igen køber nye sko (jeg ææælsker nye sko), eller når min søn for 20. gang får lov til at købe en ny bil i BR. Men det er jo så nemt at købe nye ting. Og det koster ikke ret meget. Og ja, nye ting er bare rare.

Men min verden er så småt ved at ændre sig. Min tankegang er blevet mere social, mere ansvarlig ligefrem. Min økonomi er (sammen med resten af verdens økonomi) blevet mere presset. Og de sociale medier gør det let for mig at finde andre forbrugere, som kan hjælpe mig med at tilfredsstille mine behov.

Jeg er blevet meget interesseret i en ny trend - den sociale deleøkonomi. Frem for at købe nye ting, vil jeg hellere leje, abonnere eller låne mig frem til ting. Eller hvis jeg ender med at købe noget, vil jeg gerne kunne sælge det igen, eller kunne låne eller leje det ud til andre. Trenden kaldes også kollaborativ økonomi, mikroøkonomi eller bytteøkonomi. Læs for eksempel artiklen Ny trend: Non-shopping

Sådan sparer du penge som social forbruger
Jeg bor i en stor lækker lejlighed - og når jeg er væk fra den ind i mellem, står lejligheden jo bare og koster penge. Så hvorfor ikke tjene penge på den? Jeg kan f.eks. leje min lejlighed ud gennem Airbnb (www.airbnb.com) til helt almindelige privatpersoner, som bare gerne vil holde en hyggelig ferie i Aarhus. Eller jeg kan selv leje en hytte i Sverige, et hus i Gilleleje eller en tipi i Polen, hvis jeg vil. Af private personer, som står med en ledig bolig samtidig med, at jeg holder ferie.

Jeg tager på byttemarkeder i Aarhus, hvor jeg afleverer mit og min søns brugte tøj, og så finder jeg andres aflagte guld. Her har jeg f.eks. fundet en rigtig fin kjole, flere seje trøjer til min søn, nye vinglas og smykker.

Når jeg skal en tur til København, eller måske Skagen, tjekker jeg på gomore (gomore.dk/), om der er nogen, som skal samme vej - så deler vi en bil.

Jeg har ikke købt en CD i flere år. Jeg hører alt min musik via Spotify (www.spotify.com), hvor jeg betaler et månedligt abonnement, og så har ALT musik til rådighed. Jeg ser film og tv via Netflix (www.netflix.com), som kører efter samme princip.

Selvfølgelig er trenden med den sociale deleøkonomi stadig mest udbredt i USA - her kan du f.eks. også udleje og leje private p-pladser og indkørsler (Park at my house: www.parkatmyhouse.com), leje din bil ud eller leje en privat bil (f.eks. relayrides.com), eller leje designertøj, sko og tasker, ligesom i Sex and The City-filmen, hvor Carries assistent lejer designertasker.

Derfor skal du hoppe med på trenden nu
Min pointe er, at trenden med den sociale deleøkonomi er interessant nu, fordi det ikke kun handler om bæredygtighed. Eller kun handler om penge. Men fordi de to ting kombineret med de sociale medier nu gør det relevant og ikke mindst nemt for alle at være med.

På grund af vores stigende brug af sociale medier, ændrer vores tankegang sig til både at tænke socialt når vi er offline og når vi er online - og ikke mindst når vi er forbrugere. De sociale medier er i dag en del af næsten alle de online tjenester, vi benytter os af, og det interessante er derfor, at vi ofte tilmelder os "som os selv". Det giver mulighed for at søge på andre ud fra, hvem de i virkeligheden er, og hvad de interesserer sig for. Det betyder også, at jeg stoler på dem, jeg udlejer min lejlighed til, og på dem, der lejer ud til mig.

Min opfordring til dig - hop med på vognen. Selvom det stadig er en lille del af den kommercielle økonomi, er jeg sikker på, at denne trend i løbet af kort tid vil sprede sig og gøre vores forbrug en anelse mere meningsfuldt og økonomisk forsvarligt. Men ikke mindst - så bliver vi mere sociale forbrugere.

Gode links til den sociale forbruger:
● Læs mere: Hvis du er interesseret i at læse mere om emnet, kan du følge bloggen her, skrevet af Jeremiah Owyang, én af verdens førende eksperter i social business.

● Airbnb, www.airbnb.com, Lej en privat lejlighed, et hus, sommerhus, skur, værelse, whatever - af private mennesker over hele verden til gode priser. Eller lej din egen bolig ud - nemt og sikkert.

● gomore, gomore.dk, Samkørsel i Danmark. Skal du køre mellem Køge og Skagen? Skal du en tur til København? Se på gomore, om du kan køre med nogen, eller om der er nogen, der vil køre med dig.

● Byttemarkeder: Søg på google efter et byttemarked i din by - der findes mange grupper på Facebook eller blogs, som arrangerer byttemarkeder i hele landet.

● Musik på abonnement:
○ Spotify, www.spotify.com, gratis - 99 kr. pr. mdr.

○ Wimp, wimp.dk, gratis - 99 kr. pr. mdr.

● Film og tv på abonnement:

○ HBO Nordic, hbonordic.com, fra 79 kr. pr. mdr.

○ Netflix, netflix.com, 79 kr. pr. mdr.

○ TV2Play, play.tv2.dk, fra 119 kr. pr. mdr.

Kender du andre gode steder, som bidrager til den sociale deleøkonomi? Så må du meget gerne tippe mig i en kommentar herunder.