Efter Utøya: "Nu er der pludselig stille"

"Lige før Lars nåede frem til skovkanten, mærkede han et tryk i ryggen. Det føltes som slaget af en knytnæve, men kun kraften af knytnæven var tilbage, ikke selve næven. Han løb ind mod skoven, indtil kroppen ikke kunne bære ham længere. Han kom ikke så langt. Omtrent 30 meter fra kærlighedsstien, på den mudrede traktorvej, kunne han ikke længere trække luft ned i lungerne og faldt sammen. Han prøvede at tage sig bag på ryggen, men det lykkedes ikke. Den højre skulder fungerede ikke længere, som den skulle. Da han forsøgte igen med den venstre hånd, mærkede han, at ryggen var våd af blod."

19-årige Lars var et af de mange unge mennesker, der blev skudt på den norske ø Utøya 22. juli 2011. Han blev ramt i ryggen, da han flygtede fra den uniformerede gerningsmand. Iklædt politiuniform og under påskud af at ville informere om bombeattentatet, der havde ramt regeringsbygningen i Oslo tidligere på dagen, blev gerningsmanden sejlet ud til øen. Med sig havde han et halvautomatisk gevær og over tusinde patroner. Lars overlevede kun akkurat. Han smurte sig ind i mudder og gemte sig under nogle buske, mens han opfyldt af smerte pressede skudsåret mod en stor sten.

"Vi må ikke glemme"
Attentatet i Oslo og massakren på Utøya kostede i alt 77 mennesker livet. Mens Lars kæmpede for sit liv, var hans kusine, forfatteren og socialantropologen, Erika Fatland på ferie i Portugal. Hun anede ikke, at hendes fætter var blevet politisk aktiv og havde meldt sig ind i AUF – Det norske Arbeiderpartis ungdomsorganisation. Eller at han var på AUFs sommerlejr på Utøya. Erika Fatland havde netop lagt sidste hånd på sin anmelderroste bog "Englebyen" om terrorangrebet i Baslan. En lille by i det nordlige Kaukasus, hvor en gruppe islamister i 2004 tog flere end 1200 mennesker som gidsler på en skole. 333 mennesker blev dræbt. De fleste var børn.

– Selvom jeg syntes, at det var en vigtig bog, blev den pludselig med 22. juli højaktuel hjemme i Norge. Det havde jeg for så vidt ønsket, at den skulle blive, men ikke på den måde, fortæller Erika Fatland.

Hun stod nu med en stor viden om, hvordan en forfærdelig og voldelig terroraktion påvirker et lille samfund. Samtidig så hun, hvordan Norge brat blev frataget sin uskyld. Og hun oplevede på egen krop, hvad det vil sige at være pårørende til et offer for terror.

– Fordi det foregik i Norge, og fordi min fætter Lars var på Utøya, kom terroren meget nærmere mig og min familie. Jeg fik lyst til at tale med de overlevende og efterladte og skrive en bog om mit eget land. Derfor skrev jeg "Året uden sommer", som skal huske os på og dokumentere, hvad der skete. Folk glemmer hurtigt. Terroristen og retssagen imod ham har overtaget fokus fra de overlevende og efterladte. Og vi må ikke glemme dem, der oplevede det hele.

De svære samtaler
I et år arbejdede Erika Fatland på "Året uden sommer", som udkommer på dansk den 15. juli. Hun rejste rundt i hele Norge, talte med overlevende, som var flygtet fra gerningsmanden. Som rædselsslagne havde gemt sig. Og som i dag stadig er påvirket af timerne på øen, hvor de troede, de skulle dø. Hun har besøgt forældrepar, som ikke fik deres søn eller datter hjem. Siddet i deres stuer med billeder af deres dræbte børn omgivet af levende lys.

– Jeg har mødt mange mennesker i dyb sorg. Det kan være ubehageligt at spørge ind til detaljer hos et forældrepar, der lige har mistet deres barn. Det var næsten surrealistisk at sidde i deres hyggelige stuer – som lignede hundredvis af andre norske stuer – og drikke kaffe. Nogle havde bagt kage, som vi hyggede os med. Vi talte om, at det var koldt udenfor. Og så begyndte vi at tale om det, jeg egentlig var kommet for. Det makabre, som stod i stor kontrast til den hyggelige stue, vi sad i. Jeg var selv meget mærket af, at min fætter var på Utøya. Det var et chok for mig, at han var blevet såret. Jeg interviewede både ham og min onkel og tante flere gange i løbet af arbejdet med bogen. Hver gang, jeg skal fortælle om Lars, bliver jeg meget emotionel, fordi det er så tæt på mig selv.

Et ændret Norge?
Mange spørgsmål står stadig ubesvarede efter 22. juli. Hvordan kunne det overhovedet ske, at én mand alene kunne dræbe 69 mennesker på en ø ved højlys dag? Hvordan sikrer man, at det ikke sker igen? Og hvordan kommer en nation videre uden at glemme? Erika Fatland forsøger i sin bog at besvare nogle af spørgsmålene. Hun ser på lighedstegnene mellem gerningsmanden og andre terrorister, der har arbejdet alene, og dykker ned i de psykologiske forklaringer. Men hvordan har 22. juli 2011 ændret nordmændene?

– Det, tror jeg, er svært at sige noget om. Livet går videre som før, og på mange måder har intet ændret sig. Folk tager på ferie og morer sig akkurat som før. Jeg tror ikke, at særligt mange nordmænd bekymrer sig om nye terrorangreb eller går rundt og er kede af det længere. Der er en aktiv afstandstagen til 22. juli. Folk er trætte af emnet. På den anden side er der en konstant debat i medierne, der får nordmændene til at reflektere mere over ekstreme holdninger, og hvordan man skal forholde sig til dem. Skal man lade dem se dagens lys og diskutere dem åbent? Eller skal man redigere dem væk i aviserne?

Erika Fatland er dog sikker på, at der vil ske en ændring i landet med årene. For en del af de unge mennesker, der overlevede på Utøya, vil blive vigtige politikere. Og deres oplevelser vil sætte sit præg på deres politik. Lige nu er det de efterladte, der har det sværest. De står med tomheden, efter at gerningsmanden sidste år blev idømt 21 års forvaring. Sagen er på sin vis afsluttet.

– Jeg har efterfølgende været i kontakt med flere af de pårørende, jeg skriver om i bogen. De fortæller alle sammen, at selvfølgelig var det hårdt det første år, fordi der var så stor fokus på 22. juli. Men nu er der pludselig stille. Det er svært for dem, at livet rundt om dem går videre, som om ingenting er sket.

I år holdt AUF for første gang sommerlejr siden massakren på Utøya. Dog ikke på øen. Ungdomsorganisationen forventer at vende tilbage til Utøya i 2015.