"Vi forlader vores børn for at give dem et godt liv"

F ilippinske Rosario husker det stadig tydeligt. Den dag for snart ti år siden, da hendes spæde datter begyndte at krampe i armene på hende. Hun husker, hvordan der kom fråde i mundvigene. Hun husker lyden af sin egen rædsels-
slagne gråd. Husker, at hendes bror kom på sin scooter og smed de mangofrugter og fisk, han havde købt, af, mens Rosario sprang op bag på scooteren, og de drønede mod hospitalet i hovedbyen på den filippinske ø Bohol, hvor de boede. Husker, at ingen hjalp dem, fordi de ikke havde penge til at betale for behandling eller bestikke personalet med.

LÆS OGSÅ: Nydanske kvinder må afgive deres børn for at blive islamisk skilt

– Den oplevelse at sidde der med mit syge barn og ikke have penge til at få hjælp på hospitalet, blev afgørende for mig, siger den i dag 31-årige Rosario.

Hendes lille pige havde fået hepatitis. Hun overlevede, men snart viste det sig, at hun havde astma. Den søn, Rosario siden fødte, udviklede også astma. Med fattige forældre, ingen uddannelse og et dårligt betalt job stod det hurtigt klart for Rosario, at hun ikke havde råd til sine børns dyre medicin. For slet ikke at tale om ordentlig mad, nyt tøj og en uddannelse. Det var den erkendelse, der sammen med den voldsomme krampeoplevelse, fik Rosario til at takke ja, da et familiemedlem tilbød at hjælpe hende med at blive au pair i Danmark.

– Jeg havde før takket nej til både en au pair-stilling og et job som hushjælp i Hong Kong. Jeg ville ikke efterlade mine børn hos andre. Men efterhånden sad de altid og hostede. De kunne ikke lege. Derfor rejste jeg ud for at tjene penge til at give dem et ordentligt liv, siger hun.

LÆS OGSÅ: Parret ønskede sig brændende et barn. En dag var de begge gravide

I dag bor Rosario stadig i Danmark. Da hendes au pair-kontrakt løb ud, havde hun mødt en dansk mand, som hun giftede sig med. Sammen har de fået en søn. Babyen sidder på skødet af hende, mens hun fortæller, at det nu er seks år siden, hun har set sine børn i Filippinerne.

– I starten sagde jeg til dem, at jeg snart kom hjem. Men det gjorde jeg ikke. Jeg har købt en rismark til dem og hjulpet mine forældre med at bygge det hus, de bor i med mine børn. Men jeg har ikke sparet nok op til deres fremtid. Jeg savner dem meget. Først da min lille søn blev født, holdt jeg op med at græde hver aften, siger Rosario.

Ni millioner efterladte børn
Mellem 1979 og 2009 er 30 millioner filippinske kvinder lige-som Rosario rejst ud for at arbejde. Mange af dem har også måttet træffe den umulige beslutning om at gå glip af at se deres børn vokse op. Unicef skønner i et forskningsprojekt, at i alt 9 millioner filippinske børn er blevet efterladt af den ene eller begge deres forældre, fordi forældrene er rejst ud for at arbejde. Rosario fortæller da også, at hun kender utallige kvinder hjemme fra sin fødeø Bohol, som lever på samme måde som hende. Hendes yngre søster er hushjælp i Spanien, og for en del år siden forlod hendes storesøster også sin søn og rejste ud for at arbejde. Nu er storesøsteren så hjemme igen og bor hos forældrene sammen med sine nu to sønner, sin mand og Rosarios børn. Selvom alle tre søstre har været i Danmark som au pair, er det samlet set kun en brøkdel af de filippinske migrantkvinder, der kommer herop. Langt de fleste tager til Hong Kong, Singapore eller oliestaterne i Mellemøsten. Årsagen, til at de rejser, er til gengæld den samme, fortæller flere forskere – heriblandt migrationsforsker Helle Stenum, der har forsket i filippinske au pairs i Danmark.

– For langt de fleste er årsagen, at de ser en mulighed for at tjene penge. Det skal forstås på baggrund af de økonomiske forhold i Filippinerne, hvor der er stor arbejdsløshed, lave lønninger og udbredt fattigdom, og hvor der kun er få muligheder for at få hjælp til lægebesøg og hospitalsindlæggelser.

Helle Stenum påpeger også, at den filippinske stat igennem mange år har opbygget en national økonomi, hvor arbejdsemigrationen er sat i system, og hvor de penge, migrantarbejderne sender hjem, spiller en væsentlig rolle. Pengene udgør 10 procent af bruttonationalproduktet.

Tre besøg på tretten år
Selvom Rosario – ligesom millioner af filippinske kvinder verden over – lever med en konstant længsel efter sine børn hjemme i Filippinerne, skal hun i Danmark være forsigtig med, hvem hun fortæller det til. For her er det, til forskel fra langt de fleste andre lande i verden, ulovligt at have børn i hjemlandet, når man arbejder som au pair. Rosario løj, dengang hun udfyldte sin ansøgning. Derfor har hun valgt at være anonym, og Rosario er heller ikke hendes rigtige navn.

Rosario er ikke den eneste danske au pair, der har børn derhjemme. 34-årige Grace, som også er anonymiseret med et opdigtet navn i denne artikel, har en historie, der ligner Rosarios.

Grace har arbejdet som hushjælp i tre lande, men bor i dag i Danmark, er gift med en dansk mand og er lige nu højgravid med deres første fælles barn. En pige. Hun bliver dog ikke Graces første barn. Hun har nemlig en søn i Filippinerne, som hun kun har set tre gange de sidste tretten år.

– Da jeg blev gravid som 17-årig tænkte jeg først på, om jeg skulle give min baby til min tante, som var meget interesseret i at adoptere. Men mine forældre mente, vi kunne klare det sammen. Så det gjorde vi. Men jeg måtte droppe ud af universitetet, og vores rismarker og min mors job på det lokale kødmarked var ikke længere nok til at forsørge os, siger Grace, da hun begynder at forklare, hvorfor hun forlod sin søn Pedro, da han var blot tre år.

Selvom familien kunne skrabe nok sammen til at overleve, ville Grace ikke se sin søn ende som sig selv. Hun ville have penge til at give ham en god uddannelse. Give ham muligheden for at gå efter sine drømme. Hun ville sende sine yngre søskende i skole. Så hun tænkte allerede på at rejse ud, før hendes far
pludselig fik et slagtilfælde. Lægerne fandt ud af, at han led af diabetes, nyresten og forhøjet blodtryk. Han ville være afhængig af dyr medicin resten af sit liv. Det var efter slagtilfældet, at hun tog beslutningen.

Graces tante hjalp hende med at få et job som hushjælp i Hong Kong, så hun krammede og kyssede sin søn farvel og bad sine forældre give ham al den kærlighed, de kunne. Da hun ankom hos familien i den kinesiske millionby, fik hun stukket en næs-ten nyfødt baby i armene. Fra nu af var barnet hendes ansvar. De sov i den samme seng, og når ikke hun havde travlt med at udfylde morrollen, skulle hun sørge for alt andet i familiens hjem.

Alt det får Grace fortalt, før hendes stemme begynder at hakke. Før det blanke i hendes øjne løber over, og hun må tørre store tårer af kinderne. Selvom hun har svært ved at tale gennem gråden, fortsætter hun:

– Den baby var som mit eget barn. Vi var sammen 24 timer i døgnet. Og jeg elskede det barn. Men det hang jo også sammen med, at jeg fik løn for det. Min kærlighed var min jobsikkerhed. Hvis børnene var glade, ville forældrene også være glade. Men det var så svært at ligge i sengen om aftenen med en anden kvindes baby og savne min egen søn.

Det var kun i dagene omkring lønningsdag, at Grace ikke brændende ønskede at rejse hjem. Når hun sendte penge hjem, gav det hele mening. Resten af tiden forfulgte tankerne og tvivlen hende. Ville det ødelægge hendes søn, at hun var forsvundet? Vidste han overhovedet, hvem hun var? Hvordan hun så ud? Selv vidste Grace kun, at han var vred på hende. I et halvt år nægtede Pedro at komme til telefonen, når hun ringede. Da hun endelig hørte hans stemme i røret, kaldte han hende Grace og ikke mor.

Tiden i Hong Kong var før, familien fik internet og Skype, så de billeder, der indimellem ankom i en kuvert, var Graces eneste mulighed for følge med, mens hendes søn voksede fra 3 til 5 år.

– Jeg var tæt på at rejse hjem så mange gange. Men hver gang tænkte jeg: Hvad vil der ske, hvis jeg tager hjem? Jeg vil være lykkelig i et par dage, men så bliver jeg nødt til at begynde at tænke på i morgen, på fremtiden, siger Grace med en stemme, der stadig er sløret af gråd.

Hun blev ved med at savne og gør det stadig. For efter to kontrakter i Hong Kong, tog hun til Danmark som au pair. Derfra videre til Norge, og så tilbage til Danmark, hvor hun havde fået en kæreste, som senere blev hendes mand. Og hvor hun altså stadig bor i dag.

Familien tilbeder Grace
Tilbage i Filippinerne sidder en familie, der også får brug for at dele lommetørklæder rundt, når de skal sætte ord på, hvordan det er at have undværet Grace i 13 år. Der er to altre i Graces families hus på den store ø Mindanao i det sydlige Filippinerne. Den ene er ovre i hjørnet af stuen, hvor sollyset falder ind gennem grønne gardiner og giver alt et flaskegrønt skær. Det er et lille bord med stearinlys på foran et vævet billede af Jesus, jomfru Maria og Josef. Det andet er midt i stuen. På den midterste hylde i en stor reol står et indrammet portrætfoto af Grace. Rundt om det er der klistret flere billeder op af hende.

Det interimistiske alter er det første, man får øje på, når man træder ind i huset. Og selvom familien er meget katolske, lige-som de fleste andre filippinere, giver det god mening, hvorfor Jesus er i hjørnet og Grace i centrum. For der ville slet ikke være noget betonhus med grønne gardiner, hvis det ikke var for alle de penge, Grace har sendt hjem. Måske ville Graces far slet ikke leve mere, hvis ikke hendes penge hver måned kunne betale for hans medicin. Måske ville der ikke være mad på bordet hver dag. Der ville i hvert fald ikke være nogen bærbar computer eller nogen 'Band of Brothers'-dvd-samling og ikke nær så meget legetøj.

– Grace er en rigtig god forsørger. Hun har ofret alt for os. For sin families skyld. Hun tager sig af os alle sammen. Hun har sendt sine tre søskende i skole. Jeg ved ikke, hvad vi ville gøre uden de penge, hun sender, siger Graces mor, Carol.

Hun sidder sammen med resten af Graces familie på husets lille, overdækkede veranda. Herfra kan man se ud over et tæppe af lysegrønne rismarker. Det dufter af stegt svinekød fra grillen, og familien spiser marinerede grillspyd, hjemmelavet papayachutney, en gryderet med kylling og overskårne mangofrugter. Carol fortæller om dengang, hendes ældste datter rejste:

– Jeg tog ikke med i lufthavnen, for jeg kunne ikke bære at stå derude og vinke farvel til hende. Da hun var taget af sted, mærkede jeg en voldsom følelse i maven. Jeg var så ked af det. Vi prøvede at forklare Pedro, at Grace var rejst ud for at arbejde for hans skyld. Men han blev ved med at lede efter hende og spørge os, hvorfor det tog så lang tid for hans mor at komme tilbage.

Ser bedstemor som sin mor
Graces forældre behandlede fra første dag Pedro som deres egen søn. Især Carol og Pedro blev meget tætte, og i dag tøver Pedro ikke med at sige, at han ser Carol som sin mor. Ligesom hun ser ham som sin søn og har elsket ham som sådan de sidste 13 år

– I dag fortæller Pedro sine hemmeligheder til mig og ikke til sin mor. Vi er meget tætte. Grace har nogle gange været jaloux, men jeg siger til hende, at det skal hun ikke være, for hun har været væk i meget lang tid og har ikke haft en tæt forbindelse til sin søn, siger Carol.

Mens Carols kærlighed har været daglig og nærværende stort set hele Pedros liv, er Graces kærlighedserklæring kommet i en kasse én gang om året. Som millioner af andre migrantkvinder verden over bruger Grace måneder på at købe gaver og chokolade nok til at fylde en stor papkasse, som hun nænsomt pakker, får tapet totalt ind og som hun sender med skib til sin søn og resten af familien. I alt ankommer omkring 5,5 millioner såkaldte balikbayan-kasser årligt til Filippinerne. I huset på Mindanao er det en stor begivenhed, når kassen kommer frem. Alle samles og ser med, mens de mange gaver bliver pakket ud sammen med en instruktion om, hvad der er til hvem.

En migrantionsforsker har kaldt hele ceremonien omkring kasserne for "langdistanceintimitet". Bekskrivelsen er rammende for Grace. Men selvom hun holder af at forestille sig familiens glæde over gaverne, så fjerner det ikke sorgen over ikke at være tæt knyttet til sin søn. Grace ved, at Pedro det meste af sit liv har betragtet hende som sin storesøster. Nogle gange føles det også for hende, som om de er søskende.

– Selvfølgelig er det svært, at jeg er nødt til at spørge min mor om, hvordan min dreng har det, og hvad der sker i hans liv, fordi han er meget tættere på hende og meget mere ærlig over for hende, end han er over for mig, siger Grace, mens hun stryger sig over sin højgravide mave.

Søsteren er også rejst fra sin søn
Derinde i den runde mave ligger en lille pige, som Grace glæder sig til at få lov til at se vokse op. Alligevel er der en bagside ved dette barn. For graviditeten betyder, at hun er på barsel fra sit rengøringsjob og tjener færre penge. Og at hun fremover bliver nødt til at prioritere penge til sin datter i Danmark. Det sker samtidig med, at Pedro er begyndt at læse til petroleumsingeniør på et stort universitet på øen Palawan, der ligger langt fra familien på Mindanao. Grace betaler hans husleje, lommepenge og studierne.

Derfor bad hun i sommer sin yngste søster Ami om også at rejse ud for at arbejde, så de kan være to om at forsørge den voksende familie. Grace har gjort det muligt for søsteren at uddanne sig inden for hotel- og restaurationsbranchen, og hun arbejder nu på et hotel i Bahrain.

Imens løber Amis tre år gamle søn Juan rundt om benene på de voksne på verandaen på Mindanao. Uden selv at vide det, står han og hans mor til at gentage Grace og Pedros historie. Familien forklarer, at han godt ved, hvem hans rigtige mor er, selvom Ami for at tjene penge tog job på en anden ø i Filippinerne, allerede da Juan var halvandet år gammel. For Juan er hans egentlige mor den mellemste af de tre søstre i familien. Mens Grace er i Danmark og Ami i Bahrain, bor Susan, hendes to drenge og hendes mand hos forældrene på Mindanao. Her er Juan blevet Susans tredje søn. Og mens familien fortæller deres historie, søger han konstant hendes opmærksomhed. Han kravler op på skødet af hende og hun kysser ham i håret, mens han suger kokosmælk op af en nød fra haven. Hun retter på hans tøj eller pudrer ham, når han sveder for meget. De pjatter og griner.

– Jeg elsker at være sammen med Juan, og er glad for, at han har knyttet sig til mig. Men nogle gange bliver jeg også trist på hans vegne, fordi han heller ikke har nogen far og vokser op helt uden sine forældre, siger Susan, og fortæller, at deres bånd kan være hårdt for Ami:

– Ami spurgte engang Juan, om han stadig elskede hende. Så svarede han: Nej, jeg elsker min mor Susan. Og når hun en sjælden gang er hjemme på besøg, kalder han mig for mor og Ami for et filippinsk ord, der kan oversættes til sugarmama. Det er jo ikke helt forkert, men det er svært.

Grace og Rosario vender ikke hjem
Familiens naboer har også børn, der arbejder i udlandet. Og på den anden side af familiens lysegrønne rismarker, hvor Carols forældre og søskende bor, mangler der også en del familiemedlemmer, som er rejst ud. Her går også børn rundt, som vokser op hos deres bedsteforældre. Det er ikke et særtilfælde for
denne lille landsby. Sådan er det overalt i Filippinerne. I bilen på vej til Graces familie spiller radioen flere gange en reklame, hvor et rekrutteringsbureau leder efter kvinder, der vil have job som hushjælp i Japan. Og de sidste kilometer, hvor Susan kører med og viser vej, forklarer hun, hvordan man altid kan se på folks huse, om de har børn i udlandet. Mellem de traditionelle flettede hytter på pinde, står store betonhuse med hegn og anlagte haver, som Susan peger på og remser op, hvor i verden børnene arbejder.

I det hus, som Grace og Ami har betalt for, er der tre soveværelser. Et til Susan og hendes familie, et som Pedro deler med Graces lillebror, og et hvor forældrene og Juan sover. Men ingen til Grace og Ami.

For selvom Grace savner dem, forestiller hun sig en fremtid i Danmark. Hun håber meget, at det snart vil være muligt at invitere Pedro på besøg, og hun vil også til Filippinerne med sin mand og søn. Men kun på ferie.

– Jeg havde været så alene i mange år, da jeg mødte min mand. Nu har jeg én at tale med, én der gør sit bedste for at gøre mig glad, én der altid vil hjælpe mig. Og jeg er gravid. Den her gang vil jeg have en familie. Jeg vil gøre det hele rigtigt.

Det er præcis det med at gøre det hele rigtigt, som Rosario er i gang med, efter hendes søn og tredje barn er blevet født her i Danmark. Men for hende bliver det hele først rigtigt, hvis hun får sine børn op til sig. De er stadig små, og hendes datter har for nylig skrevet til Rosario, at hun helst vil bo hos hende i Danmark.

– Men min 8-årige søn vil kun flytte til Danmark, hvis han kan få min mor og far med. Det er rigtig hårdt, at selvom jeg er hans mor, vil han ikke bo hos mig. Nogle gange tænker jeg, at jeg aldrig skulle være rejst. At jeg skulle have været der og været deres mor. Men så ville deres fremtid ikke se ud, som den gør nu, siger Rosario.

Artiklen er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

LÆS OGSÅ: Kvinder skal ses og ikke høres - skal de ikke?

LÆS OGSÅ: “Jeg prøver at komme videre, men den ene holder mig fast”

LÆS OGSÅ: “En mand lægger sig ved siden af os, tager tøjet af og begynder at onanere”